Transerne gør oprør!

Denne sommer er det 40 år siden, at de sagnomspundne Stonewall Riots i New York fandt sted. Gadekampe, der kom som en reaktion på politiets chikane af trans- og homoseksuelle, sexarbejdere og andre af samfundets udskud.

Optøjerne varede tre dage og har siden fået status som startskuddet til den moderne homobevægelse. Men som det så ofte sker, når historier fortælles og tilskrives en sådan mytologisk betydning, så bliver de også omkæmpede fortællinger. Hvem har retten til at fortælle den sande fortælling, og hvem skal inkluderes i denne?

Mange ting har naturligvis ændret sig for seksuelle minoriteter igennem de seneste 40 års rettighedskamp, men visse grupper er også blevet skrevet ud af den officielle fortælling om (hvide, mandlige) homoseksuelles historiske rejse fra moralsk afskum til lyserødt forbrugssegment.

Og kigger man rundt over de mange fejringer af Stonewall-optøjerne, der finder sted under navne som Christopher Street Day (CSD) eller Pride Parader, så kan det være svært at forestille sig, at daglange gadekampe skulle have været startskuddet til det, der mest af alt ligner kommercielle mediecirkusser.

Så nu, hvor vi står over for den årlige Copenhagen Pride, der i år tilmed falder sammen med Outgames i København, vil vi benytte lejligheden til at se tilbage på de begivenheder, der synes at have været starten på den vestlige LGBT-bevægelse.

Derfor har vi oversat et inteview med Roy McCarthy, der selv deltog i optøjerne for fire årtier siden. Interviewet blev lavet for radioprogrammet »After Hours: Queer Radio With An Attitude.«

Vi bringer det ikke, fordi det er Den Sande Historie om Stonewall Riots, men måske kan det være med til at stille spørgsmålstegn ved den officielle fejring af homoseksuelles inklusion i samfundet, og ved den homoseksuelle bevægelses eksklusion af andre minoriteter.

Vi giver ordet til Roy McCarthy:

Det hele startede på en meget usædvanlig måde for mig – i hvert fald af et oprør at være. Jeg lå nemlig og sov!

Jeg boede på daværende tidspunkt sammen med min kæreste i en lille lejlighed lige over for The Stone Wall Inn. Pludselig kommer han drønende ind og råber »Roy! Roy! Transerne laver optøjer! Transerne er gået amok!«

Så jeg drøner ned af trapperne sammen med ham. Nede på gaden så vi, at skovvognen lige var kommet. Transerne strømmede ud fra Stonewall Inn, og en af dem havde kylet en højhælet sko efter en betjent.

Da politiet ville lave en rutinemæssig razzia på Stonewall Inn, blev det starten på de daglange gadekampe, der for mange markerer starten på den moderne homobevægelse

Det var bare starten, jeg var kommet få minutter efter festlighederne begyndte, og jeg så flere højhælede blive kastet. Transerne råbte op, hujede af strisserne. Vi heppede på transerne. Fra da af startede det hele som en stor sneboldeeffekt.

Stemningen dengang...

Du må forstå, hvordan alle tænkte meget politisk dengang. Vi taler om de sene 60ere: 1969. Vi taler om en periode, hvor det ikke blot var okay, men ligefrem trendy at lave optøjer mod myndighederne. [...]

Indenfor homo-miljøet... når jeg nu taler om homo-miljøet, må folk forstå, at jeg ikke taler om mandlige homoseksuelle. I mit sprogbrug – der er fra dengang – er transerne også en del af homo-miljøet. Vi har aldrig nogensinde anset dem for ikke at være det! Biseksuelle, crossdressers, blev aldrig nogensinde ikke betragtet som en del af det! Vi var alle gay! Jeg synes, det er så trist den slags, al denne splittelse og opsplitning, der siden kom.

Dengang i homomiljøet var vi vrede over, at alle andre fik deres borgerrettigheder, bare ikke os... Vi var trætte af politiet kom og arresterede os på vores barer, bare fordi vi var ude og have det sjovt.

Transerne var vrede over, at de altid skulle have mindst tre stykker tøj på, der stemte overens med det køn, de havde fået ved fødslen. Alle disse foranstaltninger var til for at sikre, at vi alle ville ende med at have en lang straffeattest.

Når vi var i byen, skete der f.eks. det, at politiet gav os ordre om at gå over på over den anden side af gaden, og når vi så gjorde, som de sagde, var der en anden strisser på den anden side af gaden, der ventede på os, for at give os en bøde for på at give os en bøde for fumlegængeri.
Vi var trætte af at homoseksuelle mennesker var spærret inde på psykiatriske hospitaler og blev tortureret! [...] Og vi var lige pisse sure over det alt sammen. Det måtte slutte!

Den aften skete der, det sædvanlige. De kom med deres skovvognen og ville lave razzia – typisk lørdag aften!

Det vat meget varmt og fugtigt, selv så sent om natten, og ingen af os var i det bedste humør. Vi havde netop begravet Judy Garland, vores ikon! Vi var alle ret pissed off.

Sådan begyndte det

Strømerne var begyndt at rydde Stonewall Inn. Dem, der ikke blev læsset op i skovvognene fik at vide, at de skulle skrubbe hjem. Vi begyndte at håne betjentene, og... de så hvor mange der begyndte at samle sig om dem. Flere og flere og kom der, og vi begyndt at ryukke tættere og tættere . Så blev de bange! De flygtede ind på Stonewall Inn og barrikaderede sig dér.

Så var der nogen, der hev et parkometer op og smadrede i et vindue. Jeg kom forbi en af politibilerne og stod lige bag den, og så begyndte jeg at skubbe den op og ned. Flere kom til. Nu rokkede vi den sidelæns – det var ligesom at save brænde. Lige pludselig endte den på taget! [...]

Nu var der en meget stor menneskemængde, og nogen kastede en molotov-cocktail. Jeg hjalp til med at sætte en patruljevogn i brand. På det tidspunkt var det kun gået 20 minutter fra det tidspunkt, hvor jeg først ankom dernede ... og der var nu en stor menneskemængde!

Stemningen

Dengang jeg var ikke så stor som jeg er nu. Jeg var omkring 170 cm og godt 60 kg. Jeg var 19 år og trækkerdreng. I 1969 blev jeg prostitueret, fordi jeg var blevet smidt ud af hjemmet, og jeg levede på gaden, og jeg var nødt til at overleve. På Stonewall Inn kom folk som mig, os der levede på kanten – den yderste del af homomilljøet. Transer af alle slags var ikke tilladt i mange af de homoseksuelle klubber. På Stonewall Inn kom der hovedsagelig prostituerede, narkomaner, drag-queens og transer. Det var ikke som de nutidge pæne, respektable Gay Clubs!

Men det var netop os, der ikke havde noget at tabe, der rejste os, og alle kom med bagefter. Vi var virkelig pressede, meget pressede! Det var ikke bare noget med, at vi gav en verbal støtte til transerne, det var at blive anholdt inden i skovvognen. Det var ikke bare sådan en slags tilskuer-ting, ligesom ved en fodboldkamp. Det var virkelig noget, der kom fra vores hjerte.

Klimaks

På dette tidspunkt kunne vi høre politiets biler komme som sindssyge fra alle retninger. Og uropatruljen dukkede også op. Jeg ledte overalt efter min kæreste, min elskede. Og så så jeg den der læderklædte motorcykelbetjent, som havde min kæreste i en halslås...

Min kæreste var iført sådan nogle John Lennon bedstemor-briller, som var meget populære på det tidspunkt. Og betjenten holdt ham i halslås og slog ham med håndtaget på sin stav, og ramte ham direkte i ansigtet med staven gang på gang. Blodet strømmede ned over min kærestes ansigt.
Dette var grund nok til, at jeg mistede besindelsen. Jeg sprang op på ryggen af den betjent, og jeg tog staven fra ham og – med en ukendt styrke – det var adrenalin, der gjorde mig i stand til at tage staven fra ham – og så gav jeg ham!

Jeg husker, at jeg ramte betjenten tre-fire gange, og det næste, der skete var – bang! Jeg så stjerner og havnede på jorden. Så var der blod over hele mit ansigt! En betjent på hesteryg kom op bag mig og hakkede mig i hovedet med sin kampstav. [...]

Et stykke af min kraniet blev hugget af – og lå der på Christopher Street.
Den dag i dag er der et sted i mit kranie, hvor den flis mangler.

Frelse gennem kamp

Det var fire transkønnede, som reddede mit røv! [...] Hver af dem tog en arm eller et ben og derefter bar de mig ned en i kælder, hvor de plasterede mig sammen.

Der blev skudt med tåregas, lige hen mod os. Jeg kan huske, hvordan en af tåregasgranterne ramte gaden, med et dunk og et going, ikke mere end fem, seks meter for an mig, da jeg var ude på gaden. Jeg fik hele hovedet fuld af gas. Jeg råbte til en af transerne: »Find en spand vand ... og bare hæld det over mig«. Det er den bedste førstehjælp; en spand vand.

Slåskampene med politiet varede i cirka tre dage. Jeg var ikke i stand til at finde min kæreste indtil efter, det var slut, faktisk først senere i den efterfølgende uge. Jeg fandt ud af, at et stykke glas fra hans briller gik gennem hans øje og fortsatte ind i hjernen. Han er nu på et psykiatrisk hospital i Maine. Umuligt at gøre rask.

Hans forældre nægtede at rejse tiltale mod politiet på det tidspunkt, fordi de sagde, at »det var Guds dom over os«.

Faktisk fik ingen af os nogen bøder, ingen af os blev der rejst sag mod. Vi blev alle oprindeligt arresteret og anklaget for beruselse og ballademageri og ukontrolleret adfærd og alt det. Men borgmester Jon Lindsay greb ind og beordrede, at der ikke blev anlagt sag mod nogen af os, og vi blev alle frigivet. [...]

Afslutningen

De næste to nætter fortsatte urolighederne for fuld kraft. Ja, jeg var der! Jeg var derude, med bandage om hovet og det hele – råbende og skringende samme med alle de andre. En kæmpe flok ude på gaden. Og der var denne park, Washington Park lige der ved udgangen af Christopher Street. Lige der, mod afslutningen på de tre dages optøjer, blev Gay Liberation Front født. [...]

Dele af den daværende homobevægelse syntes ikke om de omsiggribende uroligheder, og prøvede derfor at mane til ro, hvilket bl.a. skete ved disse skilte, hvor alle blev opfordret til fredelig og stille opførsel.

Dengang da det hele startede, vil jeg ikke bare sige, at transkønnde var inkluderet, for den gang var der ingen, der var lukket ude – hele der der Gay Pride Parade. Det blev startet af transerne. Det var dem, der gjorde det, dem det hele begyndte med. Homoseksuelle og homoseksuelle mænd kom først med senere! Men det blev startet af de transkønnede. [...]

Tilbageblik

Min yndlingserindring er det øjeblik, jeg første gang gik ud af døren, og jeg så alle de der transer og dragqueens, der var ved at blive proppet ind i skovvognen, og nogen – endelig – kastede en høj hæl! Det var det tidspunkt. Det var sådan en befriende øjeblik indeni. Det var så frigørende!

Det var så dejligt: Endelig vil vi ikke tage jeres lort mere! Undskyld mit sporg, men vi vil bare ikke mere. Vi vil ikke finde os i det. Ikke mere! Over! Det er det! Slut!

Jeg har hørt, at folk gik rundt til en masse forskellige homoseksuelle klubber ... de sagde: »Ud af klubberne, ud på gaden«. Eller »ud af baren, ud på gaden!«. Det er, hvad folk har fortalt mig, der blev sagt. Jeg mener, jeg ved det ikke selv, fordi jeg allerede var på gaden! Det var et afgørende øjeblik.

Det føles særligt på nogle måder, og på andre måder føles det som en ulykke af en historie. Her mange år senere er jeg så bedrøvet over at vide, hvor samfundet er henne nu, hvor transkønnede i mange byer er udelukket fra Pride Parader.

Mange transer og mange homoseksuelle kender ikke den rolle, som transerne spillede i det hele. Vi ville ikke have Gay Pride, hvis ikke det var for transgenders. Vi ville ikke have Gay Pride Week! Alt havde sin fødsel, da alle de transkønnede endelig rejste sig op!

Interviewet er oversat af Elizabeth Japsen, Lotte Knold og Lille Christina. Det bringes her med forfatterens tilladelse og kan læses i sin fulde længde her http://www.dailykos.com/storyonly/2... (engelsk).