Assimilation eller ordgejl? - ’Frihedsministeren’ kapitel 3

Jeg begyndte den endnu ikke afsluttede artikel-serie om Søren Pinds politiske filosofi og ideologi, da han udnævnte sig selv til "frihedsminister".

Pind er bl.a. interessant, fordi han i modsætning til de fleste politikere skriver meget - også meget ideologisk - og fordi han er blevet udråbt til at være en af de mest "ideologiske" medlemmer af hans parti. Spørgsmålet er så bare hvilken ideologi det er, han egentlig er tilhænger af.

Først en opsummering:

I første kapitel så vi, at Søren Pinds forhold til rettighedsbegrebet - et centralt begreb i den politiske liberalisme - er langt fra at være rodfæstet i den liberale filosofi. Liberalismen opererer med universelle og ’ukrænkelige’ rettigheder, som er forankret i det enkelte individ uanset dets status og oprindelse. For liberalismen er "alle mennesker skabt lige" og har samme "naturgivne" rettigheder.

For Søren Pind er rettighederne derimod noget, der er forankret i det nationale - i hver persons tilhørsforhold til en nation og en kultur. Hvis man ikke er en del af en nation og dennes kultur, så kan man altså ikke gøre krav på rettigheder i denne. Pind mener, at det er "landsforrædderi" at anerkende de universelle rettigheder, som ellers er så centrale for liberalismen.

Pinds filosofi er nemlig ikke begrundet i det liberalistiske menneskesyn, hvor individet er frit til at skabe sit eget liv, og hvor denne individuelle frihed skal sikres. Som vi så i kapitel 2 er der nemlig en værdi, der vejer højere end individets frihed: bevarelsen af den nationale og kulturelle identitet.

Hvis man giver lige rettigheder til forskellige folk, og giver individet ret til at leve som det vil, så krænker man ifølge Søren Pind nationens kulturelle "sammenhæng med sin oprindelige kultur". ’Nationen’ og ’Kulturen’ er altså vigtigere end individet - det er nationen der har rettigheder, ikke individet. Dette menneske- og samfundssyn ligger så langt væk fra liberalismen, som noget kan komme. Det er liberalismens modsætning.

Nyt ministerområde

I denne uge fik Søren Pind så endnu en udnævnelse - til "integrationsminister". Ovenstående opsummering af de foreløbige analyser af hans politiske filosofi viser med al tydelighed, at det i allerhøjeste grad er et emne, han brænder for.

Det vil sige, integration er ikke ligefrem noget han brænder for, men det med at forhindre at udlændinge kommer til Danmark og forandrer den nationale kultur, det er noget han meget gerne vil forhindre.

Med sit nye ministerområde vil Søren Pind primært være ansvarlig for at Danmark følger flygtningekonventionerne fra FN og EU samt Danmarks egen lovgivning på området og naturligvis de af menneskerettighederne, som angår flygtninge. Det vil sige, at han skal sikre at flygtninge får asyl og sikkerhed i overensstemmelse med deres rettigheder.

Hvis Søren Pind var ægte liberalist, så ville han sikkert være en fremragende mand at have på den post, for liberalismen har som sagt menneskerettighederne blandt sine grundværdier, og sætter den enkeltes ret over abstrakte fænomener som “nationens sikkerhed”, “kulturel enhed” og den slags. Liberalismen anerkender jo alle menneskers grundlæggende rettigheder som værende forankrede i deres status som mennesker og ikke i deres nationale eller kulturelle tilhørsforhold.

Modstander af flygtninges rettigheder

Som vi, der har fulgt med i hans skriverier og udtalelser, ved, er Pinds “liberalisme” dog mildt sagt ikke i overensstemmelse med denne beskrivelse. Faktisk er den slet ikke liberal, da individet og dets rettigheder ikke er blandt hans kerneværdier. Lad os tage et par citater fra manden selv:

Om menneskerettighederne og de internationale konventioner, som det bliver hans ansvar at sørge for at Danmark lever op til, har han bl.a. skrevet: “De internationale konventioner på dette område blev skabt i en tid, der var langt mere uskyldig”.

Og endnu et citat, der illustrerer, at Søren Pind mener, at nationalistiske sær-interesser går forud for individets rettigheder, og at konventionerne ikke længere bør være gældende:

"Vi er ved at tabe vores ret til selvforsvar og overlevelse på sigt på gulvet i en udstrækning af juridiske begreber, der slet ikke kan stå mål med den risiko der løbes og som slet ikke var intenderet, da f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention blev undertegnet."

