Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
1. juni 2007 - 17:18

Plaster, chai og en halv pingvin med pomfritter

Efter 12 år genopstår det københavnske undergrundsshow »1/2 pingvin med pomfritter – Late Night Galla Show« fredag den 1. juni kl. 24.00. Det sker ved Ground 69 på Nørrebro i København og i anledning af Ungdomshusets tragiske skæbne.

Pingvin-cabaretten turnerede for en halv snes år siden gennem et par år rundt som et midnatsshow på øde grunde og tomme pladser i København. Den startede altid kl. 24.00 og næsten altid på en onsdag nat – og altid med det erklærede formål at bringe liv til øde pladser og tidspunkter.

Den halve pingvin, der ikke kunne finde ud af om den var et show eller en cabaret, præsenterede cirkusnumre, sange, sketches og udefinerbare numre af en række gennemgående – og sære – karakterer.

Det blev akkompagneret af et akustisk orkester med toner for de varme lande med lange nætter.

Et plaster på såret
Hvert show var forskelligt fra det foregående, selv om nogle numre og karakterer blev genbrugt.

De gamle pingviner har nu samlet sig efter tolv år til et show, som de har navngivet »Et plaster på såret«. Det sker for at sprede varme og liv der, hvor der mangler et ungdomshus.

Show’et finder sted den 1. juni kl. 24.00 på Jagtvej 65-67, bag supermarkedet Aldi, med indgang over Ground 69.

Der er gratis adgang og der er – traditionen tro – mulighed for at få serveret varm Chai.

Pingvinerne anbefaler et tæppe og en ven til at holde én varm ved under forestillingen.



Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce