Højprofilerede venstrefløjsikoner bidrager til diskussion af økologi, feminisme og antikapitalistiske kriseløsninger, når Transform!Danmark holder konference for tredje gang lørdag den 14. marts
Den venstreorienterede tænketank Transform Danmark holder lørdag den 14. marts for tredje gang en international konference i København, der vil diskutere økologi, feminisme og antikapitalistiske kriseløsninger i et europæisk og internationalistisk perspektiv.
Se programmet for Transform-konferencen på organisationens hjemmeside
Og blandt oplægsholderne er en række højprofilerede europæiske venstrefløjsdebattører, blandt andet britiske Richard Seymour, der er kendt fra bloggen Lenins Tomb, og tyske Tadzio Müller, antikapitalistisk miljøaktivist fra Rosa Luxemburg Instituttet i Berlin.
Både Richard Seymour og Tadzio Müller er markante venstrefløjsaktivister, der har været med til at forny den politisk-strategiske tænkning på venstrefløjen internationalt.
Richard Seymour er i weekenden også bogaktuel i Danmark, da det venstreorienterede forlag Solidaritet udgiver hans bog »Against Austerity« på dansk: Deres krise – vores løsninger er titlen blevet til på dansk.
Tadzio Müller blev i Danmark især kendt, da han under miljøtopmødet COP15 i 2009 blev varetægtsfængslet op til den civilt ulydige »Reclaim Power«-aktion, der ville trænge ind på parkeringspladsen foran Bella Center på Amager.
Men også en række mindre kendte, men nationalt profilerede venstrefløjsikoner deltager i konferencen: blandt andet den norske feminist og journalist Linn Stalsberg, den portugisiske sociologiprofessor Boaventura de Sousa Santos, og Syriza-medlemmet Andreas Karitzis fra Nicos Poulantzas Instituttet i Athen.
Linn Stalsberg er ligesom Richard Seymour bogaktuel på dansk med titlen Er jeg fri nu? Tidsklemte kvinder i verdens bedste land.
Også her er det forlaget Solidaritet, der står bag udgivelsen. Forlaget arrangerer i forlængelse af konferencen en reception for både Richard Seymour og Linn Stalsberg og deres bøger.
Det er imidlertid ikke kun oplægsholdere fra Europa, der præger Transformkonferencen: Fra Mongoliet kommer Sukhgerel Dugersuren, der er leder af menneskerets- og miljøorganisationen Oyu Tolgoi Watch, og fra Bolivia den tidligere ambassadør Pablo Solon, der nu er leder af den thailandsk baserede organisationen Focus on the Global South.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96