Aktivisme på skrift

ANMELDELSE: Tekstproduktion har altid spillet en rolle for den politiske aktivisme. Men begreber, beretninger og teorier har altid stået i et mærkværdigt forhold til den politiske praksis. Når vi går på gaden, mangler vi begreber eller analyser – og når vi analyserer bag skrivebordet, mangler vi de praktisk erfaringer.

Med tidsskriftet visAvis er det anderledes. Her følges den anti-racistiske praksis ad med produktionen af tekster. Er man anti-racist og solidarisk med mennesker uden papirer og rettigheder, nytter det ikke, at skrive om. Man må skrive med.

Og det gør tidsskriftet så.

visAvis er et fællesskab af mennesker med meget forskellige privilegier, der skriver sammen.

visAvis bringer tekster om migranter og flygtninge på både dansk og engelsk - og i lækker indpakning. Illustration fra nummer 4/2010. Foto: Lars Engelgaar.

Det er der kommet et yderst interessant tidsskrift ud af. Aktuelt er man nået til nummer 4 – 2010, som indeholder en mosaik af tekster og illustrationer.

Teksterne spænder vidt fra analyse og kommentarer over gribende erfaringer fra lejre og flugt fra grænsepoliti til boganmeldelser og reportager.

Temaerne spænder også vidt, men det er helt tydeligt, at mennesker, der har erfaringer med lejre, flugt og grænsepoliti og med at leve ’under jorden’ selv kan tale og skrive om deres erfaringer.

Det er derfor også en svær opgave at anmelde et så forskelligartet indhold, som samtidig har så eksplosivt et politisk indhold.

Modstand, solidaritet og kamp for ligeværd på tværs af besværlige skel og grænser står ud til alle sider.

Jeg vil prøve at plukke lidt fra de mange tekster ved en subjektiv vurdering.

Lejrlitteratur og modstand

Beretningerne om flugt over landegrænser, forfulgt af kontrol og vold, er voldsomme. Beskrivelserne af de græske flygtningefængsler og de berygtede både, som menneskesmuglerne tjener penge på, er barbariske og umenneskelige.

Der er død, vold, tortur og psykisk usikkerhed i mange af historierne, der er trykt råt for usødet. Det er hård læsning.

Brutaliteten findes ikke blot i fjerne lande præget af usikkerhed, krige og nød. Brutaliteten findes i allerhøjeste grad lige i midten af vores samfund.

Fortællinger om lejrlivets meningsløshed er ikke beretninger fra fortiden eller fjerntliggende egne, men noget der sker nu. Hver eneste dag. I Danmark!

Blandt disse voldsomme erfaringer med flugt og meningsløs lejrtilværelse findes dog også modstand. Den tager sig forskelligt ud.

En reportage om en digter, der skriver om fortiden i sin afghanske hjemby, en important-to-know-artikel til nyankomne flygtninge i Center Sandholm og præcise strukturelle analyser af nationalismens og racismens væsen i Europa, samt en masse andre erfaringer og beskrivelser af modstandsformer.

En stemme, der ikke var der før

visAvis har som målsætning at: »arbejde for at forbedre debatten omkring asyl og migration, bl.a. gennem at bringe de tekster, folk, der søger asyl, har på hjertet. visAvis er et civilt projekt, hvor folk med og uden statsborgerskab i Danmark mødes om at skabe en alternativ offentlighed.«

Normalt spiller et tidsskrifts formål ikke nogen væsentlig rolle i produktionen af tekster og diskussioner. Men for visAvis er vidnesbyrd fra migrerende og folk uden dansk statsborgerskab selve den aktivistiske kerne.

Tidsskriftet har politiske ambitioner på egne og offentlighedens vegne. Det handler om at tilkæmpe sig retten til at være her og få sine stemmer hørt i en offentlighed, der sjældent har været så lukket og krigerisk som i dag.

Samtidig har tidsskriftet også oplysning som ambition. Et samfund må tage diskussioner og træffe beslutninger om migrationsspørgsmål på et oplyst grundlag. Ikke på baggrund af had, fordomme, vold og nationalisme.

Migration findes. De fremmede er i blandt os. Fat det og forhold jer til det!

Hvad er en lejr?

I en artikel af Tobias Pieper kommer lejren som historisk fænomen og koncept under behandling:

»Lejren bliver til de nationale myndigheders, militærets og migrationspolitikkens fleksible instrument overfor de mennesker, som forstyrrer det herskende perspektiv og bliver, fordi de er retsløse, samfundsmæssigt ekskluderet gennem lejren,« skriver Pieper.

Lejren er ikke blot en opmagasinering af mennesker, som nationalstaten ellers ikke ved, hvad den skal gøre med. Lejren spiller en nøje biopolitisk funktion i nationens selvopretholdelse.

