Man kan ikke ændre samfundet alene

Jeg vil ændre systemet indefra, sagde kaninen og lod sig spise af slangen. Siden var der ikke nogen,der hørte noget til den.

Jeg har tænkt på ovenstående i forbindelse med min beslutning om at sige ja til at afløse Villy Søvndal som medlem af Folketinget. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at det kommer til at gå mig, som det gik kaninen. Først og fremmest er det politisk naivt at tro, at man primært ændrer systemet indefra. Man ændrer det heller ikke alene. Og netop fordi man ikke kan ændre tingene alene, er det afgørende at have tæt kontakt til omverdenen. Som MF’er må man ikke blive fuldstændig slugt af folketingsarbejdet.

Som venstreorienteret, ja som socialist, så er en af de helt centrale opgaver ikke mindst i disse år at styrke velfærdssamfundet. Ikke at bevare systemer, men at udvikle og styrke vores solidariske løsninger og fællesskaber. Og på den lange bane er målet selvfølgelig at ændre samfundet – men det sker ikke isoleret gennem afstemning i Folketinget. Det er en politisk kamp, som foregår i hele vores politiske fællesskab, hvor sociale klasser og grupper skal mobiliseres og hvor stærke alliancer smedes. Vel at mærke også på tværs af grænser. Hvis regeringen ikke fører en politik, der er rød nok, er det et spejlbillede af, hvordan styrkeforholdene er i resten af samfundet. Derfor er det bydende nødvendigt for venstrefløjen at styrke de faglige og folkelige organisationer og at have internationalt udsyn, der kan udvide det politiske råderum til venstre.

Og tro mig, der er masser af progressive kræfter i de tre røde partier i Folketinget, som søger det. For mit eget vedkommende gælder det derfor om at skabe tæt dialog med folk både på og uden for Christiansborg på de områder, som jeg skal være ordfører for. De gode argumenter og det politiske pres skal tages med ind i forhandlingslokalerne. Om det så gælder kampen mod skattely, arbejdet med at skabe bedre uddannelser, der løfter folk videre, eller et af mine hovedfokusområder gennem mange år, både fagligt og politisk: udvikling og international solidaritet.

Jeg er allerede flere steder fra blevet spurgt, om ikke det er svært at skulle træde ind i en folketingsgruppe for et parti, der ikke ligger i top i meningsmålingerne.

Til det er svaret nej. Det var meget andet, der gjorde beslutningen svær. Men SF har i høj grad brug for flere, der kan tegne SF på venstrefløjen og skabe håb om et parti, der igen styrkes. Vores store opgave er at trænge igennem med, hvorfor det er godt, at SF er i regeringen – og hvorfor det er godt, at der er et SF i dansk politik i det hele taget.  Det anser jeg for at være en bunden opgave, og den tager jeg gerne i mod. Og jeg er sikker på, at jeg vil være et godt tilskud til SF’s folketingsgruppe.

Om jeg så ikke er bange for at skulle stå på mål for ting, jeg ikke er enig i – det er jo velkendt, at et af de tre regeringspartier jo ikke er særligt røde? Igen – nej, ikke grundlæggende. Det er klart, at når man er del af en folketingsgruppe, er man også del af et kollektiv. Derfor må man også stå på mål for de kompromisser, der indgås i regeringen og de forlig, som laves. Det må jeg også, og det bliver sikkert ikke svært at finde ting frem, jeg har sagt gennem tiden, som går på tværs af de politiske forlig, regeringen har indgået. Kompromisser står man ved, men man lader dem ikke erstatte sine holdninger som politiker eller parti. Man husker sit kompas.

Det er åbenlyst, at jeg synes, regeringen burde føre en rødere politik – og desværre mindre åbenlyst, at regeringen er langt bedre end sit rygte. Men Danmark har brug for en mere progressiv og lighedsfremmende politik og for mere damp under den grønne omstilling. Det kommer en Venstre-ledet regering ikke til at levere. Tværtimod. Det er mit – og SF’s - projekt at lave mest mulig SF-politik inden for den ramme. Men skal det lykkes, så kan det som sagt ikke gøres alene.

Jeg er så småt ved at indstille mig på en omgang mener-du-stadig-at fra kommentariatet.

Helt kort: Jeg har ikke ændret synspunkter  over-night, men jeg vil nu komme til også at skulle udtale mig som MF’er på vegne af en folketingsgruppe og de aftaler, som er indgået der og det er man nødt til at honorere. Jeg mener grundlæggende det samme i dag, som jeg mente i går – ligesom jeg mener, at man skal tage ansvar for det fællesskab, man indgår i. Sådan er det i parforhold, sådan er det i politik. Det afgørende er, at man som menneske og som parti ved, at noget er et kompromis og ikke partiets nye politik. Man skal stadig have sit politiske kompas intakt og vide i hvilken retning, man trækker.

Og for at være helt ærlig så gider jeg egentlig ikke tage del i et ridt gennem ”det sagde du engang, mener du det stadig”. Så lad mig en sidste gang slå fast: Jeg er rød og jeg har holdninger. Det er faktisk en fordel, hvis man spørger mig.  Nu skal jeg sidde i Folketinget. Og det glæder jeg mig utrolig meget til – der er nok at gøre for venstrefløjen, hvis man gerne vil skabe fremskridt og vinde valget næste gang.

Der har allerede været skriveri om, hvem der skulle tage over efter Villy Søvndal og igen-igen er ”kritiker-kortet” trukket i forbindelse med, at jeg stod overfor at kunne komme ind – nu kommer der en ”kritiker” ind. Ærgerligt. Både fordi det bliver personfikseret og fordi det ikke bunder i virkeligheden. Jeg har tidligere – langt fra som den eneste i øvrigt – været meget kritisk overfor den nyorientering i og af SF, som gjorde op med flere af vores mærkesager og grundprincipper.

I forbindelse med formandsvalget i 2012 blev denne nyorientering sat til afstemning og tabte med et brag Det gør det lidt morsomt og misforstået at tale om en kritiker. Det, jeg på linie med andre dengang meldte ud, var og er mainstream SF politik. Og den linie vandt.

Og mon ikke også den erklærede højreorienterede del af pressen (Børsen,180grader og omegn) samt allierede på Borgen, ser frem til at køre løs igen-igen med deres særlige og kreative vinkler. Her omgår man gerne sandheden lemfældigt for at skade sin modstander og ifølge dem, er jeg blandt andet FARC- og terror-støtte. Gu fanden er jeg ej og det er også MODKRAFTs læsere og alle andre der kender mit politiske ståsted bekendt.

For de politiske nørder er der et kendt citat, som viser, hvor svinsk man kan være i politiske kampagner: Den tidligere amerikanske vicepræsident, Lyndon Johnson, er kendt for at foreslå at hans kampagnestab skulle sprede rygter om, at hans politiske modstander dyrkede dyresex og da en af hans rådgivere  sagde, det ikke passede, svarede Johnson “let us make him deny it”. Er man først tvunget ud i at skulle afvise voldsomme beskyldninger, har man allerede tabt.

Venstrefløjen har en lang sej march foran sig for at overbevise et flertal af befolkningen om at stemme for mere  frihed, lighed, bror- og søsterskab. For mere fællesskab og internationalisme. På Borgen har SF et kompas at styre efter; det er en afgørende grundsten. Jeg vil gøre mit bedste for at skabe mest mulig venstreorienteret politik og arbejde for at flytte holdninger.

Men den politiske dagsorden sættes flere steder i samfundet, og vi sætter den i fællesskab.