Værdien af et vidnesbyrd

Da nyheden om Yahya Hassans digtsamling af samme navn blev lanceret af Politiken i 2013 eksploderede min Facebook. Der blev postet interviews med Hassan og uddelt begejstrede likes i stride strømme. Især blandt mine hvide, majoritetsdanske friends og deres friends, som det hedder på Facebook-sprog. Hold op, hvor de elskede Yahya Hassan. En mere afdæmpet reaktion gjorde sig gældende blandt mine brune minoritetsdanske friends og deres friends.

Den afdæmpede reaktion var ikke ensbetydende med afvisning eller fordømmelse. Tværtimod blev Hassans værk budt velkommen, men det var med en forsigtig tøven, der gik i forskellige retninger. Kan digtene bære? Og hvad betyder det, at det hvide, danske kulturetablissement – der oftest fejrer sig selv – nu pludselig hylder en mandlig teenager med muslimsk baggrund? Hvordan navigerer man som minoritet i det landskab? Hvad skal jeg tage bestik af her?

Siden da har Hassans digtsamling gået sin sejrsgang. Den er blevet fejret, feteret og købt af mere end 100.000 mennesker. I lyset af den noget nær unisone hyldest er det derfor ikke overraskende, at det har affødt stærke reaktioner i den danske offentlighed, at den iransk-svenske forfatter Athena Farrokhzad har formastet sig til at skrive en anmeldelse i den svenske avis Aftonbladet (22.1.14), som forsøger at rejse nye og kritiske spørgsmål til Hassans værk, der ikke begynder og ender i et hyldestkor.

Farrokhzads kompleksiteter

I Danmark har mange læst Yahya Hassans digtsamling som et vidnesbyrd om at vokse op i den muslimske underklasse og være underlagt vold og svigt fra en forældergeneration, der har givet op. På samme måde kan man læse Farrokhzads anmeldelse som et vidnesbyrd. Hun åbner med passagen: ”Der findes erfaringer jeg ikke kan skrive om her. Som kredser omkring patriarkalsk vold i en intimsfære. Det føles umuligt at skildre dem for en overvejende hvid offentlighed. Fordi mine overgribere ser ud som jeg”.

Farrokhzad får her på kompleks vis peget på eksistensen af patriarkalsk vold blandt minoriteter – men også på umuligheden af at skildre dette i en hvid offentlighed, hvor bestemte befolkningsgrupper anses som uhelbredeligt patriarkalske og kvindeundertrykkende.

Farrokhzad argumenterer med andre ord for, at det at se volden forklaret gennem de reducerende forklaringsmodeller, som hun bekæmper, er lige så ødelæggende, som erfaringerne med volden selv. Det er på den baggrund, at der er ting, hun ikke kan skrive om. Hun forsøger dog ikke at gøre dette til Hassans projekt: ”Så jeg afstår, uden at synes at andre bør gøre det samme”. Der rejses dermed ikke krav om, at Hassan aldrig burde have udgivet sin bog, sådan som det ellers er blevet udlagt i Danmark.

I det hele taget anfægter Farrokhzad hverken legitimiteten af Hassans vidnesbyrd, hans mod eller kunstneriske talent. Men hun rejser vigtige og svære spørgsmål, der handler om den politiske kontekst, som intet kunstværk kan siges at stå uden for. Hvilket ansvar har kunstneren for kunstens effekter? Eller som hun skriver: ”At hævde at alt er tilladt i den kunstneriske friheds navn, så længe hensigten er god, er ikke bare en kliche, som anvendes for at lukke munden på den, som ikke er enig i fremstillingen af sig selv. Det siger også noget om borgerlighedens syn på litteratur som en i grunden virkningsløs nydelsesbeskæftigelse”.

Hvide mænd ved bedst

Der gik ikke lang tid, før den danske reception trådte denne kompleksitet godt og grundig flad med kommentarer, som reducerede Farrokhzads synspunkt til at handle om simpel censur. I BT skrev chefredaktør Olav Skaaning Andersen eksempelvis, at ”Farrokhzad går så langt som at mene, at der ­findes emner, man ganske enkelt ikke kan skrive om fra den muslimske verden” (26.1.14) og i Weekendavisen efterlyste journalist Helle Merete Brix en mere virkelighedsnær stemme end Farrokhzads: ”Mon ikke der, selv i Sverige, findes mere besindige stemmer, der har noget – måske mere realistisk at sige om modtagelsen af Hassans digte” (31.1.14).

Kritikken af Farrokhzad er dog også – og måske især – blevet afsendt fra toneangivende forfattere og redaktører i det litterære miljø så som Lars Bukdahl, Jes Stein Pedersen, Palle Weis, Robert Zola Christensen, Thomas Boberg og Simon Pasternak.

