Er den danske indsats i Afghanistan virkelig formålsløs?

Egentlig så ville jeg gerne kunne holde med Carsten Jensen. Han er en af de få danske skribenter, der for alvor tør træde uden for den konsensus, der eksisterer omkring dækningen af Danmarks krig i Afghanistan.

Han har besøgt landet gentagne gange og gjort en reel indsats for at komme i nærheden af de historier, der ikke kan dækkes, når man er embedded med de danske tropper.

Han forsøger at gøre op med den provinsielle og uinformerede debat om krigen herhjemme, der mest af alt handler om dansk indenrigspolitik. Derudover er han intellektuelt hæderlig nok til at anerkende Talibans rædselsvækkende natur og konsekvenserne af bevægelsens eventuelle sejr.

Samtidig påpeger han nådesløst det hykleri, vi konstant hører fra politikere, når de bruger deres taletid til at snakke om pigeskoler og brøndprojekter, mens sandheden er, at den danske krigsindsats i forsvindende grad handler om bistand og nødhjælp til menige afghanere.

Indsatsen i Afghanistan kan bedre beskrives ved at citere en anden modig stemme i Afghanistan-debatten, nemlig oberst Lars Møller, der har givet sin nye bog om danske soldater navnet »Vi slår ihjel – og lever med det«, for det er det, vi gør i Afghanistan: slår ihjel – og lever med det.

Jensen støttede krigen mod Serbien

Det skal ikke forstås således, at jeg er enig med Carsten Jensen omkring Afghanistan og hele spørgsmålet om krig. Jensen kunne godt støtte krigen mod Serbien i 1998, fordi den blev udkæmpet fra luften, og han slap for at se ofrene for de 500-1000 kg tunge bomber, hvis destruktive kraft er nok til at pulverisere en boligblok. Men når danske soldater dræber deres fjender på nært hold med granater og håndvåben, så er det med hans egne ord »likvidering, blodrus, beserkergang og barbari«, uagtet at netop den sidste form for krigsførelse er den mindst destruktive og koster færrest civile livet.
Men til trods for mine uenigheder, så respekterer jeg som sagt Jensen som en kvalificeret stemme i Afghanistan-debatten.

Hvorfor sidder jeg så skuffet tilbage efter at have set Jensens monologserie – En Dag i Helmand?

Ernesto Piga Carbone spiller alle karakterer i Carstens Jensens monolog om Afghanistan. Foto: Bornholms Teater.

Det er i ikke pga. skuespiller Ernesto Piga Carbones indsats. Ene mand bærer han flot fortællingen i næsten en time, hvor vi bliver introduceret til seks arketyper: den danske soldat, journalisten, den afghanske opiumsbonde og hans 10 årige datter, den afghanske tolk i dansk tjeneste og endelig den unge Taliban-kriger.

Carbones kommer fint rundt om karakterernes noget endimensionelle væsen og deres følelser, og det uden at forfalde til det skaberi, man ellers er vant til fra teatret.

Det er heller ikke fordi, Carsten Jensen ikke har gjort sit hjemmearbejde godt. Stykket indeholder et væld af referencer og fagudtryk, man som Afghanistan-veteran aldrig glemmer. Lige fra den særlige militære jargon, der bruges over radioen, over vægten af kampudrustningen ned til detaljer som den berømte frokostomelet i Camp Price.

Drabet er stykkets klimaks

Jeg tror, jeg stod af i starten af teaterstykket, hvor Carbones informerer os om, at i løbet af den næste time vil en af stykkets karakterer dræbe en anden karakter.

Jeg håber ikke, jeg afslører for meget for jer læsere, men omvendt så har I sikkert ligesom mig for længst gættet, at det naturligvis er den danske soldat, der dræber den unge afghanske pige – en pige, der i øvrigt netop går i skole og er sådan en slags proto-feminist og sin faders stolthed.

Jeg var i hvert fald aldrig i tvivl om, at det ikke var den statistisk mest realistiske konstellation, der kom på tale – nemlig at den danske soldat dræber Talibankrigeren.

Drabet er stykkets klimaks, og derfor vil jeg knytte et par kommentarer dertil.

Det er egentligt ikke fordi episodens udkomme er urealistisk - danske soldater har desværre ved flere lejligheder dræbt civile, også børn, men beskrivelsen af drabet er i mine øjne dybt urealistisk, og det er uærligt, når publikum efterlades med indtrykket af, at danske soldater bare begynder at skyde tilfældige civile efter at have kørt på en vejsidebombe.

Jeg kan ikke afvise, at Jensen har baseret episoden på en virkelig begivenhed, for menneskelige fejl sker, og folk med stresspuls begår dumheder, men det er ikke rigtigt, når Jensen påstår, at den danske soldat fulgte sine instrukser.

Danskerne skyder som sagt ikke bare vildt omkring sig, efter at have været udsat for en en »contact explosion« - soldater-jargon for at ramme en vejsidebombe.

Overfladiske arketyper

Et andet kritikpunkt er de danske arketyper. Den ene er en overfladisk smart-ass journalist, der i en lidt for tyk allegori hepper på den danske soldat, mens han mejer den unge pige ned med sit tunge maskingevær.

Den anden er soldaten Jakob, en klassisk drengerøv, der sammenligner krigen med et PlayStation spil, en fyr, der bare vil i kamp og få sig nogle »kills«, og som først begynder at reflektere over situationen, efter han er blevet morder.

Omvendt er afghanerne urealistisk reflekterende over krigen og den generelle situation i Afghanistan. Selv den analfabetiske bonde og Talibankrigeren, der skulle være vokset op i en flygtningelejr i Pakistan, ser verden igennem idéer, ligesom vi gør i Vesten, hvor de fleste afghanere i virkeligheden er mere påvirkede af begreber som loyalitet og simpel overlevelse. Det er i hvert fald påfaldende, så velargumenteret og afklaret Talibankrigeren Gulbuddin virker over for danskeren Jakob.

Det er ikke fordi, jeg afviser eksistensen af disse arketyper, jeg kender flere kollegaer, som minder om Jakob, men i en monolog, hvor der er så lidet rum for egne fortolkninger og »show it, don’t tell«, bliver jeg generet af disse »danser-med-ulve«-karakterer, hvor de hvide mænd altid er idioterne.

Den legitime vold

Carsten Jensen har et klart formål med sit stykke, nemlig at vise formålsløsheden i den danske indsats. Dette gøres effektivt ved at lade Jakob, der selv har en lillesøster på 10, dræbe Afghanistans håb – den unge skolepige i drengetøj – hende, for hvis skyld, vi fører krig mod de radikale islamister.

Og med formatet med 5 forbundne mikro-historier er det nemt at være enig med Carsten Jensen, for den fader, der mister sit barn, kan krigen aldrig legitimeres.

Legitim vold kan nemlig kun forsvares ud fra en form for nyttefilosofi, hvor man accepterer en vis grad af lidelser for at opnå et større gode. Og det eventuelle større gode slipper Jensen for at forholde sig til ved ikke at komme ind på de store linjer: Kan vi leve med krig i Helmand, hvis det holder Taliban væk fra Kabul? Kan vi leve med, at der bliver dræbt civile, hvis det skaber udviklingsmuligheder for hele landet?

Et virkeligt modigt stykke ville inddrage disse spørgsmål, og det ville også reelt udfordre stykkets publikum.

Niels Jespersen er konstabel ved den lette opklaringseskadron på Bornholm, og var udsendt til Afghanistan i 2009-2010.

Teater FÅR302, 2.10.2010: »En Dag I Helmand«. En monolog om krigen i Afghanistan af Carsten Jensen. Medvirkende: Ernesto Piga Carbone.

Stykket, der er produceret af Bornholms Teater, er på turné i Danmark:
26.-30. oktober: Svalegangen, Århus C

3.-5. november: Rønne Teater, Rønne

6. november: Teater Momentum, Odense

2. december: Vostrup Teater- og Musikhus, Vostrup, Tarm

6. december: Langelands Efterskole, Rudkøbing

- Se også emneliste på Modkraft.dk »Afghanistan - krig og besættelse« - Dansk- og engelsksproget materiale med baggrund, dokumentation, historie og debat omm den russiske invasion og den vestlige i 2001 - .