En flabet libertiner taler ud

ANMELDELSE: Keith Richards’ liv og praksis som guitarist i Rolling Stones har været udspændt mellem en socialt funderet oprørsk holdning til den etablerede orden på den ene side, og på den anden side en fuldtonet libertær individualisme, der sagde fuck til omgivelserne, hvilket blandt andet gennem mange år gav sig udtryk i et kolossalt forbrug af rusmidler.

I dette spændingsfelt rejste sig en opfindsom, stædig og dog traditionsbunden kunstner, der har været med til at definere rockmusikkens inderste og holde fast i dens nerve. Og som sandsynligvis bliver ved, til han segner. Indtil videre har han fortalt sin selvbiografi til forfatteren James Fox i bogen »Livet«.

Socialister og libertinere

Keith Richards var nærmest født til denne sammensatte identitet af socialt indigneret libertiner, da han ankom til denne verden i Dartford den 18. december 1943.

Keith Richards’ bedstefar på faderens side var med i Labour Party i England helt fra starten, dengang det var et virkeligt anti-kapitalistisk parti. Bedstefaderen Ernest G. Richards beskrives således: »Ernie var i harnisk på arbejderklassens vegne, og da han startede var der ikke nogen socialistisk bevægelse, intet Labour Party«. Det fremgår, at han vedholdende agiterede for Labour i London-valgkredsen Walthamstow og var med til at vinde mange valg. Han stod stejlt på betydningen af udtrykket »den politiske forntlinje«: Ingen indrømmelser, ingen retræte. Da Ernie døde, sendte Clement Atlee (premierminister i efterkrigstidens Storbritannien) et brev til familien, hvor han kaldte Ernie for »jordens salt«.

Keith Richards skriver det ikke selv, men den trofaste Stones-fan knytter straks forbindelsen til sangen Salt of the Earth, der indledes med linjen: »Let’s drink to the hard working people«. Denne indledning synges netop af Richards, mens Jagger tager sig af resten.

Man mærker en tydelig stolthed over denne arv hos Keith Richards, men faderens familie beskrives alligevel som »strenge, rigide socialister«. Han (og hans mor) var irriterede over Labours meget retskafne stil, da de for eksempel ikke kunne formå bedstemoderen til at skaffe dem en bedre lejlighed i en af de nyopførte sociale boligbyggerier, fordi hun ikke ville beskyldes for at give sin egen familie fortrin fremfor andre nødlidende. I praksis blev de, ifølge Richards, skubbet bagest i boligkøen, fordi de var i familie med hende, der fordelte boligerne.

Keith Richards’ familie på moderens side var til gengæld dedikerede libertinere. Både hans mormor og morfar var musikere. Hans morfar Gus Dupree havde flere orkestre, og ifølge Keith Richards opmuntrede Gus altid til en form for uærbødighed og nonkonformitet. Det lå også i generne, mener Richards, hele familien var meget frigjort i forhold til den tid, de levede i.

Keith Richards er tydeligvis også meget stolt af denne antiautoritære del af familiebaggrunden.

Fattig opvækst

Keith Richards’ opvækst var ret fattig og typisk engelsk arbejderklasse. Han gør meget ud af fødestedets anatomi og historie: Dartford, som ligger øst for London ved Themsen, var før i tiden tilholdssted for landevejsrøvere. På grund af en stejl bakke ved byen var det et perfekt sted for røveriske overfald på diligencen fra Dover til London, og Dartford fik ry som tyvenes hjem.

Keith Richards er ikke så lidt stolt af at være født der. Men igennem en stor del af sin skoletid måtte han finde sig i at blive overfaldet på ægte Dartford-manér af større drenge på vej hjem fra skole, indtil han lærte at slå fra sig. Og Keith Richards afslører i bogen, at han som voksen altid har en springkniv med sig og i flere år også bar et ulovligt skydevåben. Man er vel ikke uden grund brugt som karakter-grundlag for Johnny Depp’s rolle i Pirates of the Caribbean.

Keith Richards.
Foto: Deborah Feingold.

Mødet med blues’en

Keith Richards lader ikke til at have været videre velintegreret i det engelske samfund. Han var bestandig i konflikt med skoleautoriteterne, og hans skolegang endte med, at han blev smidt ud.

Af samme grund blev han sendt på kunstskole, en institution, som har været rammen om en stor del af den britiske musiks kreative hoveder. Her var der nemlig mere gang i musikken end i billedkunsten. Det, man skulle oplæres i på kunstskolerne, var i første række at lave reklamer, men det lagde de studerende ikke rigtig mærke til før senere i skoleforløbet, skriver Richards.

Det vigtigste var, at på disse skoler var der større frihed, ingen skoleuniform, man kunne lade håret gro, og man blev undervist sammen med det modsatte køn. I grundskolen havde man været opdelt i drenge- og pigeskoler.

Her var et musikmiljø, især omkring jazz, og ud af jazzmiljøet voksede et bluesmiljø, som tiltrak Keith Richards, Mick Jagger, Charlie Watts og Brian Jones. Richards blev tiltrukket af Jagger, da han så, at sidstnævnte bar rundt på nogle Chuck Berry-plader. Keith Richards var vild med Chuck Berry. Og Richards indrømmer, at de tidlige Rolling Stones gjorde alt for at efterligne Berry’s stil.

Richards hadede popmusik. Han nævner Cliff Richard, Adam Faith, Shane Fenton og John Leyton: »Du har aldrig hørt mage til lort«, skriver han i et datidigt brev, som er citeret i bogen. Richards og Jagger følte til gengæld en stærk samhørighed med de sorte musikere fra USA, især dem fra Chess Records, som var næsten helt ukendte i Europa.

»Blues er noget universelt, og det er derfor, den stadig er der. Udtrykket og følelsen af blues kom med pladerne (…) Og det skaber selvfølgelig en hel anderledes slags musikere i løbet af en generation. Jeg har ikke brug for det her nodeark. Jeg spiller det, sådan som jeg hører det, direkte fra hjertet og til fingrene«, fortæller han.

Forholdet til the establishment

Keith Richards’ forhold til autoriteter er uforsonligt. Han sagde nej til at modtage en orden fra det britiske kongehus (som Jagger sagde ja til). At sige ja til den slags er fornedrende, siger han: »det bliver kaldt en ’æresliste’, men vi er blevet æret nok. Offentligheden har æret os. Vil man tage imod en æresbevisning fra et system, som prøvede at sætte en i fængsel? Jeg mener, hvis man kan tilgive dem for det…«

Keith Richards’ forhold til det bestående samfund er anstrengt, men hans praksis er pragmatisk. Han har ingen respekt for pladeselskabsdirektører og forretningsfolk, men han ved godt, at de er nødvendige for at musikindustrien kan fungere, og derfor lader han bare managere og forretningsførere beskæftige sig med den side af sagen. For Richards er musikken alt.

Han nærer et indædt had til konservative og racister (George W. Bush stod for skud på Stones’ seneste album i nummeret Sweet Neo-Con), og Stones spillede til gengæld gratis for Bill Clinton i 2006. Da Richards faldt ned fra en gren og slog hovedet med en hjerneblødning til følge, sendte Tony Blair ham en hilsen, hvor der stod: »Kære Keith, du har altid været en af mine helte…«, hvortil Keith Richards bemærker: »Bliver England styret af én, der synes, jeg er en helt? Det er skræmmende!«

Farlige forbrydere

Keith Richards forhold til det omgivende samfund giver sig udtryk i mange absurde hændelser, og der er rigtig mange grinagtige eksempler i bogen.

I lange perioder var han tæt overvåget af det britiske politi, fordi man havde fået færten af hans narko-afhængighed. Dette er minutiøst beskrevet.

I 1967 blev han og Mick Jagger fængslet for besiddelse af stoffer, og de blev idømt forholdsvis alvorlige fængselsstraffe (1 år til Keith Richards, 3 måneder til Jagger). En anstændig borgerlig redaktør, William Rees-Mogg i dagbladet Times, skrev en leder, hvor han spurgte: »Who breaks a butterfly on a wheel?«, og som angreb den strenge lovpraksis over for stofkulturen. Denne leder var medvirkende til, at de to rock-ikoner kun kom til at sidde 24 timer i fængsel hver, man det var øjensynligt en traumatisk oplevelse.

Keith Richards sad i Wormwood Scruffs, et fængsel for virkelig farlige forbrydere, men han konkluderer: »Der var nogle lede sataner dér, og de fleste af dem var fængselsbetjente«.

Keith Richards’ beskrivelse af selve retssagen er endnu mere skarp: »Det lykkedes dommeren at gøre mig til en slags folkehelt fra den ene dag til den anden. Det har jeg spillet op til lige siden. Den mørke side af det her var opdagelsen af, at vi var blevet et brændpunkt for et nervøst system. Når myndighederne ser et udfordrende element, kan de enten indoptage det eller nagle det. (…) Vi blev naglet. Det var mere alvorligt, end jeg troede. Jeg sad i fængsel, fordi jeg tydeligvis gjorde myndighederne gale i hovederne. Jeg er guitarist i et popband, og jeg bliver valgt som mål for den britiske regering og dens ondskabsfulde politistyrke, hvilket alt sammen viser mig, hvor bange de var«, skriver han.

Denne anmelder sendte ved læsningen af dette en venlig tanke til Tannie Nybroe og Stine Gry Johansen, der i øjeblikket risikerer fængsel for at have opfordret til vold ved en civil ulydighedsaktion, hvor kun politiet reelt optrådte voldeligt.

Et spind af anekdoter

Keith Richards giver ikke en minutiøs beskrivelse af Rolling Stones’ karriere eller musikkens udvikling. Han har sporadiske kommentarer til udviklingen, for eksempel af indspilningsteknikken – han mener generelt, at den havde negativ indflydelse på det meste musik indspillet i 80’erne – og han forklarer baggrunden for nogle af sangene. Men hans fokus er forholdet til andre mennesker – ikke mindst Mick Jagger og Brian Jones og de forskellige kærester – samt vilkårene for det, han og Rolling Stones har skabt.

Hvis man ønsker en minutiøs gennemgang af Stones’ karriere og udgivelser og presseklip, kan Bill Wyman’s »Rolling With The Stones« anbefales i stedet.

Keith Richards’ biografi er formet som et spind af anekdoter. Det er tydeligt, at han har fortalt bogens indhold til en forfatter, nemlig vennen James Fox. Der er en løs kronologi i fortællingen, men den er ikke konsekvent.

»Livet« opleves både forfra og bagfra, senere oplevelser belyser tidlige oplevelser. Det, der slår læseren mest, er, at Keith Richards i den grad virker upåvirket af, at han faktisk er millionær, har folk, der arbejder for ham, og – hvad enten han vil det eller ej – i dag er en del af den vestlige kulturs establishment. Han viser ingen respekt for hverken regeringer eller kongehuse eller den etablerede orden. Det er som om, musikken er hans utopi, og han lever i den.

Keith Richards er på flere planer en rollemodel for mange rockmusikere, en fri fugl, der vælger konsekvens fremfor kompromis. Et ikon i ethvert eventyr om sex, drugs and rock’n’roll. Hans og Stones’ musik har været med til at forandre den vestlige verdens musikforståelse, blandt andet ved at indoptage elementer fra den virkelige undergrundsmusik fra 30’erne til 50’erne, nemlig bluesmusikken. Mennesker, der identificerede sig selv som underdogs i Europa, kunne finde sig til rette med »sjælen« i denne musik.

Der er en følelse af flabet frigjorthed i den tidlige Rolling Stones-musik, som gruppen efterhånden forlod, da musikken var blevet mainstream. I de seneste ti-femten år er musikken faktisk blevet mere rå og skødesløs igen, hvilket klæder den.

Men Rolling Stones er også en kommerciel maskine, som er nødt til at køre på med live-koncerter fra tid til anden for at kapitalisere på bagkataloget. Det er der ikke noget galt i. Men Rolling Stones er i processen blevet prototypen på »oprøret-indkapslet-og-solgt-som-vare«.

Som Keith Richards siger i førnævnte citat om fængselsdommen i 1967, så kan myndighederne vælge at indoptage det udfordrende element eller nagle det. I 1967 og flere gange siden forsøgte forskellige landes myndigheder at nagle dette element, men i dag er det indoptaget. Eller også er Rolling Stones bare ikke længere et udfordrende element.

Positivt betragtet kan man dog også sige, at med rockmusikken er frigørelsen ordnet i en bestemt form. Det er op til de kommende generationer at føre våbnet videre. Bruge det fremfor blot at købe det. »Livet« giver god inspiration.

Keith Richards og James Fox: »Livet« (587 sider – Lindhardt og Ringhof)