Om flygtninges ret til asyl har Søren Pind bl.a. sagt, at: "Gennemførelsen af deres krav vil fjerne forudsætningen for Danmarks eksistens, og vil undergrave retsstaten. (..) Enten består Danmark med sin kultur - eller også, hvad man har set masser af steder, forgår den og Danmark med den."

Kort sagt går den nye minister, som skal sikre flygtninges rettigheder, slet ikke ind for flygtninges rettigheder. Han mener at disse er i modstrid med Danmarks "beståen som nation".

For Pind vejer abstrakte og kollektivistiske begreber som bevarelsen af en særlig kultur tungere end individets – dvs. den enkelte flygtnings - rettigheder. Han mener ikke at hverken de internationale eller de europæiske menneskerettighedskonventioner bør følges – i hvert fald ikke overfor folk, der ikke i forvejen er danske statsborgere eller bærere af en særlig dansk kultur.

Det kan derfor ikke undre, at hans første udtalelse som ny minister, var en hyldest til den gamle ministers ulovlige konventionsbrud, der efterlod adskillige individer uden rettigheder.

Hun var i øvrigt ligesom Pind engang kendt som værende særligt “ideologisk” liberalist. Det siger vel noget om “liberalismens” tilstand i dagens Danmark.

Pind erklærede desuden, at de overtrådte konventioner, som skal sikre rettighedsløse mennesker, er "åndssvage". Vi kan altså kun forvente mere af det samme fra den nye "liberale" minister: konventionsbrud og foragt for menneskerettighederne.

Konservativ samfundsteori

At anerkende flygtninge og andre ikke-danske statsborgeres rettigheder vil altså ifølge Søren Pind være “landsforrædderi”, fordi man dermed ikke anerkender, at “Danmark tilhører danskerne” (Berlingske.dk, 22. august 2009). Men vil Danmark da ikke stadig “tilhøre danskerne” selvom der kommer nogle andre folk til landet? Kan nye folk ikke også blive danskere?

Ikke ifølge Søren Pind. Han mener nemlig, at Danmark er et land, “hvis fortsatte eksistens hænger sammen med dets befolkning, og dennes befolknings sammenhæng med sin oprindelige kultur.” Hvis der kommer folk hertil, som er bærere af en anden kultur, så sker der altså et brud med den historiske sammenhæng mellem generationernes kulturelle praksisser, hvilket åbenbart er katastrofalt for det, han betragter som “nationen”.

Han har ofte givet udtryk for det konservative synspunkt, at mangfoldighed og modernisme fører til kulturel forvirring, manglende respekt for autoriteter og forfædrene og generel værdiløshed.

Det er et synspunkt Søren Pind bl.a. deler med konservative anti-liberalister og anti-modernister, som filosoffen Leo Strauss, der mente at det moderne liberale demokrati med dets valgfrihed og mangfoldighed fører til nihilisme, rodløshed og samfundets og moralens forfald.

En anden erklæret anti-liberal, der deler dette synspunkt er den danske national-konservative skribent, Kasper Støvring, som begræder ”det skred, der er sket inden for de seneste år, hvor multikulturalismen har åbnet for vold, mistillid og et almindeligt
værdikaos”. Søren Pind pladserer sig altså klart i en konservativ og anti-liberal tradition.

“Samfundets forfald” er ikke kun indvandrernes skyld – det er en process, der startede med kulturradikalismen og ungdomsoprøret og det moderne samfund. Som Søren Pind formulerer det er der: “en
sammenhæng mellem 70ernes totale ødelæggelse af sammenhængen mellem
generationerne, ombringelsen af beretningen om de store mennesker og
deres frembringelser”.

Men ved at være bærere af en anden kultur er en indvandrer – eller en dansker som afviger fra det national-kulturelle ideal – medvirkende til at ”få det hele til at krakelere”.

I lyset af denne ekstreme kultur-konservatisme er det ikke så forbavsende, at den nye integrationsminister har erklæret, at han slet ikke går ind for integration af folk fra andre kulturer.

Han mener istedet, at indvandrere, der kommer til Danmark, må gøre sig fuldstændigt “danske” – dvs leve efter i overensstemmelse med den nationale kultur. De skal med andre ord “assimileres” (“blive ligesom”) istedet for integreres (“blive en del af”).

Brud med forgængerne

Dermed bryder han med en mangeårig praksis og tankegang indenfor både dansk politik generelt og hans eget parti. Selvom man nok kan mene at dansk politik i de senste år har været præget af en vis grad af assimileringsretorik, så har det aldrig været officiel politik.

Søren Pinds forgænger, Birthe Rønn Hornbech, sagde for eksempel i en artikel på integrationsministeriets hjemmeside: “Hvis du spørger, om den enkelte nydansker skal assimileres, er svaret nej. Det er jeg stor modstander af.”

Hun forklarede desuden hvorfor kravet om assimilation hverken er muligt eller ønskeligt: “En nydansker er et menneske med en anden historie og med en anden hukommelse, som man naturligvis aldrig kan fratage vedkommende. I og med, at de er kommet hertil, er deres historie og hukommelse blevet en del af Danmarkshistorien. Det skal vi forstå og respektere.”

Dér ramte Birthe Rønn Hornbech hovedet på sømmet og lige ind i Søren Pinds tankegang. En person, der kommer fra en anden baggrund vil nemlig aldrig kunne have samme forhold til den nye nations “oprindelige kultur” og vil dermed altid udgøre et brud med “sammenhængen” mellem generationerne. Det er altså et umuligt krav at stille, hvis man samtidig skal respektere den enkeltes ret til at bosætte sig et nyt sted og leve sit liv i frihed og værdighed.

Det samme var budskabet fra Hornbechs forgænger, Rikke Hvilshøj, som i en tale i 2006 sagde: “Vi har nogle stærke demokratiske hegnspæle i Danmark. De står fast, men hvordan man vil leve sit liv som menneske inden for disse hegnspæle, er op til én selv. Vi stiller krav om integration – ikke assimilation.”

Assimilationspolitik igennem tiden

Integration er det at noget bliver en del af noget andet – altså at indvandrere bliver en del af det danske samfund. Det kan foregå på mange måder, og der kan sagtens være krav om at man må foretage visse omstillinger for at processen kan foregå så gnidningsfrit som muligt – for eksempel kan en integrationspolitik bygge på, at man bør sætte sig ind i landets sprog, love og arbejdsmarked for derved lettere at kunne blive en del af det pågældende samfund.

Men man behøver ikke at dele kulturelle værdier eller traditioner for at være en del af det samme samfund. Integration indebærer ikke, at det nye skal blive identisk med det, det integreres ind i.

Det gør assimilation, som direkte oversat betyder “at gøre identisk”. Assimilationspolitik indebærer altså at indvandrere eller andre, som ikke lever op til det nationale kulturelle identitetsideal, gennemgår en “kulturalisering”, hvor de fuldstændigt tilegner sig den dominerende kultur og fralægger sig sin oprindelige kultur.

Historisk har assimilationspolitik for eksempel været ført for at indgyde en fælles nationalfølelse hos arbejdere af forskellig etnicitet for derved at bryde deres interne sammenhold og solidaritet. Det var bl.a. tilfældet i USA i tiden omkring første verdenskrig, hvor en bevidst politik skulle nedbryde krigsmodstanden i arbejderbevægelsen.

Det er dog ikke kun indvandrere, stater har forsøgt at assimilere. En af de mange skampletter i historien om den europæiske kolonialisme er netop den assimilationspolitik, som blev ført i de erobrede områder. Efter at man ikke længere gik ind for simpelt hen at slå den oprindelige befolkning ihjel, havde lande som Australien, Canada, USA – og også dansk politik i Grønland og Norge overfor samerne – en politik, som gik ud på, at de med vold og magt skulle kristnes og “civiliseres” og fralægge sig ethvert element af sin egen kultur og sine forældres sprog.

Et eksempel er fra en amerikansk skole på et indaner-reservat, hvor børnene bl.a. fik at vide, at "Let all that is Indian within you die! You cannot become truly American citizens (..) until the indian within you is dead." (“Lad indianeren i jer dø! I kan ikke blive amerikanske statsborgere før indaneren i jer er død”). Lignende folkemorderiske politikker har som sagt været ført andre steder, og overalt har de ført til traumatisering af individer og samfundsmæssige sår det tager mange generationer at hele.

Et andet eksempel er Frankrigsimperialistiske politik i sine kolonier, som skulle assimileres, så de kunne blive helt og holdent “franske” – et projekt, der har rødder tilbage til dannelsen af den moderne franske nationalstat, som blev dannet ved nogle mindre kongedømmers ekspansion og efterfølgende kulturelle, sproglige og politiske assimilation af de nye områder.

Idéen om nødvendigheden af en national fælles kultur og assimilation af etniske mindretal ind i denne hænger altså også sammen med de moderne statsdannelser - især i perioden op til og omkring første verdenskrig. Indtil da bestod de europæiske stater af mange kulturer og folkeslag, men med de store rigers opløsning (det ottomanske, det østrig-ungarske, det tyske kejserdømme, det danske stor-rige m.fl.) opstod nye, mindre nationalstater, som lagde vægt på en national identitet og “folkefællesskab” med paroler som “Én stat, ét folk, ét sprog”.

Som vi stadig ser det i f.eks. Tyrkiet kan en sådan fælles national identitet kun lade sig gøre ved enten at diskriminere eller eliminere mindretal, som ikke passer ind i det national-kulturelle ideal, eller ved at tvinge dem til at lade sig assimilere ind i det.

Pinds politik i praksis?

Nu har jeg taget nogle af de værste eksempler på assimilationspolitik, jeg kunne komme i tanke om, og det er måske ikke helt fair. Det er nok også lige groft nok at sidestille så vidt forskellige situationer med en eventuel dansk assimilationspolitik anno 2011.

Men hvordan vil en sådan se ud? Pind har været bevidst tavs og uklar om hvordan hans assmileringstankegang skal udmynte sig i praksis og blive til regeringspolitik, så vi kan kun gætte baseret på hvordan sådan noget har fungeret før i tiden.

Hvordan vil f.eks. en uddannelsespolitik overfor indvandrer-børn mon se ud, hvis den bliver ført efter Søren Pinds krav om, at de “adopterer og respekterer danske værdier, normer og traditioner, eller også bør de slet ikke være her”?

Forhåbenligt vil den ikke minde om den, der blev ført under parolen “Lad indaneren i jer dø”. Men man kunne da godt frygte noget i den retning, når man læser et udsagn som "Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om islam - og nej, jeg siger ikke islamisme, for den er jeg helt klar over er farlig - og demokrati og frihed er forenelig?" (Berlingske.dk 8. maj 2009).

Hvis Søren Pind beslutter sig for at svaret på hans eget spørgsmål er "nej", og at muslimer - uanset hvor apolitiske de er - altså ikke kan sameksistere med demokrati og "frihed", så bevæger vi os altså tæt på at budskabet til børn i Danmark vil blive “Lad muslimen i jer dø”. Så vil den eneste måde at gøre muslimer "fri" på, være at tvinge dem til ikke længere at være muslimer. Dermed vil det slut med sekularismen og religionsfriheden i Danmark.

I det mindste vil der dog forhåbenligt ikke blive indført tvangskristning af børn ... omend Søren Pind har givet udtryk for at han gerne vil have mere salmesang og kristendom i skolerne.

Assimilation betyder at man skiller sig af med sin oprindelige kultur, bryder med sine forældre og adopterer den dominerende kultur. Det kan ske af sig selv efter nogle generationer med vellykket integration, hvor individets frie valg respekteres.

Men hvis kravet om, at man kun må være i Danmark, hvis “man vil blive dansk” med alt hvad det indebærer, føres som officiel regeringspolitik, så er statsborgerskabet og rettighederne baseret på en (falsk) forestilling om en national folke-kultur, som ikke har noget med liberalisme eller menneskerettigheder at gøre.

Brud med sit eget parti

En sådan politik kan ikke føres uden at gøre vold mod individets frihed og imod liberalismens kerneværdier. Hvis man ikke af staten bliver anset rigtig statsborger, så længe man adskiller sig fra et bestemt kulturelt ideal, så er alle borgere ikke lige. Liberalismen bygger på at ens rettigheder og forhold til staten er baseret på ens statsborgerskab – ikke på ens kultur.

Når Søren Pind taler om assimilation, så bryder han altså med sine forgængere i ministeriet og med eget parti, der dog stadig kalder sig “liberalt”. Hans krav om at indvandrere ikke må ”lave om på” det danske samfund og om at de skal ”adoptere danske værdier, normer og traditioner”, strider desuden med hans eget partis principprogram (pdf), som bl.a. erklærer, at:

“Frisind er en vigtig del af det liberale tankesæt. Frisind betyder, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale og til frit at vælge sin livsform.”

Og: “Mennesket har ret til at leve sit liv i frihed og gå sine egne veje - alene eller sammen med andre – forudsat, at det ikke krænker noget andet menneskes tilsvarende frihed. Statens opgave er at håndhæve de individuelle frihedsrettigheder, så ingen bliver undertrykt af andre.”

Og: “Det er ikke statens opgave at bestemme, hvordan vi skal leve sammen, spise, dyrke vores religion, bruge vores penge eller klæde os.”

Og: “Friheden til at gå egne veje er både friheden til at slå sig sammen med andre i alle slags frivillige fællesskaber og friheden til at forlade disse fællesskaber.”

Det er åbentlyst, at der ikke er frihed til at “vælge sin livsform”, til at “gå egne veje”, eller “slå sig sammen med andre i frivillige fællesskaber”, hvis der fra statens side lyder et krav om, at man skal “adoptere danske værdier, normer og traditioner”, sådan som Søren Pind mener det. Hvis det ikke er “statens opgave at bestemme, hvordan vi skal leve sammen, spise, dyrke vores religion, bruge vores penge eller klæde os”, så kan staten heller ikke stille noget krav om, at man skal praktisere en bestemt kultur eller adoptere bestemte traditioner.

Søren Pind er da også på kant med sin egen politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, som reagerede på hans udtalelser med ordene:

“I Venstre har vi en integrationspolitik. Det havde vi i går, og det har vi i morgen, og derfor bruger jeg det ord. Ellers bliver det netop en debat om ordene. Selvfølgelig skal folk blive en del af det danske samfund og lære det danske sprog, når de kommer hertil, men vi må lade være med at se på det, der skiller og i stedet se på det, vi kan blive enige om. Målet er at få folk til at føle sig hjemme i det nye samfund, de skal være en del af, selv om de selvfølgelig også selv skal gøre deres til det.”

Målet med en integrationspolitik er altså at "få folk til at føle sig hjemme i det nye samfund” – det er ikke at få dem til at blive identiske med det nye samfund. En assimilationspolitik, som kræver at folk skal adoptere den dominerende kultur, kan ikke få folk til at føle sig hjemme. De vil altid føle sig uvelkomne og mindreværdige, da de ikke kan leve op til det nationale ideal for “danskhed”.

Dermed er et politisk krav om assimilation kontraproduktivt og modvirker integrationen. Hvis det, man skal opfylde for at blive accepteret, er umuligt, så kan man lige så godt give op på forhånd.

Bare et spil om ord?

Det står altså endnu en gang klart, at Søren Pind ikke er liberal. Han er konservativ. Han sætter bevarelsen og fastholdelsen af en bestemt kultur over individets frihed. Det er det omvendte af hvad liberalismen står for. Liberalismen bygger på individets rettigheder, ikke på kulturer.

Eller også... eller også bruger han ord, som han slet ikke ved hvad betyder.

Efter hans oprindelige indlæg, der handlede om salmesang i skolerne, respekt for danske guldalder-digtere og kapitalistiske entrepenører, samt en “sammenhæng med den oprindelige kultur”, er han nu begyndt at trække i land og omdefinere begrebet “assimilation”.

I hans seneste skriverier insisterer han på stadig at bruge ordet “assimilation”, men giver det et indhold, som i virkeligheden ikke rummer andet end det, alle indtil nu har kaldt “integration” - dvs. at man bestræber sig på at kunne de ting, der er nødvendige for at være en del af et samfund, men ikke nødvendigvis opgiver sin egen kultur.

Han benytter sågar det multikulturelle samfund, USA, som ideal – et samfund, han bl.a. selv beskriver som et, hvor mindretallene kulturelt har “deres fulde frihed”, og hvor indvandrere og deres efterkommere godt kan være “stolte” af deres udenlandske baggrund og fortsætte i generationer med at praktisere sine forfædres traditioner. Dette må siges at være noget af en ko-vending, efter at han blot få dage før skrev op om, at “multikultur“ betyder nationens død og får samfundet til at “krakelere”.

Nu handler det ikke længere om at man skal blive væk, hvis man ikke vil “adoptere danske normer og traditioner”, men blot om at man skal lære sproget, uddanne sig, gøre sit for at være tilgængelig for arbejdsmarkedet, og generelt overholde loven - samt at politikerne skal skabe rammerne for integration i samfundet istedet for social udstødning og isolation. Det handler altså slet ikke om assimilation længere, selvom han stadig insisterer på at bruge ordet og sågar har opfundet et helt nyt begreb for at kunne holde fast i det.

Dermed adskiller han sig jo pludselig slet ikke fra sine forgængere – eller fra oppositionen for den sags skyld. Men derved er der jo heller ikke noget nyt i hans bombastiske udtalelser – han benytter bare nye ord og retorik for at virke som om, han står for noget nyt. Med hans egne ord er der bare tale om ”et spil om ord. Spillet er vel det spil, der går ud på at score billige point hos den anti-liberale, national-konservative fløj uden egentlig at have noget politisk indhold og stadig fremstå som ”liberal”.

I så fald er han bare en opblæst vindbøjtel, som ikke ved hvad han taler om, men alligevel siger det meget højt.