Forfølgelsen af homoseksuelle i Nazityskland

Homoseksuelle har sandsynligvis aldrig været udsat for en så systematisk og brutal forfølgelse som under Det Tredje Rige. For første gang siden oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet blev der igen indført dødsstraf for homoseksuelle i Europa på et tidspunkt, hvor seksuelle minoriteter ellers var begyndt at samle sig i subkulturer, organisere sig og kæmpe for deres rettigheder med en vis succes. Denne begyndende succes blev slået tilbage med en brutalitet, som ingen før havde set, og mere end 100.000 mennesker blev dømt til fængselsstraffe, ophold i koncentrationslejre og døden for at elske folk af deres eget køn.

Nazisterne førte to krige. Den ene handlede om at udvide det tyske territorium og varede fra 1939-45. Den anden startede længe før og gik for alvor i gang, da Hitler kom til magten i 1933. Det var en krig mod alt, hvad nazisterne syntes var utysk, herunder jøder, romaer, kommunister, kriminelle, Jehovas Vidner, katolikker, handicappede og homoseksuelle.

Mennesker blev kategoriseret som mere eller mindre undværlige, og de mest undværlige, fx uarbejdsdygtige handicappede, blev ofre for det, nazisterne kaldte »aktiv dødshjælp«. Nogle var således uønskede, fordi de ikke var gavnlige for det tyske folk og derfor kun til besvær. Andre var uønskede, fordi de ansås som decideret farlige, herunder antifascister, kommunister, kriminelle, homoseksuelle og jøder. »Die Endlösung«, Hitlers plan om at dræbe samtlige jøder, gjaldt også Tysklands bøsser(1), og denne plan var populært kendt som »aflusning«.

Bøsser: En trussel mod folkets sundhed

Men hvorfor hadede nazisterne i grunden homoseksuelle så meget? Altså ud over den almindelige homofobi, som vi ikke skal diskutere her. Svaret ligger i en række omstændigheder, der var typiske for tiden, og som handler om Tysklands tilstand, den »videnskabelige viden« om homoseksuelle og nazisternes planer om at befolke verden med ariske børn.

Tyskland led et ydmygende nederlag i første verdenskrig og blev ramt af en økonomisk depression i 1920’erne, der efterlod mange arbejdsløse og sultende. Landet var i økonomisk ruin, og befolkningen ledte efter en syndebuk.

Tro mod en europæisk tradition, der går århundreder tilbage, rettede man sit had mod jøder og bøsser og desuden mod dem, der modsatte sig nationalsocialismen, herunder kommunister og antifascister.

Når homoseksualitet blev opfattet som en central fare for den nazistiske drøm, var der tre grunde til det:

For det første var det en almindelig holdning blandt videnskabsfolk, politifolk og almindelige borgere, at »den homoseksuelle sygdom« var uløseligt forbundet med (anden) kriminalitet, såsom tyveri, prostitution og mord, og at en homoseksuel livsstil i det hele taget fordærvede mennesker og gjorde dem løgnagtige, perverse og asociale.

For det andet var der en udbredt forestilling om, at homoseksuelle ingen børn får, og de var derfor i modstrid med reproduktionen af den ariske race. Heinrich Himmler, der var næstkommanderende efter Hitler, leder af SS og senere det tyske politi og Gestapo samt en af hovedmændene bag kz-lejrene og holocaust, nærede et indædt had til homoseksuelle og havde kun meget lidt til overs for kvinder, som han mente i bedste fald kunne bruges som »fødemaskiner på babyfronten«.

Han førte en »krig til bekæmpelse af abort og homoseksualitet«, hvis formål var at avle så mange ariske børn som muligt. Det indebar et »nationalt seksual-budget«, hvis mål bl.a. var, at alle ariske kvinder skulle føde fire børn, og SS-officerer (som skulle være ariske) skulle fungere som avlstyre for kvinder uden mænd. Tyskland havde mistet 1,7 millioner mænd i den første verdenskrig, og Himmler regnede med, at der var 2 millioner homoseksuelle, tyske mænd. For Himmler betød det én ting: færre tyske børn og færre tyske soldater.

»7-8% af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis det bliver ved på den måde, falder vores nation fra hinanden på grund af denne pest. Dem, der dyrker homoseksualitet, snyder Tyskland for de børn, de skylder hende.«(2)

At et folk var talrigt var en forudsætning for sejr, og homoseksualitet og abort var på den måde en direkte trussel mod det tyske folks sejr.

Omkring århundredeskiftet var der stor debat om, hvorvidt homoseksualitet var en sygdom, der skulle behandles, eller en forbrydelse, der skulle straffes. For nazisterne var det begge dele. Himmler og mange andre beskrev homoseksualitet som en sygdom, der smittede gennem forførelse og især ramte unge mænd. Man talte om en homoseksuel epidemi. Ideen om homoseksualitet som en smitsom sygdom er central for tidens homofobi.

Den fordærvede personlighed, der mentes at følge med homoseksualiteten, truslen mod videreførelsen af den ariske race og den epidemiske smittefare, som de homoseksuelle udgjorde, var altså tre vigtige grunde til Det Tredje Riges homofobi.

I 1928 skriver nazistpartiet følgende om homoseksualitet i det nærmeste, man kommer en officiel erklæring om emnet:

»Det er ikke nødvendigt, at du og jeg lever, men det er nødvendigt, at det tyske folk lever. Og det kan kun leve, hvis det kan kæmpe, for at leve er at kæmpe. Og det kan kun kæmpe, hvis det kan bevare sin maskulinitet. Det kan kun bevare sin maskulinitet, hvis det udøver disciplin, især i forhold til kærlighed. Fri kærlighed og afvigelser er udisciplinerede. Derfor afviser vi jer, som vi afviser alt, der skader vores nation.
Enhver, der tænker på homoseksuel kærlighed, er vores fjende.«(3)

Angrebet på Magnus Hirschfelds institut

Nazisternes første store angreb på de homoseksuelle var rettet mod datidens største homoseksuelle institution overhovedet: Magnus Hirschfelds Institut for Seksualvidenskab.

Det skete den 6. maj 1933, få måneder efter Hitlers magtovertagelse, da lastbiler med studenter rullede op foran instituttet. Til tonerne af et blæserorkester brød de ind og smadrede stedet og stjal den uvurderlige samling af journaler, fotografier og bøger fra Hirschfelds bibliotek. Det hele blev brændt foran en jublende menneskemængde ved Berlins operahus.

Hirschfeld var regelmæssigt blevet tævet af nazister årene forinden, og da en buste af hans hoved blev smidt på bålet, ville jublen ingen ende tage. Stormtropper sørgede for, at alt var grundigt ødelagt, efter studenterne var færdige. Hirschfeld selv var på en undervisningsturne i Frankrig og så sit livsværk gå op i flammer i en nyhedsudsendelse i en biograf i Paris. Han vendte aldrig tilbage til Tyskland.

Hirschfelds Institut for Seksualvidenskab, der havde været en førende institution på sit område blev i 1933 udsat for et altødelæggende angreb fra de nazistiske stormtropper og studenter

Homoseksuelle organisationer blev forbudt, tidsskrifter og forlag blev lukket ned, og SA angreb homoseksuelle barer over hele Tyskland. Dem, der ikke allerede var lukkede, gjorde det indenfor meget kort tid.

De lange knives nat

Ernst Röhm, der var kendt som en brutal soldat, var leder af SA, en gruppe, der startede som nazistiske gadebander, og hvis konstante vold mod minoriteter og modstandere var en forudsætning for Hitlers magtovertagelse. Röhm var Hitlers mest betroede ven og åben homoseksuel. Han havde været vigtig for nazisterne, men hans brovtende adfærd og åbne homoseksualitet var et problem, så den 28. juni 1934 indledte Himmler det, der blev kendt som »de lange knives nat’.

Röhm og ca. 300 mænd blev myrdet, primært politiske udfordrere og bøsser inden for nazisternes egne rækker. Hitler var på vej mod toppen, og det var blevet tid til at rydde op.

Hvorvidt Röhm blev dræbt, fordi han var bøsse eller en politisk fare, er der delte meninger om. Sandsynligvis var det begge dele. Hvad der ikke er nogen tvivl om er, at hans seksualitet var en undskyldning for at dræbe ham, og at han med sin åbenhed havde gjort sig selv til et let offer.

