Det venstreorienterede kulturkollektiv Politisk Engagerede Terrorister (PET) har dannet et pladeselskab, som skal synliggøre moderne politisk undergrundmusik.
Målet med Kontrafon, som selskabet hedder, er at udgive musik på vinyl, som hidtil kun har været tilgængelig på internettet og skabe en platform for bands og musikere med kant og holdning.
– Det er nødvendigt at nuancere venstrefløjens forhold til musik, der for mange er opdelt i enten »godt og politisk«, eller »dårligt«, fortæller Johan Niebal fra PET til Modkraft.
Den 3. september udgives fem vinyler i genrerne reggae, ska, dancehall og hip hop. Nogle har en tydelig politisk dagsorden, mens andre har en humoristisk distance til samfundet.
Besøg Kontrafons hjemmeside her.
Se kalenderopslaget »Støttefest for Kontrafon« på Modkrafts kalender.
Blandt de kommende Kontrafon-udgivelser er artisten Klumben, der er blevet udråbt til det nye lys på den københavnske dancehall-stjernehimmel.

Han er kendt for sangen »Kriminel«, der har fået 30.000 views på Youtube og snart opgraderes fra en sort skærm til en professionel klippet video med »hash, bass og damer«.
Hør sangen Kriminel på Youtube.
Et track, der er blevet Klumbens claim-to-fame og har fået dagbladet Politiken til at kalde ham en del af »næste generation af undergrundens frontløbere«, som arvtagere til Natasja og Firehouse.
Læs bloggen »Novembers unoder« hos Politiken
Læs bloggen »En klump og en pistol til X-Factor« hos Politiken.
– Da jeg lavede sangen »Kriminel«, anede jeg ikke, at der var så mange som ville bede mig om at tage stilling til den. Og spørge, hvad jeg mener med det. Jeg lavede mest sangen for sjov, og fordi det lyder fedt at sige krimi-ni-mi-niminel. Jeg taler for eksempel om at stikke folk med kniv, og det gør jeg jo heller ikke, jeg hader folk, der går med kniv, siger han.
Klumben optræder til det han kalder »Babylon Distortion«.
Derimod har Klumben truffet et bevidst valg om at sige ja-tak til at udkomme på Kontrafon
– Det er 100% et valg. Det er et godt initiativ, hvor nogle mennesker siger »hey, har du lyst til at lave et nummer, så udgiver vi det på vinyl. Du skal ikke skrive under på noget, og vi tager dig ikke i røven«. Det handler ikke om penge, men om at udgive et fedt stykke musik. Og holde nogle ordentlige fester udenom penge og reklamer, siger han og tager en slurk af sin sodavandi.
Pengene er, som Klumben ser det, den største forskel mellem et pladeselskab som Kontrafon og et stort kommercielt selskab.
– De vil ikke tjene penge på mig. Kontrafon handler om, at de har tiltro til, at jeg kan lave et fedt nummer, som de så er villige til at udgive - de har ikke engang hørt det endnu, siger han
Klumben er med på to Kontrafon-udgivelser. En genindspilning af sangen »Du en lort« lavet sammen med kunstneren Mighty Malamin, og så nummeret »Verden drejer rundt« med reggae-fænomenet Raske Penge, som aldrig er udgivet før.
Ifølge Klumben er der fri fortolkning af sidstnævnte sangs budskab.
– Sangen »Verden drejer rundt« startede som en riddim, der hed revolution. Det kan være en omdrejning, men det kan også betyde mange andre ting. Man kan tolke den, som man har lyst til. Verden drejer også rundt, men man kan ikke mærke det – det er sygt, siger han og griner.

– Mange siger, at man kun skal lave tekster, hvor man mener det, man siger. Det er også fint, men jeg synes, man kan være, som man vil. I virkeligheden hedder jeg Christian og er Christian, men når jeg laver musik, så hedder jeg Klumben og er ikke mig selv. Man skal huske at have det sjovt, og det var derfor, man startede i første omgang. Det handler hverken om pligt eller om, at man skal være sej, men jeg synes, det er fedt at folk har en holdning til tingene, og det vil jeg måske også have selv, siger han til Modkraft.
Pladeselskabet Kontrafon arbejder udfra Ungdomshusets fem grundregler: Ingen racisme, sexisme, homofobi/heterosexisme, vold eller hårde stoffer. Derfor har der også været debat blandt initiativtagerne om hvem, der skulle udgives.

Læs artiklen »Politisk engagerede terrorister på Roskilde Festival« hos Modkraft.
Johan Niebal fra PET mener dog stadig, at Kontrafon ligeså vel er for musikere, der ikke laver direkte parolesang. Det er nødvendigt, hvis den politiske musik skal blive populær.
– Vi vil gerne hype venstrefløjsmusikken. Det var meget fremme efter rydningen af Ungdomshuset, men det er ikke så populært lige nu, hvor det er mere in at rappe om, at man er en bedre rapper end de andre, siger Johan Niebel.
– Sådan nogle som Topgunn og Klumben er meget store i undergrunden lige nu, men det politiske budskab fylder endnu ikke så meget i deres musikalske univers, siger Johan Niebal fra PET
Klumbens sang »Du en lort«, som udkommer på Kontrafon til efteråret, er én lang reggae-svada, hvor navngivne politikere bliver udråbt til lorte. Og det er der en god grund til.
– Jeg synes »Du en lort« passer godt til, at det er nogle politisk aktive mennesker, der laver pladeselskabet. De har det nok ikke på samme måde, som jeg har det, men jeg tror godt, de kan relatere til det. Måske på en anden måde, men nogle af dem, der er nævnt i sangen, synes de nok også er nogle lorte, siger han.
Mighty Mala & Klumben - Du en lort by Mighty Mala
Integrationsminister Søren Pind er en af de politikere, der står for skud.
– Søren Pind er en kæmpe nar, og det har han alle dage været. Jeg har malet graffiti, og Søren Pind er - lige efter Lennart Faust (Københavns Kommunes tidligere graffitikonsulent red.), der er død - en af de største graf hadere overhovedet. Derfor er han en lort. Jeg mener det, men samtidig er de jo også bare mennesker og har også ret til at have deres holdninger, smiler Klumben.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96