Professionel fodbold som forretning – med 15% sjæl

ANMELDELSE: Man må som fodboldelsker begejstres over de mange udgivelser om fodbold, der er kommet de senere år. Ikke mindst fordi behandlingen af fodbold bliver mere mangfoldig. Det er ikke udelukkende de sædvanlige biografier om stjernerne. Både journalister, økonomer, litterater, historikere og mange andre kommer på banen. Der er vel egentlig tale om et nybrud: Hvor fodbold tidligere blev regnet for et underlødigt felt, så behandles den nu passioneret, engageret og indsigtsfuldt af mange forskellige faggrupper.

Således også med de to bøger, som bliver anmeldt her: »Bold i blodet« af Carsten Werge, Per Frimann og Nikolaj Thomassen samt »Spillet uden for banen – succes og fiasko i dansk topfodbold« af Joakim Sperling, Emil Bergander og Henrik Nordskilde.

Det skal også nævnes, at Modkraft har bedt mig sætte bøgernes pointer i historisk perspektiv qua min baggrund som idrætshistoriker. Genren er således en hybrid af den traditionelle anmeldelse og en baggrundsartikel.

Engageret snak fra Werge og Frimann

I »Bold i blodet« er det sportsjournalisterne Carsten Werge og Per Frimann, der sætter kritisk spot på den moderne fodbold og på, hvordan man fremelsker det gode, smukke, kreative spil. Rammen om bogen er Champions League-sæsonen 2010, som til begges fortrydelse ender med det beregnende Inter-mandskab, under Jose Mourinhos ledelse, som mestre.

Nikolaj Thomassen er fluen på væggen, der noterer diskussioner og aversioner ned, samt binder bogens forskellige dele sammen. Bogen strækker sig over baggrundsreportager fra de forskellige stadions, dagbøger fra Frimann/Werge samt interviews med nogle af fodboldens tunge, men relativt ukendte drenge, der normalt kun optræder i biroller i det globale fodboldcirkus.

Man kan næsten sige, at bogen kvæles i Werge og Frimanns egen succes. De har selv været igangsættere af den nye sportsjournalistik: En eksplosion af magasin- og debatprogrammer, hvor den tørt refererende sportsjournalistik erstattes af nørderier med fodbold ned i detaljen.

Op- og nedtaktsprogrammer, hvor man går helt tæt på spillet, det taktiske, og gør det uhøjtideligt med humor, sarkasme og smittende engagement. Men med den voldsomme vækst i antallet af ugentlige fodboldkampe, så er den slags analyser blevet en daglig foreteelse.

Det starter med en mandagskamp i Superligaen, tirsdag og onsdag med Champions League, torsdag med Europa League, fredag som hviledag indtil lørdag og søndag er pakket med Premier League, Primera Division og Superligakampe på stribe. Alt sammen med snak, analyser, op- og nedtaktsprogrammer med veltimede cliffhangers inden de obligatoriske reklameblokke med bil-, odds- og ølreklamer.

At overføre det snakkende til bogform kræver selvsagt et klart fokus, for at det netop ikke skal reduceres til dialogens letflydende holdninger, impulsive digressioner og provokerende punchlines. Dét fokus mangler i bogen, hvor guldkornene drukner i løs snak, holdninger, og selvmodsigelser.

Og det er en skam, for de to fodboldkendere har faktisk et ærinde med bogen. Nemlig en opsang til dansk fodbold og den, ifølge Werge og Frimann, træge konservative højborg, DBU, i særdeleshed. Men hvorfor lykkes projektet så ikke?

Werge og Frimann sender direkte fra München.
Foto: Nikolaj Thomassen

Det kan bedst tydeliggøres ved at opliste nogle af holdningstilkendegivelserne i bogen og sætte dem op mod hinanden.

På side 40 beskyldes fodboldens organisationer, FIFA, UEFA og DBU, for konservatisme og protektionisme: De opfører sig som monopoler, der ikke som professionelle virksomheder forstår at udnytte de muligheder, der er på et frit marked. De er for tunge og fantasiløse.

Dette stilles op overfor den moderne, professionelle Champions League udviklet af to schweizere »uden nostalgiske følelser for spillet«. Her hersker en professionel dynamik, hvor man ikke hænger fast i romantiske (amatør)idealer om, hvad fodbold er.

Idealer og kynisme

Fra side 32-36 har de to herrer dog lige beskæftiget sig med Mourinhos kyniske fodbold, og derudfra foretaget en vandring tilbage til deres egne minder om fodboldspil på gader og stræder med legen som ideal, som, de mener, burde være bærende for udformningen af moderne fodbold.

