Annonce

17. september 2008 - 13:27

Myten om den homoglade hovedstad

Et ordsprog siger, at man ikke kan vaske sig i andres skidt. Det var det første, der faldt mig ind, da jeg læste Politikens artikel den 11. august, »Naboen må godt være bøsse«. Ifølge artiklen er Danmark »et af EU’s mest tolerante lande«, når det gælder bøsser og lesbiske – om end det homoseksuelle glansbillede skæmmes af et vist antal hatecrimes.

Man kan undre sig lidt over, hvad sådan en undersøgelse egentlig siger noget om, især da når det eneste land, der overgår Danmark i homo-tolerance er Sverige, hvor officiel registrering dokumenterer, at op mod hver anden bøsse eller lesbiske har oplevet at blive offer for hatecrime – og hvor en bøsse blev stukket ned af unge homofober midt under EuroPriden i Stockholm i slutningen af juli.

Det er selvfølgelig dejligt, at flertallet af danskerne ikke har noget imod at have en homo som nabo eller regeringsleder, men kig godt på udsagnet og tænk så over, hvad det betyder, at spørgsmålet overhovedet stilles.

Og hvad vil det egentlig sige, at 90 pct. af danskerne opfatter det som »uproblematisk« at bo ved siden af en homo? At de ikke vil klage over det? At de ikke får kvalme af at tænke på deres nabos sexliv? Eller at det reelt ikke er noget, de tænker på. Og hvad sker der for de over en halv million danskere, der HAR et problem med at have en homo som nabo? Hvad gør de?

Ja, nogen gør selvfølgelig ingenting andet end måske at ignorere deres nabo, hvilket i sig selv er en art fjendtlig handling. Vi kender jo alle skåltalerne om danskernes berømte »kolde skulder«, der mødte den tyske besættelsesmagt i en grad, så den nærmest gik i opløsning.

Andre råber skældsord; sætter sedler op på arbejdet, finder på dårlige undskyldninger for ikke at ansætte bøssekarlen eller lebben eller kaster om sig med »jokes«. Sidstnævnte eksempel opfattes for det meste som en uskyldig eller acceptabel adfærd, for det er jo vigtigt, at have »humor« og ikke gå rundt og være »politisk korrekt«.

Og det kan nok være, at de homofobiske vittigheder og skældsord har ben at gå på. »Fucking svans« og »lede bøssekarl« er helt integrerede skældsord helt ned til børnehavealderen, og »morsomhederne« dukker op i skurvognen, i kantinen, hos stand-up komikerne og i diverse tv-serier og talkshows. Konstant og hele tiden mindes homoer om, at deres seksualitet forbindes med noget svagt, kritisabelt eller ulækkert.

Der er så dem, der går skridtet videre, og organiserer deres afsky over for homoer. Her tænker jeg ikke på gakkede nazister, men især forskellige fraktioner indenfor den kristne kirke. Søndag den 10. august demonstrerede således en gruppe ved navn »Unge Kristne« foran Tivoli, hvor årets første store Pride-arrangement, »Tivoli goes gay«, netop var åbnet. Disse unge kristne delte løbesedler ud og råbte blandt andet paroler som: »Alle der lever amoralsk, fortjener at dø«.

De unge kristne er godt nok tilknyttet den gale prædikant Moses Hansens organisation »Vægterne«, der ligesom den højreorienterede sekt Faderhuset sætter en ære i hetz og paranoia. Men man skal slet ikke så langt ud på det kristne overdrev for at finde lignende holdninger.

Den katolske kirke er naturligvis godt med, når det gælder fordømmelsen, og på den hjemlige kirkelige højrefløj kan for eksempel Indre Mission og Luthersk Mission sagtens være med i det stærkt homofobiske kor. I efteråret 2005 udgav en stribe kristne højrefløjsorganisationer således i fællesskab det 16 sider lange hæfte »Kirken og homoseksualitet«, der med henvisning til skriftsteder i Bibelen slår fast, at kærligheden mellem mennesker af samme køn er og bliver en grov synd.

Den etablerede fortælling – også i visse homokredse – om, at religiøs fordømmelse af homoseksualitet primært er en sag for middelalderlige muslimer, er altså en myte med klare islamofobiske undertoner.

Vittigheder, pamfletter og fredelige demonstrationer vendt mod homoseksualitet er naturligvis noget, der falder i tråd med både Grundlov og ytringsfrihed. Men de verbale hadkampagner er – viser den ene undersøgelse efter den anden – med til at åbne et rum, hvor non-verbale udtryk for homofobi trives og gror.

Der er nemlig også dem, der synes, at kærlighed – eller bare sex – mellem to mennesker er så afskyeligt og farligt, at de finder det i orden at tæske dem sønder og sammen. Hvor ofte det sker, aner vi ikke, for af en eller anden bizar grund, synes det danske politi ikke, at der er grund til at registrere den slags.

Den umiddelbare begrundelse forekommer så idiotisk, at man får mistanke om, at noget må ligge bag. Ifølge Københavns politidirektør Hanne Bech Hansens udtalelser til Politiken.dk kræves det, »at vi kan sandsynliggøre, at det sker, hvis vi skal oprette en særskilt kode«. Politiet vil altså ikke registrere hatecrimes, fordi problemets omfang ikke kendes...fordi man ikke registrerer det...?!

Hvor besynderligt er det ikke, at det danske homo-lykkeland ikke bare sakker bagud, når det gælder adoption, vielser osv. (og desuden skulle gennem et pinagtigt hundeslagsmål, før lesbiske fik lov at få foretaget kunstig befrugtning på linie med heteroseksuelle kvinder), men også efterhånden er et af de eneste europæiske lande, hvor der ikke findes statistik over hatecrimes.

Uofficielle undersøgelser peger dog på, at mindst en fjerdedel af alle homoer har været udsat for hatecrime i større eller mindre grad. Som reglerne er i dag, skal politiet indberette kriminelle handlinger med mulig racistisk eller religiøs baggrund til Politiets Efterretningstjeneste, PET. Men vold mod homoer – fordi de er homoer – skal altså ikke noteres.

Senest har en undersøgelse foretaget af Københavns Kommune så vist, at der på bare halvanden måned er begået 62 hatecrimes mod bøsser i København. Og ifølge kommunen er der her kun tale om toppen af isbjerget.

Lad os antage at der i realiteten er tale om dobbelt så mange hatecrimes som anmeldt på hjemmesiden registrerdiskrimination.kk.dk. Det giver lige knap tre forbrydelser mod homoseksuelle hver eneste dag – og det i en af Europas mest homovenlige byer...

Og så kan man i øvrigt roligt regne med, at tallet endda er langt højere. Det store flertal af homoerne anmelder nemlig ikke et overfald, enten fordi de ikke synes, det nytter noget, eller at de ikke vil afsløres over for venner og familie – eller fordi de ikke opfatter overfaldet som homofobisk, men blot et overfald.

Ifølge en opgørelse fra juni 2008 havde 18 procent af de homoseksuelle følt sig diskrimineret i løbet af det seneste år, men kun fem procent af disse havde anmeldt det til politiet.

Risikoen for overfald eller trusler er altså en integreret del af hverdagen for homoseksuelle i Danmark, og for rigtig mange betyder det, at deres offentlige adfærd konstant er til en slags forhandling. Homoseksuelle par skal hele tiden tage stilling til, om det kan indebære en risiko for dem, at holde i hånd, gå arm i arm eller kysse på et offentligt sted.

Det helt store flertal af homoer har adskillig gange skjult deres seksualitet i det offentlige rum, vel at mærke efter at de officielt er sprunget ud, og denne »undgåelsesadfærd« er en konstant belastning både for den enkelte og for rigtigt mange parforhold, hvor man ikke er enige om, hvor grænsen går.

Men efterhånden bliver det mere og mere klart, at det ikke kan fortsætte på denne måde.

Samme dag som Politiken skrev om København som happy homoby, sad jeg til møde med en større gruppe mennesker med tilknytning til den københavnske LBGTQ-scene (LGBTQ: Lesbian, Bisexual, Gay, Transgender, Queer). Mødet var indkaldt som reaktion på det seneste blodige overfald på en bøsse i H.C. Ørstedparken, kendt som stedet hvor mænd kan mødes om aftenen og have tilfældig sex med hinanden.

Det er bestemt ikke første gang. I løbet af de seneste tre måneder har mindst fem voldelige – og tilsyneladende planlagte – overfald fundet sted i eller omkring parken. Dertil kommer de spontane voldelige overfald, hvor hel- og halvfulde ungersvende fuldstændigt uprovokeret slår på homoer på åben gade, hvorefter de dingler videre i nattelivet.

Og endelig er der de »almindelige« ikke-voldelige hatecrimes, hvor folk trues, svines verbalt til eller spyttes på – alene fordi de ikke er heteroseksuelle.

Som nævnt anmeldes et forsvindende lille antal af forbrydelserne og for mange homoer er de daglige tilsvininger og måske en på sylten engang imellem, ganske enkelt blevet en del af det at leve som homoseksuel. Det er så almindeligt, at de efterhånden accepterer volden og truslerne som en slags nødvendigt onde, som man ikke kan stille noget op imod.

Det var bl.a. det, LBGTQ-aktivisterne var samlet for at diskutere. For efterhånden er bægeret ved at være fuldt. Mens festklædte homoer smører sig ind i glimmer og fjer og danser gennem byen til glæde for byens heteroer, der kan demonstrere deres frisind ved at klappe begejstret af dette homo-zoo, ulmer det andre steder i byen.

Folk er trætte af at være ofre, og spørgsmålet er ikke længere OM, der skal slås igen, men HVORDAN. Hvordan stoppes de rå overfald uden at situationen eskaleres eller går ud over de forkerte? Hvordan råbes offentlighed, myndigheder, presse, politikere op? Og hvordan ændres indstillingen i homomiljøet, så folk holder op med at tage det for givet, at deres kærlighed automatisk udløser en voldelig reaktion fra homofobiske heteroer?

BMP - 489.3 kb
Selvforsvar trænes som en af mulighederne for at kunne forsvare sig selv og bekæmpe det stigende antal hatecrimes. Foto: Anett Ahrends

Da aktionsgruppen Queer Jihad tidligere på året udgav hæftet »Queer Power« med undertitlen »Træt af pis«, gav det genlyd i den danske medieverden. Her var nemlig tale om en manual, der forklarede homoseksuelle, at det er i orden at forsvare sig selv mod homofobisk og heterosexistisk vold, og meget detaljeret gav læseren handlingsanvisninger, hvad angik både attitude, våben og rettigheder.

I hæftets forord hed det blandt andet: »Dette er ikke et temanummer om bøsser, der får tæsk, men om bøsser, der er trætte af at få tæsk. Og slår igen« – og hæftets gennemgående tema var, at homoer ikke skal finde sig i volden og truslerne, men finde styrken i sig selv til at sige fra og eventuelt slå igen.

Aktivisternes formål var ikke at eskalere en form for »bandekrig«, men at synliggøre den vold, der i forvejen finder sted og slå fast med syvtommersøm, at ethvert menneske er værd at forsvare.

LGBTQ-aktivisterne, der nu har fået nok, arbejder efter samme strategi.

En ting er, at folk konkret og fysisk bliver ofre for en voldsforbrydelse, men der er forskel på det og så at leve som ofre. Det er tid til at slå igen – »to bash back«, som parolen lyder med henvisning til betegnelsen »gaybashers«, der bruges om voldelige homofober.

Aktivisterne vil derfor i første omgang gøre en indsats for, at H.C. Ørstedsparken, hvor en række af de mest brutale og efter alt at dømme organiserede overfald har fundet sted, bliver et mere sikkert sted for homoseksuelle.

Ved hjælp af plakater og løbesedler skal homomiljøet gøres bekendt med den faktiske situation og opfordres til at sige fra. I selve parken vil man prøve at øge sikkerheden ved at være flere tilstede og arrangere film- og kulturaftener.

Og når nu ingen andre gør det, vil aktivisterne sætte ressourcer af til at få kortlagt problemets omfang ved blandt andet at interviewe så mange som muligt om deres konkrete oplevelser.

Man kan så undre sig over, at den myndighed, der burde sørge for sikkerheden også for Københavns homoseksuelle borgere, ikke gør en større indsats med hensyn til forholdende i H.C. Ørstedsparken.

Man ser for sig, at... lad os sige Kartoffelrækkerne på Østerbro var centrum for tilbagevendende blodige overfald uden at politiet syntes, der var nogen grund til at gøre noget særligt ved det. Mon ikke et lille bitte ramaskrig ville rejse sig? Og mon ikke den uforståelige modstand mod registrering af hatecrimes kan spores tilbage til netop en manglende social forståelse af, hvad der egentlig foregår i hovedstadens gader – og resten af landet for den sags skyld?

Nå, København skal selvfølgelig have lov at fejre sig selv som en by, der er stolt af sine homoseksuelle medborgere. Men det skal ikke ske ved at udbasunere en lyserød toleranceløgn, baseret på at forholdene er meget værre i Østeuropa, Baltikum eller Mellemøsten. Det ser ganske rigtigt skidt ud mange steder i verden. Men det gør det ikke mere rent i Danmark.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce