Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
17. december 2013 - 18:05

Rejsenoter fra Colombia

Christian Juhl og Anne Rehder besøgte i slutningen af november 2013 Colombia. Kontradoxa bringer rejsenoter fra besøg hos pårørende til politiske fanger, bønder, studenterorganisationer og oppositionspartiet Marcha Patriotica.

MØDRE MED BØRN I FÆNGSEL

Vi er på universitetet i Neiba. Det eneste offentlige universitet i byen. De seks andre er private. Kun få har mulighed for at få sig en uddannelse, da det er dyrt at gå her - også på det offentlige universitet.

Studenterorganisationen FEU holder et møde om politiske fanger. Flere af FEUs medlemmer sidder nemlig fængslet på grund af deres deltagelse i studenterpolitik.

Tre FEU medlemmer har siddet fængslet i over halvanden år uden progression i deres sag eller en egentlig dom. FEU gennemfører en kampagne for at få dem frigivet.

Vi spiser frokost med mødrene til to af studenteraktivister, der blev anholdt i 2011 anklaget for oprør få dage efter afholdelsen af FEU’s kongres. På kongressen blev en ny model for uddannelsessystemet lagt frem. En model, der bryder med privatiseringen af universiteterne.

FEU skrev kort efter i en erklæring, at anholdelserne var et udtryk for, at regeringen ville straffe studenterbevægelsen for at kæmpe for uddannelse som en ret, samt for social retfærdighed og en politisk løsning på den væbnede konflikt.

Mødrene fortæller om deres sønner, hvis eneste forbrydelse er, at de har været aktive i studenterorganisationen.

Clementina er mor til Carlos Luga, som på 3. år sidder i fængsel uden at have været for en dommer. Hun fortæller:

Carlos er en af mine to sønner. Han var glad for musik og spillede altid. Han lavede hymnen til Marcha Patriotica. Carlos’ far døde, og jeg har i mange år været alene med sønnerne.

Han kom på universitetet og var altid på farten for at hjælpe andre mennesker. Han er 37 år og har nu fire børn. De er stolte af deres far, men han vil ikke have, at de skal se, hvordan hans liv er i fængslet. Den mindste af sønnerne forklarer kammeraterne, at hans far arbejder langt væk.

Da de kom for at hente ham, sagde de, at han var en del af guerillaen. Men det passer ikke. Han har bare sunget og spillet. Sagen er stadig under forberedelse og han har ikke fået at vide, hvad anklagen lyder på.

Når vi besøger ham i fængslet, har han håndjern på både hænder og fødder. Det er et dårligt fængsel. Med dårlig mad. Han spiser ikke ret meget.

Hvis han skriver under på, at de har samarbejdet med guerillaen, lokker de med, at han får en kortere straf. Men han har jo ikke gjort noget. Derfor vil han ikke skrive under. De prøver at gøre os bange ved at beskylde os for at være med i guerillaen. Det gælder om at overvinde frygten.

Vi må besøge ham 1,5 time om ugen. Han havde for kort tid siden ondt i maven, men måtte ikke komme til en læge. 

Jeg håber at han snart kommer ud. Jeg er stolt af ham, især når jeg mærker, at han har så mange venner, som han har hjulpet. 

Marina Hernandes er mor til Jorge Eliécer Gaitán Hernández, der også sidder i fængsel. Hun fortæller:

Jeg har syv børn, seks døtre og en søn. Jeg var alenemor. Vi boede fattigt og jeg arbejdede meget i landbruget. Pigerne ville ikke læse og de blev gift. Men Jorge ville læse og ikke arbejde på landet.

Han kom på gymnasiet og ville læse jura.  I to år kunne han ikke komme ind. Han arbejdede på landet, og jeg lavede en opsparing, så han kunne komme ind på universitetet. De ville have ham ind i militæret, men han slap. Han arbejdede ved siden af studierne. I oktober 2011 blev han sat i fængsel. Han er 27 år.

Mange har støttet mig. Venskaber er vigtige. Nogle gange går der 4-5 måneder, hvor jeg ikke har penge til bussen for at besøge ham.

Det koster 80 USD at komme derhen og hjem. Når jeg kommer, spørger han om penge, men jeg har ikke nogen. Jeg er glad, når jeg kan lave lidt mad til ham og tage med.

De rige kan svindle, men bliver ikke fængslet. Han er beskyldt for at have været i FARC. Nogle af professorerne på universitetet sagde til militæret, at det nok skulle passe. Det passer ikke. Jorge var bare aktiv i FEU, studenterorganisationen. 

Jeg håber, han bliver frigivet. Og hvis han skal blive i fængslet, at det så sker under ordentlige forhold

Miguel Angel Beltran, der er universitetslærer er en af dagens talere på konferencen for de politiske fanger. Han har siddet i fængsel  - også i to år, men er nu fri.

Han har fået en dobbelt straf. Han kan ikke få arbejde, fordi staten har rejst en disciplinær sag overfor ham. Det betyder at han ikke kan få arbejde på de offentlige universiteter. Han klarer sig med midlertidigt arbejde på de private universiteter.

Med nordamerikansk støtte er der blevet bygget 15 supersikre fængsler. Meningen er, at de skal bruges i indsatsen mod narkohandel, men fængslerne fyldes op med politiske fanger.

En menneskerettighedsorganisation fortæller os, hvordan fangerne systematisk placeres langt væk fra deres familier. De fortæller om de misserable sundhedsforhold i fængslerne, hvor mange hverken har adgang til rent vand eller lægehjælp.

Der er ca. 9.500 politiske fanger i Colombia.

Støt de politiske fanger – se mere på politiskefanger.dk

I KLEMME MELLEM GUERILLA OG MILITÆR

Varmen fra byen erstattes langsomt af bjergenes kølige klima, mens vi bumler op af bjergsiden.

Det er tidlig morgen og regnen slår mod ruden, vi sidder tæt i bilen, mens et medlem af den lokale bondebevægelse fortæller om, hvordan bønderne i området flygter i frygt for at blive tilbageholdt eller det der er værre.

For få år tilbage rykkede militæret massivt ind i området og siden er frygten vokset.

På vejen stopper vi ind og besøger medlemmer af bondeorganisationen ATCH, der byder på tinto – sort kaffe - og nyplukket frugt fra træerne bag de ydmyge træhuse.

Frugttræerne har for længst erstattet valmuemarkerne, sammen med kaffebuske, bananpalmer og grøntsagsmarker.

Efter 4,5 times bomlen når vi landsbyen, vi skal besøge. Området har tidligere haft stor tilstedeværelse af guerillaen, men de sidste tre år er militæret rykket voldsomt ind.

På den nærmeste bjergtop skimtes en militærpost under et par træer, og ikke langt derfra ligger en stor militærbase.  

Falske vidner skaber frygt

Da militæret kom til området gik de fra hus til hus og udspurgte bønderne om, hvem der boede der, og hvem der havde relationer til guerillaen.

Regeringen indførte for nogle år tilbage en demobiliseringslov, så medlemmer af guerillaen til gengæld for betaling kan demobilisere sig og indgive informationer.

Bønderne fortæller os, hvordan mange melder sig til denne demobilisering blot for at modtage betaling og til gengæld for betaling udpege andre for at have relationer til guerillaen.

Bønder bliver ofte tilbageholdt af militæret på den baggrund. Mange udpegninger er falske - det rene opspind - og andre går ud over folk, der måske en gang har givet en guerilla et glas vand, da området var domineret af guerillaen.

På baggrund af de falske anklager anholdes bønderne under anklage om oprør og sættes ofte i fængsel langt væk fra deres familier.

Hvis sagen overhovedet kommer fra en dommer, har de fleste bønder ikke ressourcer til at betale en advokat og må nøjes med de offentlige forsvarsadvokater, der som regel anbefaler, at bønderne skriver under på, at de er oprørere for at få nedsat straf.

Forsvindinger og mord

Vi sidder under det åbne halvtag, der udgør landsbyens forsamlingslokale, mens bønderne fortæller os, hvordan udpegningerne og falske erklæringer giver en stor usikkerhed i landsbyen.

Hvem har ladet sig friste til at tjene lidt penge? Hvem er den næste, der bliver hentet eller endnu være ender som en af de mange forsvindinger eller mord der er rapporteret i området.

72 mord udført af politi og militær er registreret i dette område, og ingen af disse er undersøgt til bunds eller er blevet retsforfulgt.

NEOLIBEAL POLITIK RAMME DE SMÅ BØNDER

Colombia er et rigt land, men en lille elite på omkring 10 procent sidder på det meste af landets rigdomme. 70 procent af landets borgere lever under OECDs fattigdomsgrænse på 15 kr. pr. dag.

Vi besøger småbønderne i det centrale Colombia for at få indblik i de problemer og forhindringer de møder i deres hverdag.

