Smilets by eller nazi-hovedstad?

Har man fulgt debatten om Århus, White Pride og nazi-problemet lidt på afstand, kan man nemt få det indtryk, at nynazister dominerer bybilledet i Århus, og at venstrefløjen kun kan arbejde i den største frygt i skyggen af dette.

Et sådant billede har været underbygget af enkeltstående citater fra venstrefløjsaktivister, og understøttet af udsagn fra politifolk og 'eksperter' om, at »nazierne har magten på gaden«.

Det skulle være i modsætning til situationen i København, hvor det angiveligt skulle være AFA (Antifascistisk Aktion) [1] o. lign., som har »the upper hand«.

Men nazierne har aldrig haft »magten på gaden« i Århus – i virkelighedens verden har det stik modsatte været tilfældet.

En virkelighed med masser af demonstrationer

Jeg var selv så uheldig at blive overfaldet i november 2005, og da det var i januar 2006, at Jyllands-Postens Muhammed-tegningesag eksploderede, var det i løbet af dette forår, at fx det højt profilerede Dansk Front [2] havde de bedste vækstbetingelser.

Men da folk omkring Dansk Front lørdag den 18. februar forsøgte at demonstrere, kunne de ikke samle mere end 20-25, som ynkeligt vendte sig bort fra kameraerne og forsøgte at gemme sig under store huer og optrukne halstørklæder. Omringet, som de var, af ca. 100-150 nysgerrige og venstrefløjsaktivister.

Og i den anden ende af byen var 300 mødt op til en spontan demo på Rådhuspladsen mod JP-tegningerne.

Man kan synes, at 300 var få, men det var altså ikke udtryk for, at Århus var gået permanent i sort. For det var også i det år, at hhv. 12.000 og måske over 25.000 demonstrerede i september og oktober i forbindelse med de store velfærdsstrejker.

Der er hverken i Århus – eller Danmark i øvrigt – tradition for store antiracistiske manifestationer.

Derfor var det så meget mere bemærkelsesværdigt, at demonstrationen mod EDL (English Defence League) den 31. marts i 2012 formåede at samle måske over 5000 – en kæmpe succes.

Havde man ude i Europa fået den opfattelse, at Århus var en sort by uden modstand, kom de til at tænke om. EDL formåede som bekendt kun at samle sølle 150 fra hele Europa, heraf stort set ingen lokale nynazister.

En vigtig forklaring er deres presseskyhed, som kommer af det totale fravær af folkelig legitimitet.

Hvad er det at have magten i gaden – og har de det?

Et centralt element i klassisk fascistisk opbygning er rekruttering til bøllekorps, hvad enten det var Mussolinis Sortskjorter eller Hitlers Stormtropper.

Og da White Pride i perioden 2003-05 begyndte at føre sig mere ideologisk offensivt frem, var det tydeligt, at megen inspiration var hentet fra »Mein Kampf«, og det ikke bare retorisk.

Som led i dette er det et helt afgørende spring at opnå evnen til uhindret at kunne marchere i gaderne, da det er herved, at de demonstrerer den magt og styrke, som gør, at de rækker meget længere ud.

Mange kender sikkert den ynkelige figur fra »Matador«, som får sit selvværd stivet af på denne måde – og det er ikke lykkedes i Århus.

Mange neo-fascister har efter 2. verdenskrig forsøgt at vinde parlamentarisk legitimitet ved at nedtone det direkte nazistiske. Og ved gennem en dobbeltstrategi at vinde styrke på gaden.

En vigtig del af venstrefløjens kamp herimod består derfor af lige dele afsløringer og moddemonstrationer, dér hvor neo-fascisterne forsøger at marchere.

Nazier isoleret ved valg

Netop dette har vi i Århus – trods mange andre problemer – haft en rimelig succes med. Både ved kommunalvalget i 2005, hvor det lykkedes Enhedslisten at samle hele byrådet (inkl. en tidligere DF´er) til at stå som arrangør af »Krystalnatten«.