Skærpelse af anti-homoloven

Fra 1934 og årene fremefter blev homoseksuelle arresteret i massevis og sat i fængsel. Men fængselsstraffe for homosex var kun begyndelsen. Den anti-homolov, §175, der blev indført i 1871, blev skærpet den 28. juni 1935, nøjagtig et år efter angrebet på Röhm. Strafferammen blev udvidet, og flere handlinger blev gjort strafbare.

Hetzen mod homoseksuelle blev intensiveret gennem hele nazitiden, så det til sidst var strafbart bare at tænke på bøssesex eller at sende lystne blikke til andre mænd (hvilket er svært at bevise, at man ikke har gjort). Rygter og sladder gjaldt som bevismateriale og var nok til at sende en person i fængsel.

I 1940 blev en sømand således dømt til 6 måneders fængsel, fordi han havde kysset en anden sømand på en bar, mens de var fulde og på orlov. I et andet eksempel havde en mandlig sygeplejer lagt armen om en mandlig patient. Dette kostede sygeplejeren en fængselsstraf.

Hvor man tidligere risikerede fængsel eller degradering i militær grad, endte man senere i kz-lejr eller blev simpelthen henrettet på stedet. Allerede fra 1935 taler SS for dødsstraf, og det er Himmlers intension at sætte homoseksuelle i kz-lejr, hvor de skal »skydes, mens de prøver at flygte«.

På flugt fra nazisterne

Det var ikke så nemt for nazisterne at finde bøsserne som fx jøderne. Men havde de først fundet en, torturerede de ham til at angive andre. En bøsses adressebog førte til andre bøsser og deres adressebøger. Homofobiske bartendere stak deres homoseksuelle kunder, politiets lister over tidligere homoforbrydere blev genbrugt, og enkelte homoorganisationer havde ikke nået at skaffe deres medlemslister af vejen.

I nazisternes ungdomsgruppe, Hitler Jugend, oprettede man et såkaldt Baby Gestapo, som bestod af teenagere, der skulle spionere på deres jævnaldrende og angive fejhed, kritik af det nazistiske styre og homoseksualitet, herunder tætte venskaber.

I lang tid håbede de forskellige forfulgte grupper, at nazismen var en storm, der ville blæse af, eller at den intense jagt ville stoppe, når de først havde etableret sig ved magten. Men det blev kun værre, og da folk endelig forstod, hvad der var ved at ske, var det for mange blevet for sent at flygte. De nødvendige papirer, der skulle til for at forlade landet, og som er så værdifulde for bureaukrater overalt i verden også i dag, var blevet umulige at få fat i.

Under de olympiske lege i 1936, sørgede nazisterne med den ene hånd for, at jødiske atleter blev forhindret i at deltage, mens de med den anden hånd fjernede anti-jødisk propaganda og genåbnede homobarer, så landet kunne se frit og demokratisk ud for de mange udenlandske turister, der kom til legene. Så snart legene var ovre, vendte alt tilbage til det gamle.

De lesbiskes specielle situation

På trods af flere forsøg i 1920’erne på at gøre kvindelig homoseksualitet ulovligt blev det aldrig skrevet ind i §175, og derfor blev lesbiske dømt under andre paragraffer, selvom deres homoseksualitet ofte var den egentlige grund til repressionen.

Det betød, at forfølgelsen af lesbiske bar præg af en større tilfældighed og uigennemskuelighed.

Den 16-årige Gertie, som arbejdede på en fabrik, flirtede med en kvindelig kollega og lavede en ring til hende med materialer og maskiner på fabrikken. For denne kærlighedserklæring fik hun en sort trekant (mærket for asocial eller arbejdssky) og en plads i KZ Oranienburg. Hun blev dømt for sabotage.

Lesbiske blev ofte mærket som asociale i kz-lejrene, dels fordi man, som med bøsserne, mente, at lesbiske generelt var asociale og kriminelle af natur, og dels fordi deres manglende deltagelse i reproduktionen af det tyske folk gjaldt som utysk og derfor kriminel.

De vagt definerede love betød, at det tit var op til den enkelte SS eller Gestapo-mand at vurdere, om en person var kriminel, og da det juridiske system med delingen af magten, som er grundlæggende for et demokratisk samfund, var sat ud af kraft, kunne de uden videre sende folk i kz-lejr eller ganske enkelt skyde dem på stedet, evt. »under flugten«. Med andre ord var det op til den enkelte nazists grad af homofobi, om folk fik lov at slippe eller ej. Denne tilfældighed traf især de homoseksuelle kvinder, da der ikke var nogen lovgivning om dem.

Under Hitler fik tyske kvinder både det såkaldte »moderkors« og penge som belønning for hvert født barn. Kvinders rettigheder til fx selv at vælge om de ville have mand og børn eller ej passede dårligt til Himmlers »mandestat«, og da man ikke regnede med, at lesbiske fik nogen børn, var de uforenelige med hans »nationale seksual-budget«. Men i modsætning til mandlig homoseksualitet, mente man, at kvindelig homoseksualitet let kunne kureres, om ikke andet så gennem tvang (voldtægt).

En kvinde, der var i tjeneste i luftvåbenet, fortæller om, hvordan hun havde et forhold til en anden kvinde der. Desværre var en mand på arbejdspladsen forelsket i den ene af kvinderne, og da hun afviste ham, afslørede han de to kvinders forhold. De blev skilt ad, og den ene blev sat i KZ Bützow med seks andre lesbiske. Her fik de mandlige fanger at vide, at »det her er det værste afskum. Vi ville ikke engang kneppe dem med et sofaben. Hvis I kan kneppe dem ordentligt, får I en flaske snaps hver.«

I kz-lejrenes bordeller foretrak man (udover romaer og jøder) at bruge lesbiske som »glædespiger« i håb om, at det ville kurere deres homoseksualitet.

Himmlers helvede

Det siges, at i helvede er alle lige, men det gjaldt ikke i kz-helvedet. I lejren var der forskellige grupper, som var markeret med forskellige farver afhængig af deres forbrydelse. De kriminelle havde en grøn trekant, jøderne en gul, de »asociale« en sort, og bøsserne en lyserød, som man i dag kan se overalt i den homoseksuelle subkultur.

Der var et hierarki mellem disse grupper, og det var som regel de kriminelle eller antifascisterne, der var øverst. Andre grupper havde et godt sammenhold på baggrund af fælles religion, sprog, etnicitet, nationalitet eller politisk baggrund.

Oversigt over de forskellige kendetegn som indsatte i kz-lejrene fik tildelt. Bøsserne fik som oftest den lyserøde trekant, der idag fungerer som internationalt symbol i den homoseksuelle bevægelse, mens de lesbiske blev kategoriseret som »asociale«

Bøsserne var en meget blandet gruppe med alt fra højtuddannede, rige mænd til kriminelle, hjemløse trækkerdrenge. De havde ingen erfaring med at organisere sig, var ofte ikke politiske og havde ikke særligt meget til fælles. Det var umuligt for dem at skabe solidaritet. Desuden gjaldt den homofobi, som havde været almindelig ude i samfundet, også inde i lejren. En mand med en lyserød trekant havde ingen adgang til de andre fællesskaber blandt fangerne.

I mange lejre boede bøsserne i deres egne barakker, fordi man var bange for, at de ville smitte de andre fanger og måske endda fangevogterne. Desuden ville man ikke have, at de havde kontakt med antifascisterne. Hess og Himmler mente, at homoseksuelle var mere intelligente end andre mennesker (fx havde de en uhyggelig evne til at genkende hinanden), og de skulle ikke hjælpe antifascisterne med at organisere modstand inde i lejren.

En homoseksuel mand fortæller om, hvordan der var i barakken:

»Vi måtte kun have T-shirts på om natten, og vi skulle holde vores hænder over tæppet (for at forhindre onani). Der var flere centimeter is på vinduerne. Hvis man blev taget i at sove med sine underbukser på eller med hænderne under tæppet – der var flere checks hver nat – blev man hevet udenfor og fik hældt flere spandfulde vand udover sig og fik lov at blive stående i over en time. Kun få overlevede den behandling. Man fik mindst en lungebetændelse, og det var sjældent, at homoseksuelle, der blev taget til sygebarakken, kom levende tilbage. For vi med den lyserøde trekant blev i sygebarakken foretrukket til medicinske eksperimenter; og der blev udført forsøg på os der, som oftest endte med døden.«(4)

I kz-lejrene var der tre aktiviteter, der fyldte meget for fangerne: slavearbejde til vedligeholdelse af Det Tredje Riges krigsmaskine, udryddelse af uønskede mennesker og deltagelse i pseudo-medicinske eksperimenter med levende mennesker som forsøgsdyr.

Hos Rudolf Hess, Hitlers stedfortræder, kunne bøsser få lov til alle tre ting på en gang. I Auschwitz, hvor han var kommandant, forsøgte han at kurere bøsser gennem hårdt arbejde og tvungne besøg hos kvindelige prostituerede i bordeller(5). Det hårde arbejde foregik ofte i stenbrud, når det var meningsfuldt. Andre gange bestod det i at flytte sne med de bare hænder fra den ene side af vejen til den anden side om morgenen og flytte det tilbage igen om eftermiddagen.

Det var Hess’ ide, at det hårde arbejde, der ofte foregik under sundhedsskadelige forhold og tæsk med stokke og endte med at dræbe folk, skulle gøre dem så mandige, at de til sidst blev heteroseksuelle.

I mange lejre udførte læger forskellige pseudo-medicinske forsøg, som ingen videnskabelige resultater havde overhovedet, dels fordi de var vanvittige i sig selv, og dels fordi de blev udført så sløset, at man ikke ville kunne bruge eventuelle resultater til noget. I Buchenwald brugte en dansk SS-læge, Carl Værnet, udelukkende bøsser som forsøgspersoner. Han forsøgte at kurere deres homoseksualitet ved at kastrere dem, sprøjte store mængder testosteron ind i dem og vente på, at de begyndte at vise interesse for kvinder. Forsøgene bar naturligvis ingen frugt.

De homoseksuelle var en relativt lille minoritet i kz-lejrene, men en af de grupper med højst dødelighed. Meget få kom levende ud, og af dem, der gjorde, døde de fleste meget kort tid efter krigens slutning. Da lesbiske kun blev sporadisk registrerede, og fordi der stort set ikke har været nogen forskning i emnet, ved man i dag meget lidt om deres forhold i lejrene.

Efter krigen

Da de allierede havde befriet kz-lejrene, kunne de fleste forfulgte grupper komme hjem til venner og familie og fortælle om deres oplevelser og dele deres lidelser. I de følgende årtier fik de legal, økonomisk og historisk oprejsning, en oprejsning som stadig er i gang, og som nok aldrig vil være færdig. For de homoseksuelle var det anderledes.

Den nazistiske version af §175 gjaldt stadig i Vesttyskland til 1969, og i DDR gjaldt en revideret version til 1968.

Samtlige homoseksuelle kz-fanger blev klassificeret som kriminelle, og mange blev kørt direkte i fængsel, hvor de skulle afsone resten af deres oprindelige straf, eftersom kz-lejrene ikke talte som fængsel. Andre blev arresteret igen og igen op gennem 50’erne og 60’erne, og afpresning og trusler om afsløring forblev hverdag. Alene i Vesttyskland blev 50.000 yderligere dømt for homoseksualitet indtil 1969.

Udover dette var de former for tortur, som homoseksuelle havde oplevet under Hitler, af så ydmygende karakter, at de skammede sig over at fortælle om det.

Anerkendelsen af homoseksuelle som ofre for nazisternes forbrydelser har været længe undervejs og er stadig tabu. Still-foto fra det nyligt rejste mindemærke for de homoseksuelle ofre, der allerede inden for det første år blev smadret adskillige gange

Pierre Seel, en fransk, homoseksuel kz-overlever, fortæller, hvordan han blev voldtaget med en træbjælke, så hans krop for altid vil være ødelagt. Han kom alene til kz-lejren i Schirmeck som 17-årig, hvor han blev tævet, tortureret og voldtaget uden nogen form for forsvar eller retssag. Her blev han tvunget til at se på, hvordan hans kæreste, der var blevet dømt til døden, blev dræbt og spist af hunde. Han kunne efter krigen stadig ikke fortælle om disse oplevelser i et samfund, hvor homoseksualitet stadig blev straffet med fængsel.

