En kvinde i cirklen

ANMELDELSE: Under titlen Absolut Avantgarde præsenterer det nyrenoverede Øregaard Museum i Hellerup en udstilling om den kvindelige maler Francisca Clausen.

Med mere end 90 værker er det den største særudstilling om Clausen siden 1964. Og på udstillingen stilles der skarpt på hendes værker fra perioden 1921-1931; en periode, som Clausen selv kaldte for "De heroiske år", og som hun overvejende tilbragte enten i Tyskland eller Frankrig sammen med nogle af datidens anerkendte kunstnere, bl.a. Hans Hofmann, László Moholo-Nagy, Alexander Archipenko, Fernand Léger og Piet Mondrian.

Tiden før 1921

Francisca Clausen (1899-1986) blev født i det dengang tyske Aabenraa, hvor hun voksede op i en velhavende handelsfamilie. Den unge Clausen viste tidligt, at hun havde kunstnerisk talent, og efter eget udsagn kunne hun allerede som 12-årig male særdeles vellignende portrætter. Faren var dog ikke just begejstret for, at datteren havde et i tiden noget utraditionelt ønske om at ville uddanne sig som kunstner.

Alligevel fik Clausen sin vilje. I 1916 midt under 1. verdenskrig, da Clausen var 17 år, rejste hun således til en kunstskole i Weimar, hvilket i øvrigt var den samme, som blot få år efter hendes ophold blev omdannet til skolen Bauhaus af den tyske arkitekt Walter Gropius (1983-1969).

Fra Weimar gik Clausens rejse videre til en kunstskole i München, hvor hun i et år blev oplært i naturalismen. Men de noget usikre forhold ovenpå krigen gjorde, at hun efterfølgende besluttede sig for at forlade Tyskland for i stedet at tage til København, hvor Clausen blev optaget på Kunstakademiets malerskole for kvinder.

I København fandt hun dog undervisningsformen noget gammeldags; typisk malede man alene efter gipsmodeller, og Clausen begyndte efterhånden at føle sig som en outsider.

Perioden 1921-1931

Clausen var i København blevet tilskyndet til at skabe sig en karriere inden for portrætmaleriet. Clausen selv ville det imidlertid anderledes. I 1921 vendte hun således tilbage til München, hvor hun på en privat kunstskole ledet af den tyske maler Hans Hofmann (1880-1966) denne gang blev indført i den abstrakte ekspressionisme.

Året efter begav Clausen sig videre til Berlin. Optaget af tidens æstetiske nybrud opsøgte hun her den ungarske kunstner László Moholo-Nagy (1895-1946), som det lykkedes hende at overtale til at give sig tre måneders privatundervisning. Og Clausen skulle da også hurtigt vise sig at have forståelse for principperne i konstruktivismen, som det bl.a. kan ses af hendes værk Konstruktivistisk studie fra 1922:

Francisca Clausen: Konstruktivistisk studie (1922). Pressefoto

Da Moholy-Nagy forlod Berlin for at blive lærer på Bauhaus-skolen i Weimar, søgte Clausen i stedet ind på en nystartet kunstskole, der var blevet etableret af den russiske maler og billedhugger Alexander Archipenko (1887-1964). Men efter at have tilbragt to semestre på Archipenkos skole, havde Clausen dog stadig ikke fået nok af maleriske udfordringer.

I 1924 rejste hun derfor til endnu en af Europas kunstmetropoler, Paris. Her kom hun sammen med kunststuderende fra Norge, Sverige, England og Rusland, heriblandt også kvinder, ind på det nye Académie Moderne, der var blevet grundlagt af den franske maler, skulptør og filmmager Fernand Léger (1881-1955). Og Léger blev ikke kun hendes lærermester; Clausen blev også hans elskerinde.

I Paris færdedes Clausen i de eksperimenterede kunstkredse, og i 1925 deltog hun for første gang i en stor og international udstilling, L’Art d’aujourd’hui, sammen med kunstnere som bl.a. Pablo Picasso, Willi Baumeister, Charles-Édouard Jeanneret (bedre kendt som Le Corbusier) samt Sonia og Robert Delaunay.

