Brysternes og bøssernes befrielsesfront

Bare bryster betyder frit samfund.

Sådan lød det, da Dansk Folkeparti for nylig kritiserede manglen på topløse kvinder i filmen Et liv i Danmark, som udlændinge med ønske om opholdstilladelse bliver præsenteret for, når de tager den såkaldte indvandringsprøve.

Filmen er halvanden time lang og fortæller om Harald Blåtand, enevælden, modstandsbevægelsen, ungdomsoprøret, gratis hospitaler og ligeløn, mens der spilles klavermuzak og vises flotte billeder af kornmarker og sandslotte, stavgængere i Fælledparken, fædre på barsel, homoer på Cafe Oscar og hjemløse foran Mariakirken.

Men der er ingen bare bryster, og det ærgrer de sig over i Dansk Folkeparti, for, som Søren Espersen sagde i P1 Debat for nylig: »Det er et vigtigt signal at sende til de unge piger, der kommer«, at »nu kommer man væk fra det puritanske samfund, man har levet i, (…) og som man også kendte til i gamle dage i Danmark. Nu kommer man til et land, hvor der er frihed (…) her kan man være fri, her kan man være sig selv.«

Det er fristende at tolke DF’s udmeldinger som endnu en retorisk varmluftsballon, der blot har til formål at sikre partiet og dets yndede udlændingepolitik omtale. Måske er det en hel del mere presserende at sætte brysterne ind i en større sammenhæng; en global sammenhæng, hvor konflikter mellem Islam og Vesten i stigende grad udspiller sig på den køns- og seksualpolitiske arena.

Anders Haahr Rasmussen advarer mod en ny queer-konservativ alliance. Billedet stammer fra Pride-paraden i København 2010. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Det kommer til udtryk i en række afrikanske, mellemøstlige og asiatiske landes forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en slags moralsk kalden-til-orden, en re-islamisering centreret omkring emner som omskæring, familielovgivning, homoseksualitet, prostitution, censur, unge menneskers seksualitet og beslægtede spørgsmål, der formuleres og reguleres med henvisning til religion og konstrueres i modsætning til udbredelsen af, hvad der opfattes som det imperialistiske Vestens fordærvede sædelighedsmoral.

Fra Vestlig side synes samme historie at blive fortalt blot med omvendt fortegn.

I den hjemlige debat gør liberale såvel som konservative politikere og debattører, hvad de kan for at parkere spørgsmålet om ligestilling hos indvandrergrupper – underforstået muslimer – der uvægerligt fremstilles som ofre for middelalderlige traditioner, som det nødvendigvis må være vestlige feministers fornemmeste opgave at frigøre dem fra.

Egen manglende ligeløn, glasloft og underrepræsentation på ledelsesgangene affejes som luksusproblemer, der selvsagt må vige pladsen for indvandrerkvindernes anderledes alvorlige problemer med tvangsægteskaber, tørklæder og vold i hjemmet.

At der kan være lige så mange grunde til at gå med tørklæde, som der er tørklæder at gå med ignoreres let og behændigt, ligesom etniske danskeres udbredte vold inden for hjemmets fire vægge forbigås i tavshed (eller i hvert fald ikke gøres til et spørgsmål om hudfarve eller religion), og sådan lykkes det at fastholde det kolonialistiske hierarki ved konsekvent at italesætte muslimske indvandrere som tilhørende en tilbagestående kultur i skærende kontrast til de moderne, ligestillede danskere.

Omaima Abou Bakr, engelskprofessor ved Cairo University, satte for nylig ord på det over for Informations udsendte, der var på besøg hos kvindeorganisationen Women and Memory i Ægyptens hovedstad:

»Der findes det, jeg kalder for vestlig essentialisme; et komprimeret billede af kvinder i den muslimske verden, som notorisk undertrykte og gammeldags. Som kvindesagsforkæmper gør det reelt mit arbejde sværere; det betyder, at jeg hele tiden skal forsvare vores livsstil over for folk fra Vesten, mens jeg i den arabiske verden skal forsvare mig mod anklager om at være for vestlig. Men der findes en tradition for kvindekamp i den muslimske verden, og den eksisterer også i dag. Og efter min mening står den ikke i kontrast til islam.«

Det er ikke nyt. Vestlige, liberale feminister har længe gjort brug af den undertrykte brune kvinde som kontrast til at fortælle historien om deres egen frigørelse. Nu spændes bøsser og lesbiske for samme vogn – eller som Jasbir K. Puar, kønsforsker ved Rutgers University, skrev i en kronik i den britiske avis The Guardian tidligere på året:

»’Hvor godt behandler I jeres kvinder?’ blev et afgørende parameter for koloniserede lande eller udviklingslandes evne til at regere sig selv. ’Spørgsmålet om kvinder’ er ikke just forsvundet, men vi ser en tilføjelse i form af ’Spørgsmålet om homoseksuelle’ eller ’Hvor godt behandler I jeres homoseksuelle?’ som et aktuelt paradigme, der bruges til at evaluere nationers, befolkningers og kulturers evne til at tilpasse sig universaliserede forestillinger om civilisation.«

Tag eksemplet med den jødiske organisation StandWithUs, der kæmper Israels sag i konflikten med Palæstina ved netop at promovere landet som homo-venligt med lesbiske parlamentarikere og bøsseparader i gaderne. Løbesedler kan downloades og printes fra organisationens hjemmeside med budskaber om, at »Israel respekterer liv«, og er et »fristed for mange homoseksuelle palæstinensere, der bliver udsat for vold, fængslinger og drab i deres familier og af det palæstinensiske politi«.

Den eksplicitte alliance med visse accepterede former for homoseksuel adfærd fungerer som en queer camouflage – en pinkwashing – af de omfattende forbrydelser, som Israel begår mod det palæstinensiske folk, samtidig med at det afleder opmærksomheden fra den udbredte homofobi, der eksisterer blandt israelere.

Ifølge en undersøgelse bestilt af avisen Haaretz anser 46 procent af landets befolkning homoseksualitet for at være en perversion.

Samme pointe tordnede en håndfuld palæstinensiske og libanesiske queer-organisationer ud med, da StandWithUs fik lov til at arrangere en workshop ved US Social Forum i Detroit i sommer.

»Vi kan ikke acceptere at blive brugt til at bringe den palæstinensiske sag i miskredit. StandWithUs forsøger at bilde alle ind, at den palæstinensiske sag er uværdig pga. den homofobi, der eksisterer i det palæstinensiske samfund, som om homofobi ikke eksisterer andre steder, og som om kampe for retfærdighed er baseret på en slags iboende ’godhed’ hos de undertrykte snarere end på principper om frihed, retfærdighed og lighed for alle overalt,« lød det fra organisationerne Helem, Al-Qaws, ASWAT og Palestinian Queers for BDS, der også gjorde opmærksom på Israels vold mod homoseksuelle palæstinensere:

»Mens StandWithUs er hurtigere til at udpege undertrykkelsen af queer palæstinensere under Det palæstinensiske selvstyre og Hamas, så bliver det på behændig vis glemt, at de selvsamme queers ikke er immune over for de bomber, blokader, aparthed og ødelæggelser, som den israelske regering dagligt forvolder dem, og at Israels mange former for undertrykkelse ikke just skelner mellem heteroseksuelle og homoseksuelle palæstinensere.«

Alligevel er pinkwashing-tendensen tydelig på begge sider af konflikten: Den britiske LGBT-organisation OutRage! arrangerede for nogle år siden en Fri Palæstina-demonstration, der havde til hensigt at bekæmpe både islamofobi og homofobi. Demonstranternes bar skilte blandt andet med påskriften »Israel: Stop forfølgelsen af palæstinensere! Palæstina: Stop forfølgelsen af queers!«

Her ses en sammenkædning af budskaber, der som utilsigtet konsekvens tegner billedet af det moderne jødiske Israel over for det reaktionære islamiske Palæstina – en modsætning som Israels kontroversielle håndtering af konflikten henter en stor del af sin begrundelse i. For igen at citere Puar, der har eksemplet med i sin bog Terrorist Assemblages – Homonationalism in Queer Times:

»Ironisk nok kommer OutRage!’s budskab til at reproducere den selvsamme logik, der ligger bag staten Israels rationalisering og retfærdiggørelse af dens besættelse af Palæstina og dens grusomme behandling af palæstinenserne: den tilbagestående, fundamentalistiske muslimsk-palæstinensiske selvmordsbomber-terrorists påståede barbari og umenneskelighed.«

På samme måde har torturscenerne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak vist sig i høj grad at være funderet i forestillinger om en særlig arabisk-muslimsk konservatisme – et tabubelagt forhold til nøgenhed generelt og homoseksualitet i særdeleshed.