Fodboldens organisationer må altså ikke nære nostalgiske følelser, mens man selv må svælge i fodboldromantiseringer. Hele professionaliseringen af dansk fodbold gennem 1980erne og 1990’erne gik jo netop ud på, at vi skulle slippe af med det danske hygge- og legekompleks, og det er i dette historiske perspektiv, legeidealerne også skal ses.

Men denne vekslen mellem flotte idealer og en mere nøgtern kynisk læsning af moderne fodbold er gennemgående i bogen. Mourinho sættes op som den store kyniker. Træneren, der kvæler den gode fodbold, ved at stramme de taktiske tøjler for voldsomt.

På side 117 er Werge dog lige så kynisk, da han mener, at al den snak om en særlig Brøndbyånd er noget vrøvl. Hvis bare de vandt nogle flere fodboldkampe, så ville alle være glade. Her er ikke plads til »nostalgiske følelser«. Der burde have været strammet op. En klar rollefordeling med Werge som kyniker og Frimann som romantiker, ville have fungeret godt.

Interview-delene er interessante, om end nogle driver lidt alenlangt og retningsløst af sted. Man mister simpelthen overblikket over, hvad de egentlig handler om. I de bedste dele får vi dog et indblik i, hvordan den moderne fodboldmaskine ser ud nede i motorrummet.

Legende gentlemen

I interviewene med både Frank Arnesen, talentchef på Chelseas akademi, og Barcelonas talenttræner på det verdensberømte talentakademi, La Masia, Albert Capellas, kommer holdninger frem, som få formodentlig ville tro, lå til grund for talentudvikling i dag.

Capellas siger direkte, at deres mål er at udvikle gentlemen: »Spillere, der kan forstå spillet og være gode venner med de andre på holdet, og som er venlige over for trænere og fans« (s. 245). »Vi har en holistisk tilgang til træningen, hvor vi arbejder med spillernes intellektuelle uddannelse, med deres moral og karakter« (s. 247).

Noget lignende udtrykker Arnesen om en spiller, der er problemer med på talentakademiet: »Det vil være fint, hvis han en dag kunne læse en bog, for det vil alt sammen ændre presset på ham og udvide hans verden« (s. 170).

Her udtrykkes idealerne fra fodboldens barndom om en sund sjæl i et sundt legeme. Om fodboldspillende gentlemen, der som true amateurs dyrker den ædle kappestrid – tedrikkende, høfligt og indrestyret - uden at forfalde til svinestreger for at give efter for noget så plebejerisk som det dyriske vinderinstinkt.

Over alt var amatøridealet som en særlig moralsk fordring: Fodbold skulle være en leg drevet af glæde. Ikke penge. Er det dette vi ser i dag praktiseret i Barcelona og Chelsea? Ikke just.

Her er målet naturligvis at vinde fodboldkampe. Dannelsen og den intellektuelle hærdning har en eksakt nytteværdi: Et middel i kampen for sejr. På den måde er idealerne ikke sammenfaldende med de amatøridealer, som Danmark hang fast i helt frem til 1977/78.

Her var idealet, at fodbolden netop skulle friholdes fra arbejdslivets logik, da fritiden blev anset for et frirum, hvor menneskets sande væsen kunne udfoldes. Det projekt mistede legitimitet i takt med, at arbejderklassen indtog fodboldbanerne.

Her herskede mere jordnære bekymringer om at have råd til at holde fri fra arbejde for at spille fodbold, hvilket krævede en vis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste – eller professionalisme.

Det er da heller ikke denne gammeldags model, der praktiseres i Barcelona og Chelsea. Det er moderne gentlemanidealer: Den professionelle gentleman! Den målrettede, tilrettelagte leg.

Denne distinktion mellem fortidens lege- og gentlemanidealer og nutidens ditto efterlades ubehandlet i bogen. Og kan man virkelig lege sig til den smukke fodbold?

Professionel dynamik

Jeg kom til at tænke på et citat fra David Nielsens selvbiografi »Sorte svin« fra 2008 om træningen som 16-årig i OB: »Kim Brink var træner og ville have det hold i verden, som var i allerbedst form. Han var besat af løb og intensitet i træningen. Til sidst løb vi 11 gange 1300 meter på tid om formiddagen. Det var direkte smertefuldt. Folk kastede op, fordi det var så hårdt. Om eftermiddagen spillede vi kamp.« (s. 12)

Her er vi oplagt langt fra legeidealer, men det er vel netop også en del af den professionelle virkelighed? Eller er der ikke løbetræning i Barcelona? Pointen er, at de mange delvist modsatrettede holdninger i bogen kunne have haft godt af lidt perspektiv og kontekst. Løsrevet fra deres historiske kontekst fremstår legeidealerne som flotte, men substansløse, idealer.

Det kan desuden problematiseres, hvor dybt idealerne stikker, og hvordan de er balanceret op imod andre krav i de moderne fodboldklubber: helt banalt, bundlinjen.

Andetsteds i bogen tegnes et knap så rosenrødt billede af den moderne fodboldspiller. Her handler det om kommunikation og selvcentrerede fodboldspillere, der ikke vil tale med journalister på trods af, at journalisterne dækker begivenhederne for fansene, der i sidste ende betaler fodboldspillernes løn.

Frimann kommer med følgende svada: »Prøv engang at se på Bastian Schweinsteiger efter kampen. Han kommer ind i Flash Zonen med en negativ attitude og opfører sig som en sur stodder. Han er kun 25 år og allerede en kæmpestjerne, men det er da trist, hvis det er det, han har fået ud af at være professionel fodboldspiller! Han burde da være glad og ydmyg i forhold til det liv, hans talent har givet ham. Det er sgu da for ringe!« (s. 92).

Selvcentrerede megastars

Fremelsker klubberne gentlemen eller grådige, selvcentrerede megastars? Lionel Messi, Robert Pires og David Beckham fremhæves som forbilleder, men der er sandt for dyden langt mellem snapsene. Spørgsmålet er dog, om fodbolden alene repræsenterer denne tendens, eller om det ikke snarere er en generel tendens i forhold til en stigende individualisering.

Spørgsmålet er også, om ikke det lige netop er den professionelle dynamik, som Werge og Frimann efterlyser hos fodboldens organisationer, der har skabt spillere som Schweinsteiger?

Et kort historisk tilbageblik i overgange mellem bogens forskellige afsnit kunne have pyntet, da man her ville få en bedre fornemmelse for nutidens stridspunkter og det, man kunne kalde fodboldens janushoved: Man bruger idealer fra fortiden i nutiden til at pege frem mod fremtiden.

Men er gentleman- og legeidealer i dag de samme som i fortiden? Hvordan er de tilpasset nutiden, og hvordan skal de se ud i fremtiden? Her er leg og flot fodbold ifølge forfatterne godt. Men det er professionalisme og en forretningsminded udnyttelse af mulighederne på markedet også. Men hænger det uproblematisk sammen? Werge og Frimann virker ikke til at have øje for, at der kan være denne modsætning mellem den professionelle virkelighed og den uforpligtigende leg.

Breddeklubbernes indflydelse

Videre understreges det uhensigtsmæssige i, at DBU er organiseret sådan, at breddeklubberne reelt har kontrollen med dansk fodbold gennem et flertal i repræsentantskabet, og dermed kontrollen over, hvordan eliten skal udvikle sig.

Og har breddeklubbernes repræsentanter overhovedet kompetence til at træffe den slags beslutninger? Det har de ganske givet ikke, men den struktur er netop vokset historisk frem i overgangen fra amatørisme til betalt fodbold som en forsikring om, at eliten ikke bare lukker sig om sig selv.

For at sikre at eliteklubberne er forankret i andet end forretningen. Så når man helt vil af med den, må man i det mindste komme med forslag til, hvilken placering bredden så skal have. Er det helt ud på sidelinjen - på historiens losseplads, så eliten kan rendyrke forretningen uafhængigt af fodslæbende frivillige i stanghabitter fra breddeklubberne? Eller hvordan?

Perspektivet

Denne debat er slået kraftigere igennem på klubplan, hvor bredde og elite skal finde ud af at sameksistere i de fleste fodboldklubber, undtagen i de moderne overbygningsklubber som FC København og FC Midtjylland. Men det er en stående diskussion, også internationalt, hvordan: I Brøndby har amatørafdelingen stadig flertallet af bestemmende aktier. Barcelona er ejet af fans. I Tyskland og Sverige skal over halvdelen af klubben tilhøre den foreningsdrevne moderklub.

Tanken er, at man skal sikre, at klubben er lokalt forankret, og at klubberne ikke primært er sat i verden for at tjene penge, men for at skabe adspredelse og glæde for deres medlemmer. Det er således en reminiscens af amatørideologien.

I Tyskland har man desuden begrebet »den engelske syge« for det engelske system, hvor der er frit slag for rigmænd, ligesom svenskerne ser mod den danske model med lige dele afsky og misundelse. Misundelse på grund af de sportslige resultater, afsky på grund af dyrkelsen af forretningen.

Dette bredere internationale perspektiv kunne Werge og Frimann med fordel have relateret til, hvis diskussionen om bredde versus elite for alvor skulle foldes ud.

»Bold i blodet« er et frisk forsøg, men har for meget af dialogens letflydende karakter over sig til, at kritikken for alvor bliver sammenhængende. Der mangler simpelthen substans og perspektiv til, at dialogen for alvor bliver meningsfuld.

Dog sidder man alligevel tilbage med en vis sympati for bogens forfattere, da deres engagement netop løber over med dem og bærer dem direkte ind i de selvmodsigelser, som man også selv bærer som fodboldfan. Hvad er den bedste fodbold? Hvilken måde indretter man bedst en klub på? Er man fodboldromantiker eller -kyniker? Er en fodboldklub en rigtig klub uden frivillige, bredde og foreningsaktiviteter, eller er det bare tåget romantik at værdsætte det?

Det er evige, aldrig afsluttede diskussioner. Men at læse bogen bliver ligesom at se et hold, der gerne vil spille underholdende fodbold i en optimistisk 433-opstilling med flot opspil langs både kanter og gennem midten, flydende positionsspil og korte, hurtige pasninger, men som ikke har spillerne til det, og bliver presset tilbage i en kedelig 451-opstilling, hvor angriberen efterlades uden støtte fra midtbanen.

Forretning og tilfældigheder

Dansk fodbold afklædt med kurver, statistikker og knastørre tal.
Men er fodbolden så udelukkende cool business? Hård forretning, hvor skæve afleveringer, stolpeskud og håbløse selvmål med skinneben, strubehoveder og næserygge ingen betydning har?

Nej, fodbolden er kun 85% forretning og 15% tilfældigheder: Herunder trænerens dygtighed, tilskuerstøtte, spillere, som overpræsterer mv.!

Det svar gives i »Spillet uden for banen – succes og fiasko i dansk topfodbold« af cand.polit.erne Joakim Sperling og Emil Bergander samt freelance journalist Henrik Nordskilde.

Lad det være sagt med det samme: Tænder du på regnskaber og statistikker, så er dette bogen for dig. Den er propfyldt med statistiske analyser af snart sagt hvert et problem i moderne dansk fodbold.

Hvem får mest for pengene investeret i spillertruppen? Kan det betale sig at fyre træneren? Hvad koster et point i Superligaen? Det er et imponerende arbejde, det er uhyre interessant, men for den almindelige fodboldfan med hang til øjeblikkets berusende begejstring, vil det blive lidt kedeligt.

Kynisk forretning?

I forhold til ovennævnte procentuelle fordeling af forretnings- og tilfældighedselementets betydning i moderne fodbold, så kommer forfatterne frem til det ved at undersøge sammenhængen mellem klubbernes pointhøst og klubbernes andel af det samlede spillerlønbudget i Superligaen fra 1995/96-2009/10. Det leder frem til følgende konklusion: »Det betyder, at et superligaholds gennemsnitlige sportslige præstation for 85 procents vedkommende alene afgøres af størrelsen på klubbens lønbudget« (s. 33).

Inden vi dog reducerer fodbold til udelukkende at være et kapløb mellem lønbudgetter, nuancerer forfatterne selv: »Afvigelser fra den matematiske models forudsigelser kan således sagtens forekomme i de enkelte sæsoner og i endnu højere grad i de enkelte kampe« (s. 34).

Hermed er der bestemt kvalificeret viden for den engagerede fodboldfan, der vil diskutere, om fodbold er reduceret til kynisk forretning, hvor størrelsen på pengepungen bestemmer. Og hvor kynisk er forretningen så egentlig?

For forretningsdelen er, for at sige det mildt, ikke særlig veldrevet i de danske fodboldklubber. De børsnoterede klubber har tilsammen i deres tid på Børsen tabt ikke mindre end 634 mio. af aktionærernes penge.

Jagten på sportslig succes koster dyrt

Grunden hertil gives der også svar på - naturligvis i figurform. Her anføres det, at der er to økonomiske naturlove i fodbold: At sportslig succes hovedsageligt bestemmes af lønbudgettets størrelse. Jagten på sportslig succes fører klubberne til et lønkapløb om spillerne.

Dette er blevet intensiveret efter Bosman-dommen i 1995. Her slog EU-domstolen fast, at spillere ved kontraktudløb havde ret til at skrive kontrakt med en ny klub, uden at den gamle klub har krav på økonomisk kompensation, hvilket pludselig gav spillerne rigtig gode kort på hånden i lønforhandlingerne.

Den anden naturlov er eksistensen og opfattelsen af den gode og den onde cirkel. Her rationaliseres overfor aktionærer således, når spillerlønbudgettet skal hæves: »En forøgelse af spillerlønbudgettet vil give os bedre sportslige resultater, som vil resultere i både flere tilskuere og sponsorer« (s. 222).

Den tænkning er grundlaget for økonomisk urentable klubber, da alle jo selvsagt ikke kan ende i den øverste halvdel med de attraktive sponsorer, europæisk deltagelse mv.

Traditioner og følelser

Bogen er ikke ligefrem spækket med kulturelle forklaringer, men er baseret på statistikker og tal. Ud fra sidstnævnte kan det være et problem for en klub at være alt for lokalt forankret. Det anføres, at kun Brøndby og FCK appellerer nationalt. Klubber som AaB, AGF, OB og FC Midtjylland appellerer primært lokalt og regionalt.

Dette er et problem i forhold til sponsorer, som i udgangspunktet vil fokusere opmærksomheden om de brands, der kan appellere så bredt som muligt.

Her kommer den økonomiske analyse dog nogle steder til at mangle et kulturelt ben, da traditioner og følelser stadig fylder meget i moderne fodbold.

Hvorfor er det, at fans loyalt bakker op om deres lokale hold og ofte modsætter sig de fusioner, som kølig økonomisk rationalitet ellers ville tale for? Hvorfor er det, at nogle klubber holder fast i gamle foreningsdyder?

Det er vel fordi, at fodbolden her tjener andre formål end rendyrkningen af en forretning: Idealet er, at fodbolden også skal være et rum for det sociale, det engagerede og de frivillige. Altså på mange måder efterladenskaber af amatørideologien. Her er naturligvis kulturelle og identifikationsmæssige årsager, som er svære at sætte tal på, men må begrundes i en historisk sammenhæng.

Klubbernes situation

Og klubberne er ilde stedt som følge heraf. For moderne fans har ofte dobbeltkrav til klubberne: Man forlanger både gode sportslige resultater, men også at klubberne beholder en kerne af identitet. Ofte centreret omkring værdier fra foreningsidrætten.

Brøndby er vel det bedste eksempel herhjemme - fanget mellem en forståelse af sig selv som en forening med en harmonisk balance mellem bredde og elite, og en ambition om at kunne konkurrere økonomisk og sportsligt med FCK og de mellemstore europæiske klubber.

Symbolet på denne kamp står om de bestemmende aktier, som moderafdelingen stadig har. Skal man åbne op for øget medbestemmelse til aktionærerne, så pengemænd finder det attraktivt at investere i klubben og rendyrke forretningen for at konkurrere med FCK om størrelsen på spillerlønbudgettet?

Dette er dilemmaer, alle klubber i Europa slås med, og handler ikke kun om økonomi, men mere om klubbernes særegne historie, traditioner, identitet og lokale forankring, som det også er behandlet i forrige anmeldelse.

Håndgribelige råd

Bogen afsluttes med en række håndgribelige råd til lederne i fodboldklubberne om, hvordan fodbolden kan blive en rentabel forretning. Fodbold er blevet en del af oplevelsesøkonomien. En del af et underholdningsshow. En forretning. Men det er godt nok en dårlig forretning. Og hvorfor er det det?

Det er det, fordi fodbold stadig handler om følelser og håb, historie og identitet. Også for dem på bestyrelsesgangen. Hvor profit er målet for normale virksomheder, så er profit et middel til at nå målet i fodboldforretningerne: Sportslig succes, som så forventes at skabe yderligere økonomisk succes, hvilket »Spillet uden for banen« giver en glimrende indsigt i.

Denne bog er et godt skridt på vejen mod en dybere forståelse af de særlige mekanismer, der råder inden for fodboldens verden. Den tal- og statistikbaserede tilgang vil nok ikke appellere til de fodboldfans, der er mere til spillet på banen.

Hvis »Spillet uden for banen« skal sammenlignes med »Bold i blodet« ud fra en spillesystemsmetafor, så er den en stram 442 med zoneopdækning og konstant pres på boldholderen, minimal afstand mellem kæderne og et par solide midterforsvarere af Anders Egholm-støbning.

Den slags fodbold har bestemt også sin charme. På sine egne præmisser.

Carsten Werge,Per Frimann, Nikolaj Thomassen: »Bold i blodet« (Lindhardt og Ringhof, 272 sider)

Joakim Sperling, Emil Bergander, Henrik Nordskilde: »Spillet uden for banen« (Lindhardt og Ringhof, 320 sider)

David Holt Olsen er formidlingsinspektør på Danmarks Industrimuseum og har sammen med Allan Grønkjær skrevet bogen »Fodbold, fair play og forretning. Dansk klubfodbolds historie«.