På sin blog skrev Lars Bukdahl eksempelvis: ”Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og inderligt, meget fokuseret på den (mest idiotiske del af den) hvide publikumsmajoritet og meget lidt fokuseret på den ikke-hvide minoritet, som godt kunne bruge en intens og ærlig inside-skildring af patriarkat og vold at spejle sig splintret i” (Blogdahl 23.1.14).

En udlægning der vandt genklang hos Jes Stein Pedersen, som et par dage senere drog et lille suk, mens han skrev: ”Åh, hvor må man dog håbe, at anmelderkorpset hinsidan tager Yahya Hassans værk alvorligt også som vidnesbyrd om det svære liv for mange unge muslimske indvandrere og ikke lader det blive ved den forstemmende patronisering og fortrængning, som Farrokhzad repræsenterer” (Politiken 26.1.14).

Farrokhzad fik med andre ord læst og påskrevet, at hun var selvcensurerende, svensk i hovedet, forstemmende patroniserende og drevet af fortrængning. Man må gå ud fra, at Bukdahl og Stein Pedersen ikke mener, at de selv skriver på samme patroniserende måde, siden de afviser Farrokhzads tekst med sådanne ord. Men som hvide mænd i magtfulde positioner ved de selvfølgelig også bedst, hvad minoriteterne har brug for, så som ”en intens og ærlig inside-skildring af patriarkat og vold at spejle sig splintret i” (Bukdahl) eller et ”vidnesbyrd om det svære liv for mange unge muslimske indvandrere” (Stein Pedersen).

Men hvorfor har den ikke-hvide minoritet brug for ’at spejle sig splintret’? Og hvad menes der med, at mange unge muslimske indvandrere har ’svære liv’? Hvordan og på hvilket grundlag ved hvide, danske majoritetsmænd hvad minoriteterne ønsker? Og hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed?

Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?

Værdien af et vidnesbyrd

Hvis man læser såvel Farrokhzads anmeldelse som Hassans digtsamlig som vidnesbyrd, rejser dette nogle nye spørgsmål til, hvorfor hun skal skældes ud og afvises, og han skal fejres og hyldes – og måske også beskyttes mod hende og alle de forfærdeligheder Sverige bliver tilskrevet i en dansk offentlighed.

Hvor Hassans digtsamling især er blevet fremhævet for sit opgør med patriarkalske normer og dobbeltmoral i den muslimske underklasse, er opgøret i Farrokhzads vidnesbyrd knap så entydigt. For samtidig som hun vedgår sig erfaringer med patriarkalsk vold udøvet af mennesker, som ligner hende selv, så udpeger hun også andre forhold, fx at skandinavisk racisme er så naturliggjort, at minoriteterne ikke kan undgå at internalisere denne struktur. Og at den racistiske vold dermed bliver til en integreret del af ens selv.

I et samfund som det danske, hvor samtaler om strukturel racisme kan ødelægge den gode stemning ved ethvert middagsselskab, har vidnesbyrd om racisme som en grundlæggende samfundsstruktur ikke gode chancer for at blive hørt, fordi det vil kræve et opgør med forestillingen om Danmark som et tolerant og ikke-racistisk land.

Når Farrokhzad således bliver kritiseret for ikke at ville blotlægge sine erfaringer med bestemte undertrykkelsesstrukturer, så er det en kritik, som er blind overfor, at det at fortælle om noget sådant i et racistisk samfund, kan indebære en udslettelse, der kan opleves som værre eller som en fordobling af den patriarkalske vold.

Som Bukdahl og Stein Pedersen kan man da godt læse spørgsmålet om selvcensur som konsekvensen af individuel fortrængning og det at være svensk i hovedet (hvad det så end betyder). Men man kan kan også læse det som et spørgsmål om, hvor mange udslettelser man kan holde til? Og hvem der egentlig skal afgøre det?

Er det Farrokhzads egen ret at bestemme det? Eller tilfalder det den række af (primært) hvide, danske mænd, som har haft travlt med at afvise værdien af hendes udsagn?

Identitetsfundamentalister

Den modstand, som Farrokhzad møder i en dansk kontekst, handler ikke kun om, at hun har skrevet en anmeldelse, der taler et dominerende kunstsyn imod. Modstanden er også forankret i selve spørgsmålet om betydningen af en kategori som race. I en artikel i Information, som omhandler Farrokhzads anmeldelse, citeres Bukdahl eksempelvis for, at han ikke forstår ”at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber” (Information 29.1.14).

