En rejse ind i normernes hittegodskontor

Når noget huskes, glemmes andet. En uundgåelig konsekvens af at gøre nogle øjeblikke og praksisser til begivenheder i et liv og en kultur, er at andre øjeblikke og praksisser fortoner sig. Udstillingen »Lost and Found – Queering the Archive« stiller på én gang spørgsmål til samfundets hukommelse om køn og seksualitet og inviterer til konstruktioner af nye fortællinger og erindringer.

Heteronormens hittegodskontor

På gulvet står en bunke forvoksede byggeklodser med citater fra seksualvejledninger og billeder fra anatomibøger. Her står måske kulturens byggeklodser, som vi lærer at stable og anvende korrekt, allerede før vi har lært at gå?

Kimberly Austens gigantiske byggeklodser viser os, hvordan vi lærer at benytte de kulturelle normer for køn og seksualitet, allerede inden vi lærer at gå

Kimberly Austens byggeklodser er et eksempel på, at værkerne i »Lost and Found« ikke konstruerer nye seksuelle kategorier eller identiteter, men i stedet peger på, hvordan køn og seksualitet konstrueres. Udstillingen udpeger dermed ikke grupper af »normale« overfor »unormale«, men synliggør og udpeger i stedet normer, der begrænser os alle. Dermed taler den til såvel de, der oplever sig selv som en del af heteronormen, som til de, der oplever sig selv som afvigere.

Udstillingen er bygget op omkring arkivet som metafor, og den viser os, at det traditionelle arkiv kun er et sted for erindringer, som passer ind i snævre kulturelle normer. De erindringer, der afviger fra ideer om det normale, ender derimod på samfundets hittegodskontor, hvor de måske glemmes og forsvinder.

Men »Lost and Found« er ikke et forsøg på at udbygge »normalitetens arkiver« ved at indsamle erindringer om dét, der er blevet glemt. I stedet for at skrive sig ind i en voksende kultur af hyldester af »mangfoldighed«, synliggør den, hvordan de normer, som alle afvigelser måles op imod, er konstruerede. Det er et ambitiøst greb, som er med til at gøre udstillingen nyskabende.

Umulig lesbisk kærlighed

Et af de værker, der fik udstillingens idé til at krybe ind under huden på mig, var videokunstneren Aleesa Cohene nyproducerede videoinstallation, der er en sammenklipning af hundredvis af bidder fra Hollywood-film. I værket samples mainstreamkulturens kvinderoller til en ny subtil fortælling om forholdet mellem to kvinder.

Fordi værket anvender et velkendt, finpudset, romantisk filmsprog, fremkaldte det alle de følelser, som jeg gennem kulturel indlæring har lært at føle, når jeg ser en ulykkelig Hollywoodfortælling. Men kuldegysningen og klumpen i halsen skyldtes ikke blot den dygtighed, hvormed historien var fortalt. Årsagen var snarere, at værket gav mig kropslig erkendelse af, at disse følelser næsten altid har været forbundet med konsumption af heteroseksuelle kærlighedsfortællinger.

I Aleesa Cohens videoinstallation klippes genkendelige kærlighedsscener sammen til en dramatisk og lidenskabelig fortælling om et forhold mellem to kvinder

Værket gav mig en kropslig erkendelse af, hvor sjældent homoseksuel kærlighed præsenteres med vægt på kærlighed frem for på identitetskategorien homoseksuel.

I et meta-niveau over den ulykkelige kærlighedsfortælling inviterede værket mig dermed til at opleve, hvordan kulturelle arkiver og kanoner er med til at konstruere normalitet og sætte rammer for, hvilke følelser, der kan tolkes som forelskelse og kærlighed og dermed også, hvilke seksuelle praksisser, der opleves som mulige.

Normalitetens kollaps

Mange af udstillingens værker samler ligesom Cohenes videoinstallation bidder, billeder og erindringer, som vi genkender som normale, men sætter dem sammen på nye måder, så normaliteten kollapser og bliver queer.

I en tid, hvor kultur defineres af kanoner, fremstår udstillingen som et vigtigt argument for, at vi lærer mere om vores egen kultur ved at undersøge, hvordan grænserne for »det normale« skabes end ved at udpege værker, der repræsenterer de »bedste« dele af »vores« kultur. Jeg håber, at såvel kunstmuseer som historiske museer vil tage ideen op og queere deres arkiver og samlinger og skabe udstillinger, der ligesom »Lost and Found« problematiserer ideen om et neutralt arkiv.

Hvis du tør opdage, hvilke snærende rammer, din erindring, dit køn og seksualitet er konstrueret af, anbefaler jeg dig at bevæge dig ind i Nikolaj Kunsthal før d. 2. august. Men vær beredt: Lost and Found forandrer ikke kun dit blik på den kultur, der omgiver dig, men inviterer dig også til at træde ind i din egen hukommelses hittegodskontor, hvor du måske vil genfinde og nytolke begivenheder i dit liv, du forlængst havde både tabt og glemt.

Lost and found: Queerying the Archive i Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads, København til den 2. August.

Deltagende kunstnere: Elmgreen & Dragset (DK/NO), Mary Coble (US), Ingo Taubhorn (DE), Tejal Shah (IN), Benny Nemerofsky Ramsay (CA), Conny Karlsson (SE), Flemming Rolighed (DK), Aleesa Cohene (CA), Kimberly Austin (US), Cecilia Barriga (CL) og Heidi Lunabba (FI), Al Masson (FR/DK) .

Gæstekuratorer: Jane Rowley og Louise Wolthers.