Det var også samme år, at Clausen havde forladt Académie Moderne, hvor eleverne som led i studiet af hverdagens former ofte malede efter kvindelige nøgenmodeller. Clausen havde imidlertid fundet, at man kun kunne lave begrænsede variationer over kvindekroppen. Og hvor hun havde foreslået, at man i stedet studerede nogle af nutidens former, førte Clausens egne studier til det, der skulle blive nogle af hendes hovedværker, heriblandt Skruen (1926) og Baren (1927), som hun i øvrigt udførte i en lang række variationer.

Francisca Clausen: Skruen (1926). Pressefoto

I en periode eksperimenterede Clausen med surrealismen, og i hendes værker indgik piber som en reference til René Magritte. Men i slutningen af 1920’erne vendte hun på ny sin interesse mod det abstrakte maleri.

Sammen med bl.a. den hollandske kunstner Piet Mondrian (1872-1944) dannede hun kunstnergruppen Cercle et Carré ("Cirkel og Kvadrat"). Og her bestod Clausens eget bidrag ikke alene at have introduceret cirklen; Clausen kunne heller ikke forene sig med Mondrians strenge begrænsning til sort, rød, gul og blå, hvorfor hun skabte variationer over hans gittermotiv ved at tilføje flere farver.

Hendrike: Grid in Piet Mondrian style (2007) (kilde: Wikimedia Commons

Tiden efter 1931

I 1931 var Clausen dog af økonomiske årsager tvunget til at tage tilbage til Danmark, eftersom familieformuen på dette tidspunkt var væk. I stedet håbede hun i København at kunne danne skole. Clausens værker blev derfor præsenteret på en stort anlagt udstilling i 1932. Men publikum udeblev, og anmeldere ligefrem latterliggjorde hendes værker. Dette fik Clausen til i 1933 at male et billede, som hun gav titlen I de kolde skuldres land.

I en overgang forsøgte Clausen at leve af reklamekunst, men hun endte med fra barndomshjemmet i Aabenraa at ernære sig som portrætmaler.

Sit skandinaviske gennembrud fik Clausen derfor først i 1950erne, da hun blev opdaget af den svenske kunsthistoriker Oscar Reutersvärd. Reutersvärd kuraterede udstillingen Neoplasticism i Stockholm, hvor han inkluderede syv af hendes gouacher, og dette førte både til en række artikler og flere udstillinger, hvor Clausens værker bl.a. blev vist side om side med værker af Léger. For en kort stund fik Clausens gennembrud hende også til at genoptage sine tidligere eksperimenter.

Men det var samtidigt som portrætmaler, at Clausen opnåede anerkendelse i sin levetid, og blandt de mange personer, som hun portrætterede, var bl.a dronning Ingrid og dronning Margrethe.

Clausen efterlod ved sin død i 1986 en stor samling egne værker. Det er mange af disse, der indgår i udstillingen på Øregård Museum. Men til dagligt opbevares værkerne på kunstmuseet Trapholt i Jylland, hvorfra TV2Syd har lavet dette indslag om et af hendes hovedværker:

Screenshot fra TV2Syd’s indslag "Sku’ det være kunst?" om bl.a. Francisca Clausens værk "Baren" (1927)

Absolut Avantgarde

Al den stund Clausens værker længe har været overset, er det skæbnens ironi, at flere af de værker, der præsenteres på udstillingen, fremstår med en anderledes friskhed i forhold til de værker af datidens etablerede kunstnere, som ofte har været vist eller gengivet. Og særligt interessante er – ud over Skruen og Baren – Clausens værker fra tiden på Académie Moderne, hvor hun for alvor begyndte at bidrage med sine egne idéer.

Men også andre faktorer gør Absolut Avantgarde til en interessant udstilling:

For det første afspejler udstillingen en typisk tendens i tiden. For kunstens vedkommende har én af følgerne af globaliseringen nemlig været et opgør med konstruktionen af de vestlige kunsthistorie centreret omkring Tyskland, Frankrig, England og USA. I de senere år er der således også herhjemme udkommet en lang række bøger om dansk kunst og det endog samtidigt med, at mange danske kunstnere rent faktisk er rejst til udlandet. Endvidere er fremhævelsen af Clausens bidrag som kunstner med til at undergrave den rolle, som kvinder ellers har været hensat til i kunsthistorien som enten muser eller elskerinder. Og frem for Clausens konkrete værker synes det derfor måske snarere hendes position i den eksperimenterede malerkunsts indercirkel, der gør hende aktuel i dag.

