Formandsvalg i SF

De forgangne 9 dage har været tumultariske. Flere gange om dagen har jeg besluttet mig. Og om igen. Og om igen. Grublerier om at svigte, om at svigte nogen andre, om at gøre det, der er det rigtige og vigtige. Og om prisen for det.

Guderne (som jeg godt nok ikke tror på) skal vide, at det har været vanskeligt. Jeg er oprigtig benovet og stolt over det utal af opfordringer,  jeg har fået, fra folk jeg kender og ikke kender - SF’ere, tidligere medlemmer, der savner SF, og mennesker, der plejer at stemme på SF.

Det er altid en stor mundfuld at skulle være partiformand, og da særligt for et regeringsparti. Men i den helt særlige situation, som SF står i med nogle kæmpe store udfordringer, så vil opgaven blive enorm, hvis man ellers har tænkt sig at løse dem. Og jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se det foreneligt med mit privatliv i denne omgang.

Så er det ude :-)

Men kommer der en kandidat, der leverer de nødvendige svar, så smækker jeg al min opbakning den vej – både i ’valgkampen’ og bagefter. Det håber jeg også, at de folk, der var klar til at stå bag mig, vil gøre.

Hvad vil vi med magten?

Og så lige nogle ord om, hvad det er for ekstraordinært store opgaver, der skal tages hånd om.

Politisk er der brug for at genrejse SF. At kunne udvikle og gennemføre projekt-det-er-dét-her-vi-vil-med-magten. Man kan miste magt af flere grunde – og min alvorlige bekymring er, at SF – og dermed regeringen – mister magten, fordi vi ikke bruger den. Dét bliver en ny formands ene væsentlige opgave.

Sidste år i valgkampen stod vi tæt sammen med Socialdemokraterne om kursen: En solidarisk vej ud af krisen. Vi ville, sagde vi, ikke efterlade nogen tilbage på perronen. Det betød ikke, at vi lovede røde roser og økologisk sødmælk i gaderne, men det betød, at fællesskabet og byrdefordelingen skulle se ganske anderledes ud end under VKO. Dét må og skal være omdrejningspunktet for SFs projekt, hvis vi igen skal være en progressiv forandrende politisk kraft i Danmark.

Jeg mener ikke, at regeringen har leveret tilstrækkeligt på det punkt og SF kan ikke fortsætte af samme kurs. Vi kan ikke holde til det. Og lige så vigtigt, regeringen kan ikke holde til det. Det handler nemlig ikke kun om SF’s fremtid, det handler også om regeringens overlevelse.

Det er både muligt og nødvendigt at have SF-politik, der ikke bare er at tage regerings-kompromisserne og gøre dem til partiets politik. Det er ingenlunde det samme som at bestride regeringsgrundlag eller –deltagelse. Det handler helt banalt om, at regeringen består af forskellige partier, der ville magten sammen af en række fælles grunde – men også hver især har et klart politisk idegrundlag og en klar samfundsvision (et parforhold er også stærkest, når man ikke kun er ’vi’ men aldrig ’jeg’). SF’s politik er også mere og andet end regeringens politik.

Det forgangne tiår har været det sorteste i nyere danmarkshistorie – og det er vores pligt ikke blot at insistere på men at levere på bæredygtighed, fællesskab, solidaritet, humanisme. Læg dertil, at vi skal vise, at SF er regeringsbærende uden at være systembærende og at SF vil den store grønne omstilling.

For mange mennesker ser det måske ud som om, at SF er holdt op med at drømme (vi gør det formentlig hver i sær) - om forandringer, retfærdighed og deltagelse. Det er vi ikke. Men vi har nok fortabt os i den gigantiske store opgave det er at være regeringsbærende i en oprydnings-regering oven på en borgerlig fest, hvor kun regningen og mismodet er ladt tilbage. Vi har glemt at fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi sidder i regeringen. Vi har glemt at udvikle og fortælle om alt det, vi også vil, når vi ellers ikke er bundet af en aktuel styrkefordeling som i trepartiregeringen (det var vist diplomatisk sagt). Og gøre, som vi gjorde ift dagpengeproblemet: Lade forstå, at for SF er det en bunden regeringsopgave at løse det problem, at mange mennesker til januar står uden forsørgelse, hvis der ikke leveres en politisk løsning.

Det bliver den fornemste opgave for en kommende formand.

Og så det, der handler om os selv...

På den mere SF-interne organisatoriske bane er der behov for oprydning, hvis man skal kunne samle SF. For mig er det helt afgørende, at en ny formand er favnende og sikrer bredden – vi er simpelthen nødt til at kunne være der alle sammen. Det handler desuden om en åben ledelseskultur, demokrati og medinddragelse i politikudviklingen. Her skal der også være gode svar.

Det er et afgørende valg for SF, det her. Sådan er det jo.