Uddannelse er også frihed, lighed og fællesskab

Uddannelse har været et af de emner, der har optaget folk i en række af de debatmøder, jeg har deltaget i i de forgangne små tre ugers valgkamp. Uddannelse er for alvor en politisk kampplads - og regeringspartierne har haft pænt travlt med at sige, at de da bestemt ikke har skåret ned. Jeg er helt uenig. Venstrefløjen og de Radikale har til gengæld vist en alternativ vej med investeringer i det, som vi alle sammen mener, at Danmark skal leve af. Og der er i dén grad brug for et nyt politisk flertal også hér.

Uddannelse for mig er en visionær investering i fremtiden. Det er grundlaget for vækst. Det er international konkurrencedygtighed. Det er børns bagage til resten af livet. Det er unges muligheder og drømme, og det er vejen videre for nedslidte, for arbejdsløse, for flygtninge og nye danskere, for tidligere kriminelle, og for alle andre, der har brug for en ny vej frem. Det er udgangspunktet for et blomstrende demokrati, og det er vejen ud af krisen.

For mig er uddannelse også frihed, lighed og fællesskab. Frihed til selv at vælge det liv, man liv leve. Lighed, fordi det ikke kun er de privilegerede, der selv kan vælge. Og fællesskab, fordi vi i Danmark er enige om sammen at betale regningen, så alle kan nyde godt af frihed, lighed og et samfund i vækst.

De seneste ti år er der primært blevet satset på naturvidenskabelige og tekniske universitetsuddannelser. Erhvervslivet har fået foden indenfor på stort set alle niveauer i uddannelsessystemet. Erhvervslivet er repræsenteret i alle bestyrelser for videregående uddannelser. Midler til nye ph.d.studerende er kanaliseret fra universiteterne over i erhvervsph.d.er og grundforskningsmidler er kanaliseret over i erhvervsforskningsfonde.

Satsning på naturvidenskabelige og tekniske uddannelser er godt. Kun godt. Danmark skal fortsat yde sit ypperste for at bidrage til at løse den globale klimakrise med nye miljøtekniske løsninger. Samarbejde med erhvervslivet er også godt. Det er motiverende for studerende at være i nær kontakt med de arbejdsgivere, de senere hen skal ansættes hos.

Hvad der derimod er rigtig skidt, er nedskæring på uddannelse og på grundforskning. Færre midler til universiteter og uddannelsesinstitutioner er lig med færre undervisningstimer. Færre undervisningstimer betyder mindre kontakt mellem studerende og forskere og undervisere, og det betyder, at grundlaget for faglig dialog forsvinder. Når studerende ikke er i en direkte dialog med dem, der underviser dem, fordi timerne er for få og holdene for store, er det både demotiverende for begge parter, og det skaber langt ringere uddannelser.

Der er sket en massiv nedskæring på især humanistiske uddannelser. Det er virkelig ærgerligt. Både fordi dansk kultur forringes, kulturmøde og internationalt udsyn forringes, men også den særlige innovative kræft og kritiske tænkning, der præger de humanistiske uddannelser, går tabt. Samtidig har nedskæringerne været så massive, at meget eksisterende viden er tabt på gulvet. Nedskæringerne på humaniora skyldes både et massivt pres fra regeringen, men også erhvervslivets store indflydelse. Og det er synd. For humaniora har en masse at bidrage med – men ikke når uddannelserne er barberet ind til benet.

Samtidig er det for mig at se farligt at satse så massivt på ganske få uddannelsesretninger. Der er gjort mange forsøg gennem tiden på at forudse, hvilke fagretninger der bliver mest brug for fremover. For det meste uden særligt held. Derfor er det vigtigt, at ansatte på universiteterne fremover igen får den primære indflydelse på, hvor pengene og forskningen skal satses. Det er universiteterne der har fingeren på pulsen, det er forskernes motivation og ”drive”, der er brug for.

Jeg er ikke i tvivl: uddannelse er den grundsten, vi skal bygge vores samfund på. Lad os betale prisen!