Krisen har ikke medført et opgør med nyliberalismen, som venstrefløjen har troet, men en nyorganisering af den. Uddrag af Richard Seymours bog »Deres krise - vores løsninger«, der udkommer lørdag den 14. marts.
Krisen skaber umiddelbart farlige situationer, fordi de forskellige befolkningslag ikke alle er lige dygtige til hurtigt at orientere sig og til i det samme tempo at reorganisere sig. Den traditionelle ledende klasse, der råder over et talstærkt veluddannet personel, udskifter mennesker og programmer og genvinder den kontrol, der var ved at glide den af hænde, med en større hurtighed, end det kan ske blandt de underordnede klasser; den gør eventuelt nogle indrømmelser, udsætter sig for en usikker fremtid ved at vifte med demagogiske løfter, men den fastholder magten, styrker den for nærværende og bruger den til at knuse modstanderne og sprede dennes ledere, der ikke kan være så talstærke og så veluddannede.
Antonio Gramsci
Snarere end en ændring i styrkeforholdet mellem klassernes til fordel for arbejderne og de folkelige bevægelser, har forløbet af krisen været til gunst for kapitalistklassen.
Greg Albo, Sam Gindin og Leo Panitch
Vi vil have fejret seks års fødselsdag for Lehman Brothers sammenbrud, når denne bog udkommer. Hvis venstrefløjen i mellemtiden har fået styr på lortet, vil denne bog kunne blive en fin hadegave.
Men det er nu nok mere sandsynligt, at det ikke vil ske, så jeg vil invitere læseren til et øjeblik at standse op ved nogle karakteristiske facts.
I politikkens verden er en uge en evighed. Men fem års krise uden et eneste resultat er i sandhed forbløffende, især når man ser på forventningerne.
Denne bog handler således om de muligheder, der historisk set blev tabt på gulvet, om alle fiaskoerne. Den påviser alt det negative. Den er pessimistisk. Så er der serveret.
Det er ikke lige den praktiske irrelevans i de fleste af venstrefløjens aktioner frem til dato, der skal tages op til revision. Det, der derimod springer i øjnene, er den åbenlyse succes (til dato), som det, der kaldes nedskæringer, har været.
Så kan jeg lige høre tilråbene fra de på venstrefløjen, som mener at nedskæringer er en fatal fejltagelse. Men det er fordi, de har misforstået, hvad nedskæringer er.
Nu må man jo indrømme, at udtrykket nedskæringer dækker over mange forsyndelser. For dele af højrefløjen er argumentet helt enkelt. Man kan ikke bruge mere end man tjener. Sund økonomi er ensbetydende med at betale sine regninger så hurtigt som muligt.
Den måde at se verden på betyder, at staten er det samme som en husholdning, og nedskæringer er det samme som at stramme livremmen ind.
For venstrefløjen, der jo godt ved, at staten på ingen måde er en husholdning, ligner det hele en madding, hvor bankernes omkostninger ved krisen bliver overført til den offentlige sektor, til skade for det arbejdende folk og til gavn for de rige.
Men det ville være at betragte nedskæringer som udelukkende beskæring af statens udgifter.
Det, der finder sted, har imidlertid en videre og mere kompleks sammenhæng.
For at kunne forstå det, er det nødvendigt at skelne mellem nedskæringer og de almindelige begrænsninger i forbrug, som nyliberalismen betjener sig af - et typisk eksempel er EU’s Stabilitets- og Vækstpagt, som begrænser lån og underskud. Sidstnævnte kunne man give betegnelsen den fedtfattige nedskæring eller permanent nedskæring.
Men i virkeligheden har den ikke samme politiske funktion som den slags nedskæringsprogrammer, der vil blive diskuteret her i bogen.
Obamas budgetnedskæringer kan karakteriseres ved hans konservative syn på skatter og hans grundlæggende nyliberalistiske tradition. Men de ligger langt fra den slags nedskæringer, som de republikanske guvernører står for, sidstnævnte går meget længere end til bare at føre nedskæringspolitik.
Lad os se på, hvordan nedskæringerne politisk blev gennemført i England.
Hvad enten det nu drejer sig om sænkning af mindstelønnen, privatisering indenfor sundhedsvæsen og skoler, eller ændringer i skattebetaling til fordel for de rige, så er der tale om en politik, der generelt ikke påvirker skatteministerens indtægter i positiv henseende.
Faktisk vil de ændringer i offentlig service, der indebærer, at private selskaber som investeringsselskabet Virgin involveres, medføre at der indføres markedsmekanismer for leverandører. Det betyder spild, vil sandsynligvis presse omkostningerne op og lede frem til en skærpet finanspolitisk krise.
Næppe nogen vil foreslå, at staten skal holde op med at opkræve skatter for at kunne finansiere de centrale serviceforanstaltninger som pension, sundhedsvæsen og uddannelse.
Og selv om budgetterne er for små og tilskuddene begunstiger dem, der bor i de velstillede områder, så er det mere end usandsynligt, at tendensen til øgede udgifter skulle aftage.
Man kan trimme service og dagpenge, man kan gennemføre omkostningsbesparende foranstaltninger. Men i forhold til de foregående ti år er der nok ingen grund til at tro, at statens udgifter skulle være blevet mindre, set som en del af bruttonationalproduktet.
I perioden 1987 til 2007 forekom der kun en mellemstor tilbagegang, men de offentlige udgifter i England holdt sig generelt på eller under 40 procent af BNP, en præstation man ikke havde set siden 1950’ernes store vækstperiode.
I en periode med vedvarende krise vil noget sådant være yderst vanskeligt. Ikke kun fordi væksten er faldende og de sociale udgifter er stigende, men fordi udgifterne til investeringer er stigende, set i forhold til fortjenesten, og fordi staten konstant må yde tilskud til kapitalen for at få den til at sætte sine penge i cirkulation.
Selv når krisen på et tidspunkt er blevet afsvækket, og der atter kommer en periode med relativ kapitalistisk udvikling, vil omkostningerne alligevel blive ved med at stige, på grund af den afhængighed som kapitalismen har fået til staten indenfor denne særlige nyliberalistiske ramme.
Det vi oplever under kampråbet nedskæringer, drejer sig ikke bare om udgifter. Det handler om en forandring af hele kapitalismens samfundsbygning, hvor vi oplever en forstærkelse af de ændringer, der begyndte i 1970’erne.
Det drejer sig om følgende processer:
Ikke alle disse processer bliver kontrolleret af nationalstaten, men i vigtige situationer er det de enkelte stater, som står for at organise og udføre dem.
Det er på den måde udtrykket nedskæringer viser, hvad det er i praksis: et politisk udtryk for disse processer og ensbetydende med, at politik spiller den afgørende rolle i deres udformning.
Det her er vigtigt, fordi nedskæringer primært bliver retfærdiggjort som en økonomisk strategi, der skal sejle op mod en økonomisk krise. Vi betaler af på gælden, kapitalisterne får tillid til at betingelserne til fremtidens økonomi og begynder at investere - vækst og arbejdspladser følger efter.
Men, hvis nu nedskæringer udelukkende var et forsøg på at komme den økonomiske krise til livs, ville de have været afsluttet for længe siden. Så ville der mangle noget.
For kapitalismens krise er jo ikke bare en økonomisk krise. Staten er nu grundlæggende involveret i organiseringen af økonomien, og den har nu besluttet at få indflydelse ved at garantere det private banksystem mod fallit. Men heraf fulgte uvægerligt, at der så blev tale om en politisk krise.
Den efterfølgende tilbagegang understregede imidlertid krisen indenfor nyhedsbranchens profitmuligheder, den underminerede tilliden til parlamentet og de etablerede partier.
England blev hjemsøgt af en længere varende skandale som omfattede Murdoch-pressen, de ledende politiske partier og politiet - det udviklede sig til en ideologisk krise.
Det vil her være formålstjenligt at bruge Gramscis udtryk »organisk krise« som dækkende for den blindgyde, som ikke alene det kapitalistiske marked, men også både samfundet og staten er havnet i.
Det startede jo rigtigt nok som en akut økonomisk funktionsforstyrrelse, som hurtigt blev afløst af flere former for sammenbrud, der blev ganske omfattende. På et tidspunkt opstod der en autoritetskrise, en krise idenfor de vigtigste politiske og kulturelle institutioner, en krise der ramte den almindelig opfattelse af samfundet og dets sammenhængskraft.
Følgerne var uforudsigelige: sammenbrud på forskellige niveauer og de mest forskellige samfundsgrupperinger udviste opsætsighed - studenter, kvinder, løsarbejdere, fagforeningsfolk, unge mennesker og så videre.
Gramsci har sagt, at under den slags forhold har den traditionelt herskende klasse en betydelig fordel frem for sine modstandere, på grund af sine magtbastioner. Dens dominans over de vigtigste institutioner, dens loyale støtter i tænketanke og i pressen, dens økonomiske og politiske styrke.
Alt det giver den mulighed for bedre at tilpasse sig krisen og komme med løsninger, der svarer til egne interesser.
Proaktivt vil den prøve på at imødegå krisen på alle niveauer og anvende forskellige strategier, vinde de folkelige lag for sine ideer med demagogiske løfter, isolere modstanderne med forebyggende foranstaltninger.
Det er en kriseopfattelse, der lægger vægt på en afgørende og bitter kamp, og ikke noget der bare kan beskrives som en slags naturkatastrofe eller gudernes vrede.
Har man dette udgangspunkt, viser det sig, at nedskæringsprojektet ikke kun er et spørgsmål om et ordentligt husholdningsbudget. Men det er heller ikke bare de riges kortsigtede forsøg på at mindske omkostningerne ved en økonomisk fejltagelse. Det er snarere et flerdimensionalt svar på krisen.
På den korte bane foregriber det taktisk modstandernes indvendinger ved at give en forklaring på krisen - den offentlige og private gælds høje niveau, den manglende konkurrenceevne. En forklaring, som er en genklang af elementer fra de erfaringer, vi alle har gjort og som efterfølgende hænger sammen med de tilbudte løsninger.
De oppositionelle kræfter kommer langsomt og forsigtigt ud af starthullerne, begynder at analysere og formulere elementer af en strategi og en taktik.
Imidlertid er krigen for længst startet af tilhængerne af nedskæringer: i handelskammeret, på erhvervslivets og parlamentets bonede gulve, i aviserne og andre steder.
På det tidspunkt, hvor modstandernes krav bliver formuleret - nationaliser bankerne! beskat de rige! - har nedskæringsfolket for længst sat en ny dagsorden og formuleret et nyt perspektiv.
Jo, de indrømmer det punkt med de uansvarlige finansfolk, som vi må regulere, men de er endnu mere optaget af de dovne fattige, der nasser på velfærdsstaten, bruger dankortet til det er slidt op, og udsuger de produktive samfundslag. Vi må fjerne disse uansvarlig og værne om dem, der kan skabe velstand, så vil vi atter få gyldne dage.
En taktisk sejr af den karakter ville jo ikke isoleret betyde noget. Men den havde en tæt sammenhæng med et svar på krisen, som var både langsigtet og strategisk. Et svar, der betød afgørende ændringer for at sikre stabiliteten.
I det lys er nedskæringerne et forsøg på at ændre samfundets materielle forudsætninger, så de bliver tilpasset krisens årsag. Samtidig skal det ske på vilkår, der er acceptable for den traditionelt herskende klasse. Svaret herpå findes på det politiske niveau, ikke på det økonomiske.
Store dele af venstrefløjen har nok ageret for langsomt på krisen. Det skyldes enten, at den har misforstået det politiske aspekt og betragtet redningsplaner for banker som identisk med nyliberalismens endeligt, eller at den havde forventninger om massearbejdsløshed og lønnedgang, som ville føre til strejker og blokader, altså noget der lå i forlængelse af en klassisk økonomisk krise.
Da nu begge disse standpunkter har vist sig ikke at slå til, er det nødvendigt, at vi ser på nogle af de grundlæggende antagelser en ekstra gang.
Nogle at de mest udbredte forestillinger, efter at bankerne strammede kreditvilkårene, var, at nyliberalismen var brudt sammen. Både højre- og venstrefløjen var helt sikre i deres sag.
Den amerikanske regering under Bush udfoldede en aktivitet, der ikke var set siden Franklin D. Roosevelts tid. Der foregik nationaliseringer og et hidtil uset antal milliarder i offentlige midler blev brugt som redningspakker til finansielle institutioner.
Det lignede til forveksling højrefløjens ide om socialisme.
BBC-journalisten Paul Mason skrev en af de første fyldige bøger om krisen og de internationale institutioners svar på den.
Han formanede sine læsere om at fatte, at nyliberalisme »var forbi som ideologi betragtet, og som økonomisk model. Væn dig til det og lad os komme videre.« (Meltdown: The end of the age of greed. London, Verso, 2009).
Han påstod, at valget stod mellem øjeblikkelig nationalisering af bankerne og et omfattende program for offentlig beskæftigelse, som ville indebære staten som et sæde for en kraftig øget produktion, eller på den anden side: en global krise i en uendelighed.
Masons analyse og reportage har konsistens og viser, hvordan han er en udsædvanlig kritisk begavelse, derfor er det tvingende nødvendigt at påvise hans fejltagelse.
Hovedårsagen til, at han og andre har taget fejl, er, at de har reduceret nyliberalismen til at være det frie markeds fundamentalisme. Når nationalstaten nu som en afgørende faktor optrådte på den globale økonomis arena, kunne man forestille sig, at vi stod overfor afslutningen på forestillingen om det frie marked. Følgen var, at afslutningen på den nyliberalistiske æra var under opsejling.
Andre, som David Harvey, havde en mere realistisk tilgang.
De mente, at den udgave af nyliberalismen, som regeringen brugte, var en pragmatisk nyliberalisme, der adskilte sig fra den populære forklaring med det frie marked.
Efter denne forklaring var det tilladt undtagelsesvist at vedtage redningsplaner for banker, i stedet for at prædike over liberalismens hellige skrift om det frie marked.
Hvad Harvey korrekt fremførte var, at den herskende klasse meget vel kunne trække sig tilbage bag voldgraven og acceptere en periode med global tilbagegang, frem for at skulle sige ja til en dagsorden med stigende offentlige udgifter, en administration der ville kunne styrke fagforeningerne og for alvor svække investorernes politiske magt (jf. A brief history of neoliberalism, Oxford University Press, 2005; The enigma of capital and the crisis of capitalism, Profile Books, 2010).
Men det synspunkt godtager i alt for stor udstrækning, at de nyliberales interesse skulle være en minimalstat, en natvægterstat. Det er ikke netop på den måde, de nyliberale opfatter staten.
Nyliberalisme er nemlig ikke bare en gentagelse af principperne for den klassiske liberalisme - et forsvar for markedssamfundet.
Oprindelsen fortoner sig i en autoritær genskabelse af liberalismen, startende i begyndelsen af det 20. århundrede, og er særligt designet med henblik på at imødegå udfordringer fra et udbredt demokrati, og de efterfølgende krav om en velfærdsstat – et synspunkt, jeg har fremført i The meaning of David Cameron. Winchester, Zero Books, 2010).
Den store pioner under dette skift var Friedrich Hayek, efterfølgende kaldt den grå eminence i det der af Philip Mirowski blev betegnet som Det neoliberale tænkende kollektiv, en person der havde stor indflydelse på den engelske premierminister Margaret Thatcher.
Hayek lagde skjul på, hvad han i virkeligheden mente om staten, og gemte sig bag en tale om markedets »spontane orden«.
Men det er klart, at han betragtede en meget stærk stat som en nødvendighed af forskellige grunde.
En af dem var nødvendigheden af at kunne håndtere den demokratiske syge, hvis symptomer var kollektive foranstaltninger og velfærdsstat.
En moderne stat gjorde det muligt for arbejderne at udfolde politisk aktivitet, kræve at deres interesser blev respekteret og gav lejlighed til planlægning af økonomien i overensstemmelse med en almen interesse for fuld beskæftigelse, vækst med mere. Via monopolitiske organisationer som fagforeninger var arbejderne i stand til at spille med de politiske muskler for at nå deres mål.
For Hayek var der ikke noget, der hed den almene interesse - i hvert fald ikke på et niveau man kunne regne sig frem til. Det eneste velfærdsinstitutioner kunne afstedkomme, når de tjente særinteresser, var at have en ødelæggende effekt på retsstatens universelle princip.
Når en suveræn statsmagt blev viklet ind i et net af krav og modkrav, krav om intervention, krav om hjælp, så havde massernes demokrati formået at svække staten.
I sine senere bøger - særlig i Law, legislation and liberty - blev forsøget på at hindre udbredelsen af demokrati et stadig mere fremherskende træk i Hayeks dagsorden.
Bemærkelsesværdigt er det, at Hayeks elever synes at være enige om, at hans autoritære liberalisme har sit udgangspunkt hos den nazistiske jurist Carl Schmitt, noget Hayek ikke selv ville indrømme. Særlig er hans kritik af velfærdsstaten påfaldende tæt på Schmitts kritik af den partipolitiske stat.
Det betyder ikke, at Hayek er direkte modstander af demokrati.
Han mente, at det havde visse foreløbige fordele. Det var ensbetydende med politisk legitimitet og stabilitet, og hvis det blev administreret ordentligt, kunne det gradvis lære befolkningen afsky for socialisme (jf. Perry Anderson: ’The intransigent right’. I: Spectrum: From left to right in the world of ideas, Verso, 2005, side 16, og Friedrich Hayek: The constitution of liberty, University of Chicago Press, 1960, kapitel 7).
Men det er alligevel karakteristisk for ham med den kommentar, han i 1981 havde til Pinochets regime i Chile: at han foretrak et liberalt diktatur frem for et demokrati, der savnede enhver skygge af liberalisme. Det udtrykker rækkefølgen i hans præferencer.
De nyliberale skelner skarpt mellem liberalisme og demokrati, i princippet. Et liberalt samfund kan være demokratisk eller autoritært: under forudsætning af, at det værner om friheden, er og bliver det et liberalt samfund.
Det er åbenlyst, at den frihed, der opretholdes i Mont Pelerin Society, en central institution indenfor komplekset af nyliberalistiske institutioner, ikke er en politisk frihed.
Frihed har ikke noget at gøre med deltagelse i samfundets politik. Frihed er at deltage i handel på markedsvilkår, at købe og sælge på de vilkår, som fastsættes af markedet. Frihed er at blive udsat for »den blinde magt som den samfundsmæssige behandling« er udtryk for, som Hayek siger (citeret efter Philip Mirowski: Never let a serious crisis go to waste, Verso, 2013, side 84).
Men det er kun tilsyneladende, at den blinde magt faktisk er blind.
Udtrykket dækker over, at økonomien minder om naturens orden, begge er underlagt de brutale, nådesløse og fysiske love.
Faktisk er der indenfor den nyliberalistiske ideologi en tendens til at forklare markedet som et nådesløst evolutionært system, der kvaser de svage og mangelfulde via konkurrence og udvælgelse (Philip Mirowski: ’On the origins (at Chicago) of some species of neoliberal evolutionary economics’. I: Building Chicago economics: New perspectives on the history of America’s most powerful economics program, redigeret af Robert van Horn, Philip Mirowski og Thomas A. Stapleford, Cambridge University Press, 2011).
Men som Michel Foucault i slutningen af 1970’erne påviste med sine forelæsninger om nyliberalisme, så tror de nyliberale i virkeligheden ikke på en spontan orden på den måde.
Deres faste tro grunder sig snarere på, at markedssystemet har fået sin tildelte plads via et lovligt regime, et produkt betinget af menneskelig handling.
Den lovmæssige orden, som styrer økonomien, er således ret udstrakt, men specifik udelukker den enhver økonomisk plan. Da man ikke kan beregne, hvad et fælles gode er, og da staten ikke kan opnå at få et generelt overblik over økonomien, bør den ikke udforme en defineret målsætning, men kun regulere ved at indføre formelle og almene retningslinjer.
Da nu de nyliberale yderligere har den erkendelse, at mennesket ikke nødvendigvis er disponeret til at elske markedet fra fødslen, må lovene ikke alene beskytte markedets ordning mod folkelige forsøg på at knægte den, men også hjælpe til med at sætte en nyliberalistisk dagsorden.
Man må tilskynde folk til at elske deres eget entreprenante ego, få dem til at se på livet som en jagt der hele tiden er selvforstærkende og knuselske markedets belønninger og mulige risici - herunder de uligheder, som følger med, og ikke prøve kontrollere dem.
Forsøg på at omgå eller undergrave den økonomiske orden, det være sig med politisk eller kriminel aktivitet, bør straffes på det grusomste. Den nyliberalistiske stat er en stor stat (ikke kun i henseende til de samlede omkostninger, men også sådan at den intenst blander sig i dagliglivet), der griber ind, specielt via sin straffelov (jf. Michel Foucault: The birth of biopolitics: Lectures at the College de France, 1978–1979, Palgrave Macmillan, 2008)
Ikke alene er den nyliberalistiske stat stor og autoritær, i stigende grad bliver den også gennemtrængt af selskaber fra den private sektor.
Hayek siger, som en genklang af Schmitt, at socialdemokraterne har kompromitteret statens autonomi ved at vikle den ind i et væv af interesser og afhængighed.
Senere nyliberale har teoretiseret over denne opfattelse, og siger at bureaukraterne indenfor den offentlige sektor på ingen måde er drevet af en public service etik, men de er lige så meget selvpromoverende entreprenører som enhver aktør på markedet.
Man kan nævne Anthony Downs berømte økonomiske opfattelse af demokrati, eller forestillingerne om en økonomi efter public choice, der er fremført af John Buchanan og William Niskanen. Det er analyser, der giver de nyliberale argumenter for, at de statslige bureaukrater er motiveret via demokratiet til at få deres egne budgetter til at stige, øget personaleomkostningerne og tjene særinteresser.
Disse nyliberalister argumenterede med, at bureaukraterne har bevirket en inflatorisk udvikling af statens udgifter og generelt ødelagt statens funktion. Det eneste effektive svar ville være at åbent at erkende bureaukraternes egoistiske adfærd og bruge den til øget effektivitet og flid.
Det ville være som at stimulere markedsmekanismerne: med intern konkurrence, loft over budgetter og hente eksperter fra forretningsverdenen til at presse reformer igennem.
Efterhånden blev det nu den almindelige antagelse, at de virkelige eksperter er forretningsfolk. Altså når det gjaldt om at sætte ting i sving.
Derfor fjernede man i stigende grad afgørelser fra valgte repræsentanter - de var jo var alt for påvirkelige for særinteresser - og lagde den i hænderne på ikke-valgte organer.
Det var organer, der var befolket med virksomhedsledere og teknokrater, eller man udliciterede til private firmaer, eller ved at tilbyde firmaer til sindrige lukrative samarbejdsformer.
Det samlede resultat er ikke, at staten skrumper, men en stat, hvor der i stigende grad forekommer en intern opdeling, hvor det er store selskaber, der dominerer.
Det betyder ikke, at markedet er blevet fri for statsintervention. Det betyder, at staten i stigende grad er blevet involveret i at organisere selskabernes dominans.
Det må lige tilføjes, at de nyliberale tror på nødvendigheden af en disciplineret, juntaagtig form for politisk organisering, for at sikre funktionen af et passende regime indenfor lovens rammer.
Sammenhængen mellem de institutioner, klubber og broderskaber, der forener nyliberalisterne på forskellige områder, har en særlig karakter. Den ligner mest det mareridt, som ’leninismens’ matrjosjka udgjorde som de nyliberales skydeskive under den kolde krig (jf. Mirowski: Never let a serious crisis go to waste, kapitel 1).
Det betyder ikke, at nyliberalistisk politik eller den medfølgende økonomiske omdannelse, kan reduceres til at være en lille klikes aktion. Jeg siger det kun for at påpege den nyliberalistiske ideologis dobbelthed - som Mirowski omtaler som »den dobbelte sandhed«.
Man ser her, hvordan den eksotiske doktrin om en »spontan orden« er blevet forfalsket ved de nyliberales interne sprogbrug og deres praksis.
Det forholder sig nemlig sådan, at trods den uendelige mængde af dokumenter, avis- og tidsskriftartikler, der kræver lukning af barnepigestaten og en åbning for markedskræfterne, så er det bare en velovervejet mytologi.
Den har ingen sammenhæng med de esoteriske doktriner, som de nyliberale strør om sig med, hvad enten det er indbyrdes eller blandt venner for et publikum.
Sagen er jo, at staten ikke er blevet mærkbart mindre i de nyliberalistiske år, trods stærke angreb på velfærden. Den har hele tiden har spillet en afgørende rolle i forbindelse med hjælpepakker til den nyliberalistiske kapitalisme.
Alarmklokkerne burde ringe. Det giver også atter grund til at tænke over det, der er sket indenfor de seneste år.
Richard Seymor er britisk sociolog og grundlægger af bloggen Lenin’s Tomb
Forlaget holder bogreception for Richard Seymor og Linn Stalsbergs bog Er jeg fri nu? lørdag den 14. marts kl. 18.30 hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27 i København.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96