Vi vil leve i en ægte verden

Asylcenter Sigerslev er beliggende i det sydlige Sjælland, fem kilometer fra den nærmeste station, Store Heddinge. Centeret er placeret for enden af en markvej, der om aftenen ligger henlagt i absolut mørke.

Her får man følelsen af at være nået til verdens ende.

De institutionelle bygninger, der før var en flyvestation, er bogstaveligt talt placeret lige ved afgrundens kant.

Efter to minutters gang er man ved havet, hvor synet rammes af den skrigende kontrast til afgrunden:

Friheden i de gigantiske vidder, himlen, horisonten - den pletfri udsigt til Sverige og det monumentale naturvidunder, Stevns Klint, hvor havet langsomt æder sig ind i landskabet.

I centerets administrationsbygning, hvor der er opholdsrum, og i noget, der ligner et klasselokale, bliver vi budt velkommen.

Der er opstillet en masse stole, hvor folk, der ønsker at blive interviewet eller blot være tilhørere, kan sætte sig.

Centerledelsen, som det er tydeligt, at mange af beboerne har en god relation til, forklarer kort om retningslinjerne for besøget.

Det bliver markeret fra ledelsens side, at det her ikke er dens projekt, men vores.

Der har efter sigende været utallige medie-episoder, der endte med at få uoprettelige konsekvenser for de interviewede.

Efter et kort oplæg om vores besøg følger en seance, hvor 15-20 af beboerne frit kan indskyde deres kommentarer om at være på centeret. Der bliver tolket på både farsi og arabisk, og stemningen er hektisk.

Jeg må hurtigt indse, at min hensigt om at tale om fritidsinteresser og kulturelle aktiviteter, bliver skubbet i baggrunden for en anden dagsorden.

De fleste af de fremmødte er meget ivrige for at fortælle om deres personlige oplevelse af Sigerslev.

Udsigten.
Foto: Morten Rode/Monsun

Kulturen

Oprindeligt var det meningen, at mødet med disse mennesker skulle munde ud i en artikel om kultur.

Helt universelt - i denne sammenhæng - skal ordet forstås som de ting, man om muligt kunne glædes over i en ellers håbløs situation. Den kultur, man praktiserer og bruger som et redskab for at holde hovedet oven vande, for at aflede tankerne – og ikke blive vanvittig. Kultur som det, der for alle mennesker er et grundvilkår for at forholde sig til det at eksistere.

Vi snakker om banaliteter, som eksempelvis hvilken sport, de dyrker, hvilken musik, de lytter til, og om, hvordan de deltager i sociale sammenhænge med andre mennesker. De ting, der definerer ens personlighed og ens væren - udenom nationalitet og baggrund.

Der er mange i lokalet. Flere nationaliteter og mange historier og baggrunde. Nogle har boet på centeret i længere tid, mens andre lige er ankommet. Til trods for dette er det tydeligt, at mange har den samme opfattelse af deres situation og liv på centeret - det er også tydeligt, at de har brug for nogen, der vil lytte.

Taknemmelig

– Jeg er taknemmelig over at være blevet modtaget i Danmark, men nu føler jeg, at jeg lever i et åbent fængsel, placeret langt væk fra almindelige mennesker, er der én, der siger.

Flere gange kommer det til udtryk, at aylansøgerne gerne vil fastslå deres taknemmelighed for rent faktisk at være blevet modtaget af centeret.

De mennesker, der bor i Sigerslev Asylcenter, sidder kun tilbage med forestillingen om et liv med plads til netop dette. Derimod er drømmen om at kunne dyrke de ting, de holder af - og det, der interesserer dem, blot blevet en tankefloskel.

Langt henad vejen, viser det sig, rækker det ud over deres forestillingsevne overhovedet at kunne tale om den slags ting. Det bliver hurtigt udpenslet, at det er en nødvendighed at være reel overfor den historie, der rent faktisk udspiller sig.

Asylansøgerne kan ikke abstrahere fra deres politiske situation og de urimelige forhold, deres liv er underlagt, så i stedet for en snak om kulturen, bliver det en snak om kulturens fravær og en fortælling om håbet om at vinde den tilbage.

Fra militært pres til mentalt pres

– Vi flygtede fra Syrien, hvor vi var under et militært pres. Nu er jeg underlagt alle mulige restriktioner, der gør, at jeg alligevel ikke kan leve et normalt liv, siger én med et resigneret udtryk i øjnene.

Når én siger noget, nikker de andre samtykkende.

– Vi vil gerne arbejde for at blive en del af det her samfund. Vi vil gerne integreres i det danske samfund og være sammen med danskere. Derved kan vi også tilpasse os den danske mentalitet og måske ændre danskernes generelle billede af os. Billedet af, at »her kommer et af de mennesker fra lejrene, der bare modtager penge«.

Noget meget slående og gennemgående er det brændende ønske om at bidrage og deltage i det danske samfund. Disse mennesker er desperate over de forudsætninger, der hindrer dem i at kunne udleve det. Frustrerede over følelsen af at være misforstået og fastlåst.

Ahmed føler, at han stadig er i Syrien. Han vil gerne spille fodbold og arbejde i det danske samfund, men ikke på centeret i Sigerslev.
Foto: Morten Rode/Monsun.

– Vi gør selvfølgelig nogle ting for at holde tilværelsen ud. Vi griner, selvom vi ikke ser noget, der er sjovt, og vi tager også til havet. Men nøglepunktet er integrationen, for jeg føler, at jeg stadig er i Syrien.

– Vi vil leve i en ægte verden. I virkeligheden. Vi vil spille fodbold i det danske samfund, arbejde i det danske samfund og gøre alt det, man som et almindeligt menneske gør, men ikke her på Sigerslev.

Det er Ahmed, der taler. Det er også ham, der har faciliteret dagens besøg. Han er politisk flygtning fra Syrien og gennemførte i september en 18 dages sultestrejke, som et sidste forsøg på at få genoptaget sin asylsag.

Sammen med to andre, der gerne vil være med i et lidt mere intimt interview, går vi over i en af beboelsesejendommene.

En mand på værelsesgangen gør ihærdigt rent på gulvet og opad væggene med en industristøvsuger. De tre griner sammensvorent og snakker på kurdisk.

– De gør sikkert kun rent, fordi de har fået at vide, at I kommer idag.

På det lille tomandsværelse bliver vi budt på kaffe, te og snacks.

Jeg forsøger atter at stille de planlagte spørgsmål om kulturinteresser og fritidsaktiviteter. Fordi det i mit perspektiv er så altafgørende for at opnå forståelse for deres tilværelse. Og måske også begrundet i en egoistisk ambition om at skildre deres liv så nuanceret som muligt.

Jeg foreslår et rollespil, hvor vi mødes udenfor alle deres omstændigheder og taler om, hvad der interesserer dem.

Igen mister idéen lidt sin pointe. Det virker ikke troværdigt, men nærmere som en påtaget og overfladisk vox-pop undersøgelse.

Måske er det fordi, man langsomt glemmer hvem, man er? Når man ikke længere bliver betragtet som et menneske af systemet, med alt, hvad det indebærer, når man ikke længere får chancen for at agere som et menneske og udleve sine idéer?

Begynder man så at glemme, hvad kultur egentlig vil sige? Fordi man lever i en anden virkelighed, hvor man snart ikke længere kan forholde sig til sit eget liv og betydningen af det. At tale om sit liv bliver en skygge af det liv man drømmer om, en forestilling om den normalitet der tilhører andre.

Som centerlederen også så reflekteret sagde: »Man kan altså ikke skille skidt fra kanel, men du kan da prøve«

Fase 3

– Den 12. april fik jeg det, man kalder for »negativt svar«, afslag på asyl. Forlad landet, og hvis ikke - tvinger vi dig. Det var meget nedslående at modtage. En besked, der er tung at bære. Da jeg forlod Syrien, var det med forhåbning om, at jeg kunne lægge mine oplevelser dér bag mig. Det at være i »Fase 3« har pacificeret mig. Det er meget udmattende. Jeg plejede at tage i skole og dyrke meget sport. Jeg kan ikke fortsætte som før, psykologisk kan jeg ikke længere.

Der hviler en tung stemning over det ellers hyggelige scenarie af kaffebord. Vi prøver at rette opmærksomheden på alt det, der engang fandtes.

For en kort stund virker Ahmed opløftet og med fornyet fortællelyst.

– Jeg plejede at arbejde med jern. Som svejser. Jeg lavede kunstneriske ting, bygningsudsmykning og vinduesdekorationer. Hvad man end ønsker i jern, kan jeg lave. Men alle de ting jeg har indeni mig, de egenskaber jeg har - som jeg sommetider også skal overbevise mig selv om, at jeg stadig har, får jeg ikke chancen for at udleve.

Han har været i en kortvarig praktik på et pizzaria i den nærmeste by Store Heddinge. Det var 3 timer 3 gange om ugen. Han udtrykker, at han langt hellere ville arbejde uden løn, hvis det til gengæld kunne blive 9 timer om dagen.

– Jeg har nogle egenskaber og nogle erfaringer, jeg gerne vil dele. Nu skal jeg lægge det fra mig og gemme det væk. Jeg føler mig pludselig 60-70 år gammel på grund af de forhold, jeg lever under. Hele livet drejer sig om det her lille Sigerslev univers. Det er som at putte en hund i et bur og fortælle den, hvad den kan gøre og ikke gøre.

Jeg ville hellere undvære mine lommepenge fra Røde Kors og tjene mindre til gengæld for hårdt arbejde.

– Jeg er 30 år, og jeg har aldrig haft et statsborgerskab.

Insisterende rækker han armen ud og folder fingerspidserne mod hinanden.

– Jeg vil smage følelsen af, hvordan det er, at have et statsborgerskab.

De to andre på værelset fortæller også deres historier.

Overvejelserne og tankerne om livet og deres situation er enslydende. Det er den samme håbløshed og det samme forsøg på at skabe en form for normalitet.

En plejede at arbejde som mekaniker og computeroperatør. Han siger gentagne gange, nærmest for at undskylde overfor sig selv, at han virkelig drømmer om at få lov til arbejde.

– Det er fordi, vi ikke må. Jeg ønsker virkelig ikke, at danskerne skal kigge på mig og tro, jeg udnytter dem.

En anden bryder ud i gråd, da han skal fortælle om sit liv. Han har nogle fysiske mén efter et halvt års fængsel i Syrien, og de bliver forstærket på grund af de trange forhold på det overbelastede asylcenter. Han bor sammen med en anden på et 2 x 2 meters værelse.

Det er tydeligt, hvor intimideret og presset han er, og selv fortæller han, at hans politiske situation har medført, at han har mistet sine sprogkundskaber i klassisk arabisk. Et sprog han plejede at undervise i.

Vi går ned på stranden. Vi bliver rusket godt igennem af vinden og luften.

En sæl er faret vild i det kalkhvide hav, helt inde ved kalkbruddet. Den søger i hoppende ryk, ud mod vand, der ikke er tykt af kalk, til vi ikke længere kan se den.

Herude midt i det smukke ingenmandsland kan man råbe alle frustrationerne ud, i hvert fald for en kortvarig stund. Man kan skrige så højt man vil, uden at det gør noget. Der er alligevel ikke nogen, der kan høre det.

De tre medvirkende er alle kurdere, flygtet fra det syriske regime. Ahmed var sammen med mere end tyve andre kurdere med i den 18 dage lange sultestrejke på Christiansborgs Slotsplads dette efterår. Sultestrejken endte uden nogle håndgribelige resultater og uden nogen nævneværdig opmærksomhed fra hverken politikere eller medier. Flere af de sultestrejkendes familier blev chikaneret af syriske myndigheder, der via arabiske medier havde fået kendskab til manifestationen i Danmark. Ahmeds far blev fængslet, da han havde været i Danmark i 4 måneder, og hans bror blev arresteret under sultestrejken.

Selv står han til en tvangsdeportation, der kan blive gennemført hvert øjeblik. Han er i præcis samme politiske situation som den 28-årige Muhammed Abed Atto, der efter 20 dage i Ellebækfængslet i Sandholm blev sat på et fly til Syrien den 15. november. Ifølge kilder blev han anholdt øjeblikkeligt ved ankomsten til lufthavnen i Damaskus. Efterfølgende har ingen kunnet få kontakt til ham, og hans familie er blevet nægtet adgang til oplysninger om hvor, han nu er fængslet.

Læs også:

Modkrafts artikel om sultestrejken.

Modkrafts artikel om tvangsudvisningen af Abed.