Annonce

1. april 2016 - 21:11

ØD, styrkeforhold og markedet

Forleden bragte Pelle Dragsted en artikel i Politiken (også bragt her på Modkraft) om Anker Jørgensen regeringens forslag om Økonomisk Demokrati. Som Jørn Andersen har gjort opmærksom på i et andet indlæg, så var der på daværende tidspunkt gode grunde til modstanden mod forslaget fra venstrefløjen. Selvom den gamle ØD model var problematisk på mange punkter er selve problemstillingen om, hvordan ejendoms- og styrkeforhold ændres i samfundet til fordel for arbejderklassen og den brede befolkning afgørende.

Jeg vil i det følgende påpege en række grundlæggende problemer ved selve ØD tanken. Selvom ideen umiddelbart er at styrke arbejderklassens magt, vil jeg pege på nogle problemer ved tanken, som i sidste ende øger risikoen for at ændre styrkeforholdene i den forkerte retning. Diskussionen rækker dog også ud over spørgsmålet om ØD til nogle mere grundlæggende problemstillinger om arbejderklassens organisering, styrke og afhængighed af markedet.

Spørgsmålet om arbejderklassens organisering
Spørgsmålet om at rykke styrkeforholdet må tage højde for arbejderklassens karakter, sammensætning og organisering idag. Generelt vil jeg mene at arbejderklassen står i en svækket position som følge af arbejderbevægelsens forsvinden og integrationen af store dele af fagbevægelsens top i den øvrige økonomiske og politiske elite samt de sidste årtiers bølge af atomisering i bunden af samfundet, øget ulighed, nedskærings- og austeritetspolitik, økonomisk krise, eksplosion i gæld og udbredelsen af prekære arbejdsforhold.

Både i erhvervsmæssig sammensætning og organisering er det altså en anden type arbejderklasse, der eksisterer i dag end i 70’erne og før. Ikke desto mindre vil jeg mene at betingelsen for en succesfuld ØD model, som har til formål at overføre i hvert fald delvist ejerskab og kontrol over dele af kapitalen til arbejderklassen, afhænger af i hvor høj grad arbejderklassen i forvejen er organiseret politisk, socialt, kulturelt og økonomisk.

I tilfælde af en svag organisering, som vi ser det i dag, vil risikoen stige for at ØD blot vil betyde en smule mere indflydelse til en lille fagbureaukratisk elite, som jo i dag har rigeligt magt. For at forhindre at den reelle kontrol ikke blot tilfalder en lille elite, men at der rent faktisk gives mulighed for at styrke arbejderklassens magt er en høj grad af medlemskab af faglige organisationer slet ikke tilstrækkeligt (og slet ikke som mange af dem fungerer i dag). Betingelsen for en succesfuld model mener jeg ligger i en stærk deltagende form for masseorganisering (igen både politisk, socialt, økonomisk og kulturelt), som det var tilfældet i den klassiske arbejderbevægelse. Betingelsen for at styrke arbejderklassen ligger altså i en allerede forholdsvis høj grad af organisering.

En så stærk grad af organisering skal vi helt tilbage til mellemkrigsårene for at finde, måske i efterkrigsperioden. Det er i den forstand at der i dag ikke eksisterer en arbejderbevægelse. Manglen på sådan en grad af organisering vil besværliggøre muligheden for at ØD kan rykke ved styrkeforhold og øge arbejderklassens styrke og måske endda risikere det lige omvendte.


Spørgsmålet om markedsafhængighed

Et af problemerne med ØD modellen er altså det nuværende forhold mellem arbejderklassens selvorganisering på den ene side og en faglig, erhvervs- og politisk elite på den anden side. Hvis arbejderklassen selv skal styrkes ift. arbejdsgiverne og resten af eliten, kræver det en vis grad af styrke og organisering i forvejen, som formentlig ikke er tilstede i dag. Et andet problem henviser dog ikke så meget til det direkte forhold mellem klasser men derimod til den anden form for dominerende magt, der kendetegner kapitalismen: markedets upersonlige magt.

Arbejderklassen (uanset hvordan den er sammensat) består grundlæggende af proletarer, dvs. den del af befolkningen som er afhængige af at sælge deres arbejdskraft på et marked. Arbejderklassen er pga. den individuelle stærke afhængighed af markedet i konstant intern konkurrence.

Kapitalismen er altså kendetegnet ved ikke kun at produkterne af arbejde bliver til varer på et marked men at selve den menneskelige skaberkraft bliver til en vare: arbejdskraft. Med kapitalismens udvikling til i dag er stadig flere dele af livet blevet totalt afhængige af og underlagt markedet. I dag er vores liv i det store og hele varegjort og domineret af markedsforhold, dvs. at forholdet mellem mennesker reguleres af varer og penge.

Som samlet klasse er proletarerne også i konkurrence med dominerende klasse af kapitalejere. Herfra opstår den grundlæggende klassekamp. Både kapitalen og arbejderklassen har en interesse i at tilkæmpe sig så stor en del af den skabte værdi. Kapitalen for at kunne geninvestere og dermed øge chancen for at overleve konkurrence på markedet, arbejderklassen for at øge sine livsbetingelser.

Samtidig er arbejderklassen dog også nødt til at sælge sin arbejdskraft og dermed acceptere udbytning. Enhver arbejder har derfor også en delvis og modsatrettet interesse i virksomhedens succesfulde værdiskabelse og ophobning af kapital. Jeg vil mene at venstrefløjens strategi som udgangspunkt må forsøge at styrke positionen i klassekampen til den ene side og til den anden side mindske markedsafhængigheden.

Men hvad sker der, hvis dele af arbejderklassen får delvist medejerskab over dele af kapitalen, som er centralt i ØD tanken? En sådan situation kan lige såvel betyde at arbejderklassen blive endnu mere afhængige af markedet. Kapitalen er underlagt, eller nærmere defineret ved, konkurrence på markedet. Uanset hvem der formelt ejer kapital, så vil denne skulle kunne konkurrere på et marked.

Arbejderklassen vil nu stå den situation ikke bare at skulle konkurrere internt, sælge egen arbejdskraft og skaffe livsfornødenheder på markedet. Man vil også blive endnu mere afhængige af og have en endnu større interesse i en succesfuld kapitalakkumulation. Men gælder det ikke om at sikre præcist det modsatte?

Det vil reelt betyde en svækkelse af klassestyrke på trods af (eller netop pga.) mere direkte indflydelse på kapital. Udfaldet er ikke nødvendigvis sådan, afhængigt af en række andre faktorer. Men alt andet lige er risikoen for større markedsafhængighed stor. Alternativet er at opbygge egen produktion og distribution med mindre eller ingen grad af markedsafhængighed.

Afsluttende

Jeg har argumenteret for at der er to grundlæggende problemer, som ØD tanken må tage højde for: eksisterende styrkeforhold og graden af arbejderklassens organisering samt risikoen for øget markedsafhængighed. Uanset hvor man står ift. ØD tanken, så er spørgsmålet om hvordan man på en gang kan rykke styrkeforhold mellem klasser og samtidig gøre os alle mindre afhængige af markedet afgørende.

 

Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.

Annonce