Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
8. marts 2010 - 23:29

Hvis du var en ...

Skulle man ovenpå forrige weekends Copenhagen Art Fair føle sig ramt af en overdosis af alt for mange farver og alt for meget maleri, kunne en passende modkur være et besøg på Galleri Christoffer Egelund, der for tiden viser s/h tegninger af den tyske kunstner Thomas Palme.

Thomas Palme (f. 1967), der er uddannet i henholdsvis Wien, München og Düsseldorf, har bl.a. modtaget ny talent-prisen på Art Cologne i 2006 og senest et stipendium fra Kunsthalle Krems i Østrig. "Lost or Damned!" er hans første soloudstilling i Danmark.

Udstillingen, der er fordelt på to rum, består af flere store portrætter af kulturhistoriske personligheder samt af en række mindre tegninger og en papirinstallation. Og især portrætterne er fremragende.

JPEG - 130.1 kb
Thomas Palme: Beau Brummel (2009)

Inspirationen hertil har Palme endog hentet i dansk litteratur. Men al den stund der ikke er tale om helt realistiske portrætter, er det – især for os, som ikke ved en dyt om biler – befriende, at Palme synes helt ubekendt med Henrik Dahls Hvis din nabo var en bil (1997). Palme har nemlig ladet sig inspirere af Søren Kirkegaards Enten-Eller (1843), og med sine eksistentielle portrætter af bl.a. Rimbaud, Van Gogh og Wagner har han i stedet stillet spørgsmålet: "Hvis du havde været et dyr …", hvilket da også forekommer langt mere meningsfyldt. Hvor Palme dermed vedkender sig arven efter tysk ekspressionisme, forholder han sig tillige kritisk hertil. Portrætterne, som han har tegnet med både højre og venstre hånd, rummer tillige fine kontraster, og med deres mål på 150 x 120 cm er deres formater ganske imponerende. Endvidere har man på udstillingen valgt at ophænge selv de store portrætter uden indramning, hvilket kun bidrager til at gøre dem mere nærværende.

Traditionelt har tegninger været betragtet som malerens notater, og det er ikke længe siden, at kunstinstitutioner begyndte at udstille dem for at give beskueren et indblik i den kunstneriske proces frem til det endelige værk. Følgelig er det rimeligt nyt, at tegninger har opnået anerkendelse som selvstændige værker, og Palme hører til de relativt få kunstnere, der anvender tegning som deres primære medie.

"Lost or Damned!" kan ses i Galleri Christoffer Egelund frem til den 13. marts.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce