Sort-hvid tegneserie med besynderlig streg

Man befinder sig i et værelse, man befinder sig i en celle. Man er på en rejse gennem en historie i bevidstheden og en fortælling i underbevidstheden.

Desertør af Halfdan Pisket er en kompleks og personlig, psykologisk fortælling, som udspiller sig i, hvad der synes at være, en evig vinter – gennem en ung tyrkist-armensk mands liv fra ung teenager til ung mand.

Det er første del i en trilogi der med Halfdan Piskets egne ord handler om mennesker, hvis skæbner blev fanget i en konflikt større end dem selv og deres personlige liv.

Fortællingen er baseret på samtaler med hans far og erfaringer fra hans liv.


Man får som læser ikke serveret noget på et sølvfad. Der kræves noget af læseren.

For ikke alene kan det være udfordrende at følge historien, den belyser også steder i det menneskelige sind, de færreste velvilligt besøger i sig selv eller anerkender hos andre.

De personlige skildringer og invitationer, læseren får til at bevæge sig ind i sindet på et andet menneske, der på alverdens måder er presset og testet af sine omgivelser, fremstår så virkelige og ærlige, at jeg næsten blev blufærdig ved at være vidne til dem.

Det er ikke en fremmed persons dagbog, jeg har sneget mig væk med, men indvielsen ind i det personlige rum, er ligeså detaljeret og uden omsvøb, som var det en dagbogsskildring.

Med det kommer også forvirringen, det uudtalte og meningsforstyrrende.

For det er en fortælling, der meget tydeligt bærer en forhistorie med sig, som enhver fortælling om det personlige vil gøre. Både hvad angår omstændighederne for døden, krigen og soldaternes nærvær, som fylder meget i fortællingen. Men også for en kultur og dens måde at præget sindsstemningen og sammenhængskraften i en familie.

Vi præsenteres direkte og indirekte for et forventningspres, stærkt moraliserende floskler om landsfædre og national kærlighed. Og for mangel på evne til at lykkes og følelsen af ikke at lykkes.

Hverken den moraliserende national-kærlige fader eller hans sønner, opnår at lykkes i deres bestræbelser.

Selvom det er tilkendegivet, at historien ikke søger at placere skyld eller ansvar, ved at statuere hvem, der gjorde hvad, kan jeg som læser godt mangle baggrundsviden om forholdene i grænselandet mellem Armenien og Tyrkiet.

Det fremgår af takkelisten, at der har været skrevet en historisk tekst til bogen, som dog ikke kom med.

Jeg ville have sat pris på en kort introduktion, til den kulturelle og/eller politiske baggrund for konflikten, og for rædslerne der udspillede sig.

Dog må det anerkendes, at det kan være en umulig og uretfærdig opgave, at skulle simplificere et forhold, der kan være så komplekse at forstå. Derfor har jeg på samme tid forståelse for, at det er blevet valgt fra.

Nærværende gennem hele fortællingen er den omstændighed, at hovedpersonen lider af epilepsi. Dette indfald af afbrydelser i kronologien, skaber næsten en rød tråd i fortællingens sammenhæng.

Fortællestilen er styret af flashbacks og -forwards, som sender læseren på tur gennem oplevelser, sindsstemninger og tanker.

Dette går sammen med fortællingens tekst op i en højere enhed, hvor teksten, når den ikke drejer ud af et sidespor, er fortalt i retrospektiv.

Epilepsien er det eneste, der er vedvarende igennem fortællingens forløb og ligeså meget, som det element skaber sammenhæng, er det også med til at skabe usikkerhed.

For når hovedpersonen får et anfald bliver han forvirret, usikker på hvor han er, og på hvad der er virkeligt, og hvad der er tanker.

Det tager læseren med på den usikre kurs, hvor jeg kunne tage mig selv i at bladre et par sider tilbage, for at finde vej ind i historien igen.

Men det viste sig unødvendigt, for hovedpersonens forvirring er smittende, og det virker som en del af bogens opbygning.

Man skal bare lade sig føre ind og ud af historiens og dialogernes sammenhæng i takt med det hvide skærs overtag, som forsager hovedpersonens anfald.


Der er ikke bare én fortælling om en ung mand og hans familie i en lille by tæt ved den armensk-tyrkiske grænse. Der er mange fortællinger, fra forskellige steder og forskellige tider i hovedpersonens liv og sind.

Man starter med at blive introduceret til cellelivet i et fængsel, med isolation og vold. De første sider har ingen dialog men kun faste rubrikker med fortællingen, der nærmest er skrevet i en form af knækprosa.

