Annonce

27. september 2015 - 21:45

DONG-bold, replay

Det er et år og otte måneder siden jeg satte min næstformandspost i SF ind på at forhindre partiets medvirken i salget af 19 % af DONG til Goldman Sachs. Jeg og de øvrige modstandere i Landsledelsen manglede at rykke to stemmer. Det kostede mig næstformandsposten, en masse knubs med mere og blev et farvel til Christiansborg og et goddag til knap 8 måneders arbejdsløshed.

Det var pinsomt som en langsom gengivelse af et selvmål at læse, at SF igen, fredag d. 18. september, medvirker til yderligere privatisering af DONG. Et forlig indgået uden forudgående debat i parlament, partier eller presse. Same procedure as last year...

Det ripper op i såret. Jeg kunne vælge at lade det være og bide smerten i mig, men så ville det samtidig betyde, at jeg svigtede det engagement, jeg havde lagt, og de ofre, jeg har bragt, for denne sag. Og på sin vis også for partiet.

Jeg nøjedes umiddelbart med en lettere kryptisk opdatering på sociale medier, hvor jeg delte SF's pressemeddelelse, som jeg gav følgende ord med på vejen: - Når det hele virker lidt græsk for én, giver det mening at konsultere en gammel græker: "En til sejr som denne, og vi er fortabt!"

Det affødte en enkelt kommentar fra en overvejende enig partikammerat. Dernæst kom partiformanden, et landsledelsesmedlem, en borgerrepræsentant og nogle flere på banen og jeg fik læst og påskrevet. Det har jeg intet imod, men så er ballet også åbnet. Jeg tog telefonen, da DR ringede for en kort kommentar. Det gav yderligere reaktioner – flest positive, men også nogen kritiske, der især mente at min holdning udelukkende var baseret på mistillid til SF's forhandlere. Det provokerer mig, for jeg har på intet tidspunkt nævnt noget subjektivt forhold, såsom tillid, i min kritik.

Nu har jeg ladet en uge passere og håber de værste følelser har lagt sig, så læseren kan se, at min position bygger på en ideologisk holdning, understøttet af en analyse af objektive fakta, der tilsammen danner min konkrete og strategiske stillingtagen. Jeg vil her give en grundig, men måske også langsom, gengivelse.

Den er kort fortalt, at SF ikke skal medvirke til yderligere privatisering.

Principielt og parlamentarisk præludium
SF's principielle udgangspunkt findes i principprogrammet fra 2012, øverst på s. 4. Jeg sad i redaktionsudvalget, en lang, søvnløs nat på landsmødet, og var medforfatter på formuleringen:

"En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder f.eks. den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur. SF kræver desuden en særlig omfattende offentlig kontrol med og regulering af udvinding af olie og lignende naturressourcer samt af finans- og boligsektoren. Med offentligt ejerskab kan fællesskabet både høste frugterne af gode tider og bære tabene i dårlige, frem for at nøjes med det sidste."

SF's parlamentariske udgangspunkt er, at partiet medvirkede til det oprindelige forlig om børsnotering af DONG i 2004. Argumentet dengang var, ligesom nu, at det var for at sikre, at staten fastholdt aktiemajoriteten. Forskellen til nu er, at dengang var der et VKO-flertal, der ønskede børsnotering.

VK-regeringen var dog dengang blevet rådet af investeringsbanken N.M. Rothschild & Sons, til - af økonomiske årsager - ikke at foretage en fuld privatisering, men kun sælge en minoritetsaktiepost. Et råd, regeringen tog til sig. Hvorvidt oppositionen – og i al fald mere end blot ét parti fra den – i den situation rent faktisk behøvede at deltage i forliget for at bevare statens aktiemajoritet, er således tvivlsomt. Havde VK-regeringen og DF ønsket det, kunne de have privatiseret det hele. Men det ønskede de tilsyneladende ikke. Oppositionen medvirkede alligevel – til at åbne op for børsnotering og "en handel med fanden selv", som Svend Auken, der forhandlede for S, angiveligt kaldte det (Det bedste bud, s. 33).

S er i dag tilhængere af børsnotering, men ikke tilhængere af at afhænde aktiemajoriteten, ifølge finansordfører Engelbrecht. Det samme gælder R, ifølge finansordfører Martin Lidegaard, der som energiordfører også forhandlede aftalen i 2004. 

Nu var der imidlertid ikke længere et blåt flertal for børsnoteringen, da DF skiftede position i DONG-sagen op til salget til Goldman Sachs. LA er ikke med i forliget, formentlig fordi regeringen ikke har ønsket at invitere dem ind. Der er således nu kun 40 blå mandater (V: 34, K: 6) bag børsnoteringen og 62 fra oppositionen (S: 47, R: 8, SF: 7). Der var som minimum behov for at S + enten R eller SF gik med for at børsnotering overhovedet kunne finde sted. Havde man inviteret LA med, ville kun S stadig være nødvendige.

Børsnoteringen ligger da også i forlængelse aftalen om kapitaludvidelse i 2013, som Bjarne Corydon stod bag og som blev vedtaget på  30. januar 2014 – få timer efter SF var trådt ud af regeringen. SF's Steen Gade stemte alligevel for i finansudvalget, selvom hensynet til regeringsdeltagelsen jo netop var bortfaldet. Et hensyn, der blandt aftalens tilhængere i SF fremstod som det primære (og for en stor dels vedkommende eneste) argument. Gade udtalte, at det ikke var substansen, der udløste krisen i SF, men at den blev brugt som en anledning til at komme ud af regeringen: "Den her sag er ikke den svære, og SF's krise er heller ikke udløst af substansen. Men der er mange, der har ment, at det var dråben".

Min oplevelse var, at det forholdt sig omvendt. Kritikerne forholdt sig primært til substansen i aftalen, mens tilhængere primært forholdt sig til regeringsdeltagelsen. Men jeg er enig med ham i, at sagen ikke er svær. Substansen lå lige til venstrebenet: SF burde ikke have medvirket.

At min aktuelle kritik igen handler om substansen, håber jeg vil fremgå af min gennemgang af sagens objektive forhold.

Bordet fanger ikke
Bordet fanger fra de tidligere forlig og aftaler, kunne nogen mene. Det gør det dog ikke, hverken juridisk, økonomisk eller politisk. Man har aldrig bundet sig definitivt til en børsnotering, heller ikke i salget af 19 % af aktierne til Goldman Sachs. At kapitaludvidelsen let og næsten gratis kunne være klaret via en statslig garanti, der kunne skaffe DONG den påståede nødvendige mellemfinansiering på 6-8 mia. kr., er en anden sag. Få år tidligere stillede man en garanti på 130 mia. kr. i bankpakken, men sådan er den politiske vilje til statsstøtte åbenbart så forskellig, alt efter om det er fællesskabets eller private aktionærers direkte interesser, der skal varetages.

Konsekvensen af ikke at forlænge 2004-forliget om børsnotering havde været, at børsnoteringen ikke ville ske. Ikke, at børsnoteringen kunne ske, blot uden statslig aktiemajoritet, som SF's kommunikation ellers lader forstå: "Den aftale udløb i starten af 2015. Derfor var der ingen binding efter en børsnotering af DONG. Det har vi nu sikret med denne aftale".

Sagen er omvendt, at hvis en børsnotering ikke sker senest i 2017, er staten forpligtet til at tilbyde tilbagekøb fra mindretalsaktionærerne, herunder Goldman Sachs. Ved ikke at indgå forliget kunne man altså have omgjort hele miseren med udsalget til Goldman Sachs. Et tilbagekøb trods højere pris og strafrente ville være ikke kun politisk, men også økonomisk at foretrække, da staten frem over ville få den fulde kontrol og det fulde overskud, der bl.a. forventes fra havvindmølleparkerne, der først for nylig er begyndt at komme i drift.

Det var ikke aftaleteknisk nødvendigt at indgå et forlig fordi bordet fangede. Heller ikke politisk, hvilket DF's udtræden af forliget på grund af processen med salget til Goldman Sachs illustrerer. Et parti ville godt kunne vælge at træde ud af forliget.

Infrastrukturen var næppe i fare
Præsenterer man SF-ledelsen for passagen fra principprogrammet som grundlag for sin kritik af aftalen, mødes man med argumentet, at intentionen bag denne passage er opfyldt, fordi infrastrukturen, olie- og gasrørene, flyttes over i det 100% statslige Energinet.dk. Det ændrer bare ikke ved, at man med forliget privatiserer DONG yderligere. Det var ikke intentionen bag principprogrammets tekst. Tvært imod.

Infrastruktur-argumentet bliver ret hult, da næppe nogen partier ønsker rørledningerne privatiseret. Dels af sikkerhedspolitiske grunde (tænk hvis Gazprom købte det) og dels af økonomiske grunde: Der er næppe meget profit i at vedligeholde rørledninger og sidde med en forsyningspligt. Det ville derfor være en dødvægt på en børsnotering.
Det har da også altid været planen, at infrastrukturen skulle forblive statslig, hvilket fremgår af naturgasforsyningsloven, der "ved ejerskifte giver DONG Energy pligt til at tilbyde staten at købe DONG's transmissionsnet".

Bred opbakning til statslig aktiemajoritet
"SF sikrer, at staten også fremover skal sidde på mere end 50% af aktierne. Det er helt afgørende." Sådan angives den primære grund til at medvirke til børsnoteringen.
Denne grund undrede mig, da jeg læste den. Med kun 7 af 102 mandater kunne SF sagtens undværes i forliget. Ud fra den forhandlingsposition virker det usandsynligt, at SF skulle have kunnet standse et flertals ønske om totalprivatisering.

Det mest nærliggende er, at et sådant ønske ikke fandtes hos flertallet. Mig bekendt har hverken S eller R da heller nogensinde ytret ønske om at afhænde aktiemajoriteten. Faktisk var deres største bevæggrund for at medvirke til aftalen i 2004 netop at sikre en statslig aktiemajoritet, hvilket VK-regeringen, som nævnt, dog også allerede selv syntes indstillet på.

Jeg tænkte derfor, at det virkede lidt kontroversielt indirekte at anklage S og R for dobbeltspil. For hvis SF havde sikret aktiemajoriteten, var det vel fordi de andre partier ikke ville det. Den anklage afviser de to partiers finansordførere da også.

Hvis S svigtede, burde de presses
Vælger man desuagtet at tro på, at S og R har spillet dobbeltspil, mener jeg alligevel at aftalen er et strategisk fejltrin for SF. Selv hvis man ikke stoler på S og R's intentioner, viser deres finansordføreres melding, at de er klar over, at deres partier ikke kan holde politisk til at ønske en totalprivatisering. I en sådan situation burde SF have kaldt deres bluff og ladet dem om at forklare et sådant pludseligt skifte, mens venstrefløjen – nu med SF – kunne presse dem udefra ved at tilbyde deres vælgere et alternativ.

Det ville være en blød bug, man angreb: 67 % af S-vælgerne fandt Goldman Sachs-aftalen dårlig eller meget dårlig og 80 % af alle vælgere var imod. S fik da også en lussing i målingerne og gik tilbage til 18,8 %. Man kunne have sagt nej til privatisering og håbet S ville gøre det samme – om ikke nu, så senere – fordi deres medlemmer kunne presse dem til det, eller fordi (evt. bare potentiel) vælgerflugt kunne få dem til at skifte spor.

Fem års udsættelse - højst
Hvis der måtte eksistere et flertal for totalprivatisering, giver forliget højst omkring fem års udsættelse. DONG er nemlig tidligst klar til børsnotering om halvandet år, dvs. 2017. Forliget kan opsiges efter to folketingsvalg, dvs. det holder kun til allersenest 2023, hvis andre partier ønsker at opsige forliget og gå videre med en totalprivatisering.

At sælge sin modstand mod yderligere privatisering, og dermed lette presset på de partier, der vil i den retning, for højst fem års udsættelse, mener jeg ville være forkert. At sælge sin modstand i en situation, hvor SF's medvirken ingen reel forskel gør, ville være endnu mere forkert.

SF får nu svært ved troværdigt at kæmpe imod privatisering af andre statslige selskaber – fx når turen kommer til DSB. Er partiet igen klar til at sælge 49 % og hævde at have reddet aktiemajoriteten? Jeg håber det ikke, men kan blive oprigtigt i tvivl.

Dommen
Denne langsomme gendrivelse af de argumentatoriske indlæg, der gives for SF's medvirken, anskueliggør at de var off-side.

Resultatet er desværre alligevel, at der her i DONG-boldens 2. halvleg også er gået mål ind. I den forkerte ende igen. Og igen med assist fra spillere på vores hold. Fortsætter spillet sådan, er jeg bange for at nedrykningsstregen nærmer sig.

Så kan man sige som Brøndbys træner, Thomas Frank, at der er tale om en indviklet proces, som ikke kan forstås udefra. Javel. Set fra en tidligere assisterende træners og nuværende motionsspiller i klubben (og mandagstræner, vil nogen sikkert mene) ligner det ellers et nederlag, der kalder på en ny taktik, der er mere målsøgende – i den rigtige ende.

 

Annonce