De fremmede indsættes for at blive holdt ude. Nationalisme handler om at skabe et ’dem’, så man kan opretholde forestillingen om det ellers løgnagtige ’os’.

Pieper gennemgår kortfattet lejrens historie frem til i dag, hvor lejrens funktion ingenlunde er blevet uvæsentlig:

»Også når der ikke er nogen lejr, der kan sammenlignes med NS-fascismens [nationalsocialismens, red.] dødsfabrikker, kan vi konstatere nogle kontinuiteter, der vedrører den retsfrie omgang med migranter og mennesker, der er markeret som sådan«.

Der går altså linjer fra de nazistiske udryddelseslejre til den postmoderne migrationsinternering. Uden sammenligning i øvrigt.

Forside af visAvis nr. 4//2010

Ikke mindst arkitekturen og lejr-rummet som helhed er genkendeligt fra fortiden.

Lejrens barakker producerer bestemte og ekstra styrede livsbetingelser for dem, der tvinges til at bebo dem. Den økonomiske effektivitet og muligheder for præcis kontrol med de levende i lejrene, gør barak-arkitekturen fordelagtig og rationel.

Lejren er således ikke en moderne misforståelse eller en fejludvikling, som ligger udenfor modernitetens fornuft. Lejrsystemet og den voldelige omgang med retsløse kroppe ligger indenfor modernitetens rationalitet.

Det er det, der gør den særlig modbydelig. Lejren er en del af vores kultur og ikke et levn fra fortiden: »Kun begrundelsesmønstret har tilpasset sig nutiden«.

Den historiske kontekst er forandret, men lejren som koncept har overlevet. Den lever tilmed i bedste velgående.

At samle på erfaringer

I andre artikler er det personlige oplevelser og erfaringer fra lejren, der tages udgangspunkt i. Eksempelvis i Solomons artikel »Asylansøgere«:

»Nogle asylansøgere har traumer, der forekommer dem umulige at kontrollere, hvilket de overfører på andre mennesker med én eller anden form for vold«.

Man får som læser et indtryk af, hvad lejrliv vil sige. Ikke kun som koncept eller teori, men fra menneskers egne oplevelser af overgreb og modstand.

»Nogle lever i frygt for afvisning, kendt som ’negativt svar’, fra udlændingeservice, der sætter kronen på deres traume« skriver Solomon.

visAvis er hård læsning, men også et arkiv over hvordan nogle mennesker behandles i Danmark.

visAvis samler på erfaringer fra migrerende, flygtninge og lejr-livet.

Der er – fordi visAvis samler erfaringer – ikke tale om offergørelse. visAvis er bygget op omkring asylansøgeres, flygtninges og mennesker uden papirers egne perspektiver.

Og styrken i dette er ikke til at overse. visAvis forsøger at omgå repræsentationsproblemet, og det sker med overraskende respekt og succes. Om end jeg ved, at den slags problemstillinger ikke er uden problemer.

Trampolinhuset: anti-racisme i praksis

En af de absolutte succeshistorier i visAvis No. 4 er historien om et nyåbnet brugerstyret kulturhus, Trampolinhuset.

Huset er åbent for alle, der på den ene eller anden led arbejder med anti-racisme i bredeste forstand.

»Det er essentielt, at huset ikke fastholder asylsøgere i offerrollen. Derfor vender huset værtskabet på hovedet: danskere er gæster i Trampolinhuset, og asylsøgere er værter« skriver Morten Goll, i sin artikel.

I Trampolinhuset inviterer asylsøgere på kaffe og workshops, filmvisninger og foredrag.

Efter min bedste overbevisning er huset et radikalt og ambitiøst projekt, som overskrider integrationsdiskursen. Det er anti-racisme i praksis og i den forstand et vigtigt skridt på vejen til politisk organisering og basis for forskellige former for handling.

Alvor og begejstring spiller sammen på en god måde i visAvis. Men tidsskriftet har fortsat meget at gøre for at sparke døren ind til den etablerede »offentlighed«.

Den pseudo-»offentlighed« har omvendt ikke vist interesse i at høre på visAvis. For det ville rykke rundt på fordelingen af taletid, positioner og sprogbrug. Noget, de herskende politiske kræfter ikke gør frivilligt.

Netop derfor er visAvis vigtig.

Eskil Andreas Halberg er cand.scient.adm og aktivist

visAvis No. 4 -2010 koster 50 kr./8 €. For beløbet får man 115 sider, med tekst og grafik i lækker indpakning.

Man kan også abonnere på tidsskriftet til 50 kr. plus 29,50 kr. i porto. Det vil jeg varmt anbefale. Reg.nr.: 7851 Kontonr. 3285805.

Tidsskriftets artikler er alle trykt på to sprog, dansk og engelsk.

Se mere på www.visavis.dk.