Skriveformen er intens og fængende, men kan, når den optræder sammen med meget intense billeder, desværre godt blive lidt kvælende.

Hurtigt bevæger historien sig væk fra cellen og ind i et hjem og et bybillede, ind i relationer og samtaler.

Der forgår ofte en medtagende sammensmeltning mellem dialogerne og fortællingen, i den faste rubrik øverst i billedet.

Stemningen greb mig og jeg havde hurtigt læst mig gennem scener i hjemmet, i landsbyen og tilbage til cellen, hvor jeg igen sendtes ud i hovedpersonens hukommelse, erfaringer og oplevelser.

Der udfoldede sig megen empati, forargelse og betagelse i mit følelsesregister, før jeg igen ved bogens ende, havnede i cellelivet med volden, afmagten og det mørke menneskelige sinds afkroge; med spørgsmål om, hvorvidt det hele er hovedpersonens egen skyld.



Til tider er det som om det hele smelter sammen. Men det er bevidst, billeder og tekst imellem, på en måde, så man som læser er fuldt bevidst om at det er orkestreret.

Man skal opleve meningsløsheden, manglen på retning og forståelse. Det at alting kan føles ligegyldigt. Er cellen og livet i landsbyen pludseligt det samme fængsel? Vil livet altid være den samme rytme, uanset valg og handlinger?


Den psykologiske underliggende historie er mystisk og fængende. Det er som om, at noget med fagter og lygter bliver vist mig, men inden jeg har fanget dets endelige sammenhængende budskab, er det væk igen.

Er det som om, at Halfdan gennem sin fars historie, søger at sige noget om os alle sammen som mennesker generelt?


Det er især billederne, der gennem hele bogen er fascinerende og fortællende alene, der sender henvisninger til en historie i den menneskelige psyke. Ansigter, der er tyngede og traumatiserede, men på samme tid almindelige.

Den gennemsnitlige usikre og virkelighedsfjerne unge mand, der drømmer sig væk til en verden af selvsikkerhed, styrke og retfærdighed.

Vist gennem billeder, der tydeligt transformerer hovedpersonen til en Minotauros.



Om bogens billeder generelt skal der siges, at de er veludførte.

Halfdan Pisket har en helt speciel tegnestil, som er med til at holde fortællingen i live. De er varierende i deres udtryk, og jeg stoppede flere steder op, for at beundre et billedes kunstudtryk.

Bogen er holdt i sort/hvid, hvilket fungere rigtig godt. Dog er der mange billedrubrikker på hver side, som i længden kan være forstyrrende for synet og få helhedsudtrykket til at smelte lidt sammen. Især fordi mange af billederne er indtryksskabende og ikke kun står som led i en bevægelse, handling eller dialog, men kan stå alene som et isoleret billede.

Mange af de kunstneriske virkemidler er tankevækkende, og er netop med til at få mig til at stoppe op og observere billedet i længere tid.

Historiens soldater er eksempelvis kendetegnet ved at bære masker, hvilket lader både billeder og fortælling med en bestemt uhygge og eksistentiel alvor.

På samme måde spiller det billedlige udtryk ind, når jeg ser ansigter med tilsyneladende skinnende knive, vokse ud af mund og øjne.

Halfdan Piskets streg er besynderlig, men det er det, der gør, at jeg gider se på det.

Det er dog et meget lukket univers. Det både betager og provokerer. Man inviteres indenfor, men jeg får følelsen af, at det ikke er lavet til beskueren.

Der er en hemmelighed i billederne, vi ikke er indviet i, og det er helt bestemt med til at gøre det endnu mere betagende, at observere billederne og forsøge at afkode dem.

Det provokerende består i, at det synes ikke helt at lykkedes.

Helt ualmindelig betagende er en seksuel scene i bogen, hvor hovedpersonen, i sit første samleje med en kvinde, tænker på et forstoppet, grådigt dyr, der er ved at sprænges af overspisning.

Samspillet mellem billede og tekst udvikler sig til en grotesk form for symbiose, der efterlader mig med en mærkværdig følelse, som giver mig lyst til at læse det igen.

Det er lykkedes Halfdan Pisket at lave en bog, der er rørende. Han behandler et emne på grænsen til det tabubelagte, uden at han, på samme tid, overhovedet forholder sig til det.

Desertør er ikke en underholdende tegneserie, men det er en betagende, levende og alvorlig fortælling – både i tekst og billede. Den er hermed anbefalet.

Winnie Christiansen er blogger på Modkraft.

Halfdan Pisket: Desertør. Forlaget Fahrenheit 108 sider, 150 kr.