Efter befrielsen ville mange familier ikke kendes ved deres homoseksuelle familiemedlemmer, og hele den homoseksuelle subkultur og de homoseksuelle venner var forsvundet. Så den ensomhed, som de homoseksuelle havde kendt i lejren, forfulgte dem også udenfor. Nogle fandt på dækhistorier til at forklare, hvorfor de var havnet i kz-lejre, og levede resten af deres liv i skabet, giftede sig med kvinder og stiftede familie. Den dag i dag har langt de fleste homoseksuelle aldrig nogensinde fortalt om deres oplevelser i kz-lejrene til nogen.

Langt de fleste overlevende døde meget kort tid efter befrielsen, og i dag er der mindre end 10 ud af de 10-15.000 tilbage, som, man regner med, endte i kz-lejre for forbrydelser mod § 175.

Der er meget, vi aldrig får at vide om forfølgelsen af homoseksuelle under Hitler. Nazisternes bogføring var sløset, og da det blev tydeligt, at de ville tabe krigen, begyndte SS at brænde mange papirer.

Derudover er mange beretninger gået tabt, fordi de homoseksuelles ganske enkelt ikke er blevet spurgt om deres oplevelser. Først årtier senere begyndte nogen at interessere sig for deres historie, og da var de fleste døde, og mange af de levende kunne enten ikke huske deres oplevelser særligt tydeligt eller ønskede bare at glemme dem. Selv i dag bliver homoseksuelle for det meste ikke nævnt i historieundervisningen og bøger og film om nazitiden. Det er stadig et historisk tabu.

I løbet af de sidste ti år er det officielle Tyskland begyndt at anerkende de homoseksuelle ofre. Staten har forsøgt at give økonomisk godtgørelse, hvilket ikke rigtigt er lykkes, fordi de fleste er døde. I 2008 på årsdagen for angrebet på Institut for Seksualvidenskab blev et stykke af bredden ved floden, Spree, i Berlin opkaldt efter Magnus Hirschfeld, og samme år blev mindesmærket for homoseksuelle ofre indviet, hvilket kan ses som den egentlige, officielle anerkendelse af deres status som ofre for fascismen.

Mindesmærket, Denkmal für die im Nationalsozialismus verfolgten Homosexuellen, har været debatteret meget, fordi det viser en video med to mænd, der kysser hinanden og på den måde ikke repræsenterer de lesbiske ofre. I løbet af de første ni måneder efter indvielsen af det homoseksuelle mindesmærke, blev det smadret tre gange.

(1) Der er desværre ikke plads til en dybdegående diskussion af forskellene i forfølgelsen af henholdsvis bøsser og lesbiske i denne artikel, endsige at problematisere begreber som køn og seksuel orientering. Men det skal nævnes, at kun bøsser var omfattet af lovgivningen, og at intentionen om at udrydde homoseksuelle i høj grad gjaldt bøsser. Det betyder langt fra, at lesbiske ikke var forfulgte. I denne artikel bruges »homoseksuel« de steder, hvor begge grupper menes, og »lesbisk« og »bøsse«, de steder hvor de menes specifikt. Dertil skal det selvfølgelig siges, at det er en anakronisme at bruge ordet »bøsse«, da det ikke havde samme betydning dengang som nu. Det bruges her for nemheds skyld, og fordi det er et godt ord.

(2) Citeret fra filmen »Paragraph 175«

(3) Plant, s. 50

(4) Heger, s. 36

(5) Læs hans egne fortællinger om det i hans selvbiografi »Kommandant i Auschwitz«

Kilder og videre læsning:

Lesben- und Schwulenverband in Deutschlands hjemmeside

Heger, Heinz, Die Männer mit dem rosa Winkel, Merlin Verlag, 1972

Plant, Robert, The Pink Triangle, 1986, Owl Books

Miller, Neil, Out of the Past, 2006, Alyson Books

Paragraph 175, 2000, Rob Epstein & Jeffrey Friedman (dokumentarfilm)

Aimée & Jaguar, 1999, Max Färberböck (spillefilm)

Bent, 1997, Sean Mathias (spillefilm)