Det betød, at listen ’Århus mod Moskeen’ (med tætte forbindelser til Dansk Front/White Pride) blev helt isoleret og fik et ynkeligt valg.

Men også op til valget i 2009 lykkedes det at få Vederfølner (en ny politisk platform for nazierne) så meget frem i lyset, at det end ikke vovede at stille op. Og her op til valget i 2013 er der intet, der vidner om, at White Pride-relaterede organisationer planlægger noget parlamentarisk fremstød.

Mig bekendt er kun Daniel Carlsens »Danskernes Parti« [3] i spil, og højrefløjen står derfor langt mere svækket end både i 2005 og 2009.

Hermed er den opbygning, som blev lanceret i 2003-5 og faktisk så truende ud i 2006 ikke lykkedes, da det yderste højre er svagere og mere opsplittet end nogensinde før.

Og Daniel Carlsen, som med sin partimæssige nydannelse vil forsøge at afsværge sine nazistiske rødder, vil i en valgkamp løbe ind i det samme problem.

For det som sker, når sådanne grupper bliver udsat for »den offentlige bevågenheds pres« er, at der i tendensen opstår en splittelse mellem den pænere facade og gadekrigerne.

I dag er White Pride reduceret til kun at være et bøllekorps, da Vederfølner, der i en periode fungerede som politisk overbygning, i dag ikke formår andet end at afholde sociale arrangementer.

Og at en sådan udvikling er en stor sejr, er værd at huske.

For selv om White Prides bølle-hærgen er meget træls, så ville den dog være langt, langt farligere, hvis den kunne camoufleres i parlamentarisk legitimitet.

Der findes intet reelt værn mod individuelle natlige overfald

Det skal dog ikke få os til at glemme, at de mange tilfælde af individuelle (natlige) overfald også er et kæmpe problem. Det kan jeg selv og andre af mine kammerater skrive under på, men især unge fra det BZ-agtige/autonomt orienterede miljø er en udsat gruppe.

Problemet er bare, at det er næsten umuligt at værne sig mod disse med demokratiske, politiske eller bevægelsesmæssige midler som fx moddemonstrationer og politiske afsløringer.

For selv om venstrefløjen var fem gange så stærk, er det nu engang umuligt at mandsopdække nattelivet i en storby som Århus. Alle historiske erfaringer viser, at enhver strategi, der bygger på modtæskehold, hævntogter og andre voldsbaserede strategier, vil være dømt til at mislykkes.

Problemet er, at det ender i en elitær strategi, som efterlader det store flertal som en passiv iagttager mellem »bandekrigens parter« – netop det billede, som både det yderste højre og dele af pressen ønsker at fremme.

Og derved isolerer vi os fra det store flertal, som det strategisk er så afgørende, at vi får med os mod nazierne.

Når vi i Århus havde en så relativ stor succes med mobiliseringen mod EDL-demonstrationen, skyldes det klart, at der i befolkningen er en udbredt opfattelse af, at det er højreekstremisterne, der er den voldelige part – på trods af at pressen, især JP, så energisk har forsøgt at sælge billedet af en bandekrig.

For det har den haft svært ved efter en meget lang række White Pride-overfald de sidste ti år – over for ganske få modeksempler. Men havde billedet været fifty-fifty, havde det været en helt anden sag.

Derfor skal den politiske hovedstrategi forsat være at holde de voldelige racisters organisering nede på et minimum. Ligesom der i detaljen findes mange modforholdsregler som almindelig forsigtighed, strategisk at modarbejde dem både i værtshus­miljøet og på stadion.

Men alligevel vil der altid være en sidste rest, som der ikke findes politiske midler mod.

Vi kan ikke forlade os på myndighederne, men ej heller ignorere dem

Det er gammel lærdom, at venstrefløjen i sin kamp mod nazierne hverken kan forlade sig på de etablerede partier, myndighederne eller politiet for så vidt.

Et »skidt« eksempel på det første var borgmesterens reaktion på nyheden om, at EDL ville demonstrere i Århus den 31. marts: Den skulle bare ties ihjel, og i stedet ville byrådet lave en mod-demonstration den 21. marts.

Havde venstrefløjen ikke reageret, kunne han sidde tavs i sit rådhustårn, mens alle de store europæiske tv-stationer transmitterede, at fascister fra hele Europa mødtes ved byens kulturcentrum, uden at én protesterede. Og samtidig overveje, hvor god en reklame det nu var for Smilets By?

Det kan undre, at en socialdemokratisk borgmester i 2012 besvarer en nazi-demo med tavshed, når et samlet byråd under en Venstre-borgmester valgte at stå som arrangør af Krystalnats-demo mod White Pride i 2005.

Det ville naturligvis være forkert at tage det som udtryk for, at han i det skjulte har nazi-sympatier – men mere som establishments manglende evne til at reagere på højrefløjsmobilisering, hvilket er et generelt problem Europa over.

Det samme gælder myndighederne og politiet i øvrigt, for nazisme i samfundet kan ikke bekæmpes alene med bureaukratiske, administrative midler – men kun med levende folkelig opbakning.

Det understreges af, at der kun kom 2000 til byrådets 21. marts-arrangement med store musiknavne og et kæmpe budget. Men over 5000 til vores demonstration den 31. marts, der kun var baseret på græsrodsaktivisme.

Omvendt er det dog også vigtigt at presse på for, at det officielle niveau tager problemet alvorligt. Ligesom vi også gjorde op til EDL-demoen, hvor vi fik mange politikere til at bakke op (selv borgmesteren var måske kun et hårsbred fra at bakke op i 11. time).

Et andet eksempel er Enhedslistens mange forslag i byrådet om at bekæmpe nazi-volden. Også selv om de ikke altid bliver vedtaget, bidrager de til den almindelige debat, som er med til at isolere nazierne.

Vi skal stille krav til politiet

Det samme gælder over for politiet, hvor der ofte i det anti-racistiske miljø kan mærkes en vis reservation ift. anmeldelser – »for det hjælper jo alligevel ikke«.

Det kan være en forståelig reaktion ud fra faktiske erfaringer, men det er politisk set en principielt uholdbar holdning – især når mange af højrefløjens politiske metoder falder ind under almindelig banal kriminalitet.

For så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, er vi jo afhængige at de retsgarantier, som vi generelt forventer. En SU-modtager, som snydes for 20.000 kr. af en bolighaj, har ikke andre muligheder end at gå rettens vej.

Det samme gælder anmeldelser af individuel vold, selv om det ofte kan være op ad bakke, når det gælder nazivold. For at det er op ad bakke, må aldrig få os til at opgive kampen for, at det er et retskrav, at alle kan forvente beskyttelse mod overfald.

Dels fordi politiet som sådant ikke er nazistisk/fascistisk, selv om der i visse lande (pga. historiske traditioner) har overlevet sådanne islæt i politiet. Men også fordi det i den sidste ende også er et spørgsmål om politisk kamp, hvordan et politikorps opfører sig.

Østjyllands Politi: Klø bare på!

Det gælder også for Østjyllands (tidligere Århus) Politis vedkommende, som i virkeligheden er mere delt, end indtrykket af det følgende måske kan indikere. For på lavere niveauer og især i delsager har der i flere tilfælde været en ordentlig indsats. Men i vigtige nøgle-sager har indsatsen været, så det skriger til himlen.

For én ting er en slap indsats, som skyldes uduelighed. Langt værre er det, hvis der fra ledelses-niveauet direkte spilles med på de nazistiske voldsbøllers præmisser, som nogle eksempler i det følgende tyder på.

