Fuck Seinen

KOMMENTAR: Nogle gange så skal man altså bare langt væk, rode rundt i andre lande, byer og folk, for at ku genopleve passionen for sin egen lille by.

Væk fra alle de her velkendte ansigter, som fylder én med terror, som dagen er lang.

X’erne, metrokontrolløren, der ikke fatter, at billetmaskinen fucking var i stykker den dag. Faren til ens datter, der heller ikke fatter, at det er syv lange og brede siden, at vi gik fra hinanden, »så don’t mess with me no more dér!«

Så kigger jeg på en DSB reklame for en tur til Paris.

Foto: Wikimedia

Storbyferie i Paris

Lysenes by

Kærlighedens by

En storbyferie til Paris vil give dig både Romantik, Kunst og Seværdigheder.

Byder på alt, hvad du kan ønske dig.

Bestil din rejse NU!

Hey! Jeg skrider til Paris! Og jeg tager min datter med. Ka’ ikke et ord fransk. Men har da læst »Den glade løve«, og ka’ sige »Bon Jour!«, så det går jo nok.

Så står jeg lige pludselig midt i det hele, Rue Hotel De Ville, i et af de fine arondissementer med udsigt til Seinen og Notre Dame. Jeg skal selvfølgelig have café latte og croissanter og crepes og se på butikkernes tingeltangel.

Hvor mange figurer af Eiffeltårnet skal jeg tage med hjem?

Hjemvé

Men efter et par dage, så drømmer jeg mig bare tilbage. For solnedgangen over Seinen er slet ikke som den derhjemme, når solen helt uden et kvæk ligeså stille og uprætentiøst går ned over tagene i København. Byen her er simpelthen for indviklet, for hver gang jeg skal ned og købe bare en liter mælk, farer jeg vild og må have kort frem og stå og dreje det i alle retninger, indtil jeg finder ud af, hvor jeg er.

Jeg er helt holdt op med at tage metroen, for den giver mig klaustrofobi. Disse lange strækninger under jorden er alt for lange. En metrotur fra Vanløse til Amager kan jeg klare, men ikke halve timer under jorden i disse muldvarpede gangsystemer.

Og det franske sprog er irriterende. Er træt af mit lille ordforåd, som ikke bliver større, da franskmændende bare vender sig og går, når man svarer Nong...Ui! Øng peti! Sicomsa! til spørgsmålet »Parlez vous francais?« Træt af bongsjur! Orevoar! Mersibuko! Øng cafelatte sivoplæ! Træ bo!

Sløjfer

Og så den nærmest desperate måde, de har det med at overpynte alt på. Hvorfor kan en spade ikke bare være en spade? Næeh! Der skal absolut sløjfer på og krummelyrer og folder og plisséer.

Croissanterne er jeg efterhånden ikke så fascineret af. Dem kan jeg jo iøvrigt købe overalt derhjemme. Jeg er også træt af at forholde mig til nye indtryk. Om det så er historisk eller romantisk eller endog kunstneriskt eller tres beaux!
Mona Lisas måde at kigge på én er jo heller ikke ligefrem noget, der sætter gang i nogen fest.

Jeg vil bare hjem og ha’ mit daglige trummerum og være tæt på de kendte ansigter. Også selvom de ikke er til at holde ud til tider, så er de dog genkendelige.

Men var der ikke også noget med, at pariserne faktisk måtte bestikke os vikinger til ikke at erobre byen? Jo, det var der da.

Neonhønseæg

Og allerede i Kastrup lufthavn mærker jeg vikingevildskaben, som ligger dér og ulmer - en gang imellem lidt undertrykt og mystisk - men sgu da fascinerende danskagtig. Og jeg er egentlig lidt stolt. Stolt over den her vikingekraft. Den er der jo, selvom jeg nogle gange lige skal lidt væk for at ku’ få øje på den. Lidt væk fra dansk grå brokkezone, paranoisk invandrerfobi, og aflukkethed.

Jeg tager metroen til Nørrebronx og styrter ned til Søerne. Fuck Seinen. Søerne er fede! Neonhønseæg, københavnske huse, streetart, kunst, kultur, musik, skævheder og støj, og aldrig før har jeg følt sådan en hjemstavnsglæde som nu.

Jeg plukker alle de vilde blomster rundt om søerne og snuser til den danske jord. Blomsterne bliver sat i en vase derhjemme og står så der og stråler af vikingeblod.

København du er en fed by!

Foto: Wikimedia

Mikkeline W. Gudmand-Høyer er billedkunstner, forfatter og musiker.