ANMELDELSE: Hvis du føler dig fristet til at springe indkøb og madlavning over, og hvis du bor i København, så forholder det sig så heldigt, at byen tilbyder dig en lang række lækre folkekøkkener. Faktisk kan det lade sig gøre at shoppe fra det ene folkekøkken til det andet og få et lækkert måltid vegetarisk mad alle hverdage i ugen, helt uden selv at svinge køkkenkniven.
Vi er to madglade og mere eller mindre vegetarisk tilbøjelige jyder, der har tænkt os i løbet af den kommende tid at guide dig i ord og billeder fra Nordvest over Nørrebro til Christiania igennem byens forskellige folkekøkkener.
Vi starter på Støberiet, der gemmer sig på anden sal i en opgang på Blågårdsplads, Nørrebro.
Som førstegangsbesøgende var folkekøkkenent semi-svært at finde - men følg den linde strøm af mennesker op ad den grafittiudsmykkede trappe, der på vejen op fortæller historien om de forskellige politiske kampe, der har udspillet sig i området i tidens løb.
Alternativt følg duften af mad.
Har man erfaringer med at stå i lange folkekøkkenkøer og gå sulten hjem, fordi der for enden af køen kun var salat og brød tilbage, så vil køen på Støberiet være en positiv overraskelse. Da vi ankom 17.45 var der kun få forhindringer på vores vej hen til maden, hvilket altid er lækkert. Der bliver serveret en imponerende mængde mad, så det er ikke nødvendigt at komme 17.30 sharp.

I modsætning til de fleste andre folkekøkkener, der er veganske eller vegetariske, er Støberiet indrettet til både kødspisere og vegetarer, og menuen var en klassiker: lasagne med brød og salat. En klassiker i det danske køkken siden slutningen af 70’erne og en vaskeægte folkekøkkenklassiker.
Til maden var der kander med vand til fri afbenyttelse og ganske gratis. Dertil havde baren et lille udvalg af øl, Søbogård og Coca-Colas klassiske udvalg.
En stor fordel ved Støberiets folkekøkken er, at der er siddepladser til alle. Man kan vælge mellem et af de mindre og mere rolige rum eller det store caférum, hvor børneskrig overdøver og besværliggør enhver samtale.
Får man dårlige nerver af larmen fra umulige unger, skal man nok finde et andet sted at spise. Taber man til gengæld kæben i svime over de charmerende rollinger, kan det også være svært at koncentrere sig om at nyde maden, for Støberiet er et udpræget børnefamiliested.
Og nu til det, det egentlig handler om: maden. Vi spiste begge vegetarlasagne, og den var for at sige det helt kort: lækker, lige som en lasagne skal være. Den havde en god, høj snaskfaktor, uden dog at flyde helt rundt på tallerkenen.

Udover de sædvanlige lasagneplader, bechamelsovs og ost var der for en gangs skyld ikke spinat, hvilket ellers plejer at være obligatorisk i en vegetarlasagne.
Mellem pladerne fandt vi squash, gulerod og selleri. I stedet for at flyde med og blive ét med resten af snasken, som spinat har en tendens til at gøre, gjorde grøntsagerne godt som konsistensforskel midt i al snasken. Lasagnen smagte som den skulle og var krydret med mild chili på et niveau, hvor alle kan være med.
Brødet var hjemmebagt med havsaltsflager på den sprøde skorpe, og det havde en høj sugeevne, hvilket harmonerede godt med lasagnens snaskfaktor.
Til gengæld var salaten forholdsvis kedelig. Den bestod af iceberg, løg, tomat, persille og dressing. Det var friskt og fint, men kønsløst, og icebergsalaten var svær at se som andet end et irritationsmoment.
Støberiet holder folkekøkken hver onsdag 17.30, det er meget børnevenligt og egnet til både kødspisere og vegetarer, dog ikke til veganere, medmindre man kan nøjes med at spise brød og salat. Det koster 30 kroner for en kødret og 25 for en vegetarret, og der er masser af mad!
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96