Væk fra Disney - over »på den anden side«

ANMELDELSE: At flimre den foran »Disney sjov« hver fredag har været noget, som min datter ellers ikke ville bytte for noget andet. Men nu sker det! Endelig bryder vi hypnosen og flyver med nysgerrighedens bevingede gudinde til forestillingen »På den anden side« i det sorte skuespilhus ved Nyhavn.

Og sikke en dejlig modtagelse, vi får af en sprælsk kanin og et skørt orkester, som lokker os ind i den mørke sal, hvor vi nu bliver tilskuere til noget af det bedste, modige, uforudsigelige, smukke, æstetiske, rørende børneteater, jeg indtil videre har set.

Nærvær

Det er Catherine Poher, der før har samarbejdet med Kirsten Delholm og Billedstofteatret, som har iscenesat.

Hun siger bl.a. om teater og nærvær: »Det vigtigeste er, at de, som er på scenen, er mennesker ligesom dig og mig: skrøbelige og stærke på én gang. Nærværende.«

Det er også det, der slår mig som det første - udover scenografien og kostumerne, som er betagende, dejligt enkle og smukke - et forfriskende brud med dogmet om, at alt henvendt til børn absolut skal indeholde hele den skrigende farvepalette, skæve linier, ramasjang og gang i den over det hele med strut og båt og ballade.

Maria Rossing i Catherine Pohers forestilling På Den Anden Side. Foto: Laura Stamer.

Det meste børneteater er også tit noget med at overdrive tale og fagter for sindssygt. Her er skuespillerne bare sig selv og helt inde i deres roller, som blev vi inviteret ind i deres fantastisk tidløse leg. Ja, ligesom børn, der leger, helt opslugte af nuet og fantasiens uendelige univers.

Livets Flygtighed

Stykket er inspireret af fascinerende myter og eventyr, bl.a. Alice i Eventyrland.

Poher fortæller, at hun i øvrigt ikke har et budskab eller en sandhed, men i dette stykke har været optaget af »livets flygtighed«, hvordan alt forandrer sig uafbrudt, intet er statisk her på jorden, og vi glemmer, at på det usynlige niveau er alting atomer og bevægelser, og vi selv er bare forbipasserende her på jorden.

Forestillingen tager os med på »den anden side«, dér, hvor det usynlige bliver synligt.

Maria Rossing spiller Leonora, en lille pige, overbevisende barnlig og åben uden at overdrive. Og dukkefører Rolf Søborg Hansen levendegør bamsen »Bjørn« helt magisk, så vi bliver ligeså forelskede i den som pigen.

Modigt eksistentielt

Leonora snakker om noget så ellers tabuiseret som døden.

»Vi skal jo alle sammen dø!... man kan dø af jalousi, over at man er for tyk eller tynd, eller i sin seng, helt uden grund« siger hun.

»Nej, for børn dør ikke!« råber en lille pige, som sidder bag mig. Der er ingen, der svarer på denne påstand.

»Det er altså ikke sjovt!« råber pigen bag mig igen.

Leonora fører os videre ind i drømmen (eller er det virkeligheden?) med finurlige dyr, »pissebakterier« og græske søjler, heksehuse, lagkager og enhjørninge.

Og nej, det er for en gang skyld ikke kun sjovt, det er nemlig modigt eksistentielt, fascinerende og rørende, og jeg selv får tårer i øjnene adskillige gange, glemmer, at jeg sidder på en stol i en teatersal og lader mig fuldkommen fortrylle ind i evigheden i samværet med alle de andre om alle livets store og små spørgsmål, som for eksempel: Hvad bamser laver, når de laver ingenting? De laver nemlig bare ingen ting, oplever og forelsker sig i altet.

Nu kan man så tro, at dette teaterstykke kun er for voksne, men Sofia, min datter, er også glad for oplevelsen. Jeg skæver til hende et par gange undervejs, og hun er væk, for hun er også ovre på den anden side og udtaler bagefter: »Jeg synes, det var godt!«

Der er ingen bebrejdelser til mig om, at »øv, nu nåede vi ikke Disney Sjov«, og dét er noget af et kompliment til stykket.

»På den anden side« af Catherine Poher, Det Kongelige Teater, d. 7 jan. 2011.

(Desværre for andre interesserede var det her den sidste forestilling, men jeg kan klart anbefale at holde øje med Pohers næste mesterværk.)