Carsten Jensen svarer på dansk soldats kritik

Kære Niels Jespersen,

Tak for din konstruktive og nuancerede kritik af mit stykke om krigen i Afghanistan, »En dag i Helmand«.

Jeg vil gerne starte med at opklare en misforståelse. Jeg har ikke skrevet stykket, sådan som du synes at tro, for at forklare, hvorfor danske tropper skal trække sig ud af Afghanistan. Jeg har skrevet artikler, givet interviews og deltaget i debatter i medierne, hvor det er mit synspunkt. Men et teaterstykke er noget helt andet, og jeg prøver at holde de to ting ude fra hinanden.

Bornholms Teater henvendte sig til mig med en bunden opgave: jeg skulle skrive et stykke om krigen, der henvendte sig til unge mennesker mellem 14 og 16-18 år, med andre ord et stykke beregnet på skolerne, hvor det kan opføres som et led i undervisningen og få de unge til at diskutere krigen.

Forfatteren Carsten Jensen mener, at krigen i Afghanistan er forfejlet, men det er ikke det, hans teaterstykke En Dag I Helmand handler om, skriver han. Foto: Gyldendal

Jeg har forsøgt at sætte mig temmelig grundigt ind i krigen, både gennem besøg i Afghanistan og gennem læsning og samtaler, blandt andet med danske soldater. Jeg synes meget af det, vi hører om krigen i medierne er fordrejet, fuld af fortielser og direkte løgne, og at journalisterne frem for alt ikke formår at etablere nogen kritisk distance til forsvarsministeriets ofte helt barokke version af det, der foregår derude.

Jeg ville skabe fem figurer, der hver på deres måde repræsenterer den nuværende krigs arketyper. Jeg ønskede også at lade alle argumenter både for og imod krigen stå så stærkt som muligt. Der er soldaten, som er der for at gøre en forskel, men han er der også for at få en på opleveren, og jeg tror, han er meget repræsentativ for flertallet af danske soldater.

Tolken har meget stærke argumenter for vores tilstedeværelse: han er veluddannet og ved, der ikke vil være nogen plads til ham i et Afghanistan, hvor Taliban igen kommer til magten. Men han er også kritisk over for den måde, vi fører krigen på.

Bonden er ikke, som du synes at tro, båret af nogen ide, han vil blot overleve og være i fred. Men han er stolt af sin datter, hvis uafhængighed peger på en ny fremtid for Afghanistan, og jeg er her gået meget langt for at tegne et billede af en befolkning, der er åben over for kvindernes frigørelse, skønt jeg faktisk tror, det er en fiktion i hovedet på os Vesterlændinge, og i hvert fald mener jeg, at det ligger helt uden for en udenlandsk hærs muligheder at frigøre kvinder fanget i en årtusind gammel kulturs kønsroller. Så jeg giver krigstilhængerne og deres argumenter meget lang snor her.

Nej, journalisten har jeg ikke meget til overs for, han er ikke engang en smart-ass, men en ass, som de fleste af de journalister, der ukritisk og heroiserende har dækket krigen.

Endelig er der talibankrigeren. Du ser rigtigt, han er båret af en ide, han er den klassiske religiøse fanatiker, og det er man, hvis man så villigt sætter sit liv på spil, som talibankrigerne gør. Og nej, i Vesten er vi sekulære, og har ikke en offervillighed, der kan måle sig med talibans. Jeg prøver også at gøre ham til et menneske: han er en ung mand, der aldrig har kendt en kvinde, men også bærer på en nærmest navnløs længsel efter kærlighed.

Du skriver, at det statistisk set ville mest sandsynligt, at det var en talibankriger, der blev dræbt af en dansk soldat. Men statistik er en ting, kunst en anden, jeg lader ikke handlingen bestemme af sandsynlighedsberegninger. De fleste tilskuere, jeg har talt med, troede faktisk, at det ville være soldaten, der blev dræbt.

Hvorfor vælger jeg pigen? Ikke fordi, collateral damage, utilsigtede drab på civile, er min hovedindvending mod krigen i Afghanistan, for det er det ikke. Men fordi jeg gerne vil konfrontere de unge tilskuere med et vedkommende moralsk dilemma. Det virkelige formål med at være soldat er at slå andre mennesker ihjel. Det er det, jeg vil have dem til at forholde sig til: drabets moralske dimension.

Oberst Lars Møller, som du omtaler, og som jeg har stor respekt for, nævner, at den nuværende soldater-generation slet ikke har de hæmninger over for drab, som prægede tidligere generationer. Før var det militærets opgave at nedbryde denne hæmning, nu er opgaven nærmest den modsatte, at discplinere en drabslyst, der ikke er til at skelne fra en computerleg.

Soldaten i mit stykke citerer en kaptajn, der advarer ham mod faren for at blive afstumpet, og det er et direkte citat fra en officer i den danske hær, jeg mødte under min research.

Hvis krigen fortsætter, er det ikke usandsynligt, at nogle af de unge tilskuere til mit stykke en dag står med et gevær i hånden i Helmand. Jeg vil gerne have dem til at tænke sig om, før den dag oprinder. Mit stykke handler ikke om, hvorfor vi skal trække os ud Afghanistan. Det handler om mennesker og moral.

Jo, jeg mener krigen er tabt. Vi har allieret os med de forkerte, de krigsherrer, der plagede livet af afghanerne, før Taliban kom til. Vi har ingen troværdige alliancepartnere i Afghanistan, slet ikke den korrupte Karzai-regering. Vi har ingen kendskab til den kultur og de mennesker, hvis liv vi ønsker at ændre så dramatisk. Vi har ingen langsigtet strategi.

Den sikkerhed, vi taler så meget om, har vi ikke formået at etablere, og det kommer heller ikke til at ske, hvad enhver der har taget et nærmere blik på den afghanske hær eller det afghanske politi vil vide. Kvinderne har ikke fået bedre vilkår. Det er kort sagt os, der er den destabiliserende faktor i Afghanistan.

Men alt det handler En dag i Helmand ikke om.

Det er derimod det, den offentlige debat burde handle om.