Ifølge Bukdahl er denne fremhævning et tegn på identitetsfundamentalisme. Noget som Farrokhzad angiveligt gør sig skyldig i, mens Hassan roses, fordi han giver sig i kast med en identitetskarnevalisme. Bukdahls opdeling i fundamentalister og karnevalister er tankevækkende. Ikke fordi den siger noget om Farrokhzad og Hassan, men fordi den peger på, at den hvide majoritet kan have stærke investeringer i, hvordan minoriteterne bør forstå og se sig selv: dans, spring, hop, skift din identitet ud.

I en sådan logik bliver det at opleve og erfare race som en betydningsfuld kategori, og måske mere betydningsfuld end så mange andre kategorier, først og fremmest til et tegn på at minoriteten har en fundamentalistisk tankegang. Den mistænkeliggørelse, som betegnelsen fundamentalist trækker med sig, er helt utrolig effektiv. Man forstår, at Farrokhzad og andre der må tænke og føle som hende er forstokkede, uvillige til dialog og måske endda farlige.

Det er så her, jeg ikke kan lade være med at tænke på de stærke afvisninger af Farrokhzad og hvilke identiteter, der omvendt er på spil her. For kan det tænkes, at det helt ind i kulturradikalismens højborge er vigtigere at opretholde majoritetens selvforståelse (og tør jeg sige identitet?) end at lytte til kritik af egne privilegier? Privilegier som blandt andet består i, at man netop ikke behøver at tænke på sig selv som hvid, og hvad det indebærer af fordele i et hvidt samfund.

For mig er spørgsmålet ikke hvem der er identitetsfundamentalist, men hvilke kroppe og identiteter, der påkalder sig en sådan betegnelse. Mens den danske offentligheds mange afvisninger af Farrokhzad aldrig vil blive fortolket som et udtryk for (hvid) identitetsfundamentalisme, så viser debatten på foruroligende vis, at det forholder sig omvendt, når man taler fra en ikke-hvid minoritetsposition.

Lysende og klart

I disse dage er det Athena Farrokhzads ord, jeg tænker på, når jeg går i seng. Det er også hendes ord, lysende og klare, der får mig til at stå op hver morgen og leve videre i et hvidt samfund, som åbenbart ikke kan og vil høre de kompleksiteter, som Farrokhzad formår at gribe, og som allervigtigst rummer en invitation til Hassan om dialog: ”Kan vi ikke ses i Stockholm når den svenske oversættelse udkommer til foråret? Jeg kan ikke holde op med at tænke på, hvad samfundet har gjort mod os og hvad vi skal stille op med det”.

Men måske er det også for alvor her, det bliver farligt. For tænk, hvis det viser sig, at de, Farrokhzad og Hassan, rent faktisk har noget at tale om på tværs af uenigheder, kunstsyn og erfaringer? Og tænk, hvis de beslutter, at de ikke gider gøre det under et banner af breaking news og i selskab med Politikens kulturredaktion og tusindvis af andre velmenende danskere?

Dét er her, at Farrokhzads tekst rammer noget centralt ved hvid, dansk selvforståelse. Nemlig at vi minoriteter selvfølgelig og uden skrupler bør afgive vidnesbyrd om vores oplevelser med vold og undertrykkelse inden for ’egne rækker’ – fordi det danske samfund selvfølgelig står klar med empati og tolerance og måske en skåltale på Gyldendal, hvis bare vi har talent nok.

Modtagelsen af Farrokhzads anmeldelse fortæller alt om, at det forholder sig langt mere komplekst, og at det minoritetsvidnesbyrd, der handler om skandinavisk racisme og hvid dominans på ingen måde tillægges samme værdi og møder samme forståelse og opmærksomhed, som det minoritetsvidnesbyrd, der handler om vold og overgreb i den muslimske underklasse.

Farrokhzads udrakte hånd til Hassan – om dialog og samtale på egne præmisser – rummer på den måde et  revolutionerende potentiale i et hvidt samfund, hvor racismen er naturliggjort. Ikke fordi hendes gestus nødvendigvis resulterer i et konkret møde eller en dialog. Men fordi den installerer en forestilling om, at noget sådant overhovedet er muligt, og at dialogen skal og kan foregå på andre præmisser end dem, som en hvid, dansk offentlighed stiller til rådighed.

Det er den tanke, som holder mig i live.

Lene Myong er adjunkt og ansat ved Aarhus Universitet.

Se også linksamlingen om Yahya Hassans digte på Modkraft Biblioteket

Kommentarfeltet er blevet lukket under denne artikel og de indkomne kommentarer slettet af QueerKraft-redaktionen. Til dem, der har noget på hjerte: I er velkomne til at formulere en tekst med jeres synspunkter og indsende til redaktionen. Så vil redaktionen tage stilling til forslaget.