Skønheden i undergang og melankoli

ANMELDELSE: Siden jeg blev gravid med min datter forsvandt lysten til at se gyserfilm eller film uden happy end. Alligevel tog jeg chancen og gik ind for at se Melancholia, som allerede i starten afslører slutningen med jordens undergang.

Og slutningen er da også alt andet end bare snæver unhappy. Den er dybsindig, angstforløsende og uendelig smuk. Det er lang tid siden, en film har berørt noget i mig på den måde.

Kirsten Dunst som Justine i Melancholia.
Foto: Christian Geisnæs.

En klump i halsen vokser i takt med planeten Melancholias fremmarch for tilslut at bryde ud i forløsende gråd i min kærestes skød. Jeg går fra biografsalens mørke ud i samfundet som et forandret menneske.

Til det gode eller det onde er underordnet, thi alt er jo i grunden relativt. Melancholia rykker ved noget væsentligt. Angsten for død, forandring og kontroltab.

Wagnersk skønhed

Filmens start med smukke billeder tilsat toner af Richard Wagner er berusende. Jeg har ikke orket Wagner, siden jeg i slutfirserne boede sammen med Gothpunkeren Suzanne, som indviede mig i en dengang uforståelig smerte, død og undergangsinteresse.

Musikvalget er storslået, og endelig forstår jeg denne skønhed i undergang og melankoli.

Valget af Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourgh er også lige i øjet. De spiller begge formidabelt. Specielt Kirsten, som udstråler en barnlig klarhed, sammen med den melankolske, kometsyge depressive karakter.

Filmen er bygget op omkring to søstres forskellige sind og reaktioner på kometens komme.

Justine (Dunst) er den klartseende, humørsvingende, sandhedssøgende, grænseoverskridende rebelske lillesøster.

Claire (Gainsbourgh) er den ansvarsfulde, kontrollerende, perfektionistiske, »normale« moder og storesøster.

Flugt

Vi følger Justines bryllup, som hun formår at ødelægge, både med angsttanker om fortidens hængedynd, samt tanker om kometens komme. Hun stikker af et par gange og er stort set ikke til stede i det, der kunne være livets fest og sammensmeltning med manden, såvel den ydre som den indre.

Hendes ophav er heller ikke helt i harmoni. En dysfunktionel skilsmissefamilie med en masse uforløste spændinger og fravær. Det synes naturligt at have lyst til at flygte fra al den forkrøblede stive form, de repræsenterer.

Claire har giftet sig med den stenrige John, som betaler hele festen, men dog er det ikke en gave fra hjertet. Han presser Justine til at være lykkelig nu, hvor det har kostet ham så meget. Altså en i virkeligheden kærlighedsløs gestus. Noget for noget, hvem ville ikke flygte fra det og vende munden nedaf som et vredt barn?

Kontroltab

I takt med Kometens komme ser man de to søstre, samt John, reagere forskelligt.

John prøver at berolige Claire, som panikker af angst, som enhver moder ville gøre det. Han forsikrer hende om, at der selvfølgelig ikke sker andet, end at kometen bare passerer. »Du må have tillid til videnskaben!« som han siger i et forsøg på at kontrollere livet og opfinde garantier og forsikringer.

Udadtil spiller han den omsorgsfulde, ansvarlige, beskyttende ægtemand, men da det kommer til stykket, kan han slet ikke rumme sandheden og kontroltabet, og som den vatpik, han er, flygter han på sin måde, og lader kvinderne og barnet tilbage.

Meget, meget smukt

Nu er det Justine, som med sin barnlige styrke i behold må lede den lille dreng ind i accepten af jordens undergang. Det gør hun ved at skabe en magisk hule af et par grene, som de sammen snitter.

Lars von Trier.
Foto: Christian Geisnæs.

Hun afviser Claires noget selvoptagede ide med at tage afsked på en altan med et par glas rødvin, og de ender med at sidde alle tre og holde i hånden ind i eksplosionen. Drengen med et fredfyldt og tillidsfuldt ansigt. Meget, meget smukt.

Man kunne også tolke slutningen, som egoets opløsning ind i ren væren, fri for skygger af angst for død, forandring og kontroltab. Men det er jo op til hver enkelt betragter.

Fuldendt film

Ja, jeg er vild med Melancholia. Filmens klassiske opbygning med klimakskurver og point of no return samt brylluppet som rammehistorie fungerer.

Den er fuld af befriende klar, kitschet symbolik samt humor tilsat stænk af syre. Det er en fuldendt film med masser af gaver til betragteren, hvis man altså tør tage imod og ikke bare flygter ind i endnu en illusion.

Melancholia. Instr. Lars von Trier. Spillefilm, 130 min. Grand, København, 28. maj 2011.