Fangerne blev afklædt, bagbundet og placeret med numsen i vejret eller stablet ovenpå hinanden i homosex-simulerende positurer. De blev iklædt dameundertøj, kaldt bøsser og fotograferet i selskab med kvindelige vagter, der stod som overlegne symboler på den stærke, magtfulde, frigjorte, ligestillede vestlige kvinde over for den ydmygede, frygtsomme og skamfulde muslim.

Den amerikanske journalist Seymour Hersh har i The New Yorker beskrevet, hvordan selve fotograferingen spillede en afgørende rolle i torturen. Bogen The Arab Mind – et studie af arabisk kultur og psykologi fra 70’erne, der fremstiller arabere som udpræget hæmmede og undertrykte i forhold til sex – var vældig populær hos Bush-regeringen og inspirerede den amerikanske hærs torturmetoder.

»Der var en forestilling om, at fangerne ville gøre hvad som helst – inklusiv at udspionere deres medsammensvorne – for at undgå udbredelsen af de skamfulde billeder til familier og venner,« skriver Hersh, der videre citerer en konsulent for den amerikanske regering:

»’Jeg fik at vide, at formålet med billederne var at skabe en hær af informanter, folk du kunne sætte tilbage ud i den almene befolkning’. Ideen var, at de ville være motiveret af frygten for at blive udstillet og derfor indsamle oplysninger om kommende oprørshandlinger, sagde konsulenten. Hvis det var tilfældet, så var det ikke særlig effektivt. Oprøret fortsatte med at vokse.«

Hændelserne i Abu Ghraib og motiverne bag er et godt eksempel på den dobbelte strategi, der gør sig gældende: Man eksporterer homofobien ud af Vesten for på den måde at usynliggøre den på hjemmebane og retfærdiggøre aggression ude.

Det accepteres uden videre, at muslimer skulle være pålagt en særlig form for seksuel undertrykkelse, og at denne undertrykkelse står i kontrast til den ’frigørelse’, som vi i Vesten på selvretfærdig vis har konstrueret en fortælling om gennem især de seneste 40 år – som om sex er en størrelse, der skal sættes fri. Som om det for en stund glemmes, at denne ’frigørelse’ for længst har vist sig at være sin egen form for tvang med konstante krav om seksuel selvrealisering, optimering, italesættelse, sandhedssøgen, identificering, ja, nærmest besættelse (der, i parentes bemærket, allierer sig på fornem vis med et marked, som villigt byder sig til med alskens hjælpemidler, legetøj, magasiner, film, selvhjælpsbøger, kropspleje, terapi, osv).

Det præsenteres, som om vi befinder os på et højere udviklingsstadie. Som om arabere er særligt ømtålelige over for at blive afklædt, bagbundet og smidt i bunker.

Der er tilsyneladende ingen, der spørger, hvordan den amerikanske hær – med sin diskriminerende Don’t Ask, Don’t Tell-politik – mon kender homofobiens væsen så indgående. Scenerne fra Abu Ghraib ender på en eller anden måde ikke med at blive fortællingen om Vestlig hyperseksualitet repræsenteret af en helt igennem homofobisk militærinstitution. I stedet tegnes der billedet af seksuelt frigjorte og kønsligt ligestillede amerikanere over for de fundamentalistiske, sexforskrækkede og homofobiske irakere.

Samme logik gør sig gældende i debatten om hadforbrydelser. Vold mod bøsser og lesbiske bliver til et spørgsmål om indvandrermiljøernes iboende homofobi. Billederne af unge og (i varierende grad) mørke drenge fra Nørrebro, der kaster sten mod Pride-paraden står lysende klart i hukommelsen og i mediedækningen. Repræsentanter fra homomiljøet bidrager med anekdoter om aggressive andengenerationsindvandrere, hvis handlinger tilsyneladende kun kan forklares kulturelt-religiøst og ikke socio-økonomisk eller individuelt-depraveret, sådan som det er tilfældet med etniske danskeres omfattende hadvold.

Der finder en mistænkelig queer-konservativ alliance sted. En strategisk indoptagelse af bestemte seksuelle minoriteter i en nationalistisk skræmmekampagne mod ikke mindst Islam. En form for homonormativ, homonationalistisk islamofobi for at bruge et udtryk, der har vundet indpas i de senere år.

Den afdøde hollandske politiker Pim Fortuyns succes viste med al tydelighed, at der ikke er nogen modsætning mellem at være højreorienteret, indvandrerfjendsk og erklæret bøsse. Kampen for accept og adgang til borgerlige privilegier som ægteskab er let forenelig med en nationalistisk dagsorden. Fælles front mod ydre fjender viser sig at være vejen til anerkendelse og nationalt tilhørsforhold, som det så tydeligt blev symboliseret af Gay.com’s landsdækkende kampagne ’Come together’, der bestod af plakater med to nøgne, hvide mænd i omfavnelse kun dækket af det amerikanske flag.

Tendensen bliver mødt med modstand. Den 19. juni i år afviste den berømte amerikanske queer-teoretiker Judith Butler en Civil Courage Prize ved Christopher Street Day-homoparaden i Berlin. Hun troppede alligevel op og benyttede lejligheden til i sin afvisningstale at kritisere arrangørerne for racistisk retorik og manglende afstandtagen fra samme.

»Jeg må tage afstand fra denne meddelagtighed i racisme inklusiv anti-muslimsk racisme. Vi har alle lagt mærke til, at bøsser, biseksuelle, lesbiske, trans- og queer-folk kan blive anvendt af dem, som ønsker at føre krig, det vil sige kulturel krig mod indvandrere via tvungen islamofobi og militær krig mod Irak og Afghanistan. På den måde bliver vi i disse tider rekrutteret til nationalisme og militarisme,« sagde Butler, inden hun ytrede ønske om at give prisen videre til en række organisationer, der anser kampen mod homofobi som uløseligt forbundet med racisme, anti-semitisme og immigrationslovgivning.

Samme toner er hørt i Danmark, hvor Enhedslistens Queerudvalg under overskriften »Der er ingen pride i racisme – nej til homonationalisme« stillede sig kritisk an over for den årlige homoparade i de københavnske gader.

»LGBT-sagen [bruges] i stigende grad som skyts i diverse imperiale og racistiske projekter. ’Befrielse’ af kvinder og seksuelle minoriteter legitimerer vestlige angrebskrige i f.eks. Afghanistan, ligesom krav om »homotolerance« og »ligestilling« bruges som argumenter for at underkaste migranter ekstra mistænkeliggørende teknologier, når de ønsker at søge opholdstilladelse i Danmark,« lød det, inden den underliggende dobbeltmoral blev udpeget:

»Samtidig er der stort set ingen europæiske lande, der accepterer forfølgelse på baggrund af seksualitet som et argument for asyl.«

Sådan viser det sig ofte, at seksuelt frisind først og fremmest er blevet noget, man bryster sig med i en politisk og symbolsk magtkamp, der skal positionere ’de andre’ som ufrie og gammeldags. Apropos bryster, så viser Dansk Folkepartis ærgrelse over manglende bryster i Danmarksfilmen at være et glimrende eksempel på den dobbeltmoral, der ligger bag den globale politisering af køns- og seksualpolitiske spørgsmål.

Nogle vil måske huske, at Københavns Kommune for et par år siden diskuterede kvinders ret til at bade topløse i byens offentlige svømmehaller. Kommunens kulturudvalg bestemte sig for at tillade bare bryster, og der var næsten enighed om beslutningen. Kun et enkelt parti stemte imod.

Gæt hvem.

Artiklen har tidligere været bragt i dagbladet Information