Annonce

Protest
4. november 2014 - 12:38

Studenterleder om regeringens uddannelsespolitik: »En trussel mod den kritiske tænkning«

– I stedet for læring i fællesskab gør regeringens politik studerende på landets universiteter til hinandens konkurrenter, siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, efter landsdækkende protester imod regeringens angreb på de humanistiske kandidatuddannelser.

Mandag aktionerede de humaniorastuderende på universiteterne i København, Aarhus og Aalborg i protest mod uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) såkaldte dimensioneringsplan, som vil skære kraftigt i optaget på de humanistiske kandidatuddannelser, blandt andet sprogfag, historie, filosofi og litteratur.

Ifølge ministeren skal optages stoppes, da de studerende uddannes til arbejdsløshed.

På alle tre universiteter sendte man ved middagstid balloner til vejrs for at markere antallet af studiepladser, der vil blive skåret, og i København og Aalborg fortsatte aktionen med en 24-timers sit-in, hvor man diskuterede situationen.

Læs artiklen »Landsdækkende sit-in aktion imod nedskæringer på humaniora-studier« hos Modkraft.

Studenterråd: En spare-øvelse

I forbindelse med happeningen på Københavns Universitet forelæste undervisere fra humaniora for at vise fagenes relevans, mens man på Aalborg Universitet fik besøg af de lokale folketingspolitikere Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Lisbeth Bech Poulsen (S) samt borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der alle kom for at vise deres støtte til protesterne.

Den store politiske interesse afspejler, at slaget om humaniora-uddannelserne afspejler en større debat om regeringens uddannelsespolitik generelt.   

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens har givet forsikringer om, at den nye dimensioneringsplan ikke handler om at spare på uddannelse, men blot er et forsøg på at flytte de studerende til andre uddannelser.

Ifølge formand for Dansk Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, er der dog tale om en spare-øvelse.

– Du kan ikke trylle en filosofi- eller litteraturstuderende om til en god ingeniør, og selv hvis du kunne, er der ikke plads i laboratorierne på DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.), siger Jakob Ruggaard til Modkraft.

– Dimensioneringen vil betyde fyringer af forskere og undervisere, og truer med at lukke en række vigtige fag, forsætter Jakob Ruggaard og understreger, at dimensioneringen ikke vil skabe flere arbejdspladser til akademikere.

Mangler aktiv beskæftigelsespolitik

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd, burde regeringen i stedet gøre en større indsat for at få akademikere i job.

– Regeringen har ingen aktiv beskæftigelsespolitik for akademikere. På sidste års finanslov sløjfede man den såkaldte Akademikerkampagne, der ellers virkede. Vi ved, at det har en positiv effekt på bundlinjen for virksomhederne at ansætte en akademiker, men erhvervslivet er præget af vanetænkning – og regeringen gør intet for at ændre på den, siger Jakob Ruggaard.

For Danske Studerendes Fællesråd handler det dog ikke kun om beskæftigelse.

– Både dimensioneringen og Fremdriftsreformen, der tvinger de studerende hurtigere gennem studierne, er en trussel mod den kritiske tænkning, der er en af de centrale værdier ved universiteterne. I stedet for læring i fællesskab gør regeringens politik de studerende til hinandens konkurrenter, slutter Jakob Ruggaard.

Læs artiklen »Happening imod 'fremdriftsreformen' ved åbning af Københavns Universitet« hos Modkraft.

Se billederne: »Studenterprotester mod »fremdriftsreform« på universiteterne« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce