EU medlemsskabet har desværre låst Danmark fast i regler om handel med 3. lande. Danmark kan ikke give fattige lande fri adgang til danske forbrugere. EU’s toldsystem beskytter produktion, beskæftigelse og profit i EU-landene. En importør af tøj betaler f.eks. 12 % i told fra verdens 3. største tøjproducent, Indien, hvorimod den rå bomuld kommer toldfrit til syfabrikker i EU. Det betyder, at det - ligesom i kolonitiden - er fordelagtigt at lægge værditilførslen (arbejdskraften) af råstofferne i det rige Nord. Det er et eksempel på EU’s protektionisme, som Danmark kan slippe for, ved at forlade EU; det vil skabe mere lige konkurrence og mere lighed i verden.
Når det handler om fattigdom, migration og ulighed nævnes ulandsbistand normalt som løsning. Men bistanden er småpenge i forhold til handelsstrømmene. Dét, der virkelig vil batte, er fair handel, dvs. frihandel, når det drejer sig om de fattige landes varer, OG mulighed for told på rige landes varer, som sælges i fattige lande. F.eks. er det vildt urimeligt at EU pt. giver produktionsstøtte og landbrugsstøtte, for at Arla kan sælge mælkepulver i Afrika; de fattige lande i Afrika burde i stedet lægge høj importtold på Arlas varer, så lokale bønder kan sælge mælk og etablere mejerier. Udenfor EU vil Danmark kunne indgå handelsaftaler med fattige lande, som giver dem mulighed til at opbygge landbrug og industri under en vis beskyttelse. Derved kan Danmark medvirke til at skabe udvikling og beskæftigelse i fattige lande og tilmed mindske trangen til at udvandre.
Den største årsag til fattigdom, migration og ulighed i verden er dog hverken manglende ulandsbistand eller ufri handel. Det er det ”ulige bytte”, at vi i den rige verden betaler for lidt for varer, vi importerer fra fattige lande. Danske importører og danske forbrugere deles om fordelen ved at bønder, fabriksarbejdere og IT-medarbejdere i fattige lande tjener meget mindre end deres danske kolleger. Desuden bliver varerne billigere af slappe miljøregler og livsfarlige arbejdsforhold i fattige lande. Det kan lade sig gøre så længe vi har grænsekontrol for mennesker og så længe vi ikke forlanger den samme beskyttelse i udlandet, som vi kræver for vores egen natur og på vores egne arbejdspladser. Vores rigdom bygger på blind købekraft og dobbeltmoral. Udenfor EU kan Danmark forbyde import eller lægge afgifter på import af miljøsvineri og sultelønninger og sende provenuet tilbage til miljø-genopretning og fagforeninger i producentlandet.
Verden er større end EU og international solidaritet er en god årsag til at forlade EU.
....
Tilføjelse 1.): Ovenstående er i store træk lig et læserbrev jeg har i Information i dag. Dog har debatredaktørens forkortelse gjort "fair handel" lig "frihandel" og det er en fejl. Med frihandel forstås ingen told, kvoter eller tekniske handelshindringer - begge veje. Jeg argumenterer i stedet for asymetriske handelsregler mellem ulige parter; Fattige lande skal have lov til at beskytte deres produktion mod dumpning af varer og tjenester fra rige lande (ex. EU). Importtold er også en statslig indtægtskilde i fattige lande, hvor den uformelle sektor er så stor at indkomstskat er vanskeligt at opkræve. I Tanzania er ca. 30 % af statens indtægter told.
Jeg har haft stor fornøjelse af at læse Torkild Lauesens "Det globale perspektiv", som udkom fornylig og blev anmeldt her. Han beskriver bl.a. hvordan kapitalbevægelserne er blevet liberaliseret i verden, mens menneskene derimod begrænses i deres bevægelse. Dette fastholder det ulige bytte og et arbejderaristokrati i de rige lande.
Tilføjelse 2.): I dag har det indiske tekstilarbejder forbund udsendt et opråb mod den indiske regerings "tekstil-pakke", hvor arbejdernes (som især er kvinder) forhold forringes. Hensigten er at øge eksporten af tøj og hale ind på Bangladesh og Vietnam, som er blevet store tøjeksportører. Jeg nævner dette fordi EU - som omtalt - opkræver told på indisk tøj og bruger provenuet i EU. Jeg synes provenuet skal sendes ned til den indiske fagbevægelse eller Asian Floor Wage.