Da habeas corpus druknede i sensationens malstrøm..

Den seneste sag om påstået terrorvirksomhed – et ifølge PET nært forestående voldeligt angreb på JP/Politikens Hus – slutter sig til rækken af mere eller mindre gangbare, men ganske forskellige sager om påståede terroranslag, dygtigt afværget af hhv. den hollandske, svenske og danske efterretningstjeneste.

Formålet med dette blogindlæg er ikke så meget at diskutere skyld eller ikke-skyld i de tre nylige sager, da jeg ligesom den altovervejende del af landenes befolkning ingen mulighed eller videre faglighed har til at vurdere de juridiske aspekter af de verserende sager.
Den manglende mulighed kan vi tilskrive efterretningstjenesternes parallel-statslige virksomhed og hemmelighedskræmmeri, mediernes villige accept og politikernes sanktion af dette.

Nej, formålet er forhåbentligt at give bolden op til noget, der har glimret ved sit fravær i stort set alle sager om terrorisme, nemlig en bare lidt kritisk vurdering af mediernes håndtering af sagerne og myndighedernes dygtige brug af medierne.

Kendetegnet ved disse tre sager – den tilsyneladende fummelfingrede bombebærer i Stockholm, de højtprofilerede, nu løsslupne hollandske herrer og sidst, men ikke mindst ”de professionelle” med internationale kontakter og et tilsyneladende had mod JP/Politiken – er, at medierne enten af egen motivation om sensationslyst eller som nyttige idioter for regeringer og efterretningstjenester har pisket en vanvittigt panik op hos alle, der gad/gider høre på dem.

Terror, hvem, hvor, hvad?!

Over de sidste par dage har jeg til min ærgrelse kunnet se den danske presse som et frådende hav af sensationshunger kaste sig over alle aspekter af sagen om disse ”professionelle terrorister med internationale forbindelser”:
Historier til laveste fællesnævner om, hvordan det var at bo i samme opgang som vaskeægte terrorister, historier til at bakke op om terrorspøgelset ved at fremhæve stærk religiøsitet og nu mistænktes mønstre ifm. bøn og brug af internet, historier om, hvordan skumle personager er kommet og gået på lyssky tidspunkter – og alle med TASKER!

Her undrer jeg mig i parantens over, hvem der er den skumle nabo, når man åbenbart belurer sin nabos gæster...

Endvidere ærgrer jeg mig over, at samtlige medier uden snerten af kritisk sans har lappet ALT, hvad PET har fodret dem med i sig og spyttet det ud i hovedet på seere/læsere.

Når Jakob Scharf dygtigt bruger medierne og bombastisk forkynder, at ”de ville dræbe så mange som muligt”, før nogen form for retssag endnu er begyndt, og medierne på stribe gengiver det ordret, så bidrager det ikke ligefrem til troen på en ”retfærdig og afbalanceret” rettergang.

Oveni hatten har PET jo den belejlige fordel, at de kan føre ”beviser” og ”vidner”, som INGEN, udover de selv og dem, de vælger, må se eller vide noget om.

Beviser? Jada, masser! Men de er klassificerede og må holdes væk fra offentligheden – for offentlighedens skyld forstås..

Vidner? Ja, utvivlsomt. De skal bare transporteres hemmeligt, fremvises for PETs udvalgte skare og for guds skyld holdes væk fra forsvarsadvokater og tiltalte.. For rigets sikkerhed selvfølgelig.

I sådanne situationer i et fungerende demokrati skulle PET og politiet (i fald de kan sameksistere med et sundt demokrati – tvivlen vokser her af gode grunde) have deres hyr med at holde kritiske journalister og borgere stangne; mennesker, der gerne ville vide, hvordan det kan være PET kan agere fuldstændigt efter forgodtbefindende, og ligesom politiet kun kan undersøges af sig selv.

Men den hovedpine behøver etaten ingenlunde bekymre sig om her i andedammen, nej. Medieinstitutionerne accepterer nærmest entydigt denne passificering, bakker ud med et ”Ja, hr. Scharf, undskyld forstyrrelsen, hr. Scharf. Vi går over og spørger Naser Khader, hvor han køber sin habit til dronningens nytårskur i stedet.”

Herfra skal lyde et ”godt lavet” til Jakob Scharf og co. for deres brilliante manøvrering udenom enhver form for reel demokratisk kontrol og ”thumbs up” til Scharfs mediehold, der virkeligt forstår at holde et publikum ventende, indtil det er så sultent, at det sluger hvad som helst råt..

Underviser i stadig i ”den fjerde statsmagt” på skolerne? Også her kunne der være brug for revision og kritisk eftertænksomhed..

Mod slutningen af denne meningsudledning vil jeg gerne stille et par spørgsmål og smide en opfordring ud – under temaet Hvor kommer spøgelset fra?:

I krigssituationer, hvor magtbalancen er så ulige fordelt, som vi har set med den amerikansk-ledede invasion og besættelse af hhv. Irak og Afghanistan, er det så ikke meget naturligt, at den militært mindre magtfulde part søger alternativer til håbløse åbne kampsituationer overfor en overlegen krigsmaskine?

Er det ikke forståeligt, at en lokal befolkning med en stolt mange hundrede år gammel tradition for uafhængighed ikke accepterer en besættelsesmagt og sætter sig til modstand? Og endvidere at sympatisører – med alle mulige forskellige motivationer – gør, hvad de ser muligt og effektfuldt for at modstå, skade og skræmme den fremmede besættelsesmagt og dennes allierede?

Hvordan adskiller den afganske/irakiske/(indsæt selv anden modstandssituation) modstand mod en fremmed besættelsesmagt fra den danske modstandskamp mod nazismen og den finske modstandskamp mod stalinismen, som i dag hyldes både her til lands og bredt i Vesten?

Og sidst, men ikke mindst, og med frygt for at blive forbudt vil jeg gerne sende denne hilsen til de folk, der aktivt modsætter sig en besættelsesmagt og diverse majonet-regeringer:

Kæmp for jeres frihed og uafhængighed! Kæmp mod en overmagt, der lover frihed og demokrati, men bringer død, afhængighed og udplyndring gennem private virksomheder og nykolonialisme!

Disclaimer: Jeg støtter ikke og deler ikke verdenssyn med hverken Hizb-ut-Tahrir, Taleban eller det sagsomspundne Al-Qaeda, men støtter retten til og kampen for frihed og selvbestemmelse.