»Homoseksuelle er Østeuropas muslimer«

Traditionen tro har der dette forår været afholdt homo-parader i en række østeuropæiske storbyer. Blandt andet i Riga, Krakow og Moskva. Flere steder er det kommet til uroligheder mellem parade-deltagere, myndighederne og moddemonstranter.

Men hvorfor opstår der denne ballade? Og hvorfor er mange vesteuropæiske politikere og medier optaget af paraderne mod øst? Samtale mellem journalist Sune Prahl Knudsen, der har deltaget i en række af paraderne, og sociolog Mads Ted Drud-Jensen, der har undersøgt homo-forholdene i EU-landene, herunder de nye medlemsstater.

Moddemonstranter ved årets pride i Riga. Fotograf: Kaare Viemose, Amnesty International

Sune: Jeg var til paraden i Moskva for et par år siden og har været med i Riga de seneste to år. Og hver gang slår det mig, at det er en noget særlig blanding af folk, der vælger at demonstrere mod homo-paraderne. Helt almindelige mennesker, børnefamilier med deres børn i klapvogne, religiøse typer, gamle damer med kors, nationalister og så deciderede fascister og skinheads. Det er tydeligt, at netop spørgsmålet om homoseksuelle skaber en særlig alliance.

Mads: Ja, man ser ofte disse alliancer. Enten organiseret i faste foreninger og organiseringer eller i mere løse netværk, der samles ad hoc i forbindelse med paraderne. Men der, hvor det går mest amok, er hvor de højrekristne, nationalistiske og konservative grupperinger har lydhørhed eller en platform i det parlamentariske system. Det har man set i Moskva, hvor borgmesteren direkte forbyder paraderne med samme argumenter som mod-demonstranterne. Der, hvor der i forvejen er hate speak og deres kernepunkter om familien, nationen og traditionerne er på dagsordenen, går det vildest for sig.

Sune: Men mange af de ting, man ser i Østeuropa, ser man vel også i mindre målestok andre steder i verden, herunder i Vesteuropa? Altså at der er grupperinger med kristne, konservative eller nationale fundamenter, som er kritiske over for parader og homo-rettigheder.

Mads: Helt sikkert. Derfor er det ikke uden problemer, når mange vælger at tale om et nyt homofobisk jerntæppe, der deler Øst- og Vesteuropa. Selvfølgelig er der forskel på graden af modstand, men strømningerne findes mange steder.

Den homoseksuelle som markør

Sune: Men det virker alligevel som om, at ”den homoseksuelle” som markør fylder mere i de østeuropæiske politiske landskaber.

Mads: Det er rigtigt. ”Den homoseksuelle” er blevet en syndebuk for mange af de ting, der er opstået som følge af den drastiske overgang til markedsøkonomi. Og det er aktualiseret af den nuværende økonomiske nedtur i for eksempel Baltikum. Og samtidig er homoseksuelle blevet markør på det, som man kan mene truer nationen, familien og traditionerne. Alt det, som truer forestillingen om det sikre og de trygge gode gamle dage.

Sune: Jeg tænker tit, at homoseksuelle i Østeuropa lidt har den samme position som for eksempel muslimer i Danmark. Lidt lige som ”de kommer her og tager vores damer og arbejde” og ”deres kultur og livsform er en trussel mod vores”, så fremstilles homoseksuelle som en befolkningsgruppe, der truer majoritetens homogenitet – eller forestillingen om homogenitet.

Mads: Der er helt klart ligheder, også på den måde, at homoseksualitet også fremstilles som noget, der kommer ’udefra’. Men der er selvfølgelig også forskelle og nuancer. Også internt blandt de østeuropæiske lande. I Polen mener et flertal for eksempel, at homoseksuelle ikke bør have ret til at demonstrere. I Bulgarien vil halvdelen ikke arbejde sammen med homoseksuelle. I andre lande svinger målingerne ikke sådan ud. Og der er stor forskel på, i hvor stor udstrækning seksualitet er politiseret og centralt placeret i den offentlige debat. Igen: det drejer sig også om, hvad der sker i parlamenterne, og om hvor stor en magt for eksempel kirken har.

Hjælp udefra til begge sider

Sune: Og vel også om, hvor stor en støtte homo-modstanderne får udefra. I Riga får ”No pride” bevægelsen blandt andet støtte fra højrekristne amerikanske bevægelser. Der foregår en løbende erfaringsudveksling, ligesom midler fra det de amerikanske bibelbælte bruges til at arrangerer modparaderne.

Mads: Ja, og på samme måde drejer det sig om, hvor stærkt eller svagt de lokale homogrupperinger står. Nogle steder står de relativt stærkt og henter støtte fra eksempelvis EU eller vesteuropæiske NGO’ere. Andre steder er de mere isoleret. Så der sker jo en oprustning på begge fronter. Det er ikke kun homo-modstanderne, der får fløjet tilhængere ind. Også Amnesty og internationale homo-organisationer støtter de lokale homo-organisationer rundt omkring.

Sune: Så længe det sker, fordi de lokale organisationer selv beder om det, er det vel en okay måde at arbejde på? Jeg mener, hvis det ikke skete på deres præmisser, så kunne det hurtigt lugte lidt af korstog og eksport af ”den rigtige” måde at føre homo-kamp på.

Mads: Det er klart, at mange vestlige organisationer – på begge sider – sætter sig ned og laver en kalkule af, hvor det giver bedst mening at bruge energien. Og det er det så ofte på den østeuropæiske slagmark.

Demonstranter ved årets pride i Riga. Fotograf: Kaare Viemose, Amnesty International

Fraskrivelse af problemerne i Vesteuropa

Sune: Og det har så den bagside, at det kan være med til at forstærke billedet af, at alt er i sin skønneste orden på ”hjemmebanen” i Vesteuropa. Altså at her er der ikke mere at arbejde med, så derfor kan man bruge kræfterne enten østpå eller sydpå i Mellemøsten for eksempel.

Mads: Det kan bruges meget strategisk ja. Når eksempelvis Dansk Folkeparti er ude og fordømme homo-modstanderne i Østeuropa i dette forår, så kan man jo undre sig lidt over denne pludselige optagethed af homospørgsmål, der sådan set kun gør sig gældende, når det drejer sig om andre lande eller hvis det herhjemme har noget med indvandrere at gøre. Altså: homospørgsmålet trækkes frem, når de kan bruges til at stemple andre som ”ikke-moderne” eller ”ikke frisindede”, om det så er østeuropæiske lande eller indvandrere herhjemme. Og så selvfølgelig til at pudse sin egen glorie helt omkostningsfrit.

Sune: Men kommer vi til at se lignende ballade også fremover. Jeg tænker: det virker ikke som om, der er en automatisk proces mod bedre forhold?

Mads: Det er jo 100 dollar spørgsmålet. EU’s optagethed af spørgsmål om minoriteters vilkår vil spille en rolle, fordi der bliver stillet nogle krav til medlemsstaterne i forhold til anti-diskriminationslovgivning, monitorering osv. Men også det helt overordnede spørgsmål om den økonomiske udvikling spiller en meget stor rolle. Helt konkret spiller det en rolle, hvem der har magten over gaden. Og i økonomiske nedgangstider, som den der rammer mange østeuropæiske lande nu, så har højrenationalistiske grupperinger det med i højere grad at tage kontrollen over det offentlige rum. Og det er ikke til gavn for minoriteter som homoseksuelle.