Som vi selv har bemærket på den lange køretur her op, så er vejene i yderst dårlig stand. Det betyder, at afgrøderne ofte tager skade under transporten til byen. Bønderne fortæller os, at varer som regel sælges til mellemhandler på mellemhandler og at de mange led gør, at bønderne modtager en meget lav pris.

En bonde siger undrende: ”Nogle mellemhandlere har endda ikke varen mellem deres hænder.

Op af bjergsiderne står række på række af kaffebuske. Vi får Nescafe, da vi når frem, idet bønderne ikke adgang til at riste og forarbejde de uendelig mange kaffebønner, som de plukker.

Kaffepriserne er faldet drastisk – og bønder understreger igen og igen, at det i dag koster mere at producere kaffe end det, de kan få for den.

Bønderne efterlyser muligheder for at handle uden om mellemhandlere og direkte med virksomheder i Europa. De fortæller, at de ønsker at lægge om til økologisk brug. Men de mangler hjælp og kontakter.

De små og mellemstore bønder betyder ikke meget i præsident Santos og regeringens strategi. Her satses på de multinationale selskaber. Det fremgår klart af den Frihandelsaftale, som EU har lavet med Colombia.

Specialister i hovedstanden Bogota vurderer, at aftalen vil fjerne eksistensmulighederne for op mod 400.000 småbønder.

Aftalen indeholder dog principper om, at menneskerettighederne skal overholdes, og at der skal nedsættes et uafhængigt kontroludvalg i Colombia, som skal melde tilbage til EU.

Ingen har endnu hørt om dette udvalg.

Bønder fratages retten til skolegang og sundhed

Den lille skole står tom. Der er ikke en fast lærer og børnene skal gå meget langt for at komme i skole. Derfor bliver de væk og hjælper i stedet i marken.

Sundhedscentret er en tom skal, hverken medicin eller forbindingsmaterialer findes på centret. Da vi kommer på besøg er sygeplejersken, der kommer et par gange om måneden ved at feje.

Mens hun viser os rundt i de tomme lokaler, fortæller hun, at hun ikke har fået løn i syv måneder og at hun intet kan gøre, hvis der sker uheld i byen.

Regeringen vil ikke forsyne centrene, og forklaringen er, at materialer kan bruges til at hjælpe guerillaen. Der er tre timers køretid ad jordveje til den nærmeste by – mere hvis det skal foregå på hesteryg eller i den lokale bus.

Heldigvis har bønderne organiseret sig i bondeorganisation ATCH. De har tilsluttet sig den nye sammenslutning Marcha Patriótica, hvor cirka 2.000 sociale bevægelser prøver at gøre noget ved de mange sociale problemer og menneskerettighedsbrud.

Lokalorganisering og kampen om jorden

På et besøg i en anden landsby møder vi 30 bondeledere. De har organiseret sig og har indført en slags skat i lokalområdet, hvor der betales skat af øl og kød, så der er penge til lokale aktiviteter.

Lederne deltager i ATCH’s kurser og stiller krav til myndighederne. De er meget utilfredse med Santos politik, der kun tager hensyn til de multinationale selskaber.

Mange af bønderne deltog i en blokade i august, der lammede landet og ledte til forhandlinger mellem bønderne og regeringen.

Flere har familiemedlemmer, der sidder i fængsel, fordi det at organisere sig i ATCH og stille krav opfattes som støtte til guerillaen.

Med samlet røst lyder det: »Vi vil have bedre forhold, og vi har lært, at vi kun kan stole på os selv. Derfor organiserer vi os.«

Over hele landet er bondebevægelser som ATCH ved at organisere landområder i bondereservater.

Ideen er at organisere bønderne lokalt, med henblik på produktion, miljø, sociale og kulturelle aktiviteter, samt at kæmpe for retten til jorden i en tid, hvor multinationale virksomheder ekspandere voldsomt.

Vores besøg i landsbyen betegnes af flere bondeledere som »historisk«, da det er første gang at udlændinge har fundet herud – og så endda for at lytte til dem.

Mange ledere fortæller om de behov, der er i lokalområdet; en ordentlig vej til byen, en bedre skole, bedre priser for kaffen, hæren skal ud af byen, et kulturhus og et sundhedscenter med personale og den nødvendige medicin.

Vi kan ikke give tilsagn om økonomisk støtte, men det ødelægger ikke den gode stemning. Folk er glade for at høre om vores planer om en dansk indsats mod de politiske fanger og for menneskerettigheder i Colombia.

Repræsentanterne fra ATCH opfordrer til, at alle i området lader sig registrere og få valgkort, så de kan stemme til forårets valg.

Netop nu gøres et stort arbejde for at organisere bønderne bedre lokalt, så de kan stå i mod de neoliberale kræfters indtog.

FREDEN LADER VENTE PÅ SIG

Den væbnede konflikt mellem regeringen og guerillaerne har stået på i mere end 50 år. Mere end 600.000 mennesker er dræbt, 3,7 millioner mennesker er internt fordrevne og 15.000 mennesker savnes.

Den tidligere præsident Álvaro Uribe nægtede at forhandle med guerillaerne FARC og ELN.

Uribe mente, at der kun var én løsning på problemet. Den var militær og drejede sig om at udrydde guerillaen og enhver opposition med magt.

Uribe overså fuldstændig, at konflikten også drejer sig om demokrati, jordfordeling, menneskerettigheder og sociale retfærdighed.

Den nye præsident Juan Manuel Santos Calderón har indrømmet, at der er en borgerkrig, og at forhandling er nødvendig.

Derfor forhandler regeringen og FARC-EP lige nu en fredsaftale i Havana. Det går langsomt fremad.

FARC har krævet en våbenhvile under forhandlingerne, men det vil regeringen ikke. FARC-EP har netop erklæret en ensidig våbenhvile, der løber fra 15. december og en måned frem.

Der er enighed om at forhandle 5 punkter.

  • Jordspørgsmålet. Fordeling af jord til de småbønder, der har mistet deres jord.
  • Politisk deltagelse, bl.a. garantier for at fremme civil deltagelse og rum til den politiske opposition.
  • Stop af den væbnede konflikt. Demobilisering, afvæbning og opløsning af guerillaen. Integration af medlemmerne i civilsamfundet.
  • Løsning af narkoproblemet. Omstillingsprogrammer for de små jordbrug. Forebyggende indsats mod misbrug. Forsøg på at få bugt med den ulovlige narkohandel.
  • Ofrenes rettigheder. Mulighed for at oprette en sandhedskommission til oprejsning og forsoning.

De to første spørgsmål er afklaret og der forhandles netop nu om de sidste tre.

De sociale bevægelser organiserer sig

Den nye sammenslutning af sociale bevægelser Marcha Patriotica arbejder på at samle oppositionen, sikre en fredsløsning og en demokratisk transformation af landet.

Marcha Patriotica består af omkring 2.000 sociale bevægelser, herunder fagforeninger, bondeorganisationer og menneskerettighedsorganisationer. 

Vi møder lederen af Marcha Patriotica, Piedad Cordoba, over en kop morgenkaffe i hendes lejlighed på 12 etage i centrum af Bogota.

Piedad Cordoba er tidligere kongresmedlem for det Liberale Parti, hvor hun repræsenterede venstrefløjen. I dag arbejder hun for en fredsløsning med Marcha Patriotica som middel til en social retfærdig løsning på den blodige konflikt.

Piedad Cordoba giver udtryk for, at Colombia er i en kritisk situation, selvom det går fremad med forhandlingerne i Havana.

25 af Marcha Patrioticas medlemmer af blevet dræbt i 2013, og endnu flere har været udsat for overgreb og anholdelser. Marcha Patriotica oplever en systematiseret og tiltagende repression.

Hvis fredsforhandlingerne skal lykkes og fredsaftalerne implementeres reelt, mener  Marcha Patriotica, at civilsamfundet må inddrages.

Marcha Patriotica presser sammen med andre kræfter på for, at en fredsaftale efterfølges af en ny grundlovsproces, hvor alle sektorer inddrages i formuleringen af en grundlov baseret på social retfærdighed.

Hun fortæller, at guerillaen allerede har vundet meget i forhandlingerne, særligt i relation til politisk deltagelse. De har lavet aftaler for civilsamfundet og ikke for sig selv, fortsætter Piedad Cordoba.

Ifølge Piedad Cordoba har FARC-EP lavet aftaler, som venstrefløjen ikke har kunnet opnå i parlamentet i 21 år. Det gælder også aftaler om ret til jord.

Fra paramilitære til militær

Hvor Uribe satsede på de paramilitære grupper til at gøre de beskidte arbejde, så bruger Santos i højere grad det statslig politi og militær, fortæller Piedad Cordoba. Og understreger samtidig, at det er helt afgørende, at parterne bliver ved forhandlingsbordet, selvom militæret fortsætter deres aggressioner.

Piedad Cordoba er bekymret for, at fredsprocessen for regeringen blot handler om indlevering af våben og demobilisering af guerillaen, og ikke om nødvendige forandringer i det colombianske samfund.

Hvor regeringens mål blot synes at være en demobilisering af guerillaen, så presser guerillaen i forhandlingerne på for grundlæggende forandringer. Det gør processen vanskelig, omend mulig, fortæller hun.

Marcha Patriotica mener, at fred forudsætter reel politisk deltagelse og en ændringer af den økonomiske model, der hænger uløseligt sammen med krigen, narkohandlen og fattigdommen.

De sidste ord vi får med på vejen af Piedad Cordoba er en opfordring om, at det internationale samfund skal rejse krav. Krav om at de mange politiske fanger løslades. Krav om respekt for menneskerettighederne i Colombia.

Mens vi opholder os i landet, kan vi i pressen læse, at det ser ud til, at der snarligt kommer gang i forhandlingerne mellem regeringen og ELN.

UNGE VOKSET OP UNDER BRUTALT STYRE ER DET VIGTIGSTE HÅB

Den Patriotiske Marchs kontor summer af liv. Ud og ind af døren vrimler et væld af mennesker, mobiltelefonerne kimer og det møde går over i det næste.

Et enkelt barn med store krøler løber rundt i huset, men ellers er det særligt unge aktivister, der dominerer stedet.

Mange er aktive i studenterbevægelsen og endnu flere har deres politiske baggrund her. Efter endt uddannelse er de begyndt at organisere sig med andre fokus, nogle arbejder frivilligt indenfor deres fag som eksempelvis advokater for politiske fanger, mens andre organiserer bønder eller kulturelle aktiviteter i fattige bydele.

De unge er vokset op under Alvaro Uribes brutale styre, der med en paramilitære jernhånd søgte at fjerne enhver opposition.

Den nye præsident Juan Manuel Santos forsætter privatiseringspolitikken og de fleste af Colombias universiteter er i dag privatiserede.

Et halvt år på et privat universitet koster omkring 8.000 dollars i et land, hvor størstedelen af befolkningen ikke tjener mere end mindstelønnen på 300 dollars om måneden.

Trusler er hverdag

Da vi ankommer til Bogota modtages vi af tre unge medlemmer af den patriotiske march. Den ene af de tre har øjne i nakken og det er tydeligt at han er opmærksom på alt andet end den samtale vi har over en hurtig kop kaffe i lufthavnen.

Da vi kommer ud i bilen forstår vi, at han er ansat som vagt for en af de unge, der har modtaget trusler på grund af sin politiske aktivitet.

De mange unge vi møder er utroligt imødekommende på trods af deres barske erfaringer med kammarater, der har måttet gå i eksil, som er blevet truet eller fængslet blot på grund af deres studenterpolitiske engagement.

Bønder og studerende forener sig

De studerende var med i de store mobiliseringer af bønder og transportarbejdere, der i august organiserede en blokade, der lammede landet.

Flere af de unge blev tilbageholdt på grund af deres deltagelse i protesterne.

Under vores besøg oplevede vi, hvordan mange af de unge aktivister var blevet engagerede gennem det studenterpolitiske arbejde og i dag organiserer sig i samarbejde med bønderne i kampagnen om retten til jorden og politisk deltagelse.

De unge synes at dominere den Den Patriotiske March, og udgør dermed det frø med størst potentiale for at sprænge den brutale politiske virkelighed og skabe afgørende forandringer.

Gratis uddannelse som en vej til sociale forandringer

En af de store studenterorganisationer FEU er med i den koalition af sociale bevægelser, der de sidste år er stormet frem.

Da vi taler med de unge fra FEU, fortæller de os, hvordan de ser deres kamp på universiteterne som en del af en større kamp i et samfund præget af konflikt og privatiseringer.

For disse aktivister afspejler uddannelsessektoren de andre sociale kampe i samfundet, og forandringer i denne sektor hænger uløseligt sammen med afgørende forandringer i hele det colombianske samfund.

Christian Juhl er medlem af Folketinget for Enhedslisten, Anne Rehder er international sekretær i Enhedslisten.

En solidaritetsprojekt for politiske fanger fører i december 2013 kampagne for solidariske julegaver i form at konkret støtte til Colombias cirka 9.000 fanger.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce