Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Medier
11. marts 2016 - 12:36

YouTube-kanal vil bringe palæstinensere og israelere i virtuel dialog

Hvad tænker palæstinensere og israelere om hinanden, og hvordan ser de på sig selv og på fremtiden? Youtube-kanalen »The Ask Project« udforsker begge folks holdninger og diskuterer alt fra hummus til hardcore politik. 

Er det heltemodigt at stikke soldater og civile ned? Hvad ville I gøre, hvis israelerne nedlagde deres våben? Hvad er jeres besked til den israelske ungdom?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål til palæstinenserne inde på youtubekanalen »Ask an Israeli/Ask a Palestinian«.

Israelerne må til gengæld svare på, hvorfor de dræber arabere og stjæler deres land, hvad de tænker om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, og hvorfor palæstinensere ikke må drømme om en hjemkomst til deres land, når jøderne har haft den samme drøm i 2.000 år.

Direkte spørgsmål kræver direkte svar og resultatet er indsigtsfuldt i den forstand, at almindelige mennesker kan komme på banen og lufte deres synspunkter. Men udfaldet overrasker også og indimellem er svarene meget dystre.

Manden bag projektet er den canadisk fødte Corey Gil-Shuster, som er jøde og har været bosat i Israel i 20 år. Han fortæller i et Skype-interview med Modkraft, at han altid har været interesseret i mennesker og haft et behov for at forstå, hvorfor de tænker og opfører sig som de gør.

Konflikten har spillet en stor rolle i hans liv og interessen fik ham til at tage en kandidatgrad i konfliktstudier. Senere hen har han været involveret i en række projekter og tiltag, som berører det anspændte forhold mellem Israel og Palæstina, og i dag er han ansat ved Tel Aviv Universitetet som administrator for det internationale program for konfliktløsningsstudier og mægling. 

Missionen mislykkedes, men projektet overlevede

– Projektet startede for fire år siden, da jeg var arbejdsløs og sad foran computeren. Der var så mange mennesker på nettet, som hævdede ting og sager om Israel, jeg ikke kunne relatere til. Det var som om, at det kun var ekstreme folk, som fik et talerør, men de moderate havde ingen stemme. Den bedste måde at imødegå det problem, tænkte jeg, var at tage sagen i egen hånd og tage ud på gaden med mit kamera, siger Gorey Gil-Shuster.

De hundredvis af videoer, som det efterhånden er blevet til, har genereret over 13 millioner hits, og hvad, der til at starte med kun var tænkt som en spørgeundersøgelse blandt israelere, kom hurtigt til at inkludere den palæstinensiske side.

– Tanken var at skabe en forståelse mellem os og palæstinensere, og jeg håbede på en dialog, hvor vores folk kunne stille hinanden spørgsmål og ikke affærdige hinanden, siger han.

Men sådan skulle det ikke gå.

– I Palæstina er der mange ting, som folk ikke vil sige foran kameraet. Der er visse ting, som ikke er tilladt at sige offentligt. Med israelerne er det muligt for mig at grave dybere, og jeg kan nemmere ændre folks holdninger, hvorimod palæstinenserne er mere stædige, uanset hvad jeg siger.

Til spørgsmålet om det ikke kan skyldes, at han er israeler, forklarer Gil-Shuster, at han præsenterer sig selv som canadier og altid har en palæstinensisk tolk med, som gør, at de fleste palæstinensere gerne vil svare på spørgsmål.

– I Israel er det sværere at få folk til at snakke. Folk er ikke trygge ved spørgsmålene og bryder sig ikke om at tale om konflikten. Kvinderne er forfængelige og afslår, fordi de har en dårlig hårdag, men næsten alle palæstinensere vil gerne snakke. Jeg tror, de gerne vil fortælle verden, hvordan de har det og hvad de tænker.

En egentlig dialog mellem de to folkeslag som tilsigtet blev det altså ikke til, men folk over hele verden har mulighed for at stille spørgsmål og undersøge myter, holdninger og opfattelser.

En række spørgsmål kommer fra israelske seere, men videoerne er mest set af amerikanere, britere, tyskere og dernæst israelere.

En af forklaringerne på, hvorfor der ikke er flere palæstinensere, der ser videoerne kan bl.a. skyldes, at der mangler en arabisk oversættelse. Man fristes til at tro, at dialogprojektet er mislykket, fordi det er mangelfuldt og ikke formår at inkludere almindelige palæstinensere, som hverken taler engelsk eller hebraisk – og ’guderne’ må vide, at der er mange såkaldt almindelige palæstinensere, som ikke har kendskab til de to sprog.

Som et menneske, der er interesseret i forsoning og konfliktløsning, som Gil-Shuster giver udtryk for at være, undres man over den udeladelse.

Til hans forsvar må man dog medgive, at han er alene om projektet og ofte skal tage penge ud af egen lomme for at rejse rundt til de forskellige byer samt betale sin palæstinensiske tolk.

Gil-Shuster er en autodidakt kameramand og bruger selv tid på at tilrettelægge videoerne og forsyne dem med undertekster.      

Tankeeksperimenter der skaber splid

I en af videoerne stiller en seer fra Rusland palæstinenserne spørgsmålet om, hvad der ville ske med jøderne, når hele Palæstina er befriet.

»De vil blive spredt til andre lande. Smidt ud. De kan ikke blive her, for det er vores land«, siger en mandlig respondent.

»De vil blive ødelagte«, svarer en kvinde. »Ødelagte som i dræbt?« spørger Gil-Shuster. »Ja, de skal dræbes, fordi det, der er blevet taget med magt, kan kun vindes tilbage med magt. Israel er en meget magtfuld tyran, og jeg er sikker på, at Gud nok skal ødelægge dem,« lyder svaret.

Omvendt til spørgsmålet om, hvorfor enhver jøde kan flytte til Israel, når en palæstinenser, som er blevet fordrevet derfra, ikke må, svarer en israeler: »Jeg citerer Clinton: Benægt, benægt, benægt.«

En anden ung mand svarer: »Fordi de vil dræbe os uanset hvad. Derfor må de ikke. Som en tidligere soldat kan jeg sige, at enhver araber vil dræbe os, selv ’de gode’ arabere.«

Det klassisk messianske svar om, at det er jødernes land, som er blevet lovet for tusinder år siden, kommer også på banen sammen med kommentaren: »Palæstinensere blev ikke fordrevet, de forlod selv.«

En anden mand henviser til det demografiske problem, der ville blive skabt som følge. 

Håb for fremtiden?

Heldigvis fremkalder nogle af spørgsmålene også et smil på læben, såsom: »Hvorfor har israelere stjålet hummus fra araberne?«

Undersøgelsen af, om israelere kunne finde på at dyrke sex med mænd, der ikke er omskåret, er ligeledes et indslag, som byder på en slags komisk forløsning.

En palæstinenser vil høre, hvad andre palæstinensers yndlingsret er, som deres bedstemor laver. En taxachauffør svarer, at bedstemors mad var bedst, og at kvinder i dag ikke er som kvinder dengang: »Min mor og kone laver den ret bedstemor lavede, men slet ikke nær så godt.«

I en segregeret virkelighed, hvor palæstinensere og israeler har begrænset interaktion, byder The Ask Project på et virtuelt rum, hvor de to folk – sammen med resten af verden –  om ikke andet kan blive klogere på hinandens synspunkter, såfremt man kan forstå sproget.

Der er også et hav af eksempler på moderate stemmer og folk på begge sider, som oprigtigt håber på en løsning og er villige til at leve sammen, eller i to separate stater. Mennesker, som ikke er drevet af had, men får mulighed for at fortælle, hvordan de i virkeligheden har det med den realitet de befinder sig i.

Projektet graver dog også dybere ned i den israelske virkelighed og udforsker holdninger omkring racisme og diskrimination internt eller stiller drilske spørgsmål til israelere om, hvorfor de er arrogante over for turister, hvorfor de har nok i sig selv og altid synes de er ’de bedste’.

Gil-Shuster taler med alle. Han besøger bosættelser på Vestbredden, han taler med religiøse, ateister og hipstere. Han rejser også Vestbredden tyndt for at finde alle slags mennesker, han kan interviewe.

– Jeg fortsætter med projektet fordi jeg elsker viden, jeg elsker at finde ud af, hvad folk tænker og hvad der foregår rundt omkring. Jeg får også mails fra palæstinensere og arabere fra hele verden, som takker mig for at have givet dem et andet synspunkt, forklarer Gil-Shuster.

Også selvom han har fået trusler fra folk, som mener han går over grænsen.

– Jeg føler, at det er det bedste vi kan gøre lige nu. Dette er en mulighed for folk at kommunikere med hinanden.     

Det ulige magtforhold

For mange palæstinensere fra Vestbredden er  dialog dog ikke nok. At etablere en relation med israelere er for manges vedkommende tegn på en normalisering, og den vil de for alt i verden undgå så længe status quo og besættelsen opretholdes.

Gil-Shuster kan meget vel have gode intentioner, men man kan ikke underkende, at et lignende projekt ville være umuligt at gennemføre for en palæstinenser fra Vestbredden for slet ikke at nævne en fra Gaza.

En ægte dialog forudsætter et ligeværd mellem mennesker, og det kan man ikke foregive at have på nuværende tidspunkt.   

Når det er sagt, er videoerne for enhver, der interesserer sig for konflikten og almindelige menneskers synspunkter, et godt indblik i begge folks forestillinger, fordomme og fortællinger.

Det sørgelige element ligger i mange af de adspurgtes benægtelse af hinandens eksistens og historie. Der hersker en grundlæggende uvidenhed og bevidst bagatellisering af den anden parts smerte, historie og realitet, som ligeledes er en hindring for ægte erkendelse og dialog.

Der fremstår klart, at mange palæstinensere aldrig vil anderkende Israel eller jødernes tilstedeværelse. I en af videoerne omkring holocaust er der palæstinensere, som ligefrem ytrer, at de har respekt for Hitler, og at jøderne altid overdriver med tallene.

Selvom disse bemærkninger blot risikerer at skabe splid og bekræfte israelere i deres forudindtagede opfattelse af palæstinensere, så hersker holdningen dog alligevel, og den ville derfor være forkert af udelade.

Ifølge Gil-Shuster redigerer han ikke i materialet. Alle de mennesker, som han har snakket med inkluderer han i sit endelige produkt.    

For israelere, som i deres dagligdag ikke føler konflikten på samme måde som palæstinensere, er Gil-Shusters spørgsmål, indsendt af folk fra rundt omkring i verden, et sundt reality check.

De latte-drikkende tel avivianere bliver konfronteret og presset til at tage stilling til spørgsmål som: »Sæt dig selv i palæstinensernes sted, ville du gøre noget anderledes?« Eller: »Føler du sympati med de palæstinensere, som forlod eller er blevet udvist i 1948?«

På samme måde skal palæstinenserne tage stilling til, hvad de tænker om ateister, homoseksuelle og ikke mindst, hvad deres holdning er til, at Jerusalems stormufti Mohammed Amin al-Husseini mødtes med nazisterne.

Der er ingen filter og tabuer, og Gil-Shuster opfordrer alle til at skrive til ham, hvis de har nogle spørgsmål til enten den ene eller den anden part.

Sanja Siljak er kandidat i Kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet

Besøg The Ask Project på YouTube

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce