Den lette musik og det svære liv

Tommy Seebach gjorde sig allerede som teenager gældende i den tidlige danske »pigtrådsmusik« som organist i Sir Henry & His Butlers. Han levede som professionel musiker og producer i den lettere del af popmusikken.

Da Danmarks Radio besluttede sig for at deltage i Grand Prix igen efter flere års pause, besluttede Tommy Seebach sig for at satse på denne genre. Det gav ham mange successer, men gjorde ham også helt afhængig af, hvilken position han havde i konkurrencen. Da han i en årrække ikke fik lov at deltage, betød det, at han mistede sit livsgrundlag og familie og efterhånden opløste sin selvtillid i alkohol.

Tommy Seebach døde som kun 53-årig som følge af det svære liv med den lette musik.

Tommy Seebach var altid glad på overfladen. Når man befinder sig i den lette ende af underholdningsbranchen er det for at sprede glæde. Men måske var det bare for svært at få sagt alt det andet? Foto: EMI

Filmen Tommy er en beskrivelse af Tommy Seebachs liv fortalt gennem familie og venners oplevelser, samt gennem musikoptagelser og Tommy Seebachs private videoer fra familielivet.

Det er en portrætfilm, der indirekte afslører en hel del om, hvordan en musikers levevilkår er i Danmark.

Filmen fortæller også noget om, hvordan musikken og livet hænger sammen – og hvad der sker, når det ikke rigtig hænger sammen.

For den mondæne stjernetilværelse findes ikke, og Tommy Seebachs ordinære hverdagsliv udviklede sig i takt med succes og modgang. Nedturene førte til alkoholisme og et liv ude af kontrol. Fra »hip-hurra«-musik til en næsten lurvet eksistens.

Tommy Seebach led under, at den lette popmusik, som han skabte, ikke blev respekteret. Han levede kun for den anerkendelse, han kunne få fra det publikum, han havde valgt ved at spille den musik, han spillede. Men det var ikke altid, publikum tog hans musik alvorligt. Filmen fanger fint den melankoli og tomhed, der efterhånden trådte i stedet for musikglæden.

Hvor motivationen i begyndelsen var at skabe glæde og eftertanke blandt mennesker, endte det ofte i den rene prostitution.

I den periode, da Seebach var ude af Grand Prix-hysteriet, fordi DR havde besluttet at invitere nye, yngre kræfter til at levere sangforslag, måtte han se sig selv optræde til reklamearrangementer og storcenter-fødselsdage og lignende, og det er ret tydeligt på de klip herfra, der er med i filmen, at han ikke morer sig. Som Rasmus Seebach siger: »Min far var blevet en robot, som bare gjorde, hvad der blev sagt«.

I denne periode optrådte han faktisk også i Ungdomshuset på Jagtvej 69 ved et show, der var tætpakket med mennesker.

Kitsch

Nede under filmens overflade fornemmer man et stærkere drama, som ikke er klart italesat. Var det ikke den servile og næsten selvudslettende holdning til publikum, der var Tommy Seebachs tragedie?

Naturligvis er en kunstner afhængig af sit publikum, men skal han kun afspejle det, han tror publikum vil se og føle, eller skal han bare give los for sine egen trang til at udtrykke sig i musikken og håbe at publikum efterhånden følger efter?

Tommy Seebach var alt for ofte blot sit publikums tjener, og det er vel en af grundene til, at han tog så mange kitschede beslutninger i sit repertoirevalg, og at mange havde svært ved at tage hans musik alvorligt – også selv om de sang med ved festlige lejligheder.

Desværre blev sangene alt for ofte svøbt i kiksede arrangementer og udsat for ufrivilligt morsomme præsentationer. Men filmen formår faktisk delvis at rehabilitere Tommy Seebach som komponist, for der er ingen tvivl om, at han var en eminent sangskriver, når han virkelig ville.

Det ville derfor ikke have gjort noget, hvis der havde været en smule mere fokus på de bedste kompositioner og deres virkemidler.

Men Sami Saif har skabt en virkelig varm og solidarisk film, som hermed anbefales.

CPH:DOX: Tommy. 100 min. Instruktør Sami Saif. Grand lørdag d. 6/11.
Filmen vises over hele landet den 17. november under DOXBIO. I København vises den i Grand Teatret og Empire Bio.