Magt og begær i flere perspektiver

Dokumentarfilmene gik i alle retninger på CPH:DOX 2010, men en meget stor del af dem handler om forholdet mellem magt, begær og frigørelse. Seksuelt, økonomisk og politisk. Her skal omtales fem vidt forskellige film, som på hver deres måde sætter disse begreber i perspektiv.

Regretters

Instruktør Marcus Lindeen

Regretters (Ångrarna) er en fantastisk film, der er formet som en samtale mellem to personer, Mikael og Orlando, som har fået foretaget kønsskifteoperation, og som siden har fortrudt. Den ene har fået foretaget et skifte tilbage til mand, efter at have levet en årrække som kvinde, mens den anden stadig venter på at skifte tilbage.

Selv om filmen næsten udelukkende består af dialog, sparsomt spædet med private smalfilm og lysbilleder, er den spændende, morsom, rørende og meget tankevækkende. Det mest geniale ved filmen er, at hele dens visuelle drama udspiller sig i de to personers ansigter, som man uophørligt drages af, da aflæsningen af dem afslører en rigdom af følelser og tvivl, som kan sammenholdes med det sagte.

Marcus Lindeen har skabt en film, som handler om langt mere end kønsskifte og transseksualitet, selv om den naturligvis også handler om det. Med deres helt unikke erfaringshorisont beskriver de to medvirkende almenmenneskelige eksistensvilkår på en måde, som ellers kan være vanskelige at beskrive uden at forfalde til almindeligheder. Hvordan forholder vi os til vores identitet, hvordan skabes den, hvor meget er frit valg? Det er spørgsmål, man ikke undslipper i løbet af filmen.

Regretters beskriver også ensomhed og angsten for ensomhed som et grundvilkår for mange af de valg, vi foretager i livet. Og den beskriver klart, hvor mange illusioner, vi omgiver os med.

Mikael og Orlando fra Marcus Lindeens film Regretters eller Ångrarna. Foto: CPH:DOX.

Selv om de to personer er uenige om mange ting, så er de rørende enige om, at deres beslutning om kønsskifte var indspundet i et virvar af drømme, der egentlig ikke havde noget direkte med deres seksualitet at gøre: Efter kønsskiftet ville alt blive bedre, man blev smukkere, mere feteret, mere elsket og mere sig selv.

Orlando for eksempel drømte mest om at få en mand, som kom hjem med blomster til ham, når han var blevet en hende, og som engang imellem gav lidt husholdningspenge.

Faktisk blev Orlando gift med en mand, og levede i 11 år med ham, førend han opdagede hendes hemmelighed. Det var nær endt med mord.

Orlandos og Mikaels historier er i sig selv fulde af drama, men fortalt med en vidunderlig tør humor og en undren over for livet og dets mærkelige sideveje og blindgyder. Alt i alt en meget opmuntrende, alvorlig film, som man aldrig glemmer.

Paria

Instruktør Adryan Linden

Paria er en meget følelsesladet film om at være handicappet. En person i kørestol kommer med en lang række vrede udfald mod omverdenen, fordi den - efter hans opfattelse - hader ham.

Han argumenterer for, at lidelsen er menneskets vilkår, og da de handicappede lever med større lidelse end andre, er de en slags overmennesker, helt sikkert bedre mennesker end de »normale«.

Desværre er filmen ren retorik og vrede, og argumentationen er ikke særlig overbevisende.

Filmens forsøg på et klimaks er den sidste scene, hvor filmens (næsten) eneste medvirkende konfronteres med en påstand om, at Danmark stadig har tvangssterilisation af handicappede, og at fosterscanninger i dag gør det muligt at fravælge blandt andet børn med Down’s syndrom.

Da stopper den vrede talestrøm og erstattes af stilhed og tårer. Det er et emne, der rejser mange spørgsmål, og som bør behandles med en seriøs indsigt, men som her blot leder til en konfrontation mellem en vred handicappet og tilskueren, som overdænges med skældsord.

Det gode udtryksprincip »don’t tell it, show it« er her helt vendt på hovedet: Der tales kun og vises meget lidt, og resultatet er, at den handicappede, som er stærk i sin retorik, faktisk fremstår som meget afmægtig.

Men måske er pointen noget helt andet, end at pege på den handicappedes forhold til det »normale« samfund. Måske handler det i virkeligheden om forholdet mellem ekstremisme og magtesløshed. I så fald er filmen meget illustrativ. Begæret vinder over magten på det retoriske plan, men den handicappede har ikke magt over sin krop, og derfor bliver den retoriske frigørelse ikke reel.

Out

Instruktør Roee Rosen

Out skildrer et sadomasochistisk forhold mellem en ung mand og en ung kvinde. Først forklarer de to, hvad deres forhold til SM er, dernæst ser man en session, hvor manden pisker den nøgne kvinde.

Filmen er israelsk, skabt af instruktøren Roee Rosen. Pigen, der lader sig piske, er opvokset i et hjem, der ifølge hende selv var stærkt racistisk og højreekstremistisk.

Hendes forældre, der er jøder indvandret til Israel fra Moldova, hader arabere, omtaler dem som dyr, og de er endog racistiske overfor mellemøstlige jøder, der ikke er ligeså hvide i huden som dem selv.

Parret har i filmen besluttet sig for uddrive den højreekstreme dæmon fra kvindens krop. Dæmonen har taget form som den israelske højrepolitiker Avigdor Lieberman. Og under piskningen kommer kvinden med udtalelser, som alle er citater af Lieberman.

Hendes stemme er manipuleret, så den lyder som Den Onde selv. Filmen slutter med, at to musikere spiller en sørgelig russisk sang for de to trætte elskere.

Det er faktisk en spøjs lille film, der giver et noget anderledes syn på israelsk kultur og pisket selvironi. Her er begæret udtrykt i et rollespil, hvor den reelle lidelse og magtesløshed iscenesættes som en leg, der bemægtiger sig kroppene.

Pink Saris

Instruktør Kim Longinotto

Pink Saris er på flere måder en banebrydende film, der bringer sit publikum helt tæt på en meget udsat kvindegruppe, nemlig de kasteløse kvinder i Indien.

Den beskriver kvinderne i deres radikale opgør med kastesystemet, samtidig med, at den ikke lægger skjul på, hvor vanskelige betingelser, dette opgør har.

»Gods can go to hell«, siger Sampat Pal, som har samlet disse kvinder, der kalder sig The Pink Gang. De griber ind over for uretfærdigheder og hjælper kvinder, der bliver misbrugt eller udstødt. »Kærlighed er større end kastesystemet«, siger hun, når en kvinde og en mand ikke må få hinanden, fordi den ene part tilhører en lavere kaste.

De kasteløse kvinder kaldes the untouchables, hvilket egentlig forklarer ret meget om deres situation. Filmen er rå realisme. Et indblik i de fattigstes leveforhold. Men også en skildring af, at der er nogen, der aktivt gør noget for at ændre forholdene.

Sampat Pal siger et sted, at hun er farligere for forbryderne end politiet, fordi politiet kan købes, så for eksempel en mand ikke straffes for at misbruge sin svigerdatter.

Sampat Pal løser også dagligdags sociale problemer – og hendes Pink Gang er en slags kvindecenter, der beskytter dem, der ikke tør gå hjem til mand og svigerfamilie.

Men filmen er ikke en ren hyldest, ind imellem tager Sampat Pal diskutable beslutninger og gør sig for eksempel uvenner med sin mand, der ellers støtter op om hendes arbejde. Og nogle gange er hun ved at opgive det hele. Et sted siger Sampat Pal: »Kvinder har ikke andet end deres tårer, hvad har de ellers? Men jeg vil ikke lade mørket sluge os«.

Sampat Pal forstår sig tydeligvis som en del af oplysningsprojektet, en modernitetens fortrop i et tilbagestående miljø.

Mange af de kvinder, hun møder, er overladt til deres svigerfamilie efter at være giftet væk i en meget ung alder, helt ned til 12 år.

Her er der svigerfædre, der slår dem og endda voldtager dem. Mange af kvinderne, fordi de er untouchables, risikerer ovenikøbet at blive dræbt af deres familie, hvis de får et barn og ikke har en mand.

Filmen Pink Saris er en anelse for lang, og der dvæles lidt for meget ved ikke-signifikante episoder.

Til gengæld kunne man tænke sig, at der var plads til kritik af eller reaktioner på Sampat Pal’s beslutninger, da nogle af kvinderne faktisk lader Sampat Pal bestemme deres skæbne.

