Tilliden tilbage til velfærdsuddannelserne

Det er ikke kun sjov og ballade at være blandt dem, der passer godt på os, når vi er børn og når vi bliver gamle, eller når uheldet rammer og vi bliver syge eller mister vores arbejde. De såkaldte velfærdsuddannelser såsom folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske er kendetegnet ved både at føre til relativt lavtlønnede jobs og ved at have en lav offentlig tillid.

Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!