ModKulturRefleksioner i den levende kultur

18. oktober 2010 - 20:34

Musikfest i trods og med skrig

Af Laura Na Blankholm & Kim Ingemann

ANMELDELSE: Ungdomshuset på Dortheavej er placeret i et forladt, københavnsk industrikvarter, der ligner en undskyldning for sig selv. Men inde i Ungdomshusets bygninger hersker en egensindig stolthed, som er født i trods. Trods mod uretfærdighed, men også trods alt: en isoleret ø af kreativitet og folkekøkken og musikscener, der rummer musik til trodsalderen – den næste epoke.

A Scream In The Dark er en festival for den dystre del af musikundergrunden, som havde sin debut sidste år. Festivalens Part 2 var henlagt til Ungdomshuset og foregik over tre dage.

Den besøgende trænger ind i et røgfyldt mørke. Alt undtagen scenen er sparsomt belyst. Der er et liv af glædesudbrud blandt tilskuerne, en trang til at danse, drikke og være til i virvaret. Af og til er musikken virkelig så dyster som annonceret, men oftest er de desillusionerede udladninger netop det: udladninger af energi og modstand og liv, og derfor er vi både til fest og frigørelse, men uden ret mange farver.

The Eudaimonia Collective

Vi begynder uden varsel. The Eudaimonia Collective vandrer rundt i Joy-divisionen og går på opdagelse, svøbt i ekko og reverb. Atmosfæren omslutter, den er klaustrofobisk. Der er mange mennesker på scenen: tre guitarister, bas, keyboard, effekter og en trommeslager. De tre guitarister opererer med en tilgængelig, afstemt og fremaddrivende energi, der akkompagneres af en kompromisløs, gennemtrængende stortromme.

Vokalen bliver hurtigt et dominerende element, og den meget rene og simple stil varsler dommedags poesi og tomhedsstemning. Tilværelsens mørke sider udlægges som en klar intention gennem hele førstenummeret, hvor den insisterende vokal spørger Where will it end?

Til sidst bevæger koncerten sig i en glidende, ubemærket overgang til en mere destruktiv fase, hvor lyden kan mærkes som en dunkende tilstedeværelse i brystet. Det er helt klart her, hvor The Eudaimonia Collective formår at løfte niveauet og indfange en nerve. Lange larmende collager, som f.eks. også Mogwai mestrer.

Det fortsætter i samme stemningstilstand med marchtromme ledsaget af raffinerede effekter, afstemte klokker, en hylende mur, der istemmes en mere dyster og diskret hviskende vokal.
Vokalen synes her unødvendig, da de diskante guitarer og effekter kan bære showet igennem alene.

Det er tranceagtigt, men også stillestående. Kontrolleret tilbageløb og rundkobling. Der er Swans i Cabaret Voltaire i aften, men også et sværmeri for fysiske vibrationer og virrende fornemmelser, som peger ind mod nerver, der kan blottes, når kollektivet finder sine 10 ben og vandrer ud i dybet.

Lydfragmenterne af en forvrænget kvindestemmer lyder, mens bandet forlader scenen.
Man står tilbage med en fornemmelse af, at der manglede et eller andet... eller også indfangede kollektivet netop tomheden og udstillede den.

I, Mountain

I, Mountain er et kantet bjerg af metal, industrielt skramlende, et godt billede på det forladte industrikvarter, der omgiver Ungdomshuset. Men I, Mountain lader sig ikke passe ind i en form. Det her er postrock med growlvokal og symfoniske tendenser. To guitarister i spændende harmoniske forløb, en trommeslager, der spiller nærmest anti-swing med kun et slag pr. takt.

Vi ledes ud i en fremaddrivende trance med kraftige ekkovirkemidler. Vi vækkes til live, kommer ud på den anden side af trancen med en nærmest blid og følsom guitarklang, der på en gang er ren og skæv. Entusiasmen stiger også hos bandet, og bassisten drikker grådigt af en øl, der skummende flyder over.

Bassen og guitarerne taler sammen og flettes ind og ud af hinandens klang i koncentriske cirkler af dissonanser.
Det hele resulterer i en storladen og rendyrket samklang. Skævheden og den store uforudsigelighed skaber en helt unik klarhed af anderledes kompositioner, der kræver lytterens uforbeholdne opmærksomhed.

En hel koncert i meget langsomt tempo, som fascinerer hele vejen igennem, også selv om bassen var stemt mindst en kvarttone for lavt i forhold til guitarerne, og musikken altså på intet tidspunkt var uden disharmoni.

I, Mountain er et bjerg, der ikke sådan lige kan bestiges.

Moonless

Moonless var det mest medrivende band torsdag aften, og havde da også et meget aktivt medlevende publikum. Men Moonless er en total Black Sabbath-pastiche, selv om bandet ikke spiller Sabbath-numre. Det er heldigt for gruppen, at sangeren synger en oktav under Ozzy Osborne, ellers ville det være ubærligt. Også tekstuniverset er lånt fra Black Sabbath’s to første plader: det handler om det onde, om Satans fristelser og om bibel-referencer til det forjættede land. Blandt andet.

Forsangeren overdøver al interesse for musikken, der bare bliver underlægning til en inkarneret midnatsgalen. Bandet er soundtracket til fed fest af bajere og rock. Presserende bliver tanken, at disse musikere ikke skulle være gået væk fra deres tidligere projekter, Gorillaangreb for eksempel.

Der er ikke nok substans til et selvstændigt projekt, men man kan komplimentere bandet for musikkens tilgængelighed og kammersjukkontakt til publikum. Rent musikalsk formår de ikke at præstere andet end den sædvanlige glæde ved opbygningerne af hurtige og poppede highhat infernoer, der hurtigt udløses i klimaksudbrud og guitaristens fingersnilde.

Moonless fremstiller en stil-kliché, men bandet spiller rigtig godt sammen, og derfor holder det som festmusik. Desuden har Moonless en uhyggelig rå fremtoning på scenen, hvilket er en kvalitet. Stå ikke for tæt på scenen, du risikerer en snotklat i ansigtet.

Sexdrome

Sexdrome er 1-2-3 trommer, der smadrer derudaf. Bassen og guitaren spiller som en samhørig alliance og står som taktfaste skikkelser og danner ramme om trommeslageren, der er kommet på hårdt arbejde med at opretholde en meget pågående, men dog velfungerende monotonisk orden.

Sexdrome-universet er skrabet lyd og mådeholden arrogance. Sexdrome er ikke stemningsopbyggende, kontinuiteten sikres af en rutineret performance, der sommetider virker som et helt skuespil. Der er afventende spændingsindgydende mellemstykker af stilhed, hvor stortrommen varsler ødelæggelse, men afløses af et eksplosivt kaos.

Der er tætpakkede stykker med ekstremt hurtige trommer, hvor også guitar og bas følger trop. Attituden er en afgørende faktor. Der skriges, moshes og skubbes hadefuldt til de forreste tilhørere. Der kastes med vand og flasker, og det er værd at nævne den raffinerede aggressivitet med de pludselige stop: De få sekunders mellemliggende stilhed formår at larme og forurolige ligeså meget som det resterende.

Udtrykket er overvejende hardcore, men der er også afvekslinger, og i sidste halvdel af koncerten høres mere rytmiske og noiserockede sekvenser. Gennemgående er det en meget isoleret lyd, Sexdrome brager igennem med - en rendyrket energi uden så mange effekter.

Ice Age

Ice Age præsenterer os for en mere 80’er tenderende klang. Begyndelsen er dansabel og tilgængelig og kan med lidt god vilje sammenlignes med tidlig Joy Division.

Det er uundgåeligt at bemærke de ambitiøse hensigter, men til tider er den konstante kantethed måske ikke et bevidst tilvalg. Det er på den anden side også den ukuelige selvtillid og musikalske ambition, der giver sangene en unik, drømmende og rå post-punk lyd. Det hele rummer en særlig skrøbelighed, som sår en art tvivl, om det hele om et øjeblik vil kollapse, men så formår de alligevel at spille sig igennem de koncentrerede konstruktioner og kanalisere et gennemslag, der vælter usikkerheden omkuld.

Trust

Trust består af en trommeslager og en guitarist, der begge synger. Det er magisk metal. Gennemtrængende guitarriffs og stammelignende jungletrommer. Her er Black Sabbath-tendenser og Ozzy-fraseringer, men Trust formår at skabe en mangefacetteret lyd, trods den sparsomme besætning. Alsidige trommemønstre afveksler mellem mange guitarakkorder og mere kantede melodiske stemninger. Generelt er der fart over feltet, men der savnes kontrast i kompositionerne. Trods skift i tempo og mere stille passager lykkes det ikke Trust at hensætte denne anmelder til en anden verden.

Fossils er ligeledes en duo, denne gang bestående af bas og trommer. Det er instrumental hardcore. Filtrede riff-strukturer og respektindgydende aggression. Her er stof for innovative og frække samplere til fundamentet for temmelig mange dansehits.

Papir er en trio af abrupt energi og fri leg. Meget original musik, kun med momentvise referencer til Tortoise samt ret obskure navne som Dif Juz og tidlig MX-80 Sound. Dette er en overvældende kombination af punk, jazzdynamisk psychedelic og postrock. Koncerten bestod af lange forløb, hvor guitar, bas og trommer legede som i en kollektiv organisme.
Papirmusikken er mere frodig blomstermark end undergrund.


: Fra koncertplakaten Illustration: Red Tape.

Melting Walkmen

Melting Walkmen er en interessant gruppe af flere grunde. Nok er bandet ikke det mest tight-spillende, man kan opdrive, men det lægger sig ikke under nogen tyngende forbilleder. Man har fornemmelsen af at være vidne til en begivenhed – briste eller bære – når Melting Walkmen spiller. Bandet følger godt op på en helt unik dansk tradition for atmosfære-postpunk, et spor, som blev pløjet af Before og Sods (i perioden omkring Under En Sort Sol 1980). Men Melting Walkmen gentager ikke, de kaster sig hovedkulds ud i situationen, som Fritz Fatal fra Before gjorde, og stadig gør.

Det hele indledes med en fremadrettet og drømmende guitarlyd. Dernæst hives de tungere skyts frem, og der skrues godt og grundigt op for rumklangen. Stemningen intensiveres og lyden bliver mere punket. Dernæst bliver det hele mere længselsfuldt og melankolsk. Hastigheden reduceres, forsangeren tværer læbestift ud i ansigtet og vækker med maniske øjne Ian Curtis til live. Synthesizer-bølgerne får for en kort stund lov til at vælde ind over os, og vi spilles til ro, hvorefter nummeret slutter.

Stilheden brydes af en skratten og en mere markant iørefaldende guitar, der sammen med catchy, massive, nærmest balkanlignende trommer rejser en stemning. Alt bliver mere nærværende, og vi omsluttes af lyd. Der falder et rødt spot på forsangeren, som vender hovedet mod loftet og skriger.

Chainsaw Eaters

Mange havde set frem til Chainsaw Eaters, en duo med besætningen synthesizer/vokal og trommer, der spiller en slags hybrid mellem postpunk og 80’er-electronica i stil med for eksempel Deutsch-Amerikanische Freundschaft. Man hører også gælden til tidlige Martin Hall-eksperimenter. Chainsaw Eaters fortsætter så at sige, når de er bedst, hvor Martin Hall slap. Chainsaw Eaters er bastant monotoni, men også hamrende insisterende aggression, storby-desillusion og mørke forestillinger.

Vi kaldes til samling af bastante trommer, der tordner som for enden af en tunnel. Synthesizerne istemmer, og støt og taktfast formår de at sætte lyd på tomheden og frygten. De fremmaner indre billeder af krigsfly og roterende helikopterpropeller. Man befinder sig godt her i den ubetingede kulde.

Desværre var Chainsaw Eaters’ optræden spoleret af (så det ud som om) en defekt strømforsyning. Faktisk blev kun et enkelt nummer spillet fuldt ud. »Vi har problemer med strømmen«, lød det fra scenen. En humoristisk henstilling fra publikum om at gå imod strømmen blev ikke hørt.

Skuffelsen er omfattende. Udvandringen af, hvad der ellers så ud til at blive aftenens højdepunkt, tager en smule af glæden fra de næste optrædener...

De Høje Hæle

De Høje Hæle er noget for sig. Ikke at musikken, de spiller, er vanvittig original. Vi befinder os sted mellem Ramones og Creedence Clearwater Revival og en hælebar på Amager. De Høje Hæle befinder sig i et tekstunivers af den mere bøvede eller skøre slags, der klart er mere forbundet med Frede Fup end med klassisk dansk punk. Der er linjer som: »Du har sat mit pis i kog / så nu pisser jeg på dig«. Med røv-guitar! Det kan ikke tages vanvittig alvorligt, men det er festligt, folkeligt og frygtindgydende. På den fede, kradsende måde.

Med en hyperentusiastisk fanskare foran scenen, klaprer de høje hæle i en slående jordnærhed: »Jeg spekulerer på om jeg skal score dig / for jeg syn’s du er en lækker steg«, lyder det fra scenen. Musikken er til at klappe til, det er smadderpunk, der følges ad med humoristiske tekster. Der danses pogo, stagedives, og det er egentlig også så underligt familiært, når vi rocker og ruller til vore gode venner, der spiller det bedste, de har lært.

Mig Og Min Ven er endnu en duo, dem er der mange af på scenen efterhånden: guitar/vokal og trommer/vokal. Gruppen spiller basal punk på dansk. Det er hurtigt, effektivt og godt. Muntre sange om transvestitter og om at slå op med kæresten. Trods den sparsomme besætning meget overbevisende 76-punk i stil med Sham 69.

Double Space er en tremandshær af gedigen dommedagsmetal. Fra start tårner lydmuren sig op foran os, og nærmest fysisk blæses vi omkuld. Det fortsætter som en nedslagtning med tonstunge guitarriffs, der sætter lytteren i total stoner-ekstase. Der er bare tilbage at bevæge hovedet slavisk i takt til musikken. Robust smerte og hypnose tordner sammen, og Double Space tænder små ildebrande af skingre, klagende kompositioner.

Det dobbelte opstår, når ildebrandende slukkes af mere melodiske, nærmest psykedeliske sekvenser. Hvert nummer har en tydelig hensigt med begyndelse, midte og en slutning. Hver gang forsegles med en trommeafslutning, der færdiggør det endelige billede. Velkomponerede bølgetoppe.

Musikken er muligvis ikke vanvittig original, til gengæld er det musikalske kraftudtryk meget konsekvent.

Koncerten skabte samhørighed: Fest i modstand, fest i trods.

A Scream In The Dark festival, 14-15-16.10.2010 i Ungdomshuset, Dortheavej 61, 2400 NV. Arr. af Red Tape.

Torsdag 14.10