God, bedre, bedst

I forbindelse med SF landsledelsesmøde i sidste uge viste det sig svært for dele af journaliststanden at forstå to-leddede sætninger. Så nu prøver vi lige at sætte det op helt enkelt:

Jeg er svært ærgerlig over, at regeringen og Enhedslisten ikke sammen indgik Finanslovsaftalen 2014. Men den indgåede saftale har mange gode elementer (se nedenfor), som er klare SF-mærkesager.

Se det var ikke så svært.

Det var en god finanslov, der kunne være blevet bedre, om den var indgået med EL.

Til gengæld har den sidste uge har ikke været god for venstrefløjen i Danmark. Både Enhedslisten og regeringen har et ansvar og jeg mener, at EL og (dele af) regeringen har fejlet ved ikke at finde en løsning sammen. Den store taber er venstrefløjen og lønmodtagerne.

Vi kan måske så småt danne os et overblik over skadernes omfang. Og de er desværre nok større end selve finansloven. Målt i kroner og øre er det måske ikke så alarmerende; tæt på 80 % af midlerne fra finanslovsskitsen, som lå på bordet med EL, blev gennemført med blå stemmer. Så når vi regner på den måde, var Venstre billigt til salg. Man kan måske ligefrem sige, at Venstre dumper prisen på politiske forlig på Christiansborg. Venstre har stemt for ekstra fem mia. til velfærden, bl.a. den famøse ekstra milliard om året i de næste fire år til ældreområdet samt 1,2 mia. de næste fire år til socialt udsatte og psykiatrien; tæt på 1,5 mia. ekstra til grøn omstilling; arbejdsmarkedsområdet får mere end en halv mia. ekstra til indsatsen med social dumping og til jobrotation.  I 2014 fremrykkes skattelettelser til erhvervslivet på hen ved 760 mio..

Nu er der altid grund til at være på vagt, når priser dumpes og det er også tilfældet,  når vi ser på betalingen til Venstre. Udeladelsessynder er nemlig alvorlige. Og det er dém, der i særlig grad bekymrer for venstrefløjens fremtidsperspektiver. I finanslovsaftalen har det kostet venstrefløjen dyrt, at regeringen ikke kunne blive enige med EL. Det vigtigste er, at tilbageføring af fradrag for fagforeningskontingenter, så de solidariske fagforeninger kunne matche de gule på kontingentfradraget, er fjernet og indsatsen mod social dumping i form af obligatoriske ID-kort på byggepladserne er væk.

Hjerteblod for fagbevægelsen og bydende nødvendigt for at styrke den solidariske fagbevægelse i Danmark - noget som kunne række mange år frem i tiden. Det frafaldt man. Og den pris er for høj. Alt for høj.

At Socialdemokraterne var villige til at ofre det gennembrud, det var at have RV ombord hér, er mig en gåde. Og understreger blot, hvorfor jeg ikke er socialdemokrat.

Centrum-venstreregeringen havde en unik chance for at gøre noget alvorligt ved problemerne med social dumping men missede den.

Var det værd at holde fast på krav om ændringer i Serviceloven, som Enhedslisten gjorde. Jeg mener det ikke; det var ikke den rette løsning, selv om jeg godt forstår (og deler) den politiske pointe - og forstår at Enhedslistens tillid til det, de får lovning på i Finansministeriet, er tyndslidt.

Der har sandt at sige ikke manglet udmeldinger fra toppolitikere, fagforeningsledere eller kommentariatet i de sidste par dage, som har haft nogle meget klare - og ofte personrelaterede - holdninger til den udeblevne aftale. Resultatet har været en tsunami af blame-game rettet mod EL - som helt sikkert ikke er blevet mindre af S og SF’s opsparede frustration over EL’s opsamling af venstrefløjsstemmer og kommunalvalgsresultat.

Det er naturligvis god kommunikation, når alle partisoldater skyder samtidig og uden tøven placerer skylden hos én part. Problemet er bare (udover, at jeg som sagt mener, det er for ensidigt), at netop det blame-game kan vise sig at blive en af Venstres største politiske sejre. Venstrefløjen står igen både med splittelse og med manglende levering til de lønmodtagere, der har været omdrejningspunktet i flere år, og et svigt overfor fagbevægelsen (det gode i Finansloven til trods).

Sket er sket og det skete er noget møg. Jeg er sikker på, at der internt i Enhedslisten bliver diskuteret, hvad man kunne have gjort anderledes. Måske vi andre skulle gøre det samme. SF og venstrefløjen i Socialdemokratiet må få sat en stopper for, at Venstre bliver inviteret ind på målstregen og laver aftale. Måske vi kunne lære noget fra erhvervsjura i dette tilfælde og gå fra et ’right of first offer’ til et ’right of first refusal’ for støttepartiet, når det gælder centrale forlig og/eller aftaler.

Indtil da må venstrefløjen få fundet sammen igen i kampen for stærke fællesskaber, frihed, lighed og alt det andet fælles arvegods. Dén opgave påhviler os alle.