Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
15. juni 2009 - 18:22

Sæsonens sidste kamp

»Når vi ta’r til Brønshøjkamp, så’ det ikke for sporten
Vi venter kun på 3. halvleg, så får de en på snotten«.

Melodiskatten, der bliver digtet fodboldtilråb over, er uforanderligt hentet fra halvtresserne, som sangene til familiefesten. Her er det endnu en gang fra Snehvide.

– Det er nok ikke en god idé at fotografere. Mange af dem, der er her, er registreret i hoved og røv og bliver sure, hvis du fotograferer dem, siger Carsten Bo.

Senere stiller alle op til fællesbillede på Tingbjerg Torv og uden for stadion efter sæsonens sidste kamp mellem Brønshøj og nedrykkerne Værløse. Drunken Army kalder de sig. Og det er nok en god idé at tage sit lokale medlemsskab af AA op til revision, inden man tilslutter sig truppen.

JPEG - 142.1 kb
Benjamin. Foto: Jan Lars Nielsen

Antfascistisk fanklub

– Vi er udgået fra FCK’s antifascistiske klub Rude Lions, fortæller Benjamin Hansen, som er den oprindelige initiativtager til fanklubben.

– Vi blev trætte af, at det eneste, der gælder i moderne fodbold, er økonomi. Oprindeligt er jeg Brøndby-fan, men her fandt vi en klub, hvor sporten stadig var vigtigst. For cirka halvandet år siden startede vi en ny fanklub op herude, og præmissen er, at vi er 100 procent antifascistiske. Det går vi ikke på kompromis med.

I mængden genkendes flere ansigter fra de mange demonstrationer for Ungdomshuset, og flere har Antifa-trøjer på.

– I starten syntes de, at vi var nogle mærkelige fisk. Vi forsøger at skabe et godt forhold til bestyrelsen. Jeg synes, at der er blevet taget godt imod os. Det er os, der sørger for stemningen på stadion.

Benjamin dirigerer indimellem kampsangene fra banden – med ryggen til kampen.

Efter blot ni minutter og to sekunder bliver det 1-0 til Brønshøj. Det sætter nu ikke stemningen op på Drunken Armys faste pladser på den yderste venstre fløj af tribunen. Det ville være helt umuligt.

»Vi elsker alle andre
vi hader kun os selv«.

Drømmen om St. Pauli

– Vi er stolte over, at vi i denne fanklub rummer tilhængere af mange forskellige fodboldhold, som kan være sammen uden problemer. Her er fans af FCK, Brøndby, OB, Fremad Amager, Frem og mange andre. Her er aldrig slåskamp, siger Benjamin.

Han fortæller, at hans største drøm er at få FC St. Pauli fra Hamburg herop til en venskabskamp. Det ville fylde stadion med antiracister fra nabolandene. Han kunne godt tænke sig, at Brønshøj blev en slags Nordens St. Pauli.

»Vi kan ikke spille fodbold, så vi slås
Vi kan ikke spille fodbold, så vi slås«.

JPEG - 169 kb
Drunken Army. Foto: Jan Lars Nielsen

Sofacyklen får endnu en gang et nyt kampråb. Der er nu ikke optræk til, at sangen bliver fulgt op af handling. I det hele taget er der en meget jovial stemning, og det ser ud til, at stadions øvrige 300 tilskuere accepterer, at de sortklædte unge er der, selvom de fleste nok mest kender typen fra mediernes reportager fra brændpunkter i København.

»Hva´ska’ vi med guld og sølv
Bare vi har hash og øl«.

Gedveds kampråb får ikke rigtig opbakning fra forsamlingen, men en anekdote fortæller, at til en kamp engang, hvor Brønshøj var i oprykningsfare, buhede Drunken Army af spillerne. Oprykning betyder større økonomiske krav til klubben. Det giver højere billetpriser og i denne sammenhæng, hvad værre er – stigende ølpriser. Længere oppe i divisionen er det ren business.

Da Værløse 28 min. og 13 sek. inde i 1. halvleg scorer til 1-1 lægger det stadig ikke en dæmper på stemningen.

Ingen oprykningsfare

– Der er ingen fare for at Brønshøj rykker op i 1. division. Uanset kampens udfald ender de på tredjepladsen, fortæller en tilskuer i pausen.

– Men nu bruger vi en milliard på øl og pølser, så de har bare at vinde.

Da kampen fløjtes igang til anden halvleg, kan ingen fra Drunken Army forklare, hvorfor Brønshøj får straffe og scorer til 2-1 halvanden minut inde i halvlegen. Ligeså ukoncentreret fanklubben er på tilskuerrækkerne, er spillerne på banen i 2. halvleg. 29 minutter inde i kampen scorer Brønshøj til slutresultatet 3-1.

JPEG - 103.9 kb
Spillerne siger tak for kampen. Foto: Jan Lars Nielsen

På spørgsmålet efter kampen, om hvad spillerne siger til den særprægede fanklub, siger Patrick Tronborg, en af markspillerne meget diplomatisk:

– Det er vigtigt, at nogen bakker op.

Han understreger, at han helst ikke ser fodbold og politik blandet sammen, men han kunne da godt tænke sig at spille mod FC St. Pauli. Lasse som er ungdomstræner er lige så fåmælt: »Det giver stemning«.

Men triumfen er nu alligevel på Drunken Armys side:

– Lagde i mærke til, hvem spillerne løb hen til bagefter? Drunken Army!

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce