En større frihed i Berlin

Maleren Nina Sten-Knudsens atelier ligger på 4. sal i en baggård på Alexandrinen Strasse i Kreuzberg. Lyset strømmer ind ad vinduerne, og der er en afslappet atmosfære i det store rum, hvor der er en seng, et arbejdsbord og lidt maleredskaber hist og her.

Mens hun udtrykker sin glæde over stedet, går vi ud i efteråret for at tale sammen på en café. Der ligger en hyggelig frokostrestaurant ved Landwehr-kanalen, hvor vi går ind.

Funderet i punken

Nina Sten-Knudsen vidste meget tidligt, at hun ville være maler. Hun blev optaget på Kunstakademiet som 19-årig, og gik derinde fra 1977-82. I netop disse år, i kraft af punkens udbredelse i Danmark, dannedes grundlaget for nogle kulturelt meget anderledes strømninger.

Nina Sten-Knudsen fik sit maleriske gennembrud i 1982 med udstillingen »Kniven på hovedet« i Danmark, men er nu bosat i Berlin. Foto: Laura Na Blankholm.

– Når man står midt i det, opfattes det ikke som et nyskabende omdrejningspunkt, det er først bagefter, det går op for én, hvor vigtig og usædvanlig den tid var. Punken var virkelig noget, jeg kunne identificere mig med. Det var en magnet, der tiltrak mig. I 70’erne var det meget kedeligt, pænt og fastlåst. Så kom det der, og det var som en åben dør til noget nyt, siger hun.

Nina Sten-Knudsen var en af de malere, der blev kaldt for »De unge vilde«. Hun medvirkede i den skelsættende udstilling »Kniven på hovedet«. Udstillingen blev et nybrud på den danske kunstscene, og den gjorde op med samtidens og museernes hidtidige forestillinger om, hvad maleriet skulle og kunne.

– Jeg opfatter ikke punken eller det vilde maleri kun som en negation af noget, der var før. Det var en ny ting. Det var ikke fordi, vi sagde: nu vil vi ikke være ligesom den politisk orienterede generation før os. Der var bare en kæmpe frihed i det, som for mig var fuldstændig grundlæggende og bestemte meget for resten af mit liv. Når man oplever den frihed, når man er ung, så vil man gerne blive ved med at have det på den måde. Man bliver afhængig af den frihed, siger hun.

Nina Sten-Knudsen ville gennem sine værker engagere beskueren i sit kunstneriske verdensbillede, men samtidig diskutere aktuelle problemstillinger i samfundet.

Regler

– Der var så mange regler i 70’erne for, hvad man måtte og ikke måtte. Det blev en slags selvcensur. Værkerne skulle se ud på en helt bestemt måde. Kunsten var meget lukket om sig selv - hvis du kom ind på en udstilling, var du nødt til at have en stor forhåndsviden om kunst for at få udbytte af værkerne. Selv om værkerne måske i teorien var samfundsrelaterede, så var det som om, kunsten var en lille lukket celle, isoleret fra resten af samfundet, siger hun

Inden Kunstakademiet arbejdede Nina Sten-Knudsen med lyskunst og lavede lysshow til koncerter fx. i den grå hal. På Kunstakademiet begyndte hun at lave objekter.

– Det handlede meget om terrorisme. Det var en del af den tid, alt det, der skete med Baader Meinhof og RAF, det var noget, vi var meget optagede af. Det blev så et tema, jeg arbejdede med, siger hun.

Gennem sin karriere har Nina Sten-Knudsen arbejdet med mange forskellige medier og været gennem adskillige processer:

– i 70’erne arbejdede vi med ready mades. Det er en ting, der allerede eksisterer, som placeres på et kunstmuseum og dermed bliver opfattet som kunstværker. Jeg var meget fascineret af våben - og lavede økser, pistoler og partisansøm og udstillede dem på museer og gallerier. Men når jeg nu ønskede at udstille udenfor kunstinstitutionerne, så stod jeg der med partisansøm og forestillede mig dem udstillet på gaden - og så var det pludselig kun partisansøm. Jeg ville lave noget, der havde en egenværdi, og derfor begyndte jeg at male, siger hun.

Nina Sten-Knudsen: Ved korsvejen møder jeg monsieur Rousseau. ”Bonjour, monsieur Rousseau!” siger jeg glad. ”Er det sandt, hvad min ven fortalte mig, at du gik ud i skoven for at blive bange?” (2009, olie på træ, 60,5 x 80 cm). En del af Love and Fear udstillingen på Nivågård.

Stadt des Friedens

Nina Sten-Knudsen mener, at maleriet tages mere alvorligt i Tyskland end i Danmark:

– Der er en tradition i Tyskland, hvor det er helt legalt at male. I Danmark oplever man stadig, at folk kommer med det gamle postulat: »maleriet er dødt!«, og jeg orker ikke høre på det mere.

Nina Sten-Knudsen mener, at der er nogle helt grundlæggende rammer på den danske kunstscene, der hindrer kunstneren i frit at udfolde sig. Kunstmiljøet i Tyskland og andre lande, er endvidere helt anderledes.

– I Danmark er det sociale et vigtigt element, det handler meget om netværk, hvem der er dine legekammerater. Jeg tror, det har noget at gøre med, at Danmark har en gammel tradition med andelstanken. Man har sluttet sig sammen i mindre fællesskaber og lavet andelsmejerier og andelsslagterier og andelsboliger, og indenfor kunsten er der opstået kunstnersammenslutninger.

– Den tradition har medført, at det er blevet meget vigtigt, hvem man kender, hvem man er venner med. Arven fra sammenslutningerne betyder stadigvæk, at det sociale er vigtigt, hvorimod i andre lande er det gallerierne, som på godt og ondt er den afgørende faktor på kunstscenen. Det er et tveægget sværd, for det er selvfølgelig godt, at kunstnerne har så meget indflydelse, men der er også noget ved det, der er dårligt.

– Min professor på Kunstakademiet fortalte en historie om, hvordan han blev ekskluderet fra den gruppe kunstnere, han arbejdede sammen med, fordi han lavede nogle nye skulpturer, som ikke lige stemte overens med de kunstneriske ideer, som gruppen gik ind for. Det er den sociale spændetrøje, hvor det mere end noget andet er dine kollegaer, der begrænser dig, siger hun

Nina Sten-Knudsen har ikke tidligere haft den store tilknytning til Berlin, men var der for første gang i begyndelsen af 80’erne i forbindelse med en Sods koncert på spillestedet SO36 i Kreuzberg.

Nina Sten-Knudsen: Jeg stiller mig midt på kompasrosen, og et øjeblik efter er jeg inde i landskabet. (2009, olie på lærred, 234 x 321 cm) En del af Love and Fear udstillingen på Nivågård.

Det var som en sindssyg forelskelse

Om arbejdsprocessen med den nuværende udstilling, »Love and Fear«, fortæller Nina Sten-Knudsen om, hvordan hun normalt fungerer i de forskellige etaper, fra idéfase til at realisation. Berlin er en afgørende faktor for, at inspirationen kunne få frit løb.

– Jeg har aldrig før prøvet at lave en udstilling med malerier, der er forbundet i ét langt narrativt forløb gennem maleriernes titler, og så vidt jeg er orienteret, er der heller ingen andre, der har gjort det. Det kom som en stor idé på én gang i løbet af et par uger. Billedet og teksten kom samtidig, og det var en virkelig overvældende oplevelse, fortæller hun begejstret

– Jeg så de fleste af dem meget præcist. Fx om det skulle være en tegning, en video eller et foto. Nogle ting måtte jeg selvfølgelig kalibrere undervejs. Jeg stod måske og malede noget som et stort billede, der endte med at blive småt.
Det er, når man arbejder med det, at man mærker, om det bliver rigtigt.
Dengang, jeg malede de store billeder, kom idéen undervejs, mens jeg malede billederne frem - jeg havde aldrig en idé fra starten, forklarer hun

– I det her forløb fik jeg alle idéerne på én gang. Det var fantastisk. Det var en kæmpe kraftudladning, som en sindssyg forelskelse. Bare ikke i et menneske, men i mit arbejde. Jeg glædede mig hver eneste dag, når jeg skulle over i atelieret, havde hjertebanken og tænkte - hvad mon der sker i dag.

– Den anden metode, jeg har brugt tidligere, med at finde billedet undervejs i processen, kan nogle gange være et rent helvede, hvis ikke den lige kører - hvilket den tit ikke gør, og så er det virkelig et tungt arbejde. Så de her nye billeder har været meget stor befrielse at lave.

Nina Sten-Knudsen: Hesten. 1984. Et eksempel på den tidlige "vilde" stil. Foto: SMK Foto.

Nina Sten-Knudsens værker kan opleves indtil den 28. november på den anmelderroste særudstilling »Love and Fear« på Nivågårds malerisamling. Udstillingen er opbygget som en fortælling, der gennem adskillige medier kredser om dualismen mellem kærlighed og frygt. Formen er stilistisk meget varierende, og er derfor også et passende udgangspunkt for en grundig indføring i hele hendes kunstneriske spektrum.

Udover særudstillingen kan man i Arkens udstilling »De vilde 80’ere« indtil den 30. januar se, hvordan det hele begyndte. Udstillingen viser, hvordan Nina Sten-Knudsen og mange andre dannede fortrop for en kunstnerisk frigørelse og et kulturelt nybrud.

Læs mere om udstillingerne her:

Love and Fear, Nivågårdsamlingen

De vilde 80’ere på Arken