Det første var, da jeg personligt blev overfaldet i 2005 efter et møde i Anti-Racistisk Netværk [4] (ARN) på Cafe Oskar, hvor 15 WP'ere lå i baghold på et værtshus overfor.

De blev aldrig retsforfulgt på trods af, at politiet mindre end to dage efter anholdt en gruppe på seks personer og få dage efter en af de ledende i overfaldet.

Lad ligge, at den White Pride-spion, der havde infiltreret vores møde, brugte peberspray uden at blive retsforfulgt. Lad også ligge, at politiet heller ikke opklarede et nyt angreb på Cafe Oskar fem dage efter.

Men det helt, helt mærkelige er, at politiet (efter at have afhørt »hovedmanden« bag begge overfald) melder ud i pressen, at intet tydede på, at »gerningsmændene kommer fra det yderste højre.« [5]

Det andet eksempel er fra 2008, hvor Enhedslistens lokaler blev udsat for en stribe rudeknusninger.

På trods af at politi-materialet viser, at man i et tilfælde fangede en gruppe navngivne WP'ere lige efter en rudeknusning, fik de ikke bare lov til at gå fri. Nej, dagen efter afviste politiet direkte, at gerningsmændene var fra højrefløjen, for det kunne de »ikke bekræfte, for det har vi ikke bevis for.« [6]

Mit tredje eksempel er fra 2010, hvor der skete tre overfald i juli kvartal, som kendte personer fra ARN (herunder undertegnede i et tilfælde) var med til at politianmelde. Det skete ved fysisk at møde op hos Østjyllands Politi sammen med offeret og sikre, at der blev taget rapport.

Men på trods heraf sagde en højtstående politimand i en paneldebat i TV2-Østjylland den 1. november 2010, at han »ikke kan genkende billedet«, lige efter jeg havde nævnt disse tre overfald. Og senere forsøgte han at gøre de manglende opklaringer til et problem med manglende politi-anmeldelse (!). [7]

Problemet her er ikke bare, at politiet misinformerer offentligheden – det er betydeligt værre. Indirekte er det faktisk et meget grimt signal til bøllerne selv: »Bare klø på, for vi gør ikke noget ved jer.«

Det er en grov beskyldning, for udtalelserne kunne måske forklares som led i en snedig efterforskningsstrategi, som man ikke ønsker at røbe detaljer fra. Men hvis det var tilfældet, ville resultaterne af denne efterforskning senere komme frem. Og dem har vi stadig til gode, hhv. otte, fem og tre år efter!

Så indtil videre er det min opfattelse, at kræfter, som har holdt hånden over det yderste højre, ofte har haft »the upper hand« ved Østjyllands Politi.

Hermed ikke sagt, at de selv er nazister. Men det vidner om, at de i det mindste ikke har set det som et problem at give disse bøller frit spil i kampen mod venstrefløjen.

Establishment ved det – også hvad ORG er!

Når der ikke er gjort mere ved dette problem, skyldes det ikke, at det har været nogen hemmelighed. Justitsministeren, ombudsmanden og Folketingets partier er løbende blevet fuldt orienteret. [8]

Establishment ved også, at der bag den meget intensive højrefløjsaktivitet i netop Århus gemmer sig en organisation ved navn ORG, som Redox[9] har leveret en omfattende dokumentation for. [10]

Men havde man forventet, at disse afsløringer blev mødt med begejstring, blev man skuffet.

For systemets reaktion var ikke den gennemgribende kulegravning, som man måske kunne forvente efter disse afsløringer, bl.a. af at en københavnsk politimand på vegne af ORG havde stjålet en stor mængde personfølsomme oplysninger.

I stedet blev Redox anklaget for at bryde registerloven, fik sin hjemmeside lukket, og én af dens centrale aktivister blev udsat for en længere varetægtsfængsling i en sag, der ikke var fugls føde på.

En noget forstemmende reaktion i det »herrens Breivik-år 2011« – pga. afsløringen af et dansk højreekstremt netværk – kun en måned efter Utøya.

Et politisk og organisatorisk svar – pilen peger på Enhedslisten

Det er sigende, at Enhedslistens folketingsgruppe stort set har ignoreret denne sag. Hvilket ikke kun kan tilskrives berøringsangst ift. om der skulle gemme sig nogle lig i lasten, som kunne plette renommeet på de bonede gulve.

Det er desværre symptomatisk for en mere generel passivitet, som vi også så, da jeg på vegne af Enhedslisten i Århus klagede til ombudsmanden i 2010. Og ift. ORG er det heller ikke lykkedes at fremkalde nogle reaktioner.

Men hvis Enhedslistens passivitet på topplan er en del af forklaringen på, at højrefløjen har haft for let spil, så peger det jo også på noget af løsningen: Nemlig at skeen skal tages kraftigt over i den anden hånd.

Men også på gulvplanet er der en vigtig lære at drage.

Vi skal holde fast i en linje, som afslører højreradikale og neo-fascister, når de prøver at træde frem i offentligheden under dække af legitimitet. Og vi skal stå op over for dem, når de forsøger sig med demonstrationer eller at marchere i vores gader. Her er det ingen farbar vej at »tie dem ihjel«.

Men vi skal også undgå at tale dem op og overdrive deres styrke baseret på enkeltepisoder. Det giver et forkert indtryk af det faktiske problem og medvirker kun til at skabe den frygt, som er deres egentlige formål.

Derfor er det også helt afgørende, at vi undgår at medvirke til at skabe unødvendige konfrontationer, som kun er vand på deres mølle.

Et godt eksempel er fra 2010, hvor WP var på retur, og en »Good Night White Pride« [11] demonstration kun bidrog til at give den lidt kunstigt åndedræt med nye konfrontationer og overfald. [12]

Et lignende problem kunne vi have fået i november 2012, hvor en »Krystalnatsdemonstration« (helt imod traditionen) blev planlagt til at gå gennem Jægergårdsgade [13] en fredag aften efter mørkets frembrud.

Det blev ikke til noget [14], og pointen er ikke, at det er sikkert, at der ville ske noget dramatisk, hvis den var blevet gennemført. Pointen er, at det er vigtigt at have modenheden til ikke at tage sådanne chancer.

En sidste pointe er, at vi som Enhedsliste-folk med baggrund i den bredere folkelige fagforeningstradition ikke skal have berøringsangst ift. et samarbejde med »punkere« og mere anarkistisk/autonome typer – bare for at redde vores egen pænheds røv.

Dels er det et svigt ift. en gruppe, som er yderst udsat. Men det vigtigste er, at vi gennem et samarbejde mellem den »pæne Enhedsliste« og disse mere brogede og foranderlige kræfter har kunnet komme frem til nogle fornuftige kompromisser, som samlet har styrket os i kampen mod det yderste højre.

Det har vi i det mindste haft gode erfaringer med i Århus, og det opnår vi ikke ved at distancere os fra dem.

Anden omtale

Der er i det sidste halvår kommet to vigtige udgivelser, som retter noget op på et fejlagtigt billede at naziproblemet.

Men dog ikke tilstrækkeligt, da der mangler fokus på nogle vigtige »benchmarks« for nazi-opbygning, fx hvad det betyder at »have magten i gaden«.

Det gælder AFA’s jubilæumsudgivelse fra november 2012, der indeholder et 50-siders langt afsnit: »Med ryggen mod muren – et årtis antifascistiske erfaringer fra Århus«.^[15]

Samt Produktionskollektivet Opbruds dokumentarfilm fra februar 2013: »Det mørke Århus – Når politik har en pris«.^[16]

Hans Jørgen Vad er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og har mange år været aktiv i Anti-Racistisk Netværk i Aarhus. Han arbejder desuden som lærer på en palæstinensisk friskole.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté