Europa panikker over byernes ’forladte zoner’

»Folk er temmelig tilbagelænede omkring ghetto-debattens tydeligt racialiserede karakter,« siger den nordamerikanske migrationsforsker Nicholas De Genova, da han bliver præsenteret for de sidste måneders udsagn fra politikere, der vil løse ’problemet med ghettoer’.

De Genova holder fredag den 10. december åben forelæsning på Københavns Universitet om ’den migrante metropol’ – om hvordan »nutidig migration bogstavelig talt genskaber byerne.«

Ikke kun hvad angår befolkningssammensætning: »Transnationale migrationer er en central dynamik i den sociale produktion (og forandring) af selve det urbane rum,« lyder en af præmisserne for hans nye forskningstese.

De transnationale urbane forviklinger sker i høj grad inden for nationalstatens rammer – og ikke mindst i relation til den »meget håndgribelige håndhævelse af nationalstatens rum gennem regulering af indvandring og grænsekontrol.«

At tale om ghettoer som problemer er at hælde brændstof på en racistisk diskurs, mener Nicolas De Genova. Arkivfoto fra Tingbjerg: Brian Berg/Monsun.

Alligevel mener De Genova, at migrationer samtidig »radikalt destabiliserer og modsiger nationalismens rumlige præmisser og forestillinger.«

Stat, kapital, arbejde

Hvad der er på spil i kampe om regulering af migration er nemlig intet mindre end nationalstaten i sig selv.

»Underordningen af den migrante arbejdskraft, der er under konstant trussel om deportation, er et afgørende formål med den eksplicit ’politiske’ mediering af den globale relation mellem kapital og arbejde – drevet frem af territorialt-definerede ’nationale’ stater,« lyder det i De Genovas paper.

Stat, kapital, arbejde. Det er de tre hovedkomponenter i De Genovas tese om den migrante metropol. Om hvordan befolkningsbevægelser forandrer de politiske og rumlige logikker, der er grundlæggende for europæisk nationalstatslig selvforståelse – og for den (post-)koloniale orden, som global kapitalisme er bygget op omkring.

»Relationerne mellem, hvad der bliver fremstillet som statens ’nationale’ karakter og den praktiske globale karakter af den kapitalistiske verdensøkonomi må gøres mere forståelig gennem relationen til en tredje størrelse,» ræsonnerer Genova:

»I én forklædning kan denne størrelse genkendes som arbejdskraft, eller rettere transnational arbejdskraft. Fra et andet synspunkt kan denne størrelse imidlertid også erkendes som menneskelig eksistens i sig selv.«

I tesen om den migrante metropol bygger han videre på sine tidligere analyser om grænsekontrol og deportationer af migranter som ’inklusion gennem eksklusion’. Altså at pointen ikke så meget er at holde ikke-borgere ude fra statens territorium, som om at lukke dem ind på ganske bestemte præmisser.

Præmisser, der sikrer optimal underordning af deres arbejdskraft gennem at gøre selve de konkrete migranters eksistens ’illegal’.

Indvandringskomplekset

Den moralske panik om ’ghettoen’ – om truslen fra ’parallelsamfund’, som Venstre kalder det i deres ghetto-strategi, eller om ’republikkens tabte territorier’, som journalisten Luc Bronner kalder det i sin nye bog om forstadsoptøjerne i Frankrig – kredser om disse »zoner af forladthed i Europas urbane centre.«

De Genova kalder beskrivelserne af f.eks. ghetto-beboerne for »sladderagtige symbolhistorier, som tilsyneladende er af-racialiserede, men underforstået og uforbederligt raciale.«

Dette fænomen kan forstås som et udslag af et genoplivet projekt om at skabe en udtrykkelig europæisk identitet, »hvis post-koloniale hvidhed skæres til i modsætningen til en uformelig, heterogen, uspecifik, og samtidig essentialiseret og udpræget kulturelt skadelig masse af indvandrere.«

Om udsagn fra den seneste danske debat om ghettoer, siger Genova:

»Dem, som udtaler sig om ’problemet’ med de såkaldte ghettoer, kommer – hvad enten det er bevidst eller ubevidst – til at hælde brændstof på en racistisk diskurs, som ikke kan undgå at have konsekvenser for ikke-hvide mennesker i Danmark.«

Og han er ikke enig med SF’s Astrid Krag, der avisen Information har argumenteret for, at ghetto jo bare er et ord:

»Det lader til, at ghetto i denne her sammenhæng fungerer som et ikke-racialt tegn på rumlig forskel, men bliver brugt udelukkende til at sygeliggøre steder beboet af migranter og deres børn.«

Han henviser til den franske politiske filosof Étienne Balibars begreb om ’indvandringskomplekset’: At ethvert socialt problem forvandles til et problem »skabt af selve tilstedeværelsen af indvandrere, eller i hvert fald forværret af deres tilstedeværelse, uanset hvad det konkrete problems substans måtte være.«

Byen som kampplads

Der er to »påfaldende uudtalte« elementer i panikken over migrationens urbane udtryksformer, påpeger De Genova i sit paper:

Den ene er kolonialisme – den arv uden hvilken den europæiske nationalstat både historisk og materielt er ubegribelig. Den anden er racisme – den nutidige dynamik, som Europas »bogstavelig talt post-koloniale karakter« ikke kan forstås uden.

Figuren ’indvandring’ og ’fremmedhed’ tjener til at »re-animere race i begreber, der i stigende grad knytter an til nationalstaten« – til forestillinger om de legitime borgeres nedarvede nationale identitet.

Europas højre- og venstrepopulistiske kræfter kan ikke desto mindre medvirke til at styrke effektiviteten i, hvad man ifølge De Genova mere præcist kan kalde »den obskøne inklusion af migranter som illegal – og racialt mærket – arbejdskraft.«

De Genova taler om en tvedelt menneskehed, som er historisk skabt af »kapitalismens koloniale modernitets globale racisme«. Denne orden er bygget op omkring under- og overmenneskelige kategorier associeret med »ekstrem trøstesløshed og ekstrem overudvikling,« med andre ord: Den Tredje og Den Første Verden.

Disse uforenelige størrelser bliver mere og mere intenst konfronteret med hinanden inden for de samme hverdagsrum – frem for alt i byerne, hævder De Genova.

Teksten er en bearbejdet udgave af en artikel, der tidligere har været bragt i dagbladet Information.

Blå bog.

Nicholas De Genova forsker i migration, statslig regulering og social kategorisering, og har bl.a. lavet feltstudier blandt mexikanske migranter i Chicago, USA. Hans fokus har særligt været på migranters færden i og forandring af det urbane rum, på illegalisering, og på migranters modstandsstrategier og politiske aktivisme.

Han er pt. gæsteprofessor på Center for the Study of Race, Politics, and Culture ved University of Chicago, og har tidligere været ansat på bl.a. Institute for Migration and Ethnic Studies ved Amsterdam Universitet, på Institute of Social Anthropology ved Bern Universitet og på Latino Studies ved Columbia University.

De Genova er forfatter og medforfatter til bl.a.:
(2010)
Racial (Trans)Formations: Latinos and Asians Remaking the United States (2006)
Working the Boundaries: Race, Space, and »Illegality« in Mexican Chicago (2005)
Latino Crossings: Mexicans, Puerto Ricans, and the Politics of Race and Citizenship (2003)