ANMELDELSE: I en stor anlagt udstilling præsenterer Det Nationale Fotomuseum værker af 25 kunstnere under titlen Nuevas Historias – spansk samtidsfotografi og videokunst.
I den tekst, som indleder til udstillingen, beskrives Spaniens isolation under Francos diktatur i tiden 1939-1975, og der fremhæves heri den propagandakunst, der blev produceret, samt den censur, som kunstnere i øvrigt var underlagt i perioden.
Og selv betegner museet udstillingen "som et bombardement af kunstneriske udtryk" og fastslår, at værkerne, "der spænder fra det underholdende og underfundige til det dybsindige, afspejler den enorme kulturelle, politiske og sociale spredning, der kendetegner det kludetæppe, vi kalder Spanien", og at "udstillingen … dermed ikke kun [er] en kunstudstilling men i lige så høj grad et kulturhistorisk vidnesbyrd om den spanske kulturhistorie efter Franco-diktaturet".
Men netop udstillingens mangfoldighed synes at undergrave tesen om, at værkerne skulle afspejle en særlig spansk tradition. For hvad er det egentlig, der forbinder dem?
Godt nok synes værkerne gennemgående at indtage en kritisk position. Der er imidlertid ikke tale om, at kunstnere har givet sig i kast med specifikt tabubelagte emner, eller at deres kritik på nogen måde fremkommer med forsinkelse set i forhold til det øvrige vesten, som det kendetegnede Pedro Almodóvars film fra 1980erne, hvori han tog livtag med en undertrykkelse af seksualiteten. Sammenlignet hermed er kritikken i de aktuelle værker – der alle er fra dette årtusinde – noget mere bred og afbalanceret, og Spanien kan vel næppe siges at have patent på kritik af hverken identitet, køn eller socialpolitik.
Det synes altså først og fremmest at være det forhold, at kunstnerne er født i Spanien, som forbinder værkerne.
Men også nationaliteten som en absolut størrelse er under kritik i videoværket After Apocalypse Now (2007) af de to kunstnere Helena Cabello (f. 1963) – der i øvrigt er født i Frankrig – og Ana Carceller (f. 1964). Cabello & Carceller har følgelig dekonstrueret åbningsscenen i Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now (1979) ved at lade Martin Sheens rolle blive spillet af en kvindelig filippiner.
Værkerne synes derfor snarere at være et udtryk for, at Spanien tre årtier efter diktaturets ophør helt er trådt ud af sin isolation for at blive en del af verdenssamfundet.
På udstillingen kan man følgelig også se afspejlet nogle mere generelle tendenser inden for samtidskunsten.
Bl.a. globaliseringen har sat sit præg på kunsten, og én tendens er, at kunstnere ofte arbejder uden for deres egne landegrænser.
Blandt værkerne på udstillingen finder man således motiver fra bl.a. Kina, Holland, Tyskland og Brasilien.
Isabel Rocamora (f. 1968) har endog i sin meget smukke videoinstallation Horizon of Exile (2007) portrætteret to muslimske kvinder, som lever i eksil i London, og deres isolation har hun skildret ved at lade kvinderne bevæge sig igennem et chilensk ørkenlandskab.

I et opgør med den ahistoricisme, som har præget poststrukturalistiske teorier, er en anden tendens en fornyet interesse for historie.
I flere af værkerne finder man således reference til især kunsthistorien: Christina Lucas (f. 1973) har med videoværket La Liberté Raisonné (2009) iscenesat Eugène Delacroix’ berømte maleri La Liberté guidant le peuple (1830); Germán Gomez (f. 1972) har ladet sig inspirere af kubismen til at skabe fragmenterede portrætter, som er bredt ud i tid og rum; og Eugenio Ampudia (f. 1958) har i En juego (2006) i et uddrag af VM-finalen mellem Brasilien og Tyskland i Japan i 2002 ligefrem erstattet fodbolden med Robert Hughes’ berømte kunstbog The Shock of the New (1980).


Særligt vellykkede er portrætterne af hjemløse af Pierre Gonnord (f. 1963) fra hans serie Terre de personne. Ved at anvende lang eksponeringstid har Gonnord fået alle detaljerne til at træde frem, og også den sorte baggrund er tydeligvis en reference til klassiske malere som bl.a. Rembrandt. Hans portrætter minder i øvrigt om de hyperrealistiske malerier af den danske kunstner Thomas Kluge, der netop henter sin inspiration fra samme historiske periode.


Maleriets og fotografiets historie har da også været tæt forbundne.
Med fotografiets opfindelse fuldbyrdede man nemlig for så vidt, hvad der dengang havde været maleriets endemål – en realistisk gengivelse af verden – og det var derfor ikke mindst for at distancere sig fra fotografiet, at malerkunsten bevægede sig i retning mod det abstrakte.
Men i kølvandet på opgøret med den abstrakte malerkunst er der for fotografiets vedkommende en tredje tendens til også at gøre op med forestillingen om, at mediet entydigt er forbundet med realisme. Dette har ført til en række nye genrer, som man kan se eksempler på på udstillingen.
Bl.a. er portrætter fra serien I want to be (2006-2008) af Carmela García (f. 1964), hvori modeller optræder som andre, et eksempel på det iscenesatte fotografi.

Stills fra videoprojektet Anarchitekton (2002-2004) af Jordi Colomer (f. 1962), der skildrer en fiktiv karakter foran bygninger i forskellige byer bærende rundt på en model af samme, er et eksemplet på konceptfotografi.

Og endelig er Heliópolis I (2006) af Dionisio González, der kan studeres i detaljer her, og hvori han har moderniseret en boligblok, et eksempel på det manipulerede fotografi.

Det kan som nævnt være svært at finde en egentlig rød tråd i dette "bombardement af kunstneriske udtryk". Men Nuevas Historias er stadig en seværdig udstilling, der giver rig mulighed for at se værker af kunstnere, som ikke tidligere har været præsenteret i Danmark.
Nuevas Historias – spansk samtidsfotografi og videokunst kan ses frem til den 22. januar 2011.
DET NATIONALE FOTOMUSEUM
Det Kgl. Bibliotek / Den Sorte Diamant
Søren Kierkegaards Plads 1, København
Åbningstider: Mandag-lørdag kl. 10.00 – 19.00 (Bemærk: Særlige åbningstider den 7. og 15. januar 2011)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96