Kunstner revser de kendte - og bliver kendt

»Du kan ikke komme ind her«, formaner en myndig midaldrende mand i beige og nypresset jakkesæt til journalisten, da hun forsøger at gå ind af gitterporten til invitationsadressen, Bredgade 28.

»Du skal gå ind af døren i sidebygningen«, henviser han, mens han bestemt, men venligt lukker jerngitrene sammen med en solid kæde og hængelås. Han ligner, og viser sig også senere at være, en af logebrødrene fra den ellers så hemmelighedsfulde loge Odd Fellow Ordenen, ejerne af det historiske palæ.

Journalisten må tilbage og finde døren til sidebygningen i stedet for at entrere af hoveddøren til det rigtige Odd Fellow Palæ.

Bag duggede ruder er festen allerede i gang. Masser af mennesker står rundt omkring i det aflange rum og snakker, mens de fra tid til anden fører fyldte brede amerikanske champagneglas mod læberne.

En duft af nylavet mad, alkohol og parfume blander sig med fornemmelsen af, at her er vel nok mange kendte mennesker til stede. Hvide duge med knivskarpe sammenlægningsfolder pryder borde, der bugner af gyldne og sprøde godbidder anrettet på porcelænsfade.

Smukke, slanke og smilende unge kvinder og mænd glider hektisk og lydefrit rundt mellem gæsterne for at tilbyde lækkerier og hælde perlende vin i glas. Her ser folk hinanden an og smiler med en vis indforståethed; vi er alle velkomne og budt indenfor.

Invitation til skideballe

Midt i lokalet dominerer Nadia Plesners kæmpe oliemaleri, der måler 349 x 776 centimeter (nøjagtig samme mål som Picassos værk »Guernica«, malet i 1937, der skildrer massakren i den baskiske by Guernica under den spanske borgerkrig).

Umiddelbart udstråler Nadia Plesners »Darfurnica« glæde med en glinsende overflade af farver og former. Men ved nærmere eftersyn vælter verdens voldsomme og overfladiske begivenheder sig over beskueren i en usorteret strøm:

Se maleriet og læs kunstnerens essay bragt tidligere på Modkultur.

»Underholdning får for alt meget plads i medierne. Vi skulle hellere fokusere på verdens virkelige problemer som sult, katastrofer og krig«, siger Nadia Plesner.

Hun er billedkunstner og 29-årig debuterende soloudstiller i det statelige Odd Fellow Palæ i Bredgade, København. Hun er i én flydende ordstrøm ved at forklare, hvorfor hun har inviteret til fernisering på malerier med berømtheder som Madonna, Tiger Woods, Lady Gaga, U2 og 396 andre indflydelsesrige verdenskendte stjerner. Og 100 anonyme børn fra den katastroferamte Darfur-region i Sudan.

For lidt siden stod den hidtil forholdsvis ukendte kunstner sammen med kulturminister Per Stig Møller foran mikrofonen og en tætpakket og forventningsfuld forsamling inde i galleriets midte og modtog rosende ord for sin udstilling, der hedder »Intervention«.

Det, som kun de færreste kunstnere oplever, lykkedes en fredag i januar for Nadia Plesner: Hun debuterede i det celebre Bredgade-galleri-kvarter med kulturministeren som åbningstaler. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Vi skal redde menneskeliv

En moderne version af »Guernica« kalder den debuterende kunstner sit værk med titlen »Darfurnica«. Og fortæller, at hun i dag har inviteret til fernisering, fordi hun gerne vil give den vestlige presse en repetition, sagt på godt gammeldags dansk, en skideballe – for at fokusere alt for meget på sladderagtige og overfladiske nyheder.

I stedet burde medierne minde os alle sammen om vores ansvar i forhold til for eksempel de ulykkelige forhold i Darfur i Sudan. Vi bør fokusere på, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe med at redde menneskeliv.

»Jeg får ondt i hjertet, når jeg oplever, at ingen interesserer sig for, at der om to dage er valg i Sudan«, siger Nadia Plesner med lavmælt stemme.

Den spinkle kunstner står stille og med samlede ben iført en blå kort kjole af blankt stof, sorte strømper og slidte brune vinterstøvler. Hendes lange røde hår er ført bag ørerne, ansigtet frit og åbnet; hun ser journalisten i øjnene, mens hun fortæller om den lektie, hun i dag gerne vil bringe videre til både presse og publikum.

Darfurbarnet genbruger kunstneren for at gøre opmærksom på den ulige fordeling af verdens goder og ulykker i forskellige projekter, forklarer hun.

Det giver mening for den danske billedkunstner, der til daglig bor i Amsterdam og studerer på Gerrit Rietveld Academy.

Nadia Plesner opfandt i 2007 »varemærket« Darfurbarnet i forargelse og som protest mod mediernes prioritering af nyheder. Den lille nøgne dreng fra Darfur, kun iført en Louis Vuitton-lignende-taske og en mikroskopisk hund (a la celebrity’en Paris Hiltons), fik kunstneren trykt på t-shirts og solgt fra sit website for at samle penge ind til hjælpeorganisationen »Divest for Darfur«. Modehuset Louis Vuitton anlagde sag mod kunstneren, der måtte indgå forlig efter en måned.

Nadia Plesner er endnu ikke blevet træt af at koble sit sultne afrikanerbarn sammen med menneskers nysgerrighed på, hvor mange gange Tiger Woods, amerikansk golfspiller, har været sin kone utro. Eller hvor trolddrengen Harry Potter, Carrie Bradshaw (klummeforfatter fra Sex and the City-tv-serien) eller fodboldspilleren Christiano Ronaldo senest har vist sig offentligt.

Nadia Plesner har bevidst valgt en populistisk brug af den prioritering, medierne i forvejen giver kendishistorier frem for at sætte fokus på de steder i verden, hvor der er brug for en nødhjælpsindsats og foregår overgreb på befolkninger, som i Darfur.

Med en let gouachepensel går Nadia målrettet efter at portrættere 400 kendisser fra det toneangivende amerikanske erhvervsmagasin Forbes Magazine’s liste over verdens mest rige, kendte og indflydelsesrige personer.

Hun sammenstiller dem med totalt ukendte afrikanske fattige børn med et udtrykt håb om, at kendiseffekten smitter af på den sag, hun arbejder for at give opmærksomhed.

Kendiseffekten

»Vi lukker op senere til denne del af galleriet«, siger en smuk yngre mand med headset, persisk profil og tilbagestrøget pomadiseret hår. Hans blik er rettet ud i lokalet. Mens han stopper journalisten i at træde et trin op til galleriets rum med kendisportrætterne, orienterer han sig hele tiden ud og rundt i galleriet. Han undskylder sig, taler til headsettet og forsvinder.

Et øjeblik efter byder han velkommen over mikrofonen med Nadia Plesner ved sin side. Han hedder John Barimani, er ejer af Galleri Esplanaden og er den ene af udstillingens to arrangører. Iført et ulasteligt mørkt designerjakkesæt, skråstribet slips og metalkæde i jakkereverset, præsenterer han dagens program: Efter åbningstalen af Danmarks kulturminister, Per Stig Møller, er der causeri af udstillingens anden arrangør, gallerist Erik Guldager, samt operasang som afslutning.

En mand med sort tyrolerlignende hat og kulørt halstørklæde har nu taget opstilling foran Nadia Plesners maleri af verdensbegivenheder.

Han løfter sin fuldskæggede hage, læner hovedet bagover, så hans profil nærmest indgår som figur i Nadia Plesners billede.

En armslængde derfra overvåger to mørkklædte herrer tyrolerhattens sceneoptræden. Figuren under den sorte hat er nemlig den verdensberømte danske tegner, Kurt Westergaard.

Journalisten træder et skridt tilbage og er lige ved at skvatte ned i et stort hul i gulvet. Der hvor gulvplanker normalt ender og vægpanelet starter, er der revner og huller af slid og råd. Flager af gammel maling og afsyringsmiddel ligger åbent sammen med ledninger henover de afskallede træplanker.

Nadia Plesner stiller sig nu smilende hen ved siden af Kurt Westergaard, den tegner, som i 2005 leverede benzin til en portrætserie af den islamiske profet Muhammed i Morgenavisen Jyllandsposten. Denne handling var med til at gøre tegneren og avismediet både berømt, berygtet og bevogtet.

De mørkklædte sikkerhedsmænd kigger sig vagtsomt omkring i lokalet. Fotografer klikker på udløserknapper de næste par minutter.

Programmet for dagens lektie er gået i gang.

Showet kan begynde.

Nadia Plesner: »Interventions«. Udstilling 7.-28. januar 2011 i Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K.

Odd Fellow palæet i udstillingskatalogets udgave. Foto fra kunstnerens hjemmeside.