Feministisk nyklassisker

I »Ladies« møder vi fire forskellige kvinder, der på hver sin måde allesammen er forbundet med hinanden. Den smukke galleriejer Lea, der kun kan få orgasme ved at masturbere, mens hun ser sig selv i et spejl, føler sig fotografisk skamferet af kunstneren og fotografen Iris og vil have hævn.

Leas veninde Mia har en gammel uløst barndomsfejde med Iris, mens den skriveblokerede digter Laura altid vil elske Iris og har indset, at hun aldrig kommer sig over deres forhold.

Plottet giver romanen masser af drivkraft og underholdningsværdi, samtidig med at romanen forbliver sofistikeret, og kun sjældent dukker der sproglige klicheer op.

Det mandlige blik og den kvindelige muse

I »Ladies« tager Mara Lee forholdet mellem kønnene op, idet hun diskuterer, hvordan manden typisk indtager en position som subjekt og kvinden som objekt. Iris bliver i romanen forhadt af de kvinder, hun fotograferer, idet hun ved at indfange dem med sin linse gør dem til objekt for det subjektive blik, som den mandlige kunstner traditionelt har brugt over for den kvindelige muse.

Hvor kvinderne måske ikke vil have reflekteret videre over at blive underlagt det mandlige blik og dermed ikke have følt ydmygelsen og underkastelsen i samme grad, vækker det en enorm vrede at blive fotograferet af Iris. Hun skyr ingen midler for at opnå det store kunstværk – det fotografi, som kan blive hendes livs bedste – og dermed overskrider hun grænserne hos de kvinder, som hun fotograferer.

Mara Lees arbejde med blikket og forholdet mellem subjekt og objekt forbinder hende med den amerikanske forfatter Siri Hustvedt, som der er flere referencer til i »Ladies«. For eksempel ville Iris blive til Siri, hvis det staves bagfra.

Det feministiske

»Ladies« er en fantastisk roman, der forsøger at beskrive livet som kvinde i det nye årtusind. Lee sætter konstant sine karakterer ind i de magtstrukturer, som samfundet lægger ned over mennesket, og får dermed givet sin roman et politisk islæt uden, at det nogensinde bliver eksplicit. På den måde adskiller Lee sig meget fra tidligere feministiske romaner som for eksempel Dea Trier Mørchs »Vinterbørn«, der emmer tungt af feministisk 70’er retorik.

»Ladies« kredser som roman om, hvordan kvinder forholder sig til dem selv som objekter og subjekter. Hvordan kan kvinder ændre deres position fra subjekt til objekt, og hvilke reaktioner medfører det. Hvordan udspiller spillet mellem objekt og subjekt sig, når en kvinde med sit blik gør sig til subjekt over andet kvinder (Iris fotograferer kun andre kvinder, ikke mænd).

Hvordan kan en kvinde blive til kunstner. Romanen pejler sig kritisk ind på de fire kvinder, der alle beskrives nøgternt og hårdt. Det er stort set umuligt at tage parti for den ene karakter til fordel for anden, idet de alle fremstår både sympatiske og modbydelige.

Romanens udgivelse

Romanen fik hurtigt efter sin udgivelse prædikatet endnu en chick lit-roman på sig - nogle anmeldere kaldte den dog en intellektuel chick lit roman for trods alt at hæve romanen lidt op over bøger som En shopaholics bekendelser og De nye mødres klub, der måske nok har en kulturel værdi, men hvis litterære værdi i en mere finkulturel målestok befinder sig på et nålpunkt. Carin Goransson beskriver i et indlæg på bloggen klubbidyll.se chicklit-genren sådan:

»Det er genren, der starter forventningen om indholdet hos læseren. ‘Chick’ står for kvinde, ‘lit’ for litteratur, det vil sige kvindelitteratur. ‘Chick’ er så også forkortelsen for chicken, høne eller kylling, der også anvendes som slang for kujon. Uanset fortolkningen, så handler chick lit om storbykvinder i 30’erne, der forsøger at få karriereambitioner og kærlighedsaffærer, hvor den anden part naturligt er en mand, til at gå op i en højere enhed.«

Så banalt kan »Ladies« langt fra beskrives, og romanen handler på ingen måde om at få karriere og kærlighedaffære med diverse mænd til at fungere. Alligevel har romanen fået dette stempel på sig. At man på den måde stempler romaner skrevet af kvinder, hvis hovedpersoner hovedsagligt er kvinder, vidner om, at gamle forestillinger om kvinde- og mandelitteratur lever i bedst velgående:

Mens mændene skriver ud fra neutrale stemmer, der aldrig har være besmittede af denne verdens køns- og seksualstereotyper, kan kvinderne tilsyneladende aldrig få lov til at sætte sig ud over deres påståede forvirrende følelsesliv.

Tilsyneladende findes der kun mandlige forfattere, der oftest ud fra en heteroseksuel begrebsverden kan beskrive vores verden i neutrale termer, så vi allesammen kan være med. Kvinder derimod må nøjes med at rapportere fra deres følelsesliv, før var det fra kødgryderne, nu er det oftest fra karriereverden, hvorfra vi kan høre om alle disse kvinders mange følelser forbundet med at være kvinde, mens mændene rapporterer fra eksistensen som menneske.

Lyder det gammeldags? Det er det nok egentlig også, men det stiller spørgsmålet: kan kvinder være rigtige forfattere? Eller nærmere kan de få deres litteratur opfattet som erfaringer fra en menneskelig (læs: ikke udelukkende kvindelig) begrebsverden med almengyldighed?

Udgivelsen af Mara Lees roman, hvor både forlæggere og anmeldere har haft travlt med at stemple romanen som chick lit, viser, hvor lang vej, der er igen, før kvinder kan anses for at være forfattere på lige fod med mænd. Genrebegrebet bruges som ekskluderingsmekanisme – og en måde at skelne skidt fra kanel, kvindelitteratur fra mandelitteratur.