Togrejsen koloniseret

KOMMENTAR: Billedbombardementet af mennesket eskaleres med introduktionen af fjernsynskærme på udvalgte DSB ruter: I ly af mulm, mørke og vagtdefinerede proklamationer om en radikal himmelflugt af kundeserviceniveauet indtog skærmene S-togene i juni 2010.

På overfladen virker strategien nærmest uskyldig: En mobil pendant til de velkendte stationære informationsskærme på stationerne eller en næsten humanitær nødhjælp til de informationshungrende pendlere, hvis behov for social orientering in transit kun til nød dækkes af fedtede gratisaviser, en helt igennem vandet grød i sammenligning med fjernsynsverdens opulente sendeflade.

Toptunet billedhær

Med strategien således fastlagt har direktoratet hos DSB fabrikeret en redningsplan, der manøvrerer informationsflowet, som vi kender det fra intimsfæren derhjemme, direkte ud i felten, hvor det præsenteres som en toptunet billedhær af nyheder, toginformation, underholdning og reklamer.

Rejsens begyndelse og afslutning forvandles til to dele af et reklameknækket program. Det er en åndsbelejring.
Foto: Gabriela Manzur

Da man i 50’erne og 60’erne for alvor kastede det besværlige tekstuelle fra sig som en gammel og håbløst umoderne overfrakke og i stedet lod strålebundter af elektroner synge nyhederne til sig, var det på bekostning af en vis receptionskontrol.

Information, nyheder og underholdning blev transformeret til et ustoppeligt flow, der gled henover skærmen eller over æteren på broadcastingsapparatet. Det er dette flow som nu endeligt fosser ud af skærmene i togvognene og tilslutter pendleren den verden, han eller hun rejser igennem.

Pendlerseeren

»Velkommen«, synes initiativet at skrige, »til informationsalderen!«. Men hjemmeseeren og pendlerseeren er ikke den samme skikkelse. Derhjemme er fjernsynet tildelt en central plads i de fleste stuer, og hjemmeseeren sætter sig frivilligt foran broadcastingsalteret og lader sig indspinde og adsprede af programmerne - denne frihed er pendlerseeren berøvet.

Skærmene i S-togene er en åndsbelejring; det er ikke muligt at slukke, og det er ikke muligt at kigge væk, og selv når det lykkes at kigge væk, så er blikket ikke frit, men demonstrativt, fokus ligger ikke på, hvad der ses, men i stedet på dét, der ikke ses, på det, som aktivt vælges fra.

Det var måske også derfor, at et af de primære fartøjer for strategien, lyden, blev tilbagetrukket allerede efter første feedbackrunde. Men selv uden det soniske våben kræver skærmene pendlerens opmærksomhed.

Knækkes af reklameblokke

Vi er for længst blevet frivilligt konditioneret til at se med, når fjernsynet kører, »hva’ nu hvis jeg går glip af noget«, af samme grund zapper vi heller ikke over, når et program knækkes af reklameblokke, og DSB’s programsatsninger er intet andet end et tyndt fernis, der kæder reklameblokkene sammen under en påstand om udfyldningen af det moderne menneskes sociale behov for orientering.

Programmerne i S-togene reduceres i deres ligegyldighed til ren reklame, da direktoratet i et forsøg på at inkorporere den flygtighed, som ligger i hjertet af togrejsen, har ladet alle indslagene være så korte, at også de optræder som forventning, akkurat den samme forventning, som skærmbinder hjemmeseeren til at blive på kanalen.

Rejsens begyndelse og afslutning omkalfatres til to dele af et reklameknækket program, og potentialet for bare at være og nyde den meditative pause i hverdagen annihileres.

Det endelige resultat er den åndelige bedøvelse og komplette zombificering af pendleren: Togrejsen som et meditativt rum i hverdagen, hvor intet kræves af mennesket, udover togbilletten, erstattes med togrejsen som en virkelighedens reklamepause, som det absolut ligegyldige, der bare skal overstås.

Christian Dresler er kandidatstuderende i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet