Seks solidaritetsnetværk er gået sammen om initiativ, hvor man kan støtte politiske fanger i Colombia som alternativ julegave. Indsamling fortsætter dog også ind i det nye år.
Seks solidaritetsorganisationer og –netværk er gået sammen om en fælles solidaritetskampagne for støtte til politiske fanger i Colombia.
– Vi har arbejdet med forskellige sider af den colombianske virkelighed, studenterbevægelse, faglige spørgsmål og bondebevægelsen, men politiske fanger er et fælles problem. Derfor har vi lavet en fælles kampagne, der sætter fokus på de politiske fangers vilkår og mulighed for at støtte dem konkret, fortæller Marie Hagensen fra initiativet.
Initiativet har i første omgang startet en pengeindsamling i form at solidariske julegaver, hvor et støttebevis kan lægges under et juletræ med udvalgte fangehistorier.
– Men vi fortsætter kampagnen hele næste år, siger Marie Hagensen.
På kampagnens hjemmeside kan man eksempelvis give et »fængselskit« bestående af sæbe, toiletpapir, bog, tandpasta, tandbørste, kugelpen og papir for 75 kroner, en mobiltelefon med samtalekort til 150 eller advokathjælp for 300 kroner.
Besøg hjemmesiden politiskefanger.dk
Støtte til de politiske fanger går gennem det colombianske advokatnetværket Lazos de Dignidad (»Bånd af værdighed, red.).
– Advokatkollektivet har i mange år udført et meget vigtigt arbejde med at støtte politiske fanger i Colombia, både juridisk og socialt. Derfor var det naturligt, at støtte de politiske fanger gennem deres arbejde, fortæller Marie Hagensen.
Bag kampagnen står organisationerne Colombian Students Watch, Fagligt Colombia Fokus, International Peace Observatory og América-gruppen i Internationalt Forum. Den støttes desuden af Enhedslisten, Socialistisk UngdomsFront og Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96