Det bedste ved filmen er, at beskueren bringes helt tæt på disse menneskers liv, og man gives et indblik i, hvorfor de tænker, som de gør.

Inside Job

Instruktør Charles Ferguson

Inside Job er et forsøg på at forklare finanskrisen fra et fortrinsvis amerikansk perspektiv. Den redegør for, hvad de afgørende aktører i krisen egentlig foretog sig op til og efter krisen.

Den indeholder også et historisk rids over, hvordan finanskapitalen siden Reagans tid er blevet mere og mere dereguleret, samt hvordan lånemarkedet udviklede sig til, at der næsten ikke stilledes sikkerhed for givne lån.

Det skete blandt andet, fordi transaktionerne i sig selv skabte profit, uanset om de førte til ruin for lånerne, og pengene ikke blev betalt tilbage.

Filmen består dels af originale interviews, dels af tv-optagelser, der dokumenterer fremstillingen. Der er gjort en del ud af at vise bylandskaber i fugleperspektiv, men det er ikke så meget billederne, der fortæller historien, som det er ordene.

Ifølge filmen er flere af de afgørende beslutningstagere i finansverdenen, blandt andet Alan Greenspan, mangeårig leder af den amerikanske centralbank, i et eller andet omfang korrupte, idet de selv tjener penge på deres egne anbefalinger, eller har skjulte interessekonflikter, der gør det svært for dem at levere objektive analyser af den finansielle situation.

Filmen dokumenterer, i hvilken grad de involverede tjente penge ved at snyde andre, for eksempel ved at sælge subprime-lån (meget usikre lån), der så ud til at være AAA-lån (meget sikre). Goldman-Sachs sørgede endda for, at jo mere lånerne tabte på lånene, jo mere tjente Goldman-Sachs.

Ratings af aktier blev efterfølgende betegnet som »opinions«, da det blev klart for alle, at de nominelle »ratings« var i modstrid med den viden, alle insidere havde. På denne baggrund solgte man aktier, man vidste var bundrådne.

Filmen berører også, i hvilken grad det finansielle system har korrumperet selve den økonomiske videnskab ved at sørge for, at mange af de førende økonomiske eksperter har interesser eller poster i bankerne.

Harvard University betales for eksempel for at forske i økonomi af de kræfter, som ønsker deregulering. Og både Harvard og Columbia University bidrager med deres akademiske ekspertise til forskellige fonde og tænketanke, som arbejder for deregulering af finanssystemet.

Filmen viser, at Obama – efter at han i sin valgkamp tordnede om nødvendigheden af regulering af finanssektoren – har installeret alle de ansvarlige for finanskrisen og dereguleringen på deres gamle poster. Summer, Bernanke og gamle Goldman-Sachs-folk mv., som ifølge filmen har begået lovbrud, har i dag ligeså stor magt over finanspolitikken, som de havde under Bush.

Og bankerne betaler stadig millionbeløb i bonuser til deres direktører, selv om pengene er taget fra skatteyderne for, at finanssystemet ikke skulle bryde sammen.

Inside Job er således en klassisk dokumentarfilm, der leverer en stor mængde dokumentation. Men filmen tager udgangspunkt i nødvendigheden af regulering og kontrol af kapitalen, og det bliver en svaghed, fordi filminstruktøren dermed kommer til at postulere en speciel kriminel adfærd hos bankfolk.

Den stiller ikke spørgsmålet, om kapitalisternes grådighed i sidste ende skyldes kapitalismens funktionsmåde. Og dermed giver den ingen forklaring på, hvorfor bedragerne stadig er ved magten.

CPH:DOX

Regretters. Instruktør Marcus Lindeen. Sverige. 58 min. Tirsdag 9/11 i Cinemateket

Paria. Instruktør Adryan Linden. Sverige. 30 min. Tirsdag 9/11 i Cinemateket

Out. Instruktør Roee Rosen. Israel. 35 min. Torsdag 11/11 i Cinemateket

Pink Saris. Instruktør Kim Longinotto. Indien/England. 100 min. Lørdag 6/11 i Grand

Inside Job. Instruktør Charles Ferguson. USA. 105 min. Tirsdag 6/11 i Grand