Et folkeeventyr

For mange år siden levede en statsminister, som holdt så uhyre meget af smukke nye reformer, at hun gav alle sine penge ud for ret at blive vejledt udi politikkens kunst. Hun brød sig ikke om sine partisoldater, brød sig ej om proletariatet eller om at drage ud i virkeligheden, uden alene for at fremvise sine nyeste reformer. Hun havde en ny reform for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Statsministeren er i reformhumør!"

I den store stad, hvor hun regerede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to nyliberale bedragere; de gav sig ud for at være venstreorienterede. Den ene var en kvinde, der kendtes vidt og bredt for sit radikalt-humanistiske samfundssind og sine fine fornemmelser. Den anden var en ven af folket, som vidste et og andet om erhvervslivet og vist engang havde plejet omgang med kommunister. De to bedragere sagde, at de forstod at skabe de dejligste reformer, man kunne tænke sig. ”Til deres højhed vil vi skabe Den Endelige Sociale Løsning”, sagde de. Ikke alene indholdet og formen var noget usædvanligt smukt og socialt, men de sociale og solidariske dele af reformerne, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. "Det var jo nogle dejlige reformer," tænkte statsministeren; "ved at implementere dem kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har. Jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja de reformer må straks forelægges for mig!" Og hun gav de to bedragere mange penge på hånden for at de skulle begynde på deres arbejde.

De to nyliberale bedragere satte to Arne Jacobsen stole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste sociale indhold på harddisken. Rask væk forlangte de de fineste frynsegoder og de prægtigste lønninger; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med skærme uden skygge af socialt indhold, og det til langt ud på natten.

"Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med reformerne!" tænkte statsministeren, men hun var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det. Nu troede hun nok, at hun ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft reformerne havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.

"Jeg vil sende min rødeste minister hen til reformmagerne!" tænkte statsministeren, "han kan bedst se, hvorledes reformerne tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!" Onde tunger yndede at sætte ordet ’blå’ foran ministerens navn, men det tog statsministeren ingen notits af. Nu gik den skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med skærme blottet for solidariske paragraffer. "Gudbevares!" tænkte ministeren og spilede øjnene op! "Jeg kan jo ikke se nogen solidariske tiltag!" Men det sagde han ikke. Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var en smuk vision for samfundet. Så pegede de på skærmen med fortløbende nedskæringsparagaraffer, og den stakkels minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se nogen venstreorienteret politik, for der var ingen. "Herregud!" tænkte han, "Skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se Den Endelige Sociale Løsning!"

Alle mennesker i byen talte om de prægtige reformer. Nu ville da statsministeren selv se dem, medens de endnu var på tegnebrættet. "Hvad for noget!" tænkte statsministeren, "Jeg ser ingen ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Dur jeg ikke til at være statsminister? Det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!" - "Oh det er en meget smuk og kollektiv samfundsvision!" sagde statsministeren, "Det har mit allerhøjeste bifald!" og hun nikkede tilfreds og betragtede skærmen; hun ville ikke sige, at hun ingen ting medmenneskeligt kunne se. Hele følget, hun havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom statsministeren, "oh det er meget smukt!" og de rådede hende at proklamere disse nye, prægtige reformer for første gang, ved den store procession, som forestod. "Det er magnifik! nysseligt, excellent!" gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjede dermed. Statsministeren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af Overreformister.

Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, de havde travlt med at få Den Endelige Sociale Løsning færdig. De lod, som de talte med repræsentanter for den brede befolkning og tog højde for den lille mands tarv. Og de lod som om, at de svageste kår lå dem meget på sinde. Og til sidst sagde de; "Se nu er reformerne færdige!"

 Statsministeren, med sine fornemste embedsmænd, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: "Se her er Den Endelige Sociale Løsning! "Den koster ingenting at gennemføre, faktisk tjener vi penge til skattelettelser for erhvervslivet, men det er just dyden ved det!" "Vil nu Statsministeren allernådigst behage at lægge Deres principprogram fra Dem!" sagde bedragerne, "så skal vi give Dem det nye reformprogram!" Statsministeren lagde sit principprogram fra sig, som i forvejen var blevet noget tyndt, og modtog den nye og meget fair Endelige Sociale Løsning. "Gud hvor den klæder Dem godt! sagde de alle sammen. "Hvilket smuk nuance af blå omslaget har!”

Så gik statsministeren i processionen og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor statsministerens nye reform er mageløse! Hvilket socialt, næstekærligt og ansvarligt program for vort land hun har lagt!" Ingen ville lade sig mærke med, at han intet socialt så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af statsministerens reformer havde tidligere gjort sådan lykke.

"Men den reform er da asocial," sagde en lille pige. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad pigen sagde. "Men den reform er da asocial!" råbte til sidst hele folket. Det krøb i statsministeren, thi hun syntes, de havde ret, men hun tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen og valgperioden ud." Og embedsmændene gik og messede om en social politik, som der slet ikke var.