For det andet medvirker Clausens egen historie til at punktere forestillingen om det entydige progressive forløb, der ligger til grund for den store fortælling. Dette synes imidlertid ikke at være et forhold, der fra udstillerens side har været helt bevidst. Dels har man således undladt at skildre tiden, hvor Clausen vendte tilbage til portrætmaleriet. Og dels har man pustet til myten om, at denne tilbagevenden skulle have været blevet forblevet økonomisk begrundet. I udstillingsfolderen står der således:

"Økonomien tvinger Franciska Clausen til at vende hjem til Danmark. Her er hendes billedeksperimenter forud for sin tid, og i en årrække må hun ernære sig som portrætmaler".

I en svensk portrætudsendelse fra 1984, der også kan ses på udstilling, giver Clausen imidlertid anderledes udtryk for en tilfredshed over at have arbejdet som portrætkunsten, hvis udførelse hun havde fundet mere udfordrende end udførelsen af det abstrakte maleri.

Men ikke blot har kunstneren, der introducerede cirklen, selv bevæget sig i ring. Ringen synes på sin vis også være sluttet, da et cirkulært motiv af Moholy-Nagy endte med at blive anvendt på et tysk frimærke for at for fejre Gropius og derved også endte med at pege tilbage på den skole, hvor Clausen i sin tid netop havde begyndt sin karriere.

Motiv af Laszlo Maholo-Nagy fra 1930 på tysk frimærke fra 1983 i anledning af 100-året for Walter Gropius’ fødsel. Grafik: Nitsche (kilde: Wikimedia Commons)

Og for det tredje iillustrerer udstillingen med dens titel en problemstilling, der alt for overses, nemlig den manglende konsensus om brugen af moderne- og avantgardebegreberne.

I udstillingsfolderen er angivet følgende definition:

"Avantgarde er den militære term for fortrop. Siden 1870erne er begrebet blevet brugt om kunst, som skaber fornyelse indenfor sit felt. Avantgarde handler om kunstnerisk mod, ikke nødvendigvis om at provokere."

"Avantgarde", der i øvrigt allerede i 1825 blev introduceret ind i kunstsammenhænge, benyttes altså her som et relativt begreb.

Igennem tiden har ord som "avantgarde" og "det moderne" både været anvendt som hinandens (udefinerede) modsætninger og som identiske begreber.

En af årsagerne til sidstnævnte har ikke mindst været, at den amerikanske kunstkritiker Clement Greenberg reviderede et af sine tidligere essays, "Avant-Garde and Kitsch" (1939), som omhandlede "l’art pour l’art", og som han definerede som Kunst med stort K. I sit senere essay "Modernist Painting" (1960) anvendte Greenberg nemlig nu betegnelsen "modernisme" om de enkelte kunstarters tendens til at udfolde sig gennem en selvkritisk proces. Hvor Greenberg altså anvendte "modernisme" som et stilbegreb, fastslog han i øvrigt, at den abstrakte malerkunst var et led i maleriets lineære udvikling.

Den tyske literaturhistoriker Peter Bürger, der traditionelt betragtes som den første egentlige avantgardeteoretiker, definerede imidlertid anderledes "modernisme" og "avantgarde" som periodebegreber. Og hvor han i Theorie der Avantgarde (1974) fastslog, at det var den førstes æstetiske tilbagetrækning fra verden, der havde muliggjort den sidstes forsøg på at reintegrere kunst og livsverden, baserede han netop sin teori på en dialektik mellem de to.

Clausens værker ville altså i henhold til Greenbergs teori skulle karakteriseres som modernisme. Og også i henhold til Bürgers teori, der tilmed har fået en renæssance i dag, ville hendes værker - måske lige med undtagelse af de surrealistiske - ikke alene falde ind under kategorien modernisme; de ville ligefrem placere sig i direkte modsætning til det, der havde været avantgardens projekt.

Øregaard Museum har endog skabt det nye begreb "absolut avantgarde", hvilket nærmest synes at være en omskrivning af Arthur Rimbauds berømte parole fra 1873: "Il faut être absolument moderne" – Man må være absolut moderne.




Absolut Avantgarde. Francisca Clausen 1921 - 1931. Udstillingen kan ses frem til den 12. juni 2011.

Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, 2900 Hellerup

Åbningstider:

Onsdag – fredag kl. 14.00 – 17.00

Lørdag – søndag